Udvalgte budskaber bind 3 kapitel 57. Fra side 413ren side   tilbage

Kap. 57 – Den sidste store kamp

(413)  Jeg blev bevæget af Herrens ånd til at skrive denne bog. [Den store strid] . . . Jeg vidste at tiden var kort, og at scenerne som snart skal dække over os, vil komme til sidst, meget pludseligt og hurtigt, sådan som det står i Skriften: ”Herrens dag skal komme som en tyv om natten.” (1.Tess. 5,2) ret

(413)  Herren har lagt de sager frem for mig som er af yderste vigtighed for denne tid, og som når ud i fremtiden. . . . Jeg blev forsikret om at der var ingen tid at spilde. Appellerne og advarslerne måtte gives. Vore menigheder må vækkes op, og belæres om at de må give advarsler til alle som det over hovedet muligt kan nå, erklære at sværdet kommer, at Herrens vrede over en ryggesløs verden ikke længere vil udsættes. Jeg fik vist at mange vil lytte til advarslen. Deres sind må være beredte til at se de ting som blev peget ud for dem. ret

(413)  Jeg fik vist . . . . at advarslen må gå dér hvor den levende budbringer ikke kan gå, og at det vil kræve manges opmærksomhed for de vigtige begivenheder der udspiller sig i denne verdens histories afsluttende scener. ret

(413)  Kommende begivenheder er blevet vist for Ellen White. – Idet menighedens tilstand og verden blev åbnet for (414) mig, og jeg beskuede de frygtelige scener der ligger lige foran os, blev jeg foruroliget ved udsigterne; og nat efter nat, medens alle i huset og sov, skrev jeg de ting ned, jeg fik fra Gud. Jeg fik vist kætterne som rejser sig, de bedrag som vil være fremherskende, Satans mirakel-virkende kraft – falske Kristus’er vil vise sig – som vil bedrage den største del, endog i den religiøse verden, og som, om muligt, endog vil drage de udvalgte på vildspor. . . . ret

(414)  Alle, som bekender sig til at tro den nærværende sandhed, har brug for advarslen og belæringen i denne bog; og bogen er til, for at også vi går ud i verden, og henlede deres opmærksomhed på de højtidelige scener der er lige foran os. – Brev 1, 1890. ret

(414)  Vanskelighederne forude
Modstandere får lov at triumfere for en tid. – Med medynk og medfølelse, med øm længsel, ser Herren på Sit fristede og prøvede folk. For en tid vil undertrykkerne få lov at triumfere over dem, som kender Guds hellige bud. Alle har fået den samme anledning som blev givet til den første oprører, for at demonstrere den ånd der bevæger dem til handling. Det er Guds hensigt at enhver skal blive forsøgt og prøvet for at se om han vil være loyal eller illoyal mod de love, som hersker i himlens rige. Til sidst tillader Gud Satan at afsløre sin karakter som en løgner, en anklager og en morder. Således bliver den endelige sejr hos hans folk mere markant, mere herlig og fuldstændig. . . . ret

(414)  Guds folk bør være lys vågen, ikke stole på deres egen visdom, men helt på deres Leders visdom. De bør sætte dage til side til faste og bøn. . . . . ret

(414)  Vi nærmer os krisen. – Vi nærmer os den vigtigste krise der nogen sinde er kommet over verden. Hvis vi ikke er lys vågen og våger, vil den liste sig ind på som en tyv. Satan forbereder sig på at arbejde gennem sine menneske-agenter i det skjulte. . . . ret

(415)   (415) Vi må kende grundene til vor tro. Opåbningenen af scenernes betydning og højtidelighed, påkræver dette, og beklagelser må på ingen måde finde vej. . . . ret

(415)  Vi må anmode de lovgivende råd mere alvorligt for retten til at udøve selvstændig dømmekraft, til at dyrke Gud efter hvad vor samvittighed siger. Således har Gud i sit forsyn planlagt at kravene for Hans hellige lov skal bringes frem for mennesker i de højeste myndigheder. Men idet vi gør, alt hvad vi kan som mænd og kvinder, som ikke er uvidende om Satans bedrag, skal vi ikke udvise nogen bitterhed. Vi skal hele tiden sende bøn efter guddommelig hjælp. Det er Gud alene som kan holde de fire vinde, indtil englene kan besegle Guds tjenere på deres pander. ret

(415)  Satans besluttede anstrengelser. – Herren vil gøre et stort arbejde på jorden. Satan gør store anstrengelser for at dele og sprede Hans folk. Han bringer underordnet spørgsmål op for at splitte tankerne fra vigtige ting, som burde optage vor opmærksomhed. . . . ret

(415)  Mange holder kun sandheden ude på deres fingerspidser. De har fået stort lys og mange privilegier. Ligesom Kapernaum er de blevet ophøjet til himlen i denne henseende. I den prøve- og trængselstid der nærmer sig, vil de blive frafaldne, medmindre de lægger deres stolthed og selvsikkerhed til side, medmindre de har en fuldstændig karakterforvandling. – Brev 5, 1883. ret

