Udvalgte budskaber bind 3 kapitel 31. Fra side 272 | ren side tilbage |
(272) Introduktion. (272) "Det var toogtyve år siden dette efterår, at vore tanker vendte sig til tobakkens, teens og kaffens skadelige virkninger, på grund af mrs. White vidnesbyrd. . . . ret (272) "Da vi vandt en god sejr over disse ting, og da Herren så at vi var i stand til at frembære det, kom der lys med hensyn til mad og klæder. " ret (272) De brede råd om renlighed, og kost findes i et vidnesbyrd skrevet i 1854. Særlig reference til den 6. juni, 1863, E. G. White får et syn om helsereform og fortæller det i et svar på nogle spørgsmål publiceret i Review and Herald d. 8. oktober, 1867. ret (272) Den voksende interesse for sådanne detaljer, som afsløres her, berettiger at disse temaer tages med i dette bind, også selvom de er noget uregelmæssige i deres udformning. ret (272) De gentagende udtalelser om hendes uafhængighed af samtidige helse-forfattere er ikke blot betegnende i diskussionen hvordan lyset kom til hende om helsereformen, men også i studiet af hendes arbejde generelt. ret (272) 1881 udtalelsen om den rette brug af vidnesbyrdene om helsereformen viser en omhyggelig balance i hendes arbejde med at lære helseprincipperne. - White bestyrelsen. ret (273) (273) Opmærksomheden henledes på tobak, te og kaffe i 1848 and 1851. (273) Vigtige principper åbenbaret i 1854 (273) Jeg så at Gud ikke ville anerkende en uordentlig og uren person som en kristen. Hans misbilligelse var over disse. Vore sjæle, vore legemer og ånd skal fremstilles pletfri af Jesus for Sin Fader, og hvis vi ikke er rene (274) i person, og renhed, kan vi ikke præsenteres pletfrie for Gud. ret (274) Jeg så at de helliges huse skulle holdes pæne og rene, fri fra snavs og smuds og al urenhed. Jeg så at Guds hus var blevet vanhelliget af forældrenes skødesløshed sammen med deres børn og af den uordentlighed og urenhed der. Jeg så at disse ting skulle have en åben irettesættelse, og hvis der ikke kom en øjeblikkelig forandring hos dem der bekender sandheden, med disse ting, så skulle de udvises af lejren. . . . . ret (274) Appetitten og ordentlig mad. - Da, så jeg at appetitten måtte fornægtes, at der ikke blev tilberedt rigt mad, og at det som blev brugt på appetitten ikke ville blive lagt i Guds forrådskammer. Det ville tælle der og dem som fornægtede sig selv ville lægge sig en belønning i himmelen. Jeg så at Gud rensede Sit folk. ret (274) Stolthed og afguder måtte lægges til side. Jeg så at rig mad ødelagde legemernes helse, fordærvede opbygningen, ødelagde tankerne, og der var stort spild af midler. ret (274) Jeg så at mange blandt restfolket var syge, som havde gjort sig syge ved at føje deres appetit. Hvis vi ønsker et godt helbred, må vi tage særligt vare på det helbred som Gud har givet os, fornægte den usunde appetit, spise mindre fin mad, spise groft mad, fri for smørelse. [Omhyggelig undersøgelse og sammenligning af hendes skrifter synes at vise at det "smørelse" hun mener er dyrefedt, som spæk og dyrefedt. Se i bogen "Råd og Vink" eng. s. 353-355.] Når du da sidder ved bordet og spiser, kan du af hjertet bede om Guds velsignelse for maden og da kan opnå styrke fra rå og sund mad. Gud vil være tilfreds med at velsigne det rigtigt og det vil være til gavn for modtageren. ret (274) Jeg så at vi skulle bede som Salomon gjorde. - " Men giv mig det at spise, der tilkommer mig" (Ordsp. 20,8) - og idet vi sender denne bøn, så gøre det. Skaf mad, som er enkel og nødvendig for helsen, fri for fedt. En sådan mad tilkommer os. ret (275) (275) Der er nogle sabbatsholdere som gør deres maver til en gud. De spilder deres midler på at skaffe rig mad. Jeg så at disse, hvis de overhovedet reddes, vil komme til at vide hvad en knibende mangel er, medmindre de fornægter deres appetit og spiser til Guds ære. Der er kun få, som spiser til Guds ære. ret (275) Hvordan kan de, som får kager og peier fyldt med fedt, bede om Guds velsignelse over det og så spise det med et øje rettet mod Guds ære? Vi er blevet pålagt at gøre alt til Guds ære. Vi må spise og drikke til Hans ære. - Manusskrift 3, 1854. ret |