Personlige erfaringer

(303)  Tidligere erfaringer i behandling af lungebetæendelse
Vinteren 1864 blev min søn Willie pludselig og voldsomt slået ned af lungebetændelse. Vi havde netop begravet vor ældste søn som havde denne sygdom, og vi var meget ængstelige når det gjaldt Willie, fordi vi frygtede for at også han skulle dø. Vi bestemte os for ikke at sende bud efter lægen, men selv gøre det bedste vi kunne for ham, ved brug af vand, og så bad inderligt til Herren for ham. Vi fik med os nogle som havde tro på at forene deres bønner med vore. Vi havde en herlig vished om Guds nærvær og velsignelse. ret

(303)  Dagen efter var Willie meget syg. Han fantaserede. Det så ikke ud som han så eller hørte mig når jeg talte til ham. Han havde ikke regelmæssige hjerteslag, men han havde en stadig og heftig form for hjerteflimmer. Vi fortsatte med at bede til Gud for ham og bruge rigeligt med vand på hans hoved. Vi havde også til stadighed et kompres på hans lunger, og snart var han så klar som nogen sinde. Han havde en voldsom smerte i højre side og kunne ikke et øjeblik ligge på den side. Denne smerte dæmpede vi med kolde vandkompresser, idet vi varierede vandets temperatur i forhold til graden af den feber han havde. Vi var omhyggelige med at holde hans fødder og hænder varme. ret

(303)  Vi regnede med at krisen ville komme den syvende dag. Vi fik lidt hvile medens han var syg, og den fjerde og femte nat var vi nødt til at overlade ham til andres omsorg. Den femte dag var både min mand og jeg meget ængstelige. Drengen kastede blod op og hostede meget. Min mand tilbragte megen tid i bøn. Vi overlod vort barn i omsorgsfulde hænder den aften. Før vi gik til ro, bad min mand længe og inderligt. Pludselig følte han at bønnebyrden forlod ham. Det var som om en stemme talte til ham og sagde: "Gå hen og læg dig, jeg skal tage mig af drengen." ret

(304)  Jeg var syg og var gået til ro, men i flere timer lå jeg vågen på grund af bekymring. Det føltes som om jeg næsten ikke kunne trække vejret. Selv om jeg sov i et stort rum, stod jeg op og åbnede døren ud til en stor hall. Det hjalp med det samme, og jeg sov snart. Jeg drømte at en erfaren læge stod hos drengen. Han mærkede hvert åndedrag med den ene hånd over hans hjerte, og med den anden følte han pulsen. Han vendte sig mod os og sagde: "Krisen er ovre. Han har haft sin værste nat. Nu vil han komme sig hurtigt, for han trænger ikke til genoptræning på grund af den skadelige virkning af medikamenter. Naturen har på en fin måde gjort sin gerning for at befri organismen for sygdommen." Jeg fortalte ham hvor udslidt jeg var, hvordan jeg næsten ikke kunne trække vejret og hvor meget det hjalp da jeg åbnede døren. ret

(304)  Han sagde: "Det som hjalp dig, vil også hjælpe barnet. Han trænger til luft. I har holdt ham for varm. Den opvarmede luft som kommer fra en ovn, er skadelig. Hvis det ikke var for den luft som kommer ind gennem sprækkerne fra vinduerne, ville den være giftig og dødelig. Ovnvarmen ødelægger luftens livskraft og svækker lungerne. Drengens lunger er blevet svækket ved at rummet har været for varmt. Syge personer er svækkede på grund af sygdommen, og de trænger til al den friske luft de kan tage imod for at styrke de vitale organer så de kan stå imod sygdommen. Alligevel bliver luft og lys i de fleste tilfælde lukket ude fra sygeværelset netop på den tid hvor det behøves mest, som om de var farlige fjender." ret

(304)  Denne drøm og min mands erfaring blev til trøst for os begge. Om morgenen fik at vide at drengen havde haft en urolig nat. Han havde høj feber til midt på dagen. Så forlod feberen ham, og han syntes at have det ganske godt, bare lidt svag. Han havde kun spist en lille kiks i løbet af de fem dage han havde været syg. Men han kom sig hurtigt, og har haft det bedre end han havde det før. Denne erfaring er værdifuld for os. - "Spiritual Gifts" IV, side 151-153 (1864). ret

(305)  James Whites helbredelse
Udtalelse under en konferanse i 1902 i Elmshaven, St. Helena, Californien.
For mange år siden (1865) medens min mand bar på det store ansvar i Battle Creek, begyndte anstrengelsen at gøre sin virkning på ham. Det gik hurtigt nedad med hans helbred. Til sidst faldt han helt sammen både fysisk og psykisk og var ude af stand til at gøre noget. Mine venner sagde til mig: "Fru White, din mand kan ikke leve." Jeg bestemte mig for at flytte ham til et sted som var gunstigere for hans helbredelse. Hans mor sagde: "Ellen, du må blive hjemme og tage dig af din familie." ret

(305)  Mor, svarede jeg, jeg vil aldrig have at hans fremragende åndsevner helt skal gå til grunde. Jeg vil samarbejde med Gud, og han vil samarbejde med mig for at redde min mands forstand. ret

(305)  For at skaffe midler til vor rejse tog jeg mine tæpper og solgte dem. ..... For de penge jeg fik ved salget af tæpperne købte jeg en tildækket vogn. Jeg forberedte mig for rejsen, og i vognen lagde jeg en madras som han kunne ligge på. Sammen med Willie, som blot var en dreng på elleve år, vi tog afsted på rejsen til Wright, Michigan. ret

(305)  Medens vi var undervejs, prøvede Willie at få bidselet ind i munden på en af hestene, men fik det ikke ind. Jeg sagde til min mand: "Læg din hånd på min skulder, og kom og læg bidselet ind i hestens mund. ret

(305)  Han svarede at han ikke så sig i stand til at klare det. "Jo, du kan," svarede jeg. "Stå bare op og kom." Han gjorde det, og det lykkedes for ham at få bidselet på plads. Da vidste han at han måtte gøre det næste gang også. ret

(306)  Hele tiden holdt jeg min mand beskæftiget med sådanne småting. Jeg tillod ham ikke at være i ro, men forsøgte at aktivere ham. Dette er den plan som vore læger og deres hjælpere på vore sanatorier bør følge. Led patienterne frem, skridt for skridt, skridt for skridt, og hold deres sind så travlt optaget at de ikke får tid til at ruge over deres egen situation. ret

(306)  Opfordring til fysisk og mental virksomhed
Brødrene kom ofte til os for at få råd. Min mand ønskede ikke at træffe nogen. Han ville helst gå ind i et andet rum når de kom. Men jeg plejede gerne at vise gæsten ind til ham før han var blevet klar over besøget, og sagde som så: "Her er en bror som er kommet for at spørge om noget, og fordi du kan svare meget bedre end jeg kan, har jeg vist ham ind til dig." Naturligvis kunne han da ikke gøre som han ville. Han måtte blive i rummet og besvare spørgsmålet. På denne måde, og på mange andre måder, fik jeg ham til at aktivere sit sind. Hvis dette ikke var blevet gjort, ville det have svigtet ham fuldstændig i løbet af kort tid. ret

(306)  Hver dag tog min mand en spadseretur. Om vinteren fik vi en frygtelig snestorm, og han tænkte at han ikke kunne gå ud i sneen og stormen. Jeg gik til bror Root og sagde: "Bror Root, har du et par ekstra støvler?" - "Ja." svarede han. ret

(306)  Jeg vil gerne låne dem i formiddag, sagde jeg. Jeg tog støvlerne på og lavede en vej. Jeg gik firehundrede meter i dyb sne. Da jeg kom tilbage, bad jeg min mand om at tage en tur. Han sagde at han ikke kunne gå ud i et sådan vejr. Jo, det kan du, svarede jeg. Du kan helt sikkert gå i mine spor. Han var en mand som havde stor respekt for kvinder. Da han så mine spor, tænkte han, at hvis en kvinde kunne gå i den sne, så kunne han også. Den formiddag tog han sin sædvanlige spadseretur. ret

(306)  Om foråret var der frugtræer der skulle plantes ud og en have at ordne. "Willie," sagde jeg, "vær sød at købe tre hakker og tre river. Pas på at du får tre af hver." Da han kom med dem, bad jeg ham tage en af hakkerne og far en anden. Far kom med indvendinger, men tog en. Så tog jeg en selv, og vi begyndte at arbejde. Selv om jeg fik vabler i hænderne, fulgte jeg dem i hakningen. Far kunne ikke gøre så meget, men han udførte bevægelserne. Det var med sådanne metoder at jeg prøvede at samarbejde med Gud for at give min mand helsen tilbage. Og Herren velsignede os! ret

(307)  Altid tog jeg min mand med mig når jeg var ude og køre, og jeg tog ham med mig hvor som helst jeg skulle ud og holde møder. Jeg havde en fast møderunde. Jeg orkede ikke at overtale ham til at være med på talerstolen. Endelig, efter mange, mange måneder sagde jeg til ham: "Nå kære mand, i dag er det din tur til at tale." Han ønskede ikke at gøre det, men jeg gav ikke efter. Jeg tog ham med mig op til talerstolen. Den dag talte han til forsamlingen. Selv om mødelokalet var fyldt af ikke troende, kunne jeg ikke lade være med at græde i en halv time. Mit hjerte flød over af glæde og taknemmelighed. Jeg viste at sejren var vundet. ret

(307)  Løn for udholdte anstrengelser
Efter atten måneders stadig samarbejde med Gud i anstrengelserne med at genvinde min mands helse, tog jeg ham med hjem igen. Jeg forestillede ham for hans forældre og sagde: "Far og mor, her er jeres søn." ret

(307)  Ellen, sagde hans mor, du kan kun takke Gud og dig selv for denne vidunderlige helbredelse. Din ihærdighed har gjort dette muligt. ret

(307)  Efter at min mand havde genvundet helsen, levede han i en række år, og i denne tid gjorde han det bedste arbejde i hele sit liv. Jeg fik mange ekstra år hvor han kunne være til nytte, for de atten måneder med stræbsom omsorg? ret

(307)  Jeg har givet dig denne kortfattede beretning om personlige erfaringer for at vise dig at jeg ved noget om brugen af naturlige midler når det gælder om at give de syge helsen tilbage. Gud vil gøre undere for enhver af os, hvis vi arbejder i tro. Når vi samarbejder med ham, vil han også gøre sin del. Jeg ønsker at gøre alt det jeg kan for at få brødrene til at følge en fornuftig retning, sådan at deres anstrengelser kan blive så vellykket som muligt. Mange som er lagt i deres grav, kunne i dag have været i live hvis de havde samarbejdet med Gud. Lad os være fornuftige når det gælder disse ting. - Manuskript 50, 1902. ret

næste kapitel