| Udvalgte budskaber bind 3 kapitel 21. Fra side 156 | ren side tilbage |
(156) En udtalelse der giver de historiske baggrunde. (156) Minneapolis generalkonferensen var bemærkelsesværdig for sine bibelstudier og diskussioner over loven i galaterbrevet og over Kristi retfærdighed modtaget ved tro. ret (156) Denne samling, hvor enoghalvfems delegerede deltog, blev holdt fra den 17.oktober til den 4. november i Minneapolis, Minnesota, i vor nybyggede kirke. Som sædvanligvis var der også mange ikke-delegerede syvende-dags adventister tilstede. Forud for samlingen var et syv-dage langt præsteseminar, som holdt fra d. 10.-16. oktober. Bibelstudierne begyndte på instituttet og nogle fortsatte ved generalkonferensesamlingen, og optog bibelstudietiden. ret (156) Ellen White var til stede og deltog i instituttet og samlingen den nittende dag. Samlingen i sig selv var rutine, men konstruktiv. Der kom rapporter ind, og der var møder om forskellige emner som (157) sabbatsskolen, sundhed og mådehold, om traktat og mission. Prædikanterne fik anvist deres arbejdsområder, der blev lagt planer for sagens fremme, kontorer blev oprettet og bestyrelser udpeget. ret (157) Et tilbundsgående tilbageblik af bedrifter og hændelser kommer fra W. C. Whites pen, som to dage før samlingens afslutning, skrev prædikantkollega der arbejdede i sydstaterne: ret (157) Vi er nær ved den anden generalkonferensesamlings afslutning, og om få dage vil de delegerede blive spredt til deres respektive områder, og et nyt års arbejde begynder. Dette har været en meget interessant konferense, og selv om den ikke er blevet præget af den fred og harmoni som ellers har vist sig, har den dog været så udbytterig som aldrig før, for mange vigtige sager er kommet frem, og nogle af konklusionerne, som vil blive af stor værdi, idet de må påvirke vort fremtidige arbejde. Mange går fra dette møde, besluttet på at studere Bibelen som aldrig før, og dette vil resultere i en klarere forkyndelse. Som du til bulletinen utvivlsomt har bemærket , så er der gjort mange tiltag for vore udenlandske missioner, også nogle gode bevægelser for værkets fremme i sydstaterne. W. C. Whites brev til Smith Sharp, skrevet fra Minneapolis, Minnesota, d. 2. nov. 1888. Det skal bemærkes at sammen med rapporten om vækst, nævner ældre White manglen på fred og harmoni der nogle gange har vist sig ved vore generalkonferensesamlinger. Herved refererede han til teologiske diskussioner under 1888-mødet, som er anderledes fra andre generalkonferenser i adventisthistorien. Disse diskussioner begyndte i det ugelange præsteseminar, idet nogle emner som de ti riger, Kristi guddommelighed, helbredelse af den dødelig sårede og tanker om retfærdiggørelse ved tro, ifølge agendaen blev vendt. Diskussionen om de ti riger blev forbitret og tog uforholdsmæssig lang tid. Nogle emner var planlagt til at blive fortrængt. Ved afslutningen (158) af seminaret begyndte ældre E. J. Waggoner, medredaktør af Signs of the times, en studieserie om loven, i galaterbrevet, der forenede hans fremstilling af den kristne tro med Kristi retfærdighed. Dette fortsatte i løbet af den første uge i generalkonferensesamlingen. Det var denne studieserie, specielt dem der kom ind på del-emnet om loven i galaterbrevet, der startede den efterfølgende kontrovers. Der blev ikke udarbejdet referat af disse diskussioner, men overfladiske noter af en eller to delegerede, Ellen Whites optegnelser og mange tilstedeværende der viste bitterhed over kontroversen og de ødelæggende virkninger af flere fremtrædende menighedslederes negative optræden. Også før de delegerede samlede sig i Minneapolis havde der været diskussioner over nøglespørgsmål i flere år. I nogles hjerter var der også opbygget en modstand og ikke-accepteren af Ellen Whites advarende og irettesættende budskaber. Hun fik en fremmedartet og modstanderagtig attitude mod sig, fra nogle af de ledende prædikanter. Idet E. J. Waggoner førte en undersøgelse af loven i galaterbrevet og frelse ved tro, herskede en debatterende ånd en del i diskussionerne. Dette betyngede Ellen White. Selvom hun ikke var blevet afklaret med ældre Waggoner om alle detaljerne i hans udlægning af loven i galaterbrevet, blev hendes hjerte varmt af hans klare udtalelse om principperne om retfærdiggørelse opnået ved troen i Kristus. Hun talte tyve gange i Minneapolis og, især til de tidlige præstemøder om morgenen, bad hun indtrængende om åbenhjertige bibelstudier. Hun selv talte ikke over emnet retfærdiggørelse ved tro. Reaktionerne over at der blev lagt vægt på denne vitale sandhed var blandede. Ved 1893-generalkonferensesamlingen, talte A. T. Jones om at antage de sandheder der blev fremholdt i Minneapolis og sagde: Jeg ved at nogle, som var der antog den; andre forkastede den fuldstændigt. I kender til de samme ting. (159) Andre forsøgte at stå halvvejs mellem begge, og løse det derved. - Generalkonferense bulletinen, 1893, p. 183. Nogle gange blev diskussionerne hæftige. Nogle frygtede at nye betoninger ville svække kirkens stærke position til Guds lov, især sabbatssandheden, og modstår stærkt budskabet om retfærdighed ved tro. Under konferensen blev der ikke gjort tiltag på dette punkt eller nogen andre punkter kom frem under bibelstudierne. Ellen White berettede i et brev, skrevet på den sidste dag i samlingen, et brev der i denne sektion har overskriften: Mit mod og min tro har været god, uanset det mest ufattelige tovtrækkeri de har været igennem, og hun udtrykte sin overbevisning, idet hun så det i nøje sammenhæng, at mødet ville resultere i meget godt. (brev 82, 1888) Nogle få uger senere skrev hun sit tilbageblik over Minneapolis konferensen. Det meste af dette er med i denne sektion. I ugerne og månederne efter denne samling udviklede der sig en hård kærne af modstandere i Battle Creek, kirkens hovedkvarter og omkring dens store institutioner. Ellen White satte sig ofte ud over Battle Creek, og tog ud i marken for at viderebringe budskabet til menighederne. Nogle gange arbejdede hun med Ældre Jones og Waggoner da alle tre var engageret med at overbringe evangeliets dyrebare sandheder. Hun fremførte budskabet til et betydningsfuldt og succesrigt møde vore prædikanter i januar, 1889, i South Lancaster, hvor mange blev velsignet rigt. En beretning er inkluderet i dette kapitel. Ellen G. White-dokumenterne bringer en kraftig henvendelse vedrørende de grundlæggende principper om retfærdiggørelse ved tro, som blev bragt ved Ottawa-lejrmødet i Kansas d. 11. maj 1889. Dette og hendes beretning om reaktionen står i E. G. White bogen Tro og gerninger, side 63-84. Det vandt sejr i Chicago og i Denver, Colorado hvor lejrmødet blev afholdt i september 1889, og hun talte til medarbejderne om behovet for et rigtigt begreb af retfærdiggørelse ved tro. Talen i Denver står i denne sektion. (160) Da hun deltog i generalkonferensesamlingen af 1889, blot et år efter Minneapolis-mødet, fortalte hun dette: Vi har de mest fremragende møder. Den ånd der var ved Minneapolis-møderne, er ikke her. Alle bevæger sig i harmoni med hverandre. Der er en stor deltagelse af delegerede. Der er god tilslutning til vort møde kl. fem om morgenen, og møderne er gode. Alle de vidnesbyrd som jeg har lyttet til, har været af ophøjende karakter. De siger at de senere år har været de bedste i deres liv; lyset, som skinner frem fra Guds Ord har været klart og tydeligt - retfærdiggørelse ved tro, Kristus vor retfærdighed. Oplevelserne har været meget interessante. - Manusskrift 10, 1889 (udgivet i Selected messages bog 1, s. 361.) Den 3. februar 1890, da hun talte til prædikanterne, der havde samlet sig i Battle Creek til et præstemøde, gik hun tilbage til sine erfaringer fra marken i 1889. Hendes udtalelser passer til denne indledning: Vi har rejst overalt, til forskellige mødesteder, hvor jeg har stået side om side