Stillingen under bøn*

(311)  Fra "Notebook Leaflets", Methods. nr. 7.
Jeg har fået breve med spørgsmål vedrørende den passende stilling som en person bør indtage når han beder til universets hersker. Hvor har vore brødre fået den idé fra at de bør stå på deres fødder når de beder til Gud? En som havde fået omkring fem års uddannelse i Battle Creek, blev bedt om at lede i bøn før jeg skulle tale til forsamlingen. Da jeg så ham stå ret op på sine fødder medens han var i færd med at åbne munden i bøn til Gud, blev min sjæl oprørt i mig til at give ham en åben irettesættelse. Idet jeg nævnte hans navn, sagde jeg: "Bøj dine knæ." Det er altid den rette stilling. ret

(311)   "Han gik fra dem så langt som et stenkast, og faldt på knæ og bad" (Luk 22,41). ret

(311)   "Peter udsendte alle, knælede ned og bad. Så vendte han om mod den døde og sagde: Tabita, rejs dig! Hun åbnedet øjnene, så på Peter og rejste sig op" (Apg 9,40). ret

(311)  Så stenede de Stefanus, mens han bad: Herre Jesus, tag imod min ånd! Han faldt på knæ og råbte med høj røst: Herre, til regn dem ikke denne synd! (Apg 7,59-60). ret

(311)   "Da han sluttede med at tale, knælede han ned sammen med dem alle og bad" (Apg 20,36). ret

(311)   Da vi havde tilbragt dagene dér, brød vi op og rejste videre; og de fulgte os alle sammen på vej med kvinder og børn, helt ud af byen. Dér knælede vi ned og bad. (Apg 21,5). ret

(311)  Ved aftenofferets tid rejste jeg mig fra min bodsøvelse i mine flængede klæder og kappe; jeg faldt på knæ og bredte mine hænder ud mod Herren min Gud og sagde: Min Gud! Fuld af skam og skændsel løfter jeg mit ansigt mod dig, min Gud, for vore synder er vokset os over hovedet, og vor skyld når til himlen. (Es 9,5-6). ret

(312)   "Kom, vi vil bøye oss og tilbe, bøye kne for Herren, vår skaper!" (Sal 95,6.) ret

(312)  Kom, lad os kaste os ned, lad os bøje os lad os falde på knæ for Herren, vor skaber! (Sl 95,6). Hele dette kapitel vil, hvis hjertet er modtageligt, være så dyrebar en lektie for os som vi kan få. ret

(312)  Den passende stilling at indtage under bøn til Gud, er at bøje sig ned. Denne handling er som tegn på tilbedelse blev krævet af de tre hebræiske fanger i Babylon. ..... Men en sådan handling var en hyldest som kun tilkom Gud, verdens og universets hersker. De tre hebræere nægtede at give en sådan ære til nogen afgud selvom den var lavet af ægte guld. Ved at tilbede sådan vil hele hensigten og meningen at vise at de bøjede sig for kongen af Babylon. Da de nægtede at gøre det som kongen havde påbudt, måtte de tage straffen, og de blev kastet ind i ovnen med flammende ild. Men Jesus kom personligt og vandrede med dem gennem ilden, og de blev ikke skadet på nogen måde. ret

(312)  Både ved offentlig og privat tilbedelse er det vor pligt at bøje os ned på vore knæ for Gud når vi beder til ham. Denne handling viser vor afhængighed af Gud. ret

(312)  Ved indvielsen af templet stod Salomo med ansigtet mod alteret. I forgården til templet var der en forhøjning eller platform af bronze. Efter at han var gået op på den, stod han med hænderne løftet mod himmelen og velsignede den umådelig store forsamling af Israel, og der hvor hele Israels forsamling stod. ..... ret

(312)  Salomo havde nemlig lavet et podium af bronze, som han havde stillet midt i forgården; det var fem alen langt, fem alen bredt og tre alen højt. Han stillede sig op på det, faldt på knæ foran hele Israels forsamling, bredte sine hænder ud mod himlen og bad. (2Krøn 6,13). ret