(415)  En nationslov der vil få mænd til at overtræde Guds lov.
Herren vil dømme dem efter deres gerninger, som søger efter at sætte en lov for nationerne, som vil få mennesker til at overtræde Guds lov. Deres straf vil sættes i forhold til deres skyld. – Brev 90, 1908. ret

(415)  Verden i oprør
Kristi forrådelse og korsfæstelse annulleret. – Scenerne for forrådelsen, forkastelsen og korsfæstelsen af Kristus er blevet annulleret, og vil atter blive annulleret (416) i højere skala. Folk vil blive fyldt med Satans kendetegn. Bedragene fra Guds og menneskers fjende, vil have stor magt. Dem som har givet deres hengivenhed til en anden leder end Kristus, vil finde dem selv under en blind kontrol, legemligt, sjæleligt og åndeligt, der er så medrivende at sjæle under dens magt vender sig bort fra at høre sandheden for at tro en løgn. De er taget i en snare, og ved enhver handling, skriger de: ”Befri Barabbas for os, men korsfæst Kristus.” . . . . ret

(416)  I de menigheder som har forladt sandheden og retfærdigheden, er det blevet åbenbaret hvad menneskenaturen vil være og vil gøre når Guds kærlighed ikke er et blivende princip i sjælen. Vi behøver ikke at være overraskede over noget af det som sker nu. Vi behøver ikke undre os over hvorfor afskyelighederne udvikler sig. Dem som træder Guds lov under deres uhellige fødder har samme ånd som mennesker, som forhånede og forrådte Jesus. Uden samvittighedsnag gør de deres fader djævelens gerninger. . . . . ret

(416)  Dem som valgte Satan som deres hersker vil afsløre ånden af den mester de har valgt, som var årsag til vore første forældres fald. Ved at forkaste Guds guddommelige Søn, personificeringen af den eneste sande Gud, som besad godhed, barmhjertighed og uendelig kærlighed, hvis hjerte altid blev berørt med menneskelig ve, og accepterede en morder i Hans sted, viste folket at menneskenaturen kan og vil gøre det, når Guds herskende Ånd er fjernet, og mennesker er under den første frafaldne. I samme grad som dette lys er afvist og forkastet vil der være misforståelser. Dem som afviser Kristus og vælger Barabbas vil arbejde under et ruinerende bedrag. Fejlagtige fremstillinger, frembæring af falske vidner, vil vokse under åbenlys oprør. . . . . ret

(416)  Forenet i desperat kompagniskab. – Kristus viser at uden Guds Ånds kontrollerende kraft er menneskeheden en forfærdelig magt for ondt. Utro og kritikkens had vil oprøre sataniske påvirkninger. Fyrstendømmer og magter, herskere af denne verdens (417) mørke, og åndelig ondskab på høje steder, vil forenes i et desperat fællesskab. De vil være allieret imod Gud i form af Hans hellige. Ved urigtige fremstillinger og falsknerier vil de demoralisere både mænd og kvinder, som i al deres optræden tror sandheden. Falske vidner vil ikke være mangel på, i dette forfærdelige arbejde. . . . . ret

(417)  Efter at have talt om verdens ende, kommer Jesus tilbage til Jerusalem, byen der var i stolthed og hovmod, og sagde: ”Jeg sidder som en dronning, og skal ikke mærke sorg.” (Åb. 18,7) Da Hans profetiske øjne hviler over Jerusalem, ser Han det som hun var overgivet til ødelæggelse, verden vil blive overgivet til dens dom. Scenerne der udspiller sig ved Jerusalems ødelæggelse vil blive gentaget på den store og frygtelige Herrens dag, men på en frygteligere måde. . . . ret

(417)  Idet mennesker bortkaster alt der betvinger dem, og selv ugyldiggører Hans lov, idet de fastsætter deres egen fordrejede lov, og prøver at tvinge deres samvittighed, som ærer Gud og holder Hans bud, til at træde loven under deres fødder, vil de finde at medfølelse som de havde da de hånede, vil være udtømt. . . . ret

(417)  Kommende katastrofer. – En verden kommer til syne under Jerusalems ødelæggelse, og da vil advarslen fra Kristus lyde helt hen ad linien til vor tid: ”Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen.” (Luk.21,25) Ja, de skal overskride deres grænser, og ødelæggelsen vil være i deres spor. De vil opsluge skibene der sejler på deres vande, og under byrden af deres levende fragt, vil de blive hastes ud i evigheden, uden tid til at angre. ret

(417)  Der vil ske katastrofer på landet og på havet: ”Mennesker skal gå til, af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed.” (vers 26,27) På nøjagtig samme møde som Han steg op (418) vil Han komme for anden gang til vor verden. ”Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” (vers 28) – Manusskrift 40, 1897. ret