med Guds budbringere, som jeg vidste var hans budbringere - som jeg vidste havde et budskab til Hans folk. Sammen med dem gav jeg mit budskab i direkte overensstemmelse med det budskab de frembar. Hvad så vi? Vi så en kraft følge med budskabet. I alle tilfælde arbejdede vi, og nogle vidste hvor hårdt vi arbejdede, jeg mener det var hele ugen, vi tog tidligt og sent, til Chicago, for at vi kan få disse tanker i brødrenes sind. ret (160) Djævelen har arbejdet i årevis på at udslette disse tanker - dem alle sammen. Og det er et stort arbejde at ændre deres gamle meninger; de mener de skal stole på deres egen retfærdighed, og på deres egne gerninger, og ser på dem selv, og peger ikke hen på Kristi retfærdighed, og bringer den ind i deres liv, og i deres karakter. Og vi arbejdede der i een uge. . . . En uge gik før der kom et brud, og Guds kraft rullede over forsamlingen, (161) som en tidevandsbølge. Jeg siger jer, det var at sætte mennesker frie; det var at pege dem hen til Guds Lam som bærer verdens synd. ret (161) "Og i South Lancaster var Guds Ånds mægtige bevægelser. Nogle er her, som var med ved dette møde. Gud åbenbarede sin herlighed, og enhver studerende på skolen kom til kort i deres bekendelse, og det var bevægelser af Guds Ånd. ret (161) "Og sådan var det fra sted til sted. Overalt hvor vi kom, så vi bevægelser af Guds Ånd. ret (161) "Mener du at jeg skal være tavs ligesom de ti spedalske var, så jeg ikke skal hæve min stemme for at synge Guds retfærdighed og prise ham og forherlige ham? Jeg prøver at vise det for dig, at du må se det bevis jeg så: Men det er som om at ordene går ud i den tomme luft, og hvor længe skal det være sådan? Hvor længe vil folk, som er ved værkets hjerte, holde sig imod Gud? Hvor længe vil mennesker herfra støtte dem i dette arbejde? Drag bort fra den vej brødre. Tag jeres hænder væk fra Guds ark, og lad Guds Ånd komme ind og arbejde med mægtig kraft." - Manusskrift 9, 1890. ret (161) Læg mærke til sætningen i det sidste afsnit, som netop er citeret. Så længe antagelsen af budskabet om frelse ved tro mødte modstand hos nogle ved Minneapolis-generalkonferensen, og andre accepterede i de efterfølgende dage, byggede der sig hurtigt en modstand sig op ved værkets hjerte. Budskabets modtagelse blandt menighedsmedlemmerne i marken var, som Ellen White rapporterer det, meget forskellig. Den hårdnakkede modstand herskede hos "nogle" (se vidnesbyrd til prædikanter, s. 363.) På kirkens hovedkvarterer blev det arbejde, Herren havde i sinde at udrette, forsinket. ret (161) Om dette skrev Ellen White da år 1890 kom til sin afslutning: "De fordomme og synspunkter som var herskende ved Minneapolis er på ingen måder døde. Frøene der blev sået i nogles hjerter, har nu spiret og båret frø, og fembærer en lignende høst." (Vidnesbyrd til prædikanter, s. 467). ret (161) I den samme forbindelse skrev hun: "Nogle kan (162) ikke se forskel på det rene guld og blot glitter." - samme. Og hun tilføjede "Den sande religion, Bibelens eneste religion, som lærer tilgivelse kun gennem en korsfæstet og genopstået frelsers fortjenester, som forsvarer Guds Søns retfærdighed ved tro, er blevet ringeagtet, modsagt, latterliggjort og forkastet." - samme. s. 468. ret (162) I sin bog, gennem kriser til sejr, gennemgår Ældre A. V. Olson historien og dokumenter den gradvise ændring til det bedre i de fem eller seks år efter Minneapolis. ret (162) Ikke desto mindre var der en tragisk tilbage gang i Guds sags fremme. Ellen White så dette og nævnte det af og til, normalt i tilfældige udtalelser. På intet tidspunkt tilkendegav eller erklærede hun dog ikke at de officielle kirkeledere forkastede det dyrebare budskab som kom frem ved generalkonferensen i 1888. Omtrent fire år efter den bemærkelsesværdige konferense, den 19. december, 1892, sagde hun dog i et brev henvendt til "De kære brødre til generalkonferensen", og erklærede hun triumferende: ret (162) "I tilbageblik på vor tidligere historie, hvor den har gået skridt for skridt fremad til vores nuværende stadium, kan jeg sige: pris Gud! Når jeg ser hvad Gud har udrettet, er jeg fyldt med forbavselse, og med tillid til Kristus som leder. Vi har intet at frygte for fremtiden medmindre vi vil glemme den vej Herren har ledt os på. Vi er nu et stærkt folk, hvis vi vil sætte vor lid til Herren; for vi arbejder med de mægtigste sandheder fra Guds ord. Vi har alt at være taknemmelig over." - General Conference Bulletin, 1893, p. 24 (se Livsskildringer, s. 196; Testimonies to Ministers, s. 31). ret (162) Atter i 1907 skrev hun: "Menigheden skal øge sine aktiviteter og udvide sine grænser. . . . Så længe der kæmpes ihærdigt for at fastholde vor særlige karakter, har vi som bibelkristne dog altid været på voksende grund." brev 170, 1907 (Selected Messages, bog 2, s. 396, 397). ret (163) (163) Med denne baggrund indleder vi det historiske kapitel i denne sektion. - udgiverne. ret (163) Dyrebare løfter sat op mod dystre billeder. (163) I Minneapolis mødte vi en stor delegation prædikanter. Jeg opdagede en ånd som bebyrdede mig ved begyndelsen af mødet. Der blev prædiket prædikener som ikke gav folk den føde de havde så stærkt brug for. Den mørke og dunkle side af billedet blev præsenteret for dem, til at hænge i erindringens lokale. Dette ville ikke bringe lys og åndelig frihed, men modløshed. ret (163) Jeg følte mig stærkt bevæget af Herrens Ånd sabbats eftermiddag [d. 13. okt, 1888] til at kalde de tilstedeværende til den kærlighed Gud viser sit folk. Sindet må ikke få lov at dvæle ved de mest ubehagelige træk i vor tro. I Guds Ord, som må fremstilles som en have fyldt med roser, liljer og nelliker, må vi i tro plukke Guds dyrebare løfter, anvende dem på vore egne hjerter og være ved godt mod - ja, glade i Gud - , ellers vil vi have vor opmærksomhed fæstet på torne og tidsler og såre os selv meget, og begræde vore hårde lod. ret (163) Gud er ikke glad ved at Hans folk hænger mørke og dystre billeder op i erindringens lokale. Han vil have at enhver sjæl plukker roser, liljer og nelliker, og hænger de dyrebare løfter, fra hele Guds blomsterne have, op i erindringens lokale. Han vil have at vi skal bo i lokalet, med vore skarpe og klare sanser, tage løfterne ind i deres rige fylde, og tale om den glæde vi har for os her. Han vil have at vi skal leve i verden, dog ikke af den, vor hengivenhed må gribe fat i evige ting. Han vil at vi tager fat i de ting som Han har forberedt dem, der elsker ham. Dette vil tiltrække vore tanker, vække vort håb og vore forventninger, og styrke vore sjæle til at stå livets kampe og (164) prøvelser. Idet vi dvæler ved disse scener vil Herren opmuntre vor tro og tillid. Han vil trække forhænget til side og give os nogle glimt af de helliges arv. ret (164) Idet jeg fremstillede vor himmelske faders godhed, kærlighed og ømme medfølelse, mærkede jeg at Herrens Ånd ikke blot hvilede over mig men over folk. Lys, frimodighed og velsignelse kom over tilhørerne, og de talte ord fik en hjertelig respons. De efterfølgende sociale møder bevidnede at Ordet havde fundet indpas i tilhørernes hjerter. Mange frembar vidnesbyrdet at denne dag var den bedste i deres liv, og at det i virkeligheden er en dyrebar anledning, for vi vidste at Herren Jesus var til stede i forsamlingen, og det var Han for at velsigne. Jeg vidste at den særlige åbenbarelse af Guds Ånd havde en hensigt, at fjerne tvivlen, rulle vantroens tidevandsbølge tilbage, som har vundet indpas i hjertelag og tanker om Søster White og det arbejde Herren havde givet hende at gøre. ret (164) Mange blev fornyede, men ikke alle. Der var en stund hvor mange sjæle blev fornyede, men denne stund forblev ikke hos nogle. Lige så snart de så at Søster White ikke var med på alle deres ideer og harmoniserede med de planer og vedtægter, som blev stemt ind ved den konferense, havde det bevis de fik lige så lidt vægt hos nogle som Kristi Ord havde i nazaræernes synagoge. Deres hjerter [tilhørerne i Nazareth] blev berørt af Guds Ånd. De hørte det som Gud, der talte til dem gennem sin Søn. De så og mærkede Guds Ånds guddommelige indflydelse og alle bevidnede den nådefulde ord, der kom af hans mund. Men Satan var ved deres side med sin vantro og de gav adgang for skepsis og tvivl, og vantro var følgevirkningen. Guds Ånd blev undertrygt. I deres sindsyge ville de have kastet Jesus i afgrunden hvis Gud ikke havde beskyttet ham, så deres raseri ikke skadede Ham. Når Satan en gang har kontrol over sindet, gør han dem til tosser og dæmoner, som har været værdsat som fremragende mennesker. Fordomme, stolthed og hårdnakkethed er frygtelige elementer der tager (165) menneskesindet i besiddelse. ret (165) Ellen White rådfører sig med nogle ledere. Jeg har modtaget et lagt brev fra Ældre Butler, [Formanden for generalkonferensen forblev i Battle Creek på grund af sygdom.] som jeg læste omhyggeligt. Jeg blev overrasket over deres indhold. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre med dette brev, men da de samme følelser udtrykte sig i dette, synes også at være styrende for mine brødre prædikanterne, sammenkaldte jeg nogle få af dem i det øverste lokale, og læste det for dem. Der var ingen af dem der synes overrasket over indholdet. Flere sagde at de godt var klar over ældre Butlers tanker, for de havde hørt ham udtale de samme ting. ret (165) Så forklarede jeg mange ting. Jeg sagde at det jeg kendte til var en rigtig måde at gøre det på, border til broder, under ransagelse af Skrifterne. Jeg var klar over at dette selskab ikke så tingene i et korrekt lys, derfor sagde jeg mange ting. Alle mine udtalelser fremlagde korrekte principper at handle efter, men jeg var bange for at mine ord ikke ville gøre indtryk. De forstod tingene på deres måde, og det lys jeg fortalte at jeg havde fået, var som tåbetale for dem. ret (165) Appeller ved formiddagsmøderne. - Jeg følte stor smerte om hjertet over tingenes tilstand. Jeg gav mine brødre og søstre de alvorligste appeller medens vi var samlet til formiddagsmøderne, og bad dem indtrængende om at vi måtte udnytte denne anledning, ransage skrifterne sammen i hjertets ydmyghed. Jeg bad indtrængende om at der ikke måtte tales om ting som de kun vidste så lidt om. ret (165) Alle behøver at lære i Kristi skole. Jesus har indbudt: "Kom til mig alle I som bærer på tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, lær af mig; for jeg er ydmyg og sagtmodig i hjertet: og I skal fine hvile for jeres sjæle. For mit åg (166) er nemt, og min byrde er let" (Matt. 11,28-30). Hvis vi daglig lærer ydmyghedens lektier og hjertets beskedenhed, ville der ikke være de følelser, som var ved dette møde. ret (166) Der er forskellige synspunkter på nogle emner, men er det grund nok til skarpe og hårde følelser? Skal fjendskab og mistanker, forestillinger, bange anelser, had og jalousi lade sig rodfæste i hjertet? Alle disse ting er onde og kun onde. Alene hos Gud er vor hjælp. Lad os bruge meget tid på bøn og på at ransage Skrifterne i den rette ånd: Ivrige efter at lære og villig til at lade sig rette eller narre på noget som helst punkt, hvor vi kan fare vild. Hvis Jesus er i vor midte og vore hjerter smeltes af ømhed over Hans kærlighed, vil vi få en af de bedste konferenser der nogen sinde er blevet afholdt. ret (166) En travl og betydningsfuld konferensesamling. Der var mange forretninger at udrette. Værket er blevet større. Nye missioner er blevet åbnet, menigheder dannet. Alle burde være fordragelige over for hinanden og rådføre sig som brødre over for den store høstmark, alle arbejder ivrigt i værkets forskellige grene, og overvejer uselvisk hvordan Herrens værk kan udrettes til største fordel. Hvis der nogen sinde var et tidspunkt, som en konferense, hvor vi behøvede Guds Ånds særlige nåde og oplysning, så var det ved dette møde. Der var en kraft nedenfra som bevægede hjælpere til at indvirke en forandring vor nations grundlove, som vil binde deres samvittighed, som holder Bibelens sabbat, som står anført klart i det fjerde bud, som den syvende dag. ret (166) Tiden er kommet hvor enhver skal kunne findes i gang med at gøre sit yderste for at fremholde og fremholde Guds lov for folk og verden og arbejde, så vidt han har kapacitet og betroede talenter. Mange er forblændede og bedragede af mennesker som hævder at være evangeliets tjenere, og de påvirker rigtig mange til at tro at de gør et godt arbejde for Gud, skønt det er Satans arbejde. ret (167) (167) Satans bedrageriske strategi. - Satan havde en rådsforsamling for, hvordan han kan holde Syvende Dags Adventisternes pen og røst tavse. Hvis han kunne henlede opmærksomhed og lede deres kræfter i en retning der svækker og splitter dem vil han få rimelige udsigter. ret (167) Satan har gjort sit arbejde med en vis succes. Der har været dybe følelser og splid. Der har været megen jalousi og onde tanker. Der har været holdt mange uhellige taler, vink og bemærkninger. Menneskers tanker som burde være ved arbejdets hjerte og sjæl, som beredes til at gøre mægtige slag for Gud, på dette tidspunkt svinder bort i ubetydelige sager. Fordi nogles ideer, på alle lærdomspunkterne, ikke er helt i overensstemmelse med deres egne, så involveres mindre tanker og teorier som ikke har vitale spørgsmål. Det store spørgsmål om nationens religionsfrihed, der optager mange, har for mange kun små konsekvenser. ret (167) Satan får tingene på sin egen måde, men Herren har oprejst mennesker og givet dem et højtideligt budskab at frembære for Sit folk, opvække mægtige mænd til beredelse for slaget, til beredelsen af Guds dag. Dette budskab har Satan forsøgt at gøre virkningsløst, og når enhver stemme og enhver pen skulle arbejde intenst på at modstå Satans gerninger og kraft, var der en bortdrift, dér hvor meningsforskellene var. Dette var overhovedet ikke Herrens vej. ret (167) Loven i galaterne ét peger på forskelle. - Ved dette møde blev emnet om loven i galaterne bragt frem for prædikanterne. Dette emne blev bragt på bane ved konferensen for tre år siden. . . . ret (167) Vi ved at hvis alle ville komme til skriften med underdanigt hjerte og kontrolleret af Guds Ånds indflydelse, ville et roligt sind ransage Skrifterne, fri af fordomme og stolte meninger. Lyset fra Herren vil skinne på Hans Ord sandheden vil være åbenbaret. Men der burde gøres bønsfyldte og smerteudholdende anstrengelser og megen tålmod, for at besvare Kristi bøn (168) at Hans disciple må være ét ligesom Han er ét med Faderen. Den alvorligste og oprigtige vil blive hørt og Herren vil svare. Helligånden vil oplive de mentale evner og der vil være et syn øje for øje. "Dine ord giver lys, når de åbner sig, og giver de uerfarne forstand." (Sal.119,130) ret (168) Retfærdiggørelse og Kristi retfærdighed fremstilles. - Ældre E. J. Waggoner fik tilstået privilegiet at tale tydeligt og bringe sine synspunkter om retfærdiggørelse ved tro og Kristi retfærdighed i relation til loven. Dette var ikke noget nyt lys, men det gamle lys blev sat der, hvor det skulle være i den tredje engels budskab. . . . Hvad er byrden i dette budskab? Johannes ser et folk. Han siger: "Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus." (Åb.14,12) Dette folk ser Johannes lige før han ser Menneskesønnen "med guldkrone på hovedet og en skarp segl i hånden." (vers 14) ret (168) Jesu tro er blevet overset og behandlet på en ligegyldig og skødesløs måde. Den har ikke haft den fremtrædende plads, som den havde i åbenbarelsen for Johannes. Tro på Jesus som synderens eneste håb er i stor udstrækning blevet udeladt, ikke blot i prædikerne, men i rigtig manges religiøse erfaring, som hævder at tro den tredje engels budskab. ret (168) Sandheder Ellen White havde præsenteret siden 1844. - Ved