(312)  Den lange bøn som han da bad, var passende for anledningen. Den var inspireret af Gud, og den åndede af den højeste fromhed blandet med den dybeste ydmyghed. ret

(313)  En tiltagende slaphed
Jeg nævner disse eksempler fra Bibelen, og spørger Hvor fik bror H sin uddannelse? I Battle Creek. Er det muligt, med tanke på alt det lys Gud har givet sit folk angående spørgsmålet om ærbødighed, at vore prædikanter, bestyrere og lærere i vore skoler, ved forskrift og eksempel, lærer de unge til at stå oprejst under tilbedelse sådan som farisæerne gjorde? Skal vi se på dette som betegnende for deres selvtilfredshed og selvhævdelse? Skal sådanne træk gøres så iøjnefaldende? ret

(313)  Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. (Luk 18,9-12). Læg mærke til at det var den selvretfærdige farisæer som ikke var ydmyg indstillet og som ikke havde ærbødighed over for Gud. Han stod i sin hovmodige selvtilfredshed og fortalte Herren om alle sine gode gerninger. Farisæeren stillede sig op og bad således (vers 11), og hans bøn nåede ikke højere end ham selv. ret

(313)  Tolderen stod langt nede og ville ikke engang løfte blikket mod himmelen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Tolderen gik hjem retfærdig for Gud, det gjorde den anden ikke. For den som sætter sig selv højt, skal sættes lavt, og den som sætter sig selv lavt, skal sættes højt. ret

(313)  Vi håber at vore brødre ikke vil vise mindre ærbødighed og ærefrygt når de henvender sig til den eneste sande og levende Gud, end hedningerne gjorde overfor deres afguder. Ellers vil disse mennesker blive vore dommere på den store, afgørelsens dag. Jeg vil sige til alle som er lærere ved vore skoler: Vanær ikke Gud ved mangel på ærbødighed og alvor. Stå ikke oprejst i din farisæisme og frembær dine bønner for Gud. Stol ikke på din egen styrke. Sæt ikke din lid til den, men bøj ofte dine knæ for Gud, og tilbed ham. ret

(314)  Med bøjede knæ
Når I samles for at tilbede Gud, så undlad ikke at bøje jeres knæ for ham. Lad denne handling vise at hele sjælen, legemet og ånden er underlagt sandhedens Ånd. Hvem har undersøgt Ordet nøje for at finde eksempler og vejledning i dette spørgsmål? Hvem kan vi have tillid til som lærere ved vore skoler i Amerika og andre lande? Efter flere års studier drager eleverne tilbage til deres egne lande med forvanskede ideer angående den respekt, ære og ærbødighed man bør vise overfor Gud. Skal de heller ikke føle nogen forpligtelse for at ære de mænd som nu er ældre, som har erfaring, Guds udvalgte tjenere som har været knyttet til Guds værk næsten hele deres liv? Jeg råder alle som går på skole i Amerika eller på et hvilket som helst andet sted, til ikke at blive smittet af en uærbødighedens ånd. Vær sikker på at du selv ved hvilken slags uddannelse du behøver, sådan at du kan hjælpe andre til at skaffe sig en karakterens skikkelse som vil bestå i den prøve som snart vil komme til alle som bor på jorden. Søg selskab med de bedste kristne, med dem som viser den dybeste fromhed og som har en fornuftig forståelse af det som hører Gud til. ret

(314)  Vi lever i farefulde tider. Syvendedags Adventisterne bekender sig til at være det folk som holder Guds bud, men de er ifærd med at miste deres gudfrygtige holdning. Denne ærbødighedens ånd lærer menneskene hvordan de skal nærme sig deres skaber, med hellighed og ærefrygt ved tro, ikke på sig selv, men på vor mellemmand. På den måde vil et menneske stå fast, uanset de forhold det lever under. Mennesket må komme med bøjede knæ, som en der har fået nåde, med ydmyge bønner for nådens trone. Den som daglig tager imod nådegaver fra Gud, vil altid være taknemmelig og vil også give udtryk for denne ufortjente gunst. Engle har vogtet hans skridt hele livet igennem, og han har ikke set mange af de snarer som han er blevet udfriet fra. For denne ledelse og beskyttelse fra øjne som aldrig slumrer eller sover, bør han i hver bøn erkende Guds handlemåde med ham. ret

