| Udvalgte budskaber bind 3 kapitel 60. Fra side 451 | ren side tilbage |
(451) [på det tidspunkt var ældre Froom knyttet til Generelkonferensepræsteskabs sekretariat.] 8. Januar. 1928 (451) I gårsdagens brevforsendelse, var dit brev af 3. januar der. I dette bringer du nogle spørgsmål som kræver et svar fra mig. ret (451) Du referer til en samtale med mig, hvori du mener jeg har bemærket at mor har sagt om nogle af hendes skrifter: "Mit arbejde er at forberede; dit arbejde er at pudse det af." ret (451) Jeg husker aldrig at have mor sagt noget sådant, og jeg tror ikke at nogen af hendes hjælpere har hørt hende komme med en sådan udtalelse. Tanken som foranlediger en sådan udtalelse er ikke i harmoni med hendes tanker om hendes arbejde og hendes afskriveres og sekretærers arbejde. ret (451) Der er en udtalelse som jeg gav vore ledende medarbejdere flere gange, hvorfra tanken til dit spørgsmål har udviklet sig. Jeg har fortalt dem at mor, i vort arbejdes tidlige dage, har skrevet et vidnesbyrd til enkeltpersoner eller til en gruppe, med information og råd som ville være dyrebare for andre, og brødrene spurgte hende ud hvordan (452) de skulle bruges. Af og til sagde hun til min far og hans medarbejdere: "Jeg har gjort min del. Jeg har nedskrevet hvad Herren har åbenbaret for mig. Nu er det op til jer at sige hvordan det skal bruges. ret (452) Du vil hurtigt se at en sådan plan var meget fornuftig. Min far og hans medarbejdere stod i alle problemerne som angik den nærværende sandheds sag, som siden hen har udviklet sig til generelkonferensens arbejde, og det var et himmelens forsyn at de skulle deles om at sige hvordan og hvorledes budskaberne skulle bringes frem for dem, som de ønskede at hjælpe. ret (452) Du tænker måske at det var en sådan udtalelse som der blev refereret til i dit brev, det ville være til gavn for nogle af vore brødre. Jeg kan ikke forstå hvordan det vil gavne sagen. Måske kan du gøre det klart for mig?! ret (452) Med hensyn til de to afsnit som er i "Åndelige gaver" og også i "Profetiens Ånd" om sammenslutning og grunden til at de er udeladt i senere bøger, og spørgsmålet om hvem har ansvaret for at udelade dem, kan jeg sige det helt klart og sikkert. De er udeladt af Ellen G. White. Ingen i forbindelse med hendes arbejde havde nogen myndighed over et sådant spørgsmål, og jeg har aldrig hørt at nogen rådførte hende om denne sag. ret (452) Med alle spørgsmål af den slags, må du gøre dig det klart at søster White var ansvarlig for at udelade eller lægge noget til i sager af den slags, i de senere udgaver af vore bøger. ret (452) Søster White havde ikke blot en god dømmekraft baseret på en klar og vidtfavnende forståelse for forholdene og de naturlige konsekvenser af det hun skrev og udgav, men hun fik mange gange direkte instruktion fra Herrens engel om hvad der skulle udelades og hvad skulle lægges til i nye udgaver. . . . ret (452) Se f.eks. i kapitlet for den første udgave af Den Store Strid, bind IV, udgivet af Pacific Press i 1884. I kapitel XXVII, "Satans snarer", finder du at omkring fire sider i den sidste del (453) af kapitel fem er udeladt fra de senere udgaver af Den Store Strid. Disse fire sider findes i "Vidnesbyrd for Prædikanter", side 472 til 475. Informationen som er i disse fire sider er meget værdifulde for Syvende-Dags Adventister og blev ganske passende sat ind i den første udgave af Den Store Strid, bind IV, som, da den blev udgivet, var ligesom de andre bind betragtet som et specielt budskab til syvende-dags adventister, og til alle kristne folk som sympatiserede med dem i tro og formål. ret (453) Men da det blev besluttet at "Den Store Strid", bind IV skulle genudgives til generel uddeling af kolportører, foreslog Ellen G. White at siderne skulle udelades fordi populære menigheders læsning af disse udtalelser, sandsynligvis ville blive vrede og ville stille sig selv op imod udbredelsen af bogen. ret (453) Hvorfor vil vore brødre da ikke studere Guds nådefulde behandling af os, idet Han deler information med os ved profetiens ånd, i dens smukke, harmoniske og nyttige træk, i stedet for at hakke, kritisere og dissekere, prøve at skære det ud i små mekaniske byggeklodser, som vi køber til vore små børn til at lege med og så spørge nogen andre om at samle det sammen, så det vil danne et mønster der behandler dem og udelade de særlige delmønstre som de ikke kan lide? Jeg beder Herren om at give os tålmod og vejledning til at gøre det som vi kan hjælpe disse med, til at se skønheden i Guds værk. ret (453) Du referer til andre breve med spørgsmål som jeg ikke har besvaret. Jeg håber at få dem hurtigt, men ikke denne formiddag. ret (453) med venlig hilsen W. C. White (453) (453) Efter at jeg havde sendt dig et brev i går, har jeg (454) fundet dit brev af 22. december. I dette fortæller du mig at du i hele to år har opmuntret ældre Daniells til at skrive en bog om profetiens ånd, men du har ikke fortalt mig hvilke svar han giver. ret (454) Med hensyn til udtalelser som er publiceret af ældre Loughborough, taler du om den byrde der er over ham, der viser sig fysisk og antyder at dette ikke siger dig noget. ret (454) Jeg er helt enig med dig at den guddommelige hånds store styrke, som gave til restmenigheden, er skrifternes egne vidnesbyrd. Ikke desto mindre, tror jeg at de fysiske manifestationer som er ledsaget af overført lys og åbenbaringer, er af virkelig værdi; ellers ville Gud ikke have givet dem. Derudover er jeg kommet i kontakt med rigtig mange mennesker, som er alvorlige, oprigtige og dyrebare i Herrens øjne, som ser disse fysiske manifestationer som noget af alvorlig betydning, og de bevidner at deres tro er blevet styrket meget, ved en klar kundskab til de metoder vor himmelske Fader har brugt til at bekræfte modtagerne, i det lys han har givet dem. ret (454) Du henviser til en lille udtalelse som jeg har sendt til dig om verbal inspiration. Denne udtalelse, som kom fra generalkonferansen af 1883, var i fuldstændig harmoni med pionerernes tro og standpunkter i denne sag, og det var, mener jeg, det eneste sandpunkt som vore prædikanter og lærer gav indtil prof. [W. W.] Prescott, leder for Battle Creek college frembragte et andet synspunkt på en meget kraftig måde, på det synspunkt som professor Gausen frembragte. [Muligvis Francois Gaussen, en fremtrædende schweizisk præst (1730-1863) , som fastholdt at Bibelen var verbalt inspireret.] At de studerende på Battle Creek college og mange andre accepterede dette synspunkt, har ført til at der kommer endeløs tvivl og forviklinger ind i vort arbejde, og at det bliver større. ret (454) Søster White har aldrig accepteret Gausens teori (455) om verbal inspiration, hvad enten det gælder hendes eget arbejde eller om det gælder Bibelen. ret (455) Du siger at du i dine bestræbelser for en loyal og rationel forståelse for baggrunden for denne utrolige gave, har du søgt efter at få information om forskellige personer som hjalp søster White i litteraturarbejdet. ret (455) Jeg er overbevist om, bror Froom, at du aldrig vil få lys om baggrunden for profetiens ånds gave, ved at studere karaktertrækkende og kvalifikationerne hos en trofast efterligner og kopi-redaktører, hvem søster White brugte til at forberede udgivelsen af artikler til vort tidsskrift og kapitler til hendes bøger. ret (455) Det grundlag som befæster troen på budskaber som Gud har sendt til sit folk, vil nemmere kunne findes ved at studere hvordan Han behandlede Sine profeter i tidligere tider. Det forekommer mig at studiet af hellige Paulus liv, arbejde og skrifter er til større hjælp og oplysning end nogen andre studier som vi kan foreslå, og jeg tror ikke at vi bliver hjulpet i vor tillid til Paulus skrifter, ved at lave en liste over hans hjælpere og studere deres historie og erfaringer. Det er nemt for mig at tro at Jeremias blev styret af Gud i sin valg af Baruk som afskriver; også at Paulus havde himmelsk visdom til at udvælge dem som burde handle som hans privatsekretærer fra tid til anden, efter hans behov. ret (455) Det er min tro at søster Ellen G. White fik himmelsk vejledning til at vælge personer, som arbejder som afskrivere og dem som skulle hjælpe med at forberede artikler til vore tidsskrifter og kapitler i vore bøger. ret (455) Jeg er godt bekendt med de forhold som fik hende til at udvælge nogle af disse værker og at hun fik direkte opmuntringer og hjælp til at se deres kvalifikationer og troværdighed for arbejdet. Jeg kender også til tilfælde hvor hun blev ledt til at belære, formane og nogle gange sende dem bort som mangler åndelighed og gør dem uegnede til yde en tilfredsstillende (456) tjeneste. Angående dette, kunne ældre Starr give dig et interessant kapitel om søster Whites erfaring med Miss Fannie Bolton, og jeg kunne fortælle dig om en situation hvori hun blev adskilt fra sin egen niece, Mary Clough, som hun elskede så højt. ret (456) Først i 60-erne fik søster White ingen hjælp, anden end fra sin mand, som ville lytte til hende, når hun