dette møde frembar jeg vidnesbyrd om at det dyrebareste lys var skinnet frem fra Skriften under præsentationen af det store emne om Kristi retfærdighed knyttet til loven, som hele tiden bør holdes frem for synderen som hans eneste håb for frelse. Dette var ikke nyt lys for mig, for det var kommet til mig fra en højere autoritet for mindst fireogfyrre år siden, og jeg havde overbragt det til vort folk ved pen og stemme i Hans Ånds vidnesbyrd. Men meget få havde reageret, andet end at samtykke i de frembårne vidnesbyrd over dette emne. Der var alt i alt for lidt tale og skrift over dette store spørgsmål. Nogles prædikener (169) kunne rettelig fremstilles som Kains offer - ukristelige. ret (169) Guddommens mysterium - Den standard, der måler karakteren, er den kongelige lov. Loven er syndens målestok. Ved loven er kendskabet til synd. Men synderen drages hele tiden til Jesus af den forunderlige manifestation som Hans kærlighed gav, da Han ydmygede Sig selv til at dø en skammelig død på korset. Hvilket studie er der dog ikke her! Engle har tragtet efter, længtes inderligt, at se ind i dette forunderlige mysterium. Det er et studium der kan bebyrde den højeste menneskelige intelligens, at mennesker, faldne, bedraget af Satan, tager Satans side uden at tvivle, kan blive tilpasset den almægtige Guds Søns billede. Det menneske skal være som Ham, så at Gud, på grund af den Kristi retfærdighed mennesker har fået, vil elske mennesker - faldne men genløste - på samme måde som Han elskede Sin Søn. Læs det direkte ud af levende orakler. ret (169) Dette er gudfrygtighedens mysterium. Dette billede er af den højeste værdi som kan sættes i enhver prædiken, som kan hænges i erindringens lokale, som kan udtrykkes af menneskelige læber, som kan behandles af mennesker, som har smagt og erkendt at Herren er god, at meditere over, at være grundlaget for enhver prædiken. Der er blevet frembragt tørre teorier, og dyrebare sjæle hungrer efter livets brød. Dette er ikke den forkyndelse der kræves eller den himlens Gud vil acceptere, for den er ukristelig. Det guddommelige billede af Kristus må holdes frem for folk. Han er den Engel der står under himmelens sol. Han reflekterer ingen skygger. Iklædt guddommens egenskaber, omgivet af guddommens herlighed, og i den almægtige Guds lighed, skal Han løftes op for mennesker. Når dette holdes frem for folk, bliver skabningens fortjenester ubetydelige. Jo mere øjet ser på ham, jo mere Hans liv, Hans lektier, Hans perfekte karakter studeres, des mere syndig og afskyelig vil synden se ud. ret (169) Ved beskuelse, kan mennesket kun beundre og blive mere tiltrukket til Ham, henrives mere, og være mere besluttet for at være som Jesus, til mennesket tilegner sig Hans billede og har (170) Kristi sindelag. Ligesom Enok vandrer mennesket med Gud. Menneskets sind er fyldt med tanker om Jesus. Han er menneskets bedste Ven.. . . . ret (170) Studér Jesus vort Forbillede - "Derfor, hellige brødre, deltagere i det himmelske kald, betragt vor bekendelses Apostel og Ypperstepræst, Kristus Jesus" (Hebr. 3,1). Studer Kristus. Studer Hans karakter, træk for træk. Han er vort Mønster, som vi er pålagt at efterligne i vort liv og i vor karakter, ellers fremviser vi ikke Jesus, men fremviser verden en uægte efterligning. Efterlign ikke mennesker, for mennesker er mangelfulde i levevaner, i tale, i optræden og i karakter. Jeg fremviser jer Mennesket Kristus Jesus. I må kende Ham hver især, som jeres Frelser, før I kan studere Ham som jeres mønster og jeres eksempel. ret (170) Paulus sagde: For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker. For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro - som der står skrevet: "Den retfærdige skal leve af tro." . . . Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem." (Rom. 1,16-19). ret (170) Disse mennesker blev glædeligt oprørt af Guds Ånd. - Vi føler dybt og højtideligt taknemmelige over for Gud, at mennesker er blevet oprørt af Guds Ånd for at se Kristus i de levende orakler og fremviser Ham for verden, men ikke kun i ord. De ser Skriftens krav om at alle som hævder at være Kristi efterfølgere er forpligtede til at vandre i Hans fodspor, blive gennemsyret af Hans Ånd, og derved fremstille Jesus Kristus for verden, som kom til vor verden for at repræsentere Faderen. ret (170) Ved at repræsentere Kristus repræsenterer vi Gud for vor verden. "Hvis nogen ikke har Kristi Ånd, er han ikke fra ham" (Rom 8,9). Lad os spørge: Genspejler vi Jesu Kristi karakter i menigheden og for verden? En stor del dybe studier er vi nød til at gå i gennem, i ransagelsen af Skrifterne. Kristi (171) retfærdighed i loven åbenbarer Gud tydeligt i Hans sande karakter og åbenbarer loven som hellig, retfærdig og god, i virkeligheden storartet når den ses i sin sande karakter. ret (171) Hvis alle vore tjenende brødre var kommet samlet til deres bibler i Kristi ånd, respekterer hinanden, og med sand kristen belevenhed, ville Herren have været deres underviser. Men Herren har ikke en chance for at gøre sit aftryk hos dem, som Satan har så stor magt over. Alt som ikke harmoniserer med deres tankegang og deres menneskelige dømmekraft vil vise sig i skygger og mørke konturer. . . ret (171) Manges åndelighed har bekymret Ellen White. - Min byrde under mødet var at fremvise Jesus og Hans kærlighed for mine brødre, for jeg så tydelige beviser på at mange ikke havde Kristi ånd. Mine tanker forblev rolige, hvilede på Gud, og så mærkede jeg en bedrøvelse over at se en anden ånd var kommet ind i vore prædikantbrødres erfaring, og sådan var det da jeg forlod lejeren. Jeg var klar over at der var en bemærkelsesværdig blindhed i manges sind, at de ikke erkendte hvor Guds ånd var og hvad sand kristen erfaring består af. Og det må ases for smerteligt, at disse var dem som havde ledelsen af Guds hjort. I den sande tros armod, hænger hænderne ned, fordi de ikke løftes op i oprigtig bøn! ret (171) Nogle nærede ikke behov for bøn. De følte at deres egen dømmekraft var tilstrækkelig, og de havde ingen fornemmelse af, at al det godes fjende, førte deres dømmekraft. De var som soldater der gik ubevæbnede ind i krigen. Kan vi undre os over at prædikenerne var åndsforladte, at livets levende vand nægtede at flyde gennem spærrede kanaler, og at himlens lys ikke kunne gennemtrænge de lunknes og syndiges tætte tåge? ret (171) Jeg var kun i stand til at sove nogle få timer. Jeg skrev under alle formiddagens timer, stod ofte op klokken to og tre om morgnen og lettede mine tanker med at skrive om emner som jeg havde fået overbragt. Mit hjerte smertedes ved at se den ånd der styrede nogle af vore (172) tjenende brødre, og denne ånd synes at smitte. Der blev talt meget. ret (172) En præsentation af sandheden hun kunne skrive under på. - Da jeg fortalte mine brødre at jeg for første gang havde hørt E. J. Waggoners synspunkter, var der nogle der ikke troede mig. Jeg sagde at jeg havde fået de dyrebare sandheder fortalt, som jeg kunne besvare af hele mit hjerte. For var disse store og herlige sandheder, Kristi retfærdighed og det fuldstændige offer givet for menneskers skyld, ikke blevet indprentet uudsletteligt i mit sind, af Guds Ånd? Er dette emne ikke blevet præsenteret i Vidnesbyrdene igen og igen? Når Herren har givet mine brødre byrden at proklamere dette budskab var jeg uudsigelig taknemmelig over for Gud, for jeg vidste at det var budskabet for denne tid. ret (172) Den tredje engels budskab er proklamationen af Guds bud og Jesu Kristi tro. Guds bud er blevet proklameret, men Jesu Kristi tro er ikke blevet proklameret af Syvende-dags Adventister som af den lignende betydning at loven og evangeliet går hånd i hånd. Jeg kan ikke finde ord til at udtrykke dette emne i sin fylde. ret (172) "Jesu tro." Der er talt om den, men ikke forstået. Hvad indbefatter Jesu tro, så det hører til den