6. del
Trøst og opmuntring

(220)  Indledning
Ellen White, Herrens budbærer, forstod meningen med lidelse. Hennes barndoms håb blev ødelagt ved et ulykkestilfælde da hun var ni år gammel. Dette kostede hende næsten livet. Hun oplevede at blive mor fire gange. To gange mistede hun en søn. I næsten halvdelen af sit offentlige liv var hun enke. Hun visste hvad langvarig sygdom betød. Hendes opmuntrende budskaber til dem som havde sorg og lidelse, de som stod ansikt til ansikt med døden, og til de ældre og efterladte, blev mildnet ved hendes egen erfaring. ret

(220)  Ingen kan forklare Forsynets hemmeligheder, men de som har stolt på Gud i prøvelsens og lidelsens tid, ved at Gud virker ifølge sin plan. Ellen White vidste dette og åbenbarede det i sin dagbog for 1892, hvor hun fra dag til dag nedskrev hvordan hun reagerede på ti måneders lidelser i et fremmed land. Hun åbenbarer her sin skuffelse over at hun ikke blev helbredt som svar på bøn og salvelse, og hendes urokkelige tillid til Gud i liv og død. ret

(220)  De personlige budskaber Ellen White skrev under forskellige forhold og fremlagde her til trøst for dem som måtte lide, vil være en hjælp til at besvare spørsmålet: Hvis Gud er en kærlighedens Gud, hvorfor må bans folk da lide under langvarig sygdom? Hvorfor må de sygne bort på smertens leje? Personer som må gennomgå erfaringer af en sådan karakter som er beskrevet på disse sider, vil få trøst og opmuntring. Hvilke gentagelser som end måtte forekomme, er taget med i den hensigt at bringe trøst i så mange personlige situationer som mulig. ret

næste kapitel