(418)  Samfundets nedbrud. – Dem i verden, som har mistet deres forbindelse med Gud, er desperate, og er sindssyge efter at centrere sig selv. Dette skaber mistillid til hinanden, som efterfølges af kriminalitet. Verdens riger vil blive delt mod sig selv. Svagere og svagere bliver sympatien som binder mennesker i broderskab med sine medmennesker. Menneskehjertets naturlige egoisme vil blive bearbejdet af Satan. Han vil bruge den ukontrollerede vilje og voldsomme lidenskaber, som aldrig var bragt under Guds viljes kontrol. . . . ret

(418)  Ethvert menneskes hånd vil være imod sit medmenneske. Broder vil rejse sig mod broder, søster mod søster, forældre mod børn, og børn mod forældre. Alt vil være forvirring. Slægtninge vil forråde hinanden. Der vil være en skjult dagsorden, for at ødelægge livet. Ødelæggelse, ulykke og død vil kunne ses over alt. Mennesker vil følge de tøjlesløse lyster i deres arvelige og opdyrkede onde tilbøjeligheder. . . . . ret

(418)  Guds gengældelsesdomme ses i synet. – Gud har en beholdning af gengældelsesdomme, som Han lader falde på dem, som har fortsat med at synde, over for det store lys. Jeg har set de kostbareste strukturer i bygninger blive rejst og troede at de var brandsikrede. Og ligesom Sodoma blev straffet i Guds vredes flammer, sådan vil disse stolte strukturer blive til aske. Jeg har set skibe, som koster enorme summer penge, brydes med mægtige vande, der forsøger at modstå de vrede bølger. Men med al deres rigdomme i guld og sølv, og med deres menneske-last synker de ned i vandgraven. Menneskers stolthed vil blive begravet med de rigdomme de har samlet sig i bedrageri. Gud vil hævne, at enkerne og forældreløse som hungrende og nøgne har råbt til ham efter hjælp for deres undertrykkelse og mishandling. ret

(418)  Tiden er lige over os, hvor der vil være sorg (419) i verden som intet menneskeligt balsam kan helbrede. Flateerene monumenter fra menneskers storhed vil smuldre i støvet, lige før den sidste store ødelæggelse kommer over verden. . . . . ret

(419)  Det er kun ved at blive klædt i Kristi retfærdighedsklædninger at vi kan undfly dommene som kommer over jorden. – Brev 20, 1901. ret

(419)  Mange børn vil blive taget bort
Inden længe bringes vi ud på strenge og vanskelige steder, og de mange børn der er bragt ud i verden vil nådigst tages bort før trængselstiden kommer. – Manusskrift 152, 1899. (Se Barnet i hjemmet. eng. s. 565, 566; Counsels on Health s. 375) ret

(419)  Den endelige konflikt vil være kort men forfærdelig.
Vi står på tærsklen til store og højtidelige begivenheder. Profetier går i opfyldelse. Den sidste store konflikt vil være kort, men forfærdelig. Gamle stridigheder vil vækkes til live. Nye kontroverser vil opstå. Vi har et stort arbejde at gøre. Vore forkynderarbejde må ikke ophøre. De sidste advarsler må gives til verden. Der er særlig kraft ved overbringelsen af sandheden for denne tid. Hvor længe vil det vare ved? Kun lidt endnu. . . . . ret

(419)  Enhvers spørgsmål vil være: ”Hvem tilhører jeg? Til hvem skal jeg give min troskab?” Er mit hjerte fornyet? Er min sjæl reformeret? Er mine synder tilgivet? Vi de blive udslettede når fornyelsestiderne kommer? . . . . . ret

(419)  Profeterne skrev for deres egne dage og for vore dage. – De sidste bøger i det gamle testamente, viser os medarbejdere som er taget fra deres arbejde i marken. Ellers var der meget dygtige mennesker som var højt lærte, men Herren gav dem visioner og budskaber. Disse mænd fra det gamle testamente, talte om ting der kom frem på deres dage, og Daniel, Esajas og Ezekiel talte ikke kun om tingene, som vedrørte dem, som den nærværende sandhed, men deres øjne nåede helt ud i fremtiden, og til hvad der vil ske i disse (420) sidste dage. – Brev 132, 1898. ret

(420)  Når de forfulgte flygter til et andet sted.
På nogle steder var modstanden meget udtalt, kunne Guds budbringeres liv være i fare. Da er det deres privilegium at følge deres Mesters eksempel og tage hen til et andet sted. – Brev 20, 1901. ret

(420)  Guds martyrier får bragt mange til sandheden
De brave mænd, som nægtede at bøje sig for guldstøtten, blev kastet i den brændende ildovn, men Kristus var sammen med dem der, og ilden fortærede dem ikke. . . . ret

(420)  Nogle af os kan bringes ud for lige så strenge prøver. Vil vi da adlyde menneskers befalinger eller vil vi adlyde Guds bud? Det er spørgsmålet som mange vil få stillet. Det bedste for os er at komme i tæt tilknytning med Gud, og, hvis Han vil have at vi skal være martyrer for sandhedens sag, kan det være et middel til at bringe mange flere til sandheden. – Manusskrift 83, 1886. ret