tredje engels budskab? Jesus bliver vor synd-bærer så Han kan blive vore syndstilgivende Frelser. Han blev behandlet på den måde som vi har fortjent at blive behandlet på. Han kom til vor verden og tog vore synder, så vi kunne tage hans retfærdighed. Og tro på at Kristus er i stand til at frelse os helt og fuldt ud er tro på Jesus. ret (172) Den eneste sikkerhed for israelitterne var blodet på dørstolperne. Gud sagde: "Når jeg ser blodet, vil jeg gå forbi dig." (2.Mos 12,13) Alle andre påfund for at føle sig sikker, vil være nyttesløse. Alt andet end blodet på dørstolperne fører vejen, så dødens engel ikke kommer ind. Der er frelse for synderen i Jesu Kristi blod alene, som renser os fra al synd. Mennesket med en oplært forstand kan have huller i sin forstand, han kan gå ind i teologiske spekulationer, (173) han kan være mægtig og æres af mennesker og betragtes som et meget vidnende menneske, men hvis han ikke har en frelsende kundskab om Kristus som korsfæstet for ham, og i tro griber fat i Kristi retfærdighed, er han fortabt. Kristus "blev såret for vore overtrædelser, han blev kvæstet for vor brøde: revselsen for vor fred var på ham; og ved hans piskeslag er vi helbredte." (Es. 53,5) "Frelst ved Jesu Kristi blod," vil være vort eneste håb for tid og vor sang ud i evigheden. ret (173) Kæmper med fordomme og falske anklager. - Da jeg klart fortalte om min tro var der mange som ikke forstod mig og de fortalte at Søster White havde forandret sig; Søster White var påvirket af sin søn W. C. White og ældre A.T.Jones. Sådanne udtalelser fra deres læber, som har kendt mig i årevis, som er vokset op med den tredje engels budskab og er blevet æret af vort folks tillid og tro, - naturligvis påvirker disse udtalelser mig. ret (173) Jeg blev genstand for bemærkninger og kritik, men ingen af vore brødre kom til mig og stille mig spørgsmål eller spurgte mig om en forklaring. Vi prøvede alvorligt på at få alle vore tjenende brødre i huset til at mødes i et ubesat lokale og forenes i bøn, men det lykkes ikke mere end to eller tre gange. De valgte at gå til deres rum og have deres samtaler og bønner for dem selv. Der lod ikke at blive anledning til at nedbryde fordomme som var så faste og besluttede, der ikke var en chance for at fjerne misforståelser om mig selv, min søn, og E. J. Waggoner og A. T. Jones. ret (173) Jeg prøvede at gøre noget andet. Den morgen havde jeg, på et tidligt klokkeslæt skrevet det, som skulle fremlægges for vore brødre, for ellers ville mine ord blive fremstillet forkert. Ganske mange af vore ledende ansvarlige mænd var til stede, og jeg fortrød inderligt at mange flere ikke var taget med til dette råd, for nogle af de tilstedeværende, vidste jeg begyndte at se nogle ting i et andet lys, og for mange flere ville det være gavnligt, om de havde anledning til at høre, hvad jeg havde at sige. Men (174) de ved det ikke og fik ikke gavn af mine forklaringer og med et tydeligt "Så siger Herren" som Jeg gav dem. ret (174) På det tidspunkt blev spørgsmålet stillet: "Søster White, tror du at Herren giver et nyt og større lys for os som et folk?" Jeg svarede: "Så afgjort! Jeg tror det ikke blot, men kan tale forstandigt. Jeg ved at der er en dyrebar sandhed at åbne op for os, hvis vi er folket der skal stå på Guds beredelsesdag." ret (174) Ellen White opmuntrer til åbenhjertet studie. - Så blev spørgsmålet stillet om jeg mener at det var bedre at lade det ligge hvor det er, efter at bror Waggoner havde givet sine synspunkter om loven i galaterbrevet. Jeg sagde: "På ingen måde. Vi behøver alle begge sider af spørgsmålet." Men jeg sagde at den ånd jeg havde set ved mødet var ubegribelig. Jeg vil insistere på at der er en rigtig ånd, en kristuslignende ånd, manifesteret på den måde som Ældre E. J. Waggoner havde vist igennem hele præsentationen af hans synspunkter: og at denne sag ikke skal behandles på en diskutabel måde. Grunden til at jeg sagde at denne sag skulle behandles på i en kristuslignende ånd, var at de brødre, som udskiller sig ikke skal stødes. Idet ældre E. J. Waggoner havde optrådt på en kristen måde, burde de gøre det samme, og give argumenterne på deres side af emnet på en ligefrem måde. . . . ret (174) Spørgsmålet om loven i galaterne har ikke vital betydning. - Denne bemærkning kom: "Hvis vore synspunkter på galaterbrevet ikke er korrekt, så har vi ikke den tredje engels budskab, og vor position er over styr; der er intet i vor tro." ret (174) Jeg svarer: "Brødre, her er netop det som jeg har sagt til jer. Denne udtalelse er ikke sand. Det er en ekstra overdreven udtalelse. Hvis dette spørgsmål diskuteres, vil jeg se det som min pligt at lægge denne sag frem for alle tilstedeværende, og fortælle dem at denne udtalelse ikke er korrekt, uanset om de vil høre eller ej. ret (175) (175) Spørgsmålet i dette emne er ikke et vitalt spørgsmål og bør ikke behandles som sådan. Den forunderlige betydning og vigtighed af dette emne er blevet stærkt overrevet, og af denne grund ser vi den ånd der hersker ved dette møde, på grund af fejlfortolkninger og fordrejede ideer, som er ukristelige, og som vi aldrig burde se vore brødre fremlægge. Der er kommet en farisæisk ånd ind blandt os, som jeg skal løfte min stemme imod, hvor den end viser sig." . . . ret (175) Jeg kunne se en stor mangel på visdomlig sondring af tingene, og på god dømmekraft. Det onde i sådanne ting er ofte blevet vist mig. Meningsforskelle blev tydelige for både troende og ikke-troende. Disse ting gjorde et så stort indtryk på mig, at jeg følte at mine brødre havde forandret sig betydeligt. Denne sag kom frem for mig medens jeg var i Europa, i figurer og symboler, men forklaringen jeg fik senere var at jeg ikke blev efterladt i mørke, med hensyn til vore menigheders og vore tjenende brødres tilstand. . . . ret (175) Jeg vendte tilbage til mit værelse i tvivl om hvad var der det bedste for mig at gøre. Der blev brugt mange timer den nat i bøn om loven i galaterbrevet. Dette var blot splinten. Hvilken måde det var med et "Så siger Herren", ville min sjæl sige "Amen, og amen." Men den ånd som styrede vore brødre var så ulig Jesu ånd, så meget modsat til den ånd som burde udøves mod hinanden, det fyldte mig med kvaler. ret (175) Til det næste formiddagsmøde for prædikanter, havde jeg nogle tydelige ting at sige til mine brødre, som jeg ikke turde holde tilbage. Saltet havde mistet sin smag, det fine guld blevet sløret. Der var åndeligt mørke over folk og mange viste at de blev bevæget af kræfter nedenfra, for resultatet var det samme som de ikke var under Guds Ånds oplysning. ret (175) Hvilke historiesider bliver der ikke udfærdiget af sekretærenglen! Surdejen havde faktisk ikke gjort sit tydelige (176) arbejde, og næsten gennemsyrede klumpen. Jeg vidste at jeg havde et irettesættelses og advarsels-budskab til mine brødre. Min sjæl blev presset ud i pine. At sige disse ting til mine brødre påfører mig langt større kvaler end de har påført dem, som de talte til. Ved Kristi nåde erfarede jeg en guddommelig betvingende kraft til at stå frem for mine tjenende brødre, i Herrens navn, i håb og bøn for at Herren ville åbne de blinde øjne. Jeg fik styrke til at sige ord som min sekretær stenograferede ned. - Manusskrift 24, 1888. ret (176) Minneapolis en prøvegrund. - Herren forsøgte og prøvede Sit folk, som havde haft stort lys, om de ville vandre i det eller vende bort det under fristelsen, for kun få ved hvordan de optræder, indtil det hele giver karakter af den ånd der ligger bag. For mange er det naturlige hjerte en styrende magt, og dog mener de ikke at stoltheden og fordommene holdes som deres gode gæster, og arbejdet i ord og handlinger holdes op imod lys og sandhed. Vore brødre som har besat ledende stillinger i Guds arbejde og sag, burde være tæt forbundet med al lyses Kilde så de ikke ville kalde lys for mørke og mørke for lys. . . . . ret (176) Retfærdiggørelse ved tro nedgraderer ikke loven. - Ved at holde Kristus frem, som vor eneste kilde til styrke, fremholdes Hans uforlignelige kærlighed, da han påtog sig skylden for menneskenes synder som Sit ansvar og tillagde mennesker Sin egen retfærdighed, bliver loven på ingen måde fjernet eller dens værdighed forringet. Den sættes snarere i rette lys og den bliver forherliget. Dette gøres kun gennem det lys, der genspejles fra Golgatas kors. Loven er komplet og opfyldt i den store frelsesplan, kun fremstillet i lyset af den korsfæstede og opstande Frelser. Dette kan kun erkendes åndeligt. Den optænder hjertet hos den, der brændende beskuer troen, håbet og glæden over at Kristus er hans retfærdighed. Denne glæde er kun for dem som elsker og (177) holder Jesu ord, som er Guds ord. ret (177) Var mine brødre i lyset af de ord Herren gav mig til dem, ville de finde det svar i deres hjerter, som jeg arbejdede for. Idet jeg så at de hjerter som jeg længtes efter at være i harmoni med blev låst fast af fordomme og vantro, tænkte jeg det var bedst for mig at forlade dem. Min hensigt var at tage fra Minneapolis i begyndelsen af ugen. . . . ret (177) Jeg ønskede at meditere og bede om på hvilken måde vi kunne komme til at overbringe folk emnet om synd og forsoning i Bibelens lys. De behøvede denne slags undervisning meget, så de kunne give lyset til andre og få det velsignede privilegium at arbejde sammen med Gud om at indsamle og hjembringe fårene fra Hans fold. Hvilken kraft må vi ikke have fra Gud så at iskolde hjerter, med en lovmæssig religion alene, kunne se de bedre ting der er gjort for dem: Kristus og Hans retfærdighed! Et livgivende budskab var der brug for, der bringer liv til de udtørrede ben. - Manusskrift 24, 1888. ret (177) Ellen Whites vurdering på den sidste dag (177) Jeg har talt næsten tredive gange med stor frimodighed og vi tror at dette møde vil resultere i meget godt. Vi kender ikke fremtiden, men vi føler at Jesus (178) står ved skibsroret og vi skal ikke lide skibbrud. Mit mod og min tro har været god og har ikke svigtet mig, selvom vi har haft det hårdeste og mest ubegribelige tovtrækkeri vi nogen sinde har haft blandt vore folk. Sagen kan ikke forklares ved pen medmindre jeg skal skrive mange, mange papirer; så skulle jeg hellere undlade dette. ret (178) Ældre Olsen skal være generelkonferensens formand og br. Dan Jones fra Kansas, skal hjælpe ham. Ældre Haskell vil være der indtil bror Olsen er tilbage fra Europa. [Under George. I Butlers fravær, som er formand for generalkonferensen, ledte ældre Haskell generalkonferensesamlingen. Kort efter afslutningen af denne samling, blev W. C. White bedt om at træde ind som fungerende generalkonferenseformand, som han gjorde i næsten seks måneder.] Jeg kan ikke se hvad fremtiden vil bringe, men vi skal blive her i Battle Creek i næsten fire uger og udgiver et vidnesbyrd som ikke må forsinkes. Så kan vi se hvordan tingene i værkets store center ordner sig. Vi er opsat på at gøre alt hvad vi kan, i gudsfrygt for at hjælpe vore fok i denne vanskelige situation. ret (178) En syg mands tanker har haft en styrende kraft over generalkonferensebestyrelsen og prædikanterne har været skygge og ekko for ældre Butler lige så længe som det har været nærende og godt for sagen. Misundelse, onde tanker, og jaloux har arbejdet som surdej, indtil hele dejklumpen virker gennemsyret. . . . ret (178) I dag, søndag, har jeg ikke deltaget til mødet, men har snakket meget. Jeg er Gud taknemmelig for Hans Ånds styrke, frihed og kraft i fremførelsen af mit vidnesbyrd, selvom det, nogen sinde i min historie, kun har gjort et lille indtryk på mange. Det lader til at Satan har kraft til at forhindre mit arbejde i stor grad, men jeg skælver over hvad der ville være sket ved dette møde, hvis vi ikke havde været her. På en måde ville Gud have arbejdet på at forhindre denne ånd til mødet, så den ikke tager overhånd. Men vi er ikke det mindste modløse. Vi stoler på Herren Gud af Israel. Sandheden vil sejre og vi (179) ønsker at sejre sammen med den. ret (179) Vi tænker på jer alle der hjemme, og vil gerne være hos jer, men vi skal ikke tage hensyn til vore ønsker. Herren er vor Leder, lad Ham føre vor vej, og vi vil følge der hvor Han leder vejen. - Brev 82, 1888. ret (179) To uddrag fra Minneapolis-prædikenerne. (179) Det vi nu ønsker at bringe frem er, hvordan I vokser i det guddommelige liv. Vi hører mange undskyldninger: Jeg kan ikke leve op til det eller det. ret (179) Hvad mener du med det eller det? Mener du at det var et ufuldkomment offer som blev gjort for den faldne slægt på Golgata, så vi ikke har fået tilstået tilstrækkeligt med nåde og kraft, så vi kan arbejde os væk fra vore egne naturlige mangler og tendenser, så det ikke var en hel Frelser som vi fik? ret (179) Eller vil du fælle skam over Gud? Nuvel, siger du, det var Adams synd. Du siger, at jeg ikke er skyldig i det, og at jeg ikke er ansvarlig for hans skyld og fald. Nu er alle disse naturlige tendenser i mig, og jeg skal ikke have skylden, hvis jeg handler ud fra disse naturlige tendenser. Hvem skal så have skylden? Er det Gud? ret (179) Hvorfor lod Gud Satan få denne magt over menneskenaturen? Dette er anklagerne mod himlens Gud, og hvis du ønsker det, vil han give dig en anledning til at bringe dine anklager mod Ham til sidst. Så vil Han bringe Sine anklager mod dig, når du bringes ind i Hans domssal. - Manusskrift 8, 1888, sabbaten d. 20. oktober, 1888. [Hun taler om hvad der står i et 60-sider stort appendiks (s. 242-302) i bogen "Gennem Krise til sejr." - udgiverne.] ret (179) Hvis Gud kunne ændre Sin lov for at imødekomme mennesker i deres faldne tilstand, behøvede Kristus ikke at komme til denne verden. Fordi loven var uforanderlig, sendte Gud Sin enbårne Søn for at dø for den faldne slægt. Men påtog Frelseren Sig selv Menneskers (180) skyld og tildeler dem Sin retfærdighed for at de kan fortsætte med at overtræde Jehovas forskrifter? Nej, nej! Kristus kom fordi der ikke var mulighed for at mennesker kunne holde loven i deres egen styrke. Han kom for at bringe mennesket styrke for at adlyde lovens forskrifter. Og synderen, der angrer sin overtrædelse, kan komme til Gud og sige: "O Fader, jeg beder om tilgivelse gennem en korsfæstet og opstået frelsers fortjenester." Gud vil acceptere alle som kommer til ham i Jesu navn. - manuskript 17, 1888, Søndag. D. 21. oktober, 1888. ret (180) Tre måneder efter Minneapolis (180) Budskabet om retfærdiggørelse ved tro modtages ude i marken (181) Vi følte os bebyrdede for dem som har frembåret (181) sandhedens budskab til andre, så de ikke skal lukke deres hjerter for nogle af det himmelske lys dyrebare stråler, som Gud har sendt dem. Jesus glædede sig da Hans efterfølgere tog imod Hans sandhedsbudskaber. . . ret (181) Sabbats eftermiddag, blev mange hjerter berørt, og mange sjæle fik føde af det brød der kom ned fra himlen. Efter prædikenen nød vi et dejligt socialt møde. Herren kom meget nær, og overbeviste sjæle om deres store behov for Hans nåde og kærlighed. Vi følte at det var nødvendigt at fremstille Kristus som en Frelser, som ikke er langt borte, men lige ved hånden. Da Guds Ånd begyndte at arbejde på menneskenes hjerter, kunne frugten ses ved syndsbekendelse og rettelse af fejl. Idet folk søgte at drage nærmere til Gud, udførte alle ved møderne gerninger der gav anger, og bekendte for hinanden - at de havde fejlet over for hinanden i ord eller handling. . . . ret (181) Der var mange, også blandt prædikanter, som så sandheden som den er i Jesus, i et lys som de aldrig ør havde set det. De så Frelseren som en syndstilgivende Frelser, og sandheden som den der helliger sjælen. "Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig til at tilgive vore synder, og rense os fra al uretfærdighed." . . . ret (181) Mange holder på fordrejede synspunkter. - Det lader til, at der er mange der føler de gør et stort arbejde at gøre med dem selv, før de kan komme til Kristus efter Hans frelse. De lader til at tro at Kristus vil komme ind i det allersidste i deres kamp, og hjælper dem ved give deres livsarbejde den sidste hjælp. Det lader til at være svært for dem at forstå at Kristus er en fuldstændig Frelser, og i stand til at frelse alle til sidst, og som kommer til Gud ved ham. De mister den kendsgerning af syne at Kristus Selv er "vejen, sandheden og livet." Når vi hver især beror os på Kristus, med troens fulde forvisning, alene stoler på at hans blods kraft renser fra al synd, så vil vi få fred i troen på hvad Gud har lovet at han kan udrette . . . . ret (182) Det rette budskab frembragt. - Idet vore brødre (182) og søstre åbnede vore hjerter for lyset, fik de et bedre kendskab om hvad tro indbefatter. Herren var meget dyrebar; Han var klar til at styrke Sit folk. Møderne fortsatte en uge efter deres første beslutning. Skolen blev nedlagt, og alle gjorde et alvorligt arbejde for at søge Herren. Ældre Jones kom fra Boston, og arbejde ihærdigt for folk, og talte to nogle gange tre gange om dagen. Guds hjord fik sjæls-nærrende føde. Det budskab Herren har sendt sit folk for denne tid, blev bragt frem i prædikerne. Møderne udviklede sig fra den tidlige morgen til sent på aften, og resultatet var meget tilfredsstillende. ret (182) Både studerende og lærere fik stor del i Guds velsignelse. Næsten hvert hjerte har mærket Guds Ånds dybe bevægelse. Det generelle vidnesbyrd blev frembåret af dem som deltog i mødet, at de havde fået en erfaring, som de aldrig havde kendt til før. De bevidnede deres glæde, at Kristus havde tilgivet deres synder. Deres hjerter blev fyldt med taksigelse og pris til Gud. En liflig fred kom i deres sjæle. De elske alle og enhver, og følte at de kunne hvile i Guds kærlighed. ret (182) Jeg har aldrig set et vækkelsesværk så grundigt som dette, og stadig være fri fra al upassende sindsbevægelse. ret (182) Der var mange som bevidnede at de blev overbeviset i lyset af loven som overtrædere, idet de ransagende sandheder blev bragt frem. De havde stolet på deres egen retfærdighed. Nu kunne de beskidte pjalter ses i sammenligning med Kristi retfærdighed som det eneste der er acceptabelt for Gud. ret (182) Selvom de ikke havde været åbenlyse lovovertrædere, så de dem selv som fordærvede og usle i hjertet. De havde underlagt sig andre guder i stedet for deres himmelske Fader. De havde kæmpet for at afstå fra synd, men de havde stolet på egen styrke. Vi burde gå til Jesus præcis som vi er, bekende vore synder, og kaste vor hjælpeløse sjæle på vor medfølende Forløser. - The Review (183) and Herald, 5. marts, 1889. ret (183) Behov for det rette begreb om Retfærdiggørelse ved tro. (183) Mange folk lader til at være uvidende om hvad tro indbefatter. Mange beklager sig over mørke og modløshed Jeg spurgte: "Er jeres ansigter vendt mod Jesus? Ser du på Ham, Retfærdighedens Sol? I behøver at definere tydeligt for menigheden hvad tro er og hele afhængigheden af Kristi retfærdighed. I jeres taler og bønner er der blevet dvælet så lidt ved Kristus, Hans uforlignelige kærlighed, Hans store offer for vor skyld, så Satan næsten har fordunklet det syn som vi må have på Jesus Kristus. Vi må stole mindre på mennesker efter åndelig hjælp og mere, langt mere, på at komme nærmere Jesus Kristus som vor Forløser. Vi må dvæle med et besluttet fortsæt på Jesu Kristi himmelske egenskaber; vi må tale mere om Hans kærlighed, vi må fortælle og synge om Hans nådegaver, vi må gøre Ham til vor egen personlige Frelser. Så er vi eet med Kristus. Vi elsker det som Kristus elskede, vi hader synd, det som Kristus hadede. Disse ting må der tales om, og dvæles ved. ret (183) Jeg henvender mig til prædikanterne. Led folk hele tiden, skridt for skridt, dvæl ved Kristi kraft, indtil de, ved en levende tro, ser Jesus som han er - se Ham i Hans fylde, en synds-tilgivende Frelser, Een som kan tilgive alle vore overtrædelser. Det er ved at se, at vi kan blive forandret i Hans lighed. Dette er nærværende sandhed. Vi har talt om loven. Det er rigtigt. Men blot har vi skødesløst opløftet Kristus, som den syndstilgivende Frelser. ret (183) Vi skal have den syndstilgivende Frelser i (184) sinde. Men vi skal fremstille ham i hans sande position - kommer for at dø, for at ophøje Guds lov og for at give den ære, og dog for at retfærdiggøre synderen, som skal bero sig helt og fuldt på blodets fortjenester af en korsfæstet og oprejst Frelser. Dette er ikke gjort tydeligt. ret (184) Det sjæls-frelsende budskab, den tredje engels budskab, er budskabet der skal gives verden. Guds bud og Jesu tro er begge betydningsfulde, overordentlige betydningsfuldt, og må gives med samme styrke og kraft. Den første del af budskabet er der blevet lagt megen vægt på, og den sidste del behandlet tilfældigt. Jesu tro er ikke blevet taget med. Vi må tale om den, vi må leve den, vi må bede for den, og oplære folk til at tage denne del af budskabet med ind i livet der hjemme. "Lad det samme sind være i jer, som også var i Kristus Jesus." (Fil. 2,5) ret (184) Der mangler kristus-fyldte prædikener - Der har været hele prædikener, tørre og uden Kristus, hvori Jesu navn er blevet nævnt. Talerens hjerte er ikke blevet underlagt og smeltet af Jesu kærlighed. Han dvæler ved tørre teorier Der gøres intet indtryk. Taleren har ikke den guddommelige salvelse, og hvordan kan han bevæge folkets hjerter? Vi behøver at angre og blive omvendte - ja, forkynderen blive omvendt Folket må have Jesus løftet frem for dem, og de må bedes indtrængende om at "se og leve". ret (184) Hvorfor er vore læber så tavse om emnet Kristi retfærdighed og Hans kærlighed for verden? Hvorfor giver vi ikke folk det som vil genoplive dem til et nyt liv? Apostlen Paulus er fyldt med henrykkelse og tilbedelse idet han erklærer: "Og uimodsigelig stor er gudsfrygtens hemmelighed: Han blev åbenbaret i kødet, retfærdiggjort i Ånden, set af englene, prædiket blandt folkene, troet i verden, taget op i herligheden." (1.Tim.3,16) ret (184) I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse (185) på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. . . . . for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære. (Fil.2,5-11) ret (185) "I ham har vi forløsningen, syndernes forladelse. Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstegrøde. I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og til ham er alting skabt. Han er forud for alt, og alt består ved ham." (Kol.1,14-17) ret (185) Dette er det store og himmelske tema, som i høj grad er blevet udeladt fra prædikenerne fordi Kristus ikke er formet inde i menneskesindet. Og Satan har haft sin måde at det skal være på, så Kristus ikke bliver tema for beskuelse og tilbedelse. Dette navn, så mægtigt og betydningsfuldt som det er, burde være på enhver tunge. ret (185) "Den er jeg blevet tjener for, i kraft af det hverv, Gud har givet mig med henblik på jer: fuldt ud at forkynde Guds ord, den hemmelighed, som har været skjult for alle tider og slægter, men som nu er blevet åbenbaret for hans hellige; for dem ville Gud kundgøre, hvor rig på herlighed for hedningerne denne hemmelighed er: Kristus i jer, herlighedens håb. Ham forkynder vi, og vi formaner enhver og belærer enhver med al visdom for at føre ethvert menneske frem som fuldkomment i Kristus. Det er det, jeg slider og strider for med hans kraft, der virker mægtigt i mig." (Kol.1,25-29) ret (185) Her er Kristi tjeneres arbejde. Fordi dette arbejde ikke er blevet udrettet, fordi Kristus og Hans karakter, Hans ord og Hans værk ikke er blevet bragt frem for folk, vidner menighedernes religiøse (186) tilstand imod deres lærere. Menighederne er ved at dø fordi der fortælles så