Kap. 52 - Syndfri og frelst.

(353)  Krav på syndfrihed. [uddrag fra en prædiken af Ellen G. White i Santa Rosa, Californien, 7. marts, 1885]
Johannes siger, i en tale om bedrageren der gør store undere: Han skal gøre et afbillede til et udyr, og skal få alle til at tage imod dets mærke. Vil du venligst tænke over dette? Ransag skrifterne, og se. Der er en underfuld virkende kraft der skal vise sig: og det vil være når mennesker påberåber sig helligelse og hellighed, løfter sig selv højere og højere op og praler af sig selv. ret

(353)  Se på Moses og profeterne; se på Daniel og Josef og Elias. Så på disse mænd, og find en sætning til mig hvor de nogen sinde har påberåbt sig at være syndfri. Den sjæl som er i tæt forhold til Kristus, beskuer Hans renhed og majestæt, vil falde for Ham i skamfuldhed. ret

(353)  Daniel var et menneske hvem Gud havde givet dygtighed og lærdom, og da han fastede kom englen til ham og sagde: "Du er højt elsket." Og han faldt udmattet ned foran englen. Han sagde ikke: "Herre, jeg har været meget trofast mod Dig og jeg har gjort alt for at ære Dig og forsvaret Dit ord og navn. Herre, Du (354) ved hvor trofast jeg var ved kongens bord, og hvordan jeg fastholdt min renhed, da de kastede mig i løvekulen." Var det den måde Daniel bad til Gud på? ret

(354)  Nej; han bad og bekendte sine synder, og sagde: Hør O Herre, og forløser; vi har veget fra Dit Ord og har syndet. Og da han så englen sagde han: Mit pæne udseende blev vendt til fordærv. Han kunne ikke se på englens ansigt, og han hade ingen styrke; det var alt sammen svagt. Så kom englen til ham og satte ham på sine knæ. Han kunne da ikke se ham. Og så kom englen til ham med et menneskes udseende. Så kunne han bære synet. ret

(354)  Kun dem, som er langt fra Kristus påberåber sig syndfrihed. - Hvordan kan det være at så mange påstår at være hellige og syndfrie? Det er fordi de er så langt væk fra Kristus. Jeg har aldrig turde påberåbe mig noget sådant. Fra den gang jeg var 14 år gammel, var jeg, hvis jeg vidste hvad Guds vilje var, villig til at gøre det. Du har aldrig hørt mig sige at jeg er syndfri. Dem som får syn for Jesu Kristi skønhed og ophøjede karakter, som var hellig og opløftet og Hans spor fylder templet, vil aldrig sige det. Alligevel vil vi møde dem mere og mere som vil sige sådanne ting. - Manusskrift 5, 1885. ret

(354)  Lad Gud erklære det, - ikke mennesker.
Jeg ønsker at sige til hvem som helst Guds herlighed er blevet åbenbaret for: "Du vil aldrig have den mindste tilbøjelighed til at sige: "Jeg er hellig, jeg er helliggjort." ret

(354)  Efter mit første syn i herlighed, kunne jeg ikke se det klareste lys. Jeg troede at jeg havde mistet synet, men da jeg atter havde vænnet mig til tingene i denne verden kunne jeg se igen. Det er derfor jeg siger til dig at du aldrig skal prale, og sige: "Jeg er hellig, jeg er helliggjort," for det er det sikreste bevis på at du ikke kender skriften eller Guds kraft. Lad Gud skrive det i Hans bøger hvis han vil, men du bør aldrig udtrykke det. ret

(354)  Jeg har aldrig turde sige: "Jeg er hellig, jeg er syndfri," men hvad jeg end har tænkt var Guds vilje, så har jeg prøvet at gøre det af hele mit hjerte, og jeg har den liflige (355) Guds fred i min sjæl. Jeg kan overlade varetægten af min sjæl til Gud, som en trofast Skaber, og vide at Han vil holde det som er betroet til Ham. Det er min mad og drikke at gøre min Mesters vilje. - Manusskrift 6a, 1886. ret

(355)  Ikke før dette elendige legeme er forandret.
Vi må etablere et urokkeligt fjendskab mellem vore sjæle og vor fjende; men vi må åbne vore hjerter for Helligåndens kraft og indflydelse. . . . Vi ønsker at blive så modtagelige over for hellig indflydelse, at den mest stille hvisken fra Jesus vil bevæge vore sjæle, indtil Han er i os, og vi i Ham, og leve i troen på Guds søn. ret

(355)  Vi behøver at blive forædlet og renset fra al jordiskhed, vi må genspejle vor Frelsers billede, og få "del i guddommelig natur, og undfly det fordærv som er i verdens lyster." Da vil vi oplives til at gøre Guds vilje, og Kristus kan eje os over for Faderen og overfor de hellige engle, som dem der bliver i Ham, og Han vil ikke skamme sig over at kalde os for brødre. ret

(355)  Men vi skal ikke prale os af vor hellighed. Idet vi har et klarere syn på Kristi pletfrihed og uendelige renhed, skal vi have det som Daniel gjorde, da han beskuede Herrens herlighed, og sagde: "Min tækkelighed blev vendt hos mig til fordærv." ret

(355)  Vi kan ikke sige, "Jeg er syndfri," før dette fordærvede legeme er ændret og formet i Hans herlige legeme. Men hvis vi hele tiden søger at følge Jesus, er det blevet vort velsignede håb at stå for Guds trone uden plet eller rynke, eller noget sådant; fuldstændig i Kristus, iklædt Hans retfærdighed og fuldkommenhed. - Signs of the Times, 23. marts, 1888. ret

(356)  Når konflikten er til ende.
Når fornyelsestiderne skal komme fra Herrens nærhed, så vil den angrende sjæls synder, som har modtaget Kristi nåde og har overvundet (256) gennem Lammets blod, blive fjernet fra himlens optegnelsesøger, og vil sættes på Satan, forsagelsesbukken, syndens ophavsmand, og ikke huskes mere på ham. . . . Når livets kamp er til ende, når rustningen er lagt for Jesu fødder, når Guds hellige er forherliget, da og kun da, vil det være sikkert at påstå at vi er frelst, og syndfrie. - Signs of the Times, 16. maj, 1895. ret

(356)  Frelesvished nu
Den fortabte synder kan sige: "Jeg er en fortabt synder; men Kristus kom for at opsøge og frelse det som var fortabt. Han siger: Jeg kom ikke for at kalde retfærdige, men syndere til anger. (Mark 2,17) Jeg er en synder, og Han døde på Golgatas kors for at frelse mig. Jeg har ikke brug for at være ufrelst et øjeblik længere. Han døde og oprejste igen for min retfærdighed, og Han vil frelse mig nu. Jeg accepterer den tilgivelse han har lovet." - "Retfærdiggjort ved tro" (en pamflet udgivet i 1893), s. 7. Genoptrykt i Selscted Messages, bd. 1. s. 392. ret

(356)  Han som angrer sin synd og accepterer livets gave fra Guds søn, kan ikke overvindes. Gribes der fat i troen på den guddommelige natur, bliver han et Guds barn. Han beder, han tror. Når han fristes og prøves, afkræver han den kraft som Kristus døde for at give, og overvinder ved Hans nåde. Enhver synder behøver at forstå. Han må angre sin synd, han må tro på Kristi kraft, og acceptere at denne kraft frelser og holder ham fra synd. Hvor taknemmelig burde vi ikke være for gaven i form af Kristi eksempel. - The Review and Herald, 28. jan., 1909. ret

(356)  Vær ikke bekymret, dit håb er i Kristus.
Et liv i Kristus er et fredfyldt liv. Der må ikke være nogen opstemte følelser, men der bør være en blivende og fredfuld, tillid. Dit håb er ikke i dig selv; det er i Kristus. Din svaghed er forenet med Hans styrke, din (357) uvidenhed om Hans visdom og din skrøbelighed med Hans varige kraft. . . . . ret

(357)  Vi bør ikke gøre selvet til centeret og hengive os i ængstelse og frygt for om vi skal blive frelst. Alt dette vender sjælen bort fra vor styrkes Kildeudspring. Overgiv din sjæls varetægt til Gud, og stol på ham. Tal og tænk om Jesus. Lad selvet gå tabt i Ham. Bortlæg al tvivl, send din frygt bort. Sig sammen med apostlen Paulus: "Jeg lever; dog ikke mig, men Kristus lever i mig: og livet som jeg nu lever i kødet lever jeg ved troen på Guds Søn, som elskede mig, og gav sig selv hen for mig" (Gal. 2,20) Hvil i Gud. Han er i stand til at holde alt, bevare alt det, som du har betroet til Ham. Hvis du vil overlade dig selv i Hans hænder, vil han føre dig ud som mere end sejrherre gennem Ham, som har elsket dig. - Vejen til Kristus, s. 70-72. ret

næste kapitel