(420)  Kristus står på de forfulgte helliges side.
Aldrig er den fristelses-betyngede sjæl blevet elsket mere nidkært af sin Frelser, da han led skam for sandhedens sag. Når den troende står på for uretfærdiges domstole for sandhedens skyld, står Kristus ved hans side. Al skam som falder over det troende menneske, falder på Kristus i skikkelse af Hans hellige. »Jeg elsker ham,« sagde Kristus, »og vil manifestere mig selv i ham« (Joh.14,21). Kristus er atter blevet fordømt, i skikkelse af Hans troende disciple. ret

(420)  Når den troende er spæret inde bag fængselets mure for sandhedens skyld, manifesterer Kristus Sig Selv for ham, og henrykker hans hjerte med Sin kærlighed. Når han lider døden for Kristi skyld, siger Kristus til ham: "De kan dræbe legemet, men de kan ikke skade sjælen." "De korsfæstede mig, og hvis de lægger jer i døden, korsfæster de Mig på ny i (421) form af Mine hellige." ret

(421)  Forfølgelse kan ikke gøre mere end forårsage døden, men livet bevares til evigt liv og herlighed. Den forfølgende magt vil stå frem og befale Kristi disciple at fornægte troen, give agt på Djævelens forlokkelser og lærer, ved at ugyldiggøre Guds lov. Men disciplene spørger: »Hvorfor skal jeg gøre dette? Jeg elsker Jesus, og jeg vil aldrig fornægte Hans navn.« Når kraften siger: »Jeg vil kalde jer fredsforstyrer«, vil de svare: »Sådan kaldte de Jesus, som var sandhed, nåderig og fred.« - Brev 116, 1896. ret

(421)  Købmænd og fyrster vil tage deres ståsted
Nogle som regnes blandt købmænd og fyrster vil tage deres ståsted for at adlyde sandheden. Guds øjne har været på disse idet de havde handlet efter det lys som de har haft, og fastholdt deres renhed. Kornelius en mand med høj position, fastholdte sin religiøse erfaring, og vandrede nøje i overensstemmelse med del lys han havde fået. Gud havde sine øjne på ham, og Han sendte Sin engel til ham med et budskab. Den himmelske budbringer gik forbi de selvretfærdige, kom til Kornelius, og kaldte ham ved navn. . . . ret

(421)  Optegnelsen er gjort til særlig gavn for dem som lever i disse sidste dage. Mange, som har fået stort lys, har ikke værdsat og udnyttet det, sådan som det var deres privilegium at gøre. De har ikke praktiseret sandheden. Og derfor vil Herren bringe dem ind, som har levet op til det lys de har fået. Og dem som er blevet begunstiget med anledninger til at forstå sandheden og som ikke har adlydt dens principper vil blive styret af Satans fristelser for egenkærlighed. De vil fornægte sandhedens principper i praksis og bringe skam over Guds sag. ret

(421)  Kristus erklærer at Han vil spy disse ud af sin mund, og lade dem følge deres egn handlemåde, som vil skille dem ud fra andre. Denne handlemåde gør dem faktisk ikke ligeså fremtrædende, som mennesker der er upålidelige forvaltere. ret

(422)  (422) Guds målestok for dem der vandrer i det lys de har. - Herren vil give sit budskab til dem som har vandret efter det lys de havde, og vil genkende dem som sande og trofaste, efter Guds målestok. Disse mennesker vil tage deres sted, som har lys og kundskab, har ikke vandret på Herrens vej, men efter deres egne uhelliggjorte hjerters forestillinger. ret

(422)  Vi lever nu i de sidste dage, hvor sandheden må udtales, hvor den må gives til verden i advarsler og irettesættelser, uanset konsekvenserne. Hvis der er nogle som vil blive fornærmet og vender sig fra sandheden, må vi have i sinde at der var dem som gjorde det samme på Kristi tid. . . . ret

(422)  Rækkerne vil ikke blive mindre. - Men der er mennesker som vil tage imod sandheden, og disse vil tage de pladser for dem, der blev fornærmet og forlod sandheden, har haft. . . . . Herren vil arbejde sådan at de upåvirkelige vil blive adskilt fra de sande og loyale. . . . Rækkerne vil ikke blive mindre. Dem som er fastholdende og oprigtige vil følge op om de uvidende, som kommer fra dem, der blev anstødt og faldt fra. . . . ret

(422)  Mange vil værdsætte Guds visdom frem for jordiske goder, og vil adlyde Guds Ord som den højeste norm. Disse vil ledes til et stort lys. Disse vil komme til en stor kundskab om sandheden, og vil søge at få dette lys om sandheden frem til dem de kender, der ligesom dem selv er ivrige efter sandheden. - Mannusskrift 97,1898. ret