lidt om Kristus. De har ikke noget åndeligt liv og nogen åndelig erkendelse. ret (186) Frygt for budskabet om retfærdiggørelse ved tro. - Lærer til folket kender ikke selv til en levende erfaring med Kilden til deres afhængighed og deres styrke. Og når Herren oprejser mænd og udsender dem med budskabet for denne tid til folket - et budskab som ikke er en ny sandhed, men det budskab som Paulus lærte, som Kristus Selv lærte, er dette en fremmed lære for dem. De begynder at advare folk, som er ved at dø fordi de ikke er blevet styrket ved at Kristus er fremhævet for dem: "Vær ikke for hastig. Vent hellere, og tag ikke dette emne op før du ved mere om det." Og prædikanterne forkynder de tørre teorier, selvom folk behøver frisk manna. ret (186) Kristi karakter er en uendelig fuldkommen karakter, og Han må opløftes, Han må bringes tydeligt frem for syn, for Han er alles kraft, magt, helligelse og retfærdighed, som tror på Ham. Mennesker som har haft en farisæisk ånd, mener at hvis de holder fast i gamle gode teorier, og ikke har del i Guds budskab til Sit folk, vil være i en god og sikker position. Sådan tænkte de gamle farisæere, og deres eksempel skulle advare præsterne mod deres selvtilstrækkelige grund. ret (186) Frembring de inspirerende temaer i evangeliet. - Vi har brug for at en kraft kommer over os nu og oprører os til ihærdighed og alvorlig tro. Da vil vi, døbt af Helligånden, få Kristus herlighedens Håb, formet inden i. Da vil vi fremstille Kristus som den guddommelige genstand for tro og vor kærlighed. Vi vil tale om Kristus, vi vil bede til Kristus og om Kristus. Vi vil prise Hans herlige navn. Vi vil fremvise Hans mirakler, Hans selvfornægtelse, Hans selvopofrelse, Hans lidelser og Hans korsfæstelse, Hans opstandelse og sejrrige himmelfart for folk. Dette er evangeliets (187) inspirerende temaer, der vækker kærlighed og intens varme i ethvert hjerte. Her er visdommens og kundskabens rigdomme, en uudtømmelig kilde. Jo mere vi søger denne erfaring, des større værdi vil dit liv have. ret (187) Det levende vand kan drages fra kilden og der er ingen mangel fra kilden der skal dækkes. Evangeliets tjenere vil være mægtige mænd, hvis de altid sætter Herren for sig og bruger deres tid på at studere Hans agtværdige karakter. Hvis de gjorde dette, ville der ikke være nogen frafald, ville der ikke være nogen der skiller sig ud fra konferensen, fordi de, i deres ryggesløse handlinger, har vanæret Guds sag og bragt åbenlys skam over Jesus. Enhver evangeliets tjener bør bruge sine kræfter på at uddanne de troende menigheder til at tage imod Kristus i tro som deres personlige Frelser, og tage Ham med i deres liv og gøre Ham til deres Forbillede og lære af Jesus, tro på Jesus og ophøje Jesus. Prædikanten selv bør dvæle ved Kristi karakter. Han bør overveje sandheden, og meditere over forløsningens mysterier, især Kristi midlergerning i denne tid. ret (187) Dvæl mere ved inkarnationen og forsoningen. - Hvis Kristus er det hele for os alle, hvorfor dvæles der så ikke mere ved Hans inkarnation og Hans forsonende offer i menighederne? Hvorfor bruges hjerterne og tungerne ikke på Forløserens pris? Dette vil være hvad de genløstes kræfter anvendes til, i løbet af evighedens uophørlige aldre. ret (187) Vi behøver selv at have en levende forbindelse med Gud, for at lære Jesus at kende. Så kan vi bringe en levende personlige erfaring om det Kristus er for os, i erfaring og tro. Vi har taget imod Kristus og med guddommelig alvor kan vi fortælle det, som er en blivende kraft hos os. Folk må drages til Kristus. Der må gøres fremskridt mod Hans frelsende kraft. ret (187) De sande lærer, sidder ved Kristi fødder, opdager sandhedens dyrebare ædelstene, som vor Frelser fortæller, og vil opdage deres betydning og værdsætte deres værdi. Idet de bliver ydmyge og lærvillige vil deres (188) forståelse åbnes mere og mere op, for at opdage de forunderlige ting i Hans lov, for Kristus har frembragt dem i klare og skarpe linier. ret (188) Læresætningen om nåde og frelse gennem Jesus Kristus er et mysterium for en stor del af dem, hvis navne er i menighedsprotokollerne. Hvis Kristus var på jorden og talte til Sit folk, ville han bebrejde dem for deres sløve opfattelse. Han ville sige til de sløve og uforstående: "Jeg har givet jer sandheder i jeres varetægt, som angår jeres frelse, som I ikke betragter for værdifuld." ret (188) Oh, om det måtte siges til prædikanter som forkynder for folk og for menighederne: "Da åbnede han deres forstand, så de kunne forstå skrifterne"! (Luk. 24,45). I frygt for Gud siger jeg jer, at i denne tid bliver bibelsandheder, der er knyttet til den store forløsningsplan, blot forstået svagt. Sandheden vil hele tiden kunne udfoldes, udbredes og udvikles, for den er guddommelig, ligesom dens Ophavsmand. ret (188) Hvordan Jesus lærte folk. - Jesus gav ikke fyldestgørende kommentarer eller fortsatte prædikener på doktriner, men ofte talte han i korte sætninger, som een der såede himmelske læresætnings-frø, ligesom perler som må samles op af en medarbejder på opdagelse. Troens og nådens læresætninger kommer frem til syne, over alt hvor han lærer. Oh, hvorfor giver prædikanterne ikke menighederne den føde, som give dem åndelig helse og vigør? Resultatet vil være en rig erfaring i praktisk lydighed mod Guds Ord. Hvorfor styrker prædikanterne ikke de ting som er der, og så er ved at dø ud? ret (188) Da Kristus var ved at forlade Sine disciple, søgte han efter den største trøst Han kunne give dem. Han lovede at Helligånden, Trøsteren, sætter sig i forbindelse med menneskers anstrengelser. Hvilket løfte er erfaret mindre, mindre opfyldt i menigheden end Helligåndens løfte? Når denne velsignelse, som vil bringe alle velsignelser til rette lys, udelades, er det visselige resultat åndelig tørke. Dette er den skændsel som (189) forkynderen kommer ud for. Menigheden må rejse sig op, og ikke længere være tilfreds med den ringere dug. ret (189) Vort behov for Helligånden. - Oh, hvorfor stopper vore menighedsmedlemmer så snarligt med deres privilegier? De er ikke selv klar over nødvendigheden af Guds Ånd. Ligesom Maria, må menigheden sige: "De har taget min Herre bort, og jeg ved ikke hvor de har lagt ham." (Joh. 20,13) ret (189) Prædikanter som forkynder den nærværende sandhed vil samtykke i at det er nødvendigt med indflydelsen af Guds Ånd, for at overbevise om synd og sjæles omvendelse, og denne indflydelse vil følge det forkyndte Ord, men de mærker ikke dens betydning nok, til at få et dybt og praktisk kundskab til det samme. Knapheden på nåde og kraft fra sandhedens guddommelige indflydelse på deres hjerter, forhindrer dem i at se åndelige ting og fra at overbringe dens klare betydning til menigheden. Således går de forkrøblede rundt, formindsket i religiøs vækst, fordi de har en lovformelig religion i deres tjeneste. Guds kraft og nåde mærkes ikke som en levende, virkningsfuld nødvendighed, eller som et blivende princip. ret (189) Oh, om alle kunne se og begribe det budskab, de har fået fra Gud! Han har oprejst Sine tjenere til nærværende sandhed, der indebærer korsets ophøjelse, og har mistet det af syne, og er dybt begravet i formaliteternes skrammel. Den må udfries og sættes op igen i den nærværende sandheds struktur. Dens krav må forsvares, og dens position gives den i den tredje engels budskab. ret (189) Lad mange Kristi tjenere indvies i en faste, sammenkalde til en højtidelig samling, og søge Gud, så længe han kan findes. Kald på Ham så længe du ligger ved fødderne af Golgatas kors. Aflæg dig selv al stolthed og græd mellem forhallen og alteret, som repræsentative vogtere for menighederne, og råb: "Spar Dit folk, Herre, og gør ikke Din arv til skamme. Tag det fra os, som Du vil, men tag ikke Din Helligånd fra os, Dit folk." Bed, oh, bed for udgydelsen af Guds Ånd. - Manusskrift 27, 1889. ret |