(315)  Alle bør dagligt støtte sig til Gud i deres hjælpeløshed og behov. De bør være ydmyge, opmærksomme og bedende. Taknemmelighed og oprigtig kærlighed til Gud skulle føre til tak og pris til ham. ret

(315)  I de retfærdiges råd og i forsamlingen bør de prise den højeste Gud. Alle som føler at de har, har en levende forbindelse med Gud, bør stå for Herren som vidner for ham, og give udtryk for Guds kærlighed, barmhjertighed og godhed. Lad ordene være enkle, oprigtige, alvorlige og forstandige. Lad hjertet brænde af kærlighed til Gud og læberne være hellige til hans ære, ikke bare for at gøre Guds nådegaver kendt i de helliges forsamling, men for at være hans vidner på ethvert sted. Folk må få at vide at han er Gud. Han er den eneste sande og levende Gud. ret

(315)  Man bør have en sund forståelse af hvordan man skal komme til Gud i ærbødighed og med gudsfrygt i tilbedende kærlighed. Der er en tiltagende mangel på ærbødighed for vor skaber, en øgende respektløshed når det gælder hans storhed og majestæt. Men Gud taler til os i disse sidste dage. Vi hører hans stemme i stormen og i den rullende torden. Vi hører om ulykker ved jordskred, oversvømmelser og ødelæggende naturkræfter som jager frem. Vi hører om skibe som går ned på de stormfulde verdenshave. Gud taler til familier som har nægtet at anerkende ham. Somme tider taler han i storm og hvirvelvind og somme tider ansigt til ansigt og som han talte med Moses. Så kan han igen hviske sin kærlighed til det lille tillidsfulde barn og til den gråhårede far og mor som er svage af alderdom. Jordisk visdom er visdom når den betragter det usynlige. ret

(315)  Når den stille, sagte stemme høres, den som følger efter hvirvelvinden og stormen som rokker bjergene, bør alle dække sit ansigt til, for Gud er meget nær. De bør skjule sig i Jesus Kristus, for han er deres skjulested. Klippens kløft er dækket af hans egen gennemstukne hånd, medens den ydmyge søgende venter i bøjet stilling på hvad Herren har at sige til sin tjener. - Manuskript 84 b, 1897. ret

(316)  Intet sted er upassende for bøn
Der er ikke noget tidspunkt eller noget sted hvor det er upassende at bede til Gud. ... I folkemængden på gaden eller midt i en arbejdssituation kan vi sende vor bøn op til Gud og bede om guddommelig ledelse således som Nehemias gjorde da han kom med sin bøn til kong Artaxerxes. - ”Vejen til Kristus”, side 74. ret

(316)  "Vi kan samtale med Jesus når vi går på vejen, og han siger: Jeg er ved din højre hånd. Vi kan samtale med Gud i vort hjerte. Vi kan vandre sammen med Kristus. Når vi udfører vore daglige gerning, kan vi udtrykke vort hjertes ønske uhørlig for noget menneskelig øre, men dette ord kan ikke dø bort i tavshed, heller ikke kan det gå tabt. Ikke noget kan drukne sjælens inderlige længsel. Den hæver sig over støjen på gaden og over maskinernes larm. Det er Gud vi taler til, og vore bønner bliver hørt. - ”Evangeliets tjenere”, side 191,192." ret

(316)  Det er ikke altid nødvendigt at bøje knæ for at kunne bede. Lær dig at samtale med Frelseren når du er alene, når du går på vejen og når du er travlt optaget med dagens pligter. - ”Helse og livslykke”, side 276." ret

næste kapitel