(422)  Ethvert menneske vil enten være i Kristi hær eller i Satans hær.
Vi nærmer os afslutningen af denne jords historie, hvor kun to partier kan eksistere og enhver mand, kvinde eller ethvert barn vil være i en af disse hære. Jesus vil være anføreren for en hær; for den modsatte hær vil Satan være lederen. Alle som bryder Guds lov, og lærer andre at bryde den, fundamentet for Hans regering i himlen og på jorden, er ordnet under en overordnet leder som dikterer dem direkte imod Guds regering. ret

(423)  Og jeg vil minde om, at de engle, som ikke tog vare på deres høje hverv, men forlod deres rette bolig, (Judas 6) er oprører mod Guds lov, og fjender mod alle som elsker og adlyder Hans bud. Disse undersåtter vil, sammen med Satan deres leder, samle andre i deres rækker, på enhver mulig måde, for at styrke hans magt og fremskynde hans krav. ret

(423)  Ved sine bedrag og lokkemidler vil Satan, om muligt, føre de udvalgte vild. Hans egne er ikke mindre bedragede. Han vil forsøge at irritere, plage, forfalske, anklage og fremstille alle i forkert lys, som han ikke kan tvinge til at give ham ære, og hjælpe til i hans værk. Hans store succes ligger i holde menneskers tanker forvirrede, og uvidende om hans bedrag, for så kan han lede den ubekymrede, til det han bliver, med bind for øjnene. . . . ret

(423)  Sabbatten er spørgsmålet i den sidste kamp. - Sabbatten er det store test-spørgsmål. Den er grænselinien mellem de loyale og sande og så de illoyale og overtræderne. Denne sabbat har Gud påbudt, og dem som hævder at være lovlydige, som tror at de nu er under proklameringen af den tredje engels budskab, vil se den betydningsfulde andel, som det fjerde bud har i dette budskab. Det er den levende Guds segl. De vil ikke formindske sabbatens krav ved at iklæde den, efter deres bekvemlighed. - Manusskrift 34, 1897. ret

(423)  Johannes skriver i åbenbaringen om deres enhed, som lever på jorden for at sætte Guds lov ud ad kraft. »De har alle samme tanke, og deres magt og myndighed giver de dyret. De vil føre krig mod Lammet, men Lammet vil sejre over dem, fordi det er herrernes Herre og kongernes Konge, og sammen med det sejrer de kaldede og udvalgte og trofaste, der er i dets følge.« (Åb.17,13.14) »Og jeg så, at der ud af munden på dragen og ud af munden på dyret og ud af munden på den falske profet kom tre urene ånder, der så ud som frøer.« (kp.16,13) ret

(423)  Alle som vil ophøje og dyrke den afguderiske sabbat, en (424) dag som Gud ikke har velsignet, hjælp Djævelen og hans engle med al kraft fra deres Gudgivne evner, som de har forvansket til forkert brug. Inspireret af en anden ånd, som forblænder deres dømmekraft, kan de ikke se at ophøjelsen af søndagen er fuldt og helt den katolske kirkes institution. . . . ret

(424)  Sabbatten er spørgsmålet der deler verden. - Himmelens Herre lader verden vælge, hvem de vil have som hersker. Lad alle læse det trettende kapitel i åbenbaringen, for det vedrører enhver menneskelig agent, stor og lille. Ethvert menneske må vælge side, enten den sande levende Gud, som har givet verden skabelsens mindesmærke i syvendedags sabbaten, eller en falsk sabbat, indført af mennesker som har ophøjet dem selv over alt der kaldes Gud eller dyrkes, som selv har påtaget sig Satans egenskaber, ved at undertrykke den loyale og sande, som holder Guds bud. Den forfølgende magt vil gennemtvinge tilbedelse af dyret, ved at insistere på helligholdelsen af den sabbat han har indført. Derved spotter han Gud, siddende i »helligdomen, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud.« (2.Tess.2,4) ret

(424)  De 144 000 er uden skyld. - En af de tydelige træk, når de 144 000 fremstilles, er at der ikke findes skyld i deres mund. Herren har sagt: "Salig den mand . . . . Hos hvem der ikke findes svig.” De bekender sig til at være Guds børn, og fremstilles som dem der følger Lammet hvor end det går. De bliver fremstillet for os, som stående på Zions bjerg, ombundet til hellig tjeneste, iklædt hvidt linned, som er de helliges retfærdighed. Men alle som følger Lammet i himlen vil først have fulgt Ham på jorden, tillidsfuldt, elskende og villig lydighed, ikke fulgt Ham under klynk og lunefuldt, men i tillid og oprigtighed, ligesom hjorden følger hyrden. . . . ret

(425)  Satan gør sine sidste anstrengelser for herredømmets skyld. - Verden er i kompagniskab med bekendende kristne menigheder, for at sætte Jehovas lov ud af kraft. Guds lov er sat til side, den er trådt under fode; og fra hele Guds trofaste folk, vil denne bøn stige op til himlen: »Det er tid at gribe ind, Herre, de har brudt din lov. (Sal.119,126) Satan gør sine sidste og mægtigste anstrengelser for at få herredømme, hans sidste kamp mod principperne i Guds lov. Der vil være megen trodsig vantro. ret

(425)  Efter Johannes' beskrivelse i åbenbaringen 16 af den mirakelvirkende kraft, som skulle samle verden til den sidste store konflikt, er symbolerne væk, og basunen giver endnu en bestemt lyd. »Se, jeg kommer om en tyv. Salig er den, der våger og vogter over sine klæder, så han ikke skal gå nøgen, og man skal se hans skam.« (Åb.16,15) - Manusskrift 7a, 1896. ret

(425)  Kristus blander sig i rækkerne I den sidste kamp.
Helligåndens virke skal kombinere sig med menneskers anstrengelser og hele himlen er involveret i beredelsen af et folk, at det kan stå i disse sidste dage. Enden er nær og vi ønsker at holde den fremtidige verden i øjesyn. . . . ret

(425)  I den sidste kamp leder Hærføreren af Herrens hær (Josua 5,15) himlens hære og blander sig ind i rækkerne og kæmper vort slag for os. Vi vil få frafaldende ind, vi afventer dem. »Fra os er de udgået, men de var ikke af vore.« (1.Joh. 2,19) »Enhver plante, som min himmelske fader ikke har plantet, skal rykkes op med rode.« (Matt.15,13) ret

(425)  Englen, den mægtige engel fra himlen, skal oplyse jorden med Sin herlighed, (Åb. 18,1) medens han råber mægtigt med høj røst: »Faldet, ja, faldet er det store Babylon,« (vers 2) . . . Vi ville miste troen og modet i konflikten, hvis vi ikke blev understøttet af Guds kraft. ret

(425)  Enhver form for ondt vil springe ud i intens aktivitet. Onde engle forener deres kræfter med onde mennesker, og idet de hele tiden har været i konflikt og fået erfaring i at bedrage på bedst mulig måde og kamperfaring og blevet stærkere efter hundredvis af år, så vil de ikke opgive den sidste store endelige strid uden en desperat kamp og hele verden vil være på den ene eller anden side af spørgsmålet. ret

(426)  (426) Slaget ved Hamageddon vil blive udkæmpet. Og på den dag må ingen af os findes sovende. Vi må være lys vågen, ligesom de forstandige jomfruer, så må vi have olie i vore kar til vore lamper. Helligåndens kraft må være over os og Hærføreren for Herrens hær vil stå ved hovedsædet for himlens engle, for at styre slaget. Der er endnu højtidelige begivenheder som vil ske. Basun efter basun vil lyde; det ene bæger vil udgydes efter det andet, over jordens beboere. Scener af forbløffende interesse er lige over os og disse ting vil være sikre indikationer på Hans nærhed som har styret i enhver aggressiv bevægelse, som har ledsaget fremmarchen for Hans sag igennem tiderne, og som har spurgt om Han selv allernådigst kan være med Sit folk i alle deres kampe, til verdens ende. Han vil hævde Sin sandhed. Han vil bevirke at den sejrer. Han er parat til at hjælpe Sine trofaste med kraft til motiver og mål, indgyde dem håb, mod og tapperhed til større aktivitet idet tiden er nær. ret

(426)  Den sidste heftige kamp. - Bedrageri, forlokkelser og svindel vil blive større. Råbene vil komme fra ethvert kvarter: »Se, her er Kristus! Se, der er Kristus!« »Men,« sagde Kristus, »følg dem ikke.« (Luk. 21,8) Der vil komme en heftig kamp før syndens menneske skal lukkes ude af denne verden - som han er og det som har været hans værk. ret

(426)  Medens den protestantiske verden er blevet meget medfølende og hengiven over for syndens menneske, (2. Tess. 2,3), skal Guds folk da (ikke) tage deres plads som Kristi frimodige og tape soldater, der møder de problemer der kommer, med deres liv skjult med Kristus i Gud? Mystiske Babylon har ikke sparet på de helliges blod og skal man da ikke være lys vågen for at fange lysstrålerne, som har skinnet fra den engels lys, som skal oplyse jorden med sin herlighed. - Brev 112, 1890. ret

(426)  Vore liv og den sidste beredelse
Gud vil prøve os. - Før vi giver os over til Helligåndens (427) dåb, vil vor himmelske Fader prøve os, for at se om vi kan leve uden at vanære Ham. - Brev 22, 1902. ret

(427)  Alt ufuldkomment lægges bort. - Når vort jordiske arbejde er til ende, og Kristus kommer efter Sine trofaste børn, så skal vi skinne som en sol i vor Faders rige. Men før det tidspunkt, vil alt som er ufuldkomment i os blive set og lagt væk. Og misundelse, jalusi, onde tanker og enhver selvisk plan vil blive udstødt af livet. - Brev 416, 1907. ret

(427)  Når karakterudviklingen åbenbares - Stræber vi med alle vore Guds-givne kræfter på at nå højdemålet for mænd og kvinder i Kristus? Søger vi efter hans fylde, rækker altid højere og højere, og forsøger at opnå Hans karakters fuldkommenhed? Når Guds tjenere når dette punkt, vil de blive beseglede på deres pander. Sekretærenglen vil erklære: »Det er gjort.« De vil være fuldstændigt i Ham som de er ved skabelsen og ved forløsningen. - Manusskrift 148, 1899. ret

(427)  Bliver vi begavet med en højere natur.- Når Kristus kommer, tager Han dem som har renset deres sjæle ved at adlyde sandheden. . . . Dette forgængelige menneske iklædes udødelighed. Vi vil da blive begavet med en højere natur. Legemerne hos alle dem der renser deres sjæle ved lydighed mod sandheden, skal blive forherliget. De vil have taget imod og tro på Jesus. - Manusskrift 36, 1906. ret

(427)  Et livagtigt syn på kommende begivenheder
Fredag [d. 18. Jan. 1884] nat hørtes min stemme flere gange udbryde: »Se, se!« Om jeg drømte eller var i syn kan jeg ikke sige. Jeg sov alene. ret

(427)  Trængselstiderne var over os. Jeg så vort folk i stor nød, grædende og bedende, anmodede om Guds sikre løfter, medens de onde var omkring os og hånede os truede med at ødelægge os. De spottede (428) vor svaghed, de hånede vor lille skare, og spottede os med ord der skulle skære dybt. De anklagede os for at tage uafhængig stilling fra resten af verden. De havde afskåret vore pengemidler så at vi ikke kan købe eller sælge, og de henviste til vor usle fattigdom og nedslåede tilstand. De kunne ikke se hvordan vi kan leve uden verden. Vi var afhængig af verden, og vi må indrømme verdens sæder, praksis og love, ellers må vi forlade den. Hvis vi er det eneste folk i verden som Herren begunstigede, ville vor optræden være frygteligt imod os. ret

(428)  De erklærede at de havde sandheden, at der var mirakler blandt dem; at engle fra himlen talte med dem og vandrede med dem, de store magter tegn og undere blev udført blandt dem, og at dette var det timelige tusinde år de havde ventet så længe på. Hele verden var omvendt og i harmoni med søndagsloven, og dette lille svage folk stod bort og skilte sig ud fra landets love og Guds lov, og hævdede at være de eneste rigtige på jorden. . . ret

(428)  "Se op, Se op!" - Medens kvalerne var over de loyale og sande som ikke ville dyrke dyret og dets billede og acceptere og holde en afguderisk sabbat , sagde Een: "Se op, Se op!" Ethvert øje løftede sig, og himlene synes at dele sig som en bogrulle, der blev rullet sammen, og ligesom Stefanus så mod himlen, sådan ser vi mod himlen. Spotterne forhånede os, og pralede af at de ville gøre det af med os, hvis vi fastholdte vor tro. Men nu er vi som dem der ikke hørte dem; vi stirrede på et sceneri der lukkede alt andet ud. ret

(428)  Der stod Guds trone åbenbaret. Rundt om den stod ti tusinde gange ti tusinde og tusinde på tusinde, og tæt omkring tronen var martyrerne. Blandt dem så jeg dem, som var så forhånet til det allerlaveste, som verden ikke kendte, hvem verden hadede og foragtede. ret

(429)   (429) En stemme sagde: "Jesus, som sidder på tronen, har elsket mennesket at Han gav Sit liv som offer for at genløse det fra Satans magt, og ophøje det til Sin trone. Han som er over alle magter, Han som har den største indflydelse i himlen og på jorden, Ham som enhver sjæl står i gæld til for al den gunst mennesket har fået, Han var sagtmodig og ydmyg af natur, hellig, harmløs og ubesmittet i livet. ret

(429)  "Han var lydig mod alle Sin Faders bud. Ondskab har fyldt jorden; den er besmittet under beboerne derpå. De høje steder for jordens magthavere er blevet besmittet med fordærv og afgudsdyrkelse, men tiden er kommet hvor retfærdighed skal modtage sejrens og jublens udstrakte hånd. Dem som verden regnede for at være svage og uværdige, dem som var forsvarsløse mod menneskers grusomhed, skal krones som sejrherer og mere end sejrherer. [Åb. 7,9-17 citeret] ret

(429)  De er foran tronen og glæder sig over den evige dags solfrie glans, ikke et spredt og svagt kompagni, der udholder de sataniske lidenskaber fra en oprørsk verden, der udtrykker dæmoners synspunkter, lære og råd. ret

(429)  Nu har de hellige ikke noget at frygte. - Syndens mestre er blevet stærke og frygtelige i verden under Satans styring, men stærk er Herren Gud som dømmer Babylon. Den retfærdige har ikke længere noget at frygte over magt eller bedrageri så længe de er loyale og sande. En mægtigere end den stærkt bevæbnede mand, sættes som deres forsvarer. Al kraft, storhed og karakterudmærkelse vil gives til dem som har troet og stået som sandhedens forsvarer, stået frem og fastholdende forsvaret Guds love. ret

(429)  Andre himmelske væsener har udbrudt med fast og musikalsk stemme: "De er kommet ud af stor trængsel. De har vandret i ildovnen i verden, blevet hadet intenst ved menneskers lidenskaber og luner, som ville tvinge dem til at tilbede dyret og dets billede, som vil tvinge dem til at være illoyal mod (430) himmelens Gud. ret

(430)   "De er kommet fra bjergene, fra klipperne, fra jordens huler og grave, fra fangehuller, fra fængsler, fra skjulte råd, fra torturkamre, fra elendige hytter og loftskamre. De har gennemgået svære prøvelser, dyb selvfornægtelse og store skuffelser. De skal ikke længere være onde menneskers hån eller latterliggørelse. De skal ikke længere være middelmådige og sorgfulde i deres øjne som foragter dem. ret

(430)  »Fjern de snavsede klæder af dem, med hvilke onde mennesker har fornøjet sig med at iklæde dem. Skift deres klæder, endog til hvide retfærdighedklæder, og sæt et smukt klædningsstykke på deres hoveder.« ret

(430)  Der står de sejrrige i den store kamp. - De blev iklædt rigere klæder end nogen jordiske væsener nogen sinde havde båret. De blev kronet med diamantbesatte herlighedens diademer som mennesker aldrig nogen sinde havde set. Lidelsens, skammens, manglens og hungrens dage er ikke længere; gråden er fortid. Så bryder de ud i sang, højt, klart og musikalt. De svajer palmegrene i sejr, og udbryder: ”Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet.” (Åb. 7,10) ret

(430)  Oh, måtte Gud skænke os Sin Ånd og gøre os stærke i Sin styrke! På den store dag for den højeste og endelige sejr, vil det ses at de retfærdige var stærke, og at ondskaben i alle dens former og med al dens stolthed var en svag og ynkelig fejltagelse og et nederlag. Vi vil klynge os til Jesus, vi vil stole på ham, vi vil søge efter Hans nåde og Hans store frelse. Vi må skjule os i Jesus, for Han er ly for stormen, en hjælp lige netop under trængselstiden. – Brev 6, 1884 ret

(430)  To søjler af engle ledsager de hellige til Guds stad. – Livgiveren kommer for at bryde gravens lænker. Han fører fangerne frem og udbryder: ”Jeg er opstandelsen og livet.” Der står en oprejst hær. Den sidste tanke var om død og dens smerte. De sidste tanker de havde, var om graven, men nu udbryder de: ”Oh død, hvor er (431) din brod? Oh grav, hvor er din sejr”. (1.Kor. 15,55) Dødens kvaler var den sidste ting de mærkede. . . . ret

(431)  Når de vågner op er smerten helt væk. ”Oh grav, hvor er din sejr?” her står de og udødelighedens endelige berøring er lagt over dem og de går op for at møde deres Herre i luften. Portene til Guds stad svinger bagud på deres hængsler, og nationerne som har holdt sandheden går ind. ret

(431)  Der er søjlerækker af engle på hver side, og Guds indløste vandrer forbi keruber og serafer. Kristus byder dem velkommen og lægger Sin velsignelse til dem: ”Vel gjort, du gode og trofaste tjener, gå ind til din herres glæde.” (Matt. 25,21) Hvad er dette for en glæde? Han ser Sin sjæls møje, og er tilfreds. Det er hvad vi arbejdede for. ret

(431)  Her er én, som i nattestunden vi bad indtrængende til Gud for. Der er én vi talte med på hans dødsleje, og han hang sin hjælpeløse sjæl på Jesus. Her er en som var en stakkels dranker. Vi prøvede at få hans øjne rettet mod Ham som er mægtig til at frelse og vi fortalte ham at Kristus kunne give ham sejr. Der er evige herlighedskroner på deres hoveder, og så kaster de forløste deres glitrende kroner for Jesu fødder; og så slår englekoret sejrstonen an og engle i to søjlerækker tager sangen op og de forløstes hær slår i, som om de havde sunget sangen på jorden, og der har de været. ret

(431)  Himmelsk musik. – Oh, hvilken musik! Der er ikke én uharmonisk tone. Alle stemmer proklamerer: ”Værdigt er Lammet det slagtede.” (Åb. 5,12) Han ser Sin sjæls møje og er tilfreds. Tror du at der er nogen, der som vil tage tid til at fortælle om sine prøvelser og forfærdelige vanskeligheder? ”Det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes.” (Es. 65,17) ”Gud skal tørre enhver tåre bort fra deres øjne.” (Åb. 21,4) – Manusskrift 18, 1894. ret

næste kapitel