læste manuskriptkapitler op og ville foreslå grammatiske rettelser, som faldt ham ind. Som lille dreng husker jeg situationer som denne: Ældre White ville lægge sig på sofaen af træthed, og søster White ville bringe et kapitel fra "Åndelig gaver" og ville læse det for ham og han ville foreslå de grammatiske rettelser, som jeg skrev før. Artikler fra vidnesbyrdene blev behandlet på samme måde. ret (456) Udover de få vidnesbyrd som blev trykt, blev der sendt mange personlige vidnesbyrd til enkeltpersoner og ofte ville søster White kunne skrive således: "Jeg har ingen til at kopiere dette vidnesbyrd. Lav venligst en kopi til dig selv og send originalen tilbage til mig." Som resultat af denne arbejdsmetode, har vi i vore manuskripter opbygget mange af de første vidnesbyrd i søster Whites håndskrifter. ret (456) Først i 60-erne har søster Lucinda M. Hall arbejdet som søster Whites husholder, sekretær og nogle gange som rejseledsager. Hun var både genert og samvittighedsfuld, og kun de tydeligste grammatiske fejl blev rettet af hende. Omkring 1862, blev søster Adelia Pattern knyttet til White-familiens arbejde og gjorde noget kopieringsarbejde for søster White. Senere blev hun knyttet til "Review and Herald". ret (456) I foråret 1872 besøgte White Colorado og kom til at kende sin niece Mary C. Clough, og i 74, 75 og 76 hjalp Miss Clough med at lave kopier af Profetiens Ånd, bind II og III. Hun bistod også ældre og mrs. White i deres lejermøde-arbejde og virkede som rapporter for den offentlige presse. Derved var hun den første udgivelses-medarbejder der arbejdede direkte med dette og måske blev set op til (457) som vor forlagsafdelings bedstemor. ret (457) Med hendes erfaring som nyhedsrapporter, den tillid hun vandt derved og den ros som hun fik for hendes arbejde, fratog hende muligheden for det fine og hellige arbejde at være afskrivningsredaktør for Review artikler og kapitlerne af Den Store Strid. I et syn blev det vist søster White at hun og Mary så set forunderligt spil i himmelstrøget. Det betød meget for søster White, men for Mary betød det intet; og englen sagde: "Åndelige ting skal ses åndeligt," og instruerede søster White at hun ikke bør have sin niece ansat som sin bogredaktør. ret (457) I løbet af -68, -69 og -70, blev flere ansat af søster White til at afskrive hendes vidnesbyrd. Bland dem var miss Emma Sturgess, senere Amos Prescotts hustru; Miss Anna Hale, senere Irwin Royces hustru; og andre, hvis navne jeg ikke kender. ret (457) Efter ældre [James] Whites død i 1881, ansatte søster White søster Mariam Davis. Hun har været korrekturlæser i nogle år for "Review and Herald", og søster White fik sikkerhed gennem åbenbaring, at søster Davis ville være en samvittighedsfuld og trofast hjælper. Senere blev Eliza Burnham ansat af søster White, og samtidig blev Mrs. B.L.Whitney og Fannie Bolton ansat i Battle Creek som hjælpere, da der var så meget at lave. Søster Davis var sammen med søster White i Europa i 1886 og 1887. Hun var også søster Whites første-hjælper i Australien. ret (457) Da arbejdet i Australien voksede, blev søster Burnham kaldet til at assistere i bog-redigeringen, og Maggie Hare og Minnie Hawkins blev ansat til at skrive af. ret (457) Jeg glemte at nævne, i de år hvor søster White var i Heraldsburg, afskrev J. I. Ings mange af vidnesbyrdene og manuskripterne. ret (457) Da vi var i Australien, var det planen at "Særlige vidnesbyrd til prædikanter" (d.v.s. (458) Special testimonies, series a) skulle udgives og distribueres af ældre [O.A.] Olsen [generalkonferensepræsidenten]. De blev genoptrykt først i 90-erne - ordnet efter emne. Medens dette var under plan, skete det at ældre W. A. Colcord, som tidligere var sekretær i generelkonferensen og i mange år en førende forfatter om religionsfrihed, var blevet arbejdsløs. Ved min anmodning ansatte søster White ham til at tage "De særlige vidnesbyrd" og gruppere dem efter emne for genudgivelse. Han brugte flere uger på dette arbejde og blev betalt af søster White; men arbejdet blev aldrig brugt. Hvis jeg husker rigtigt, var dette hans tilknytning til hendes litteraturarbejde. ret (458) Det sidste arbejde søster Davis gjorde, var at udvælge og arrangere materialet som står i "I den store læges fodspor." (Ministry of Healing) ret (458) Ældre C. C. Crisler hjalp søster White med at udvælge og arrangere materialet i "Mesterens efterfølgere" og "Profeter og konger." ret (458) Skildringen af arbejdet og medarbejderne er ikke fuldstændigt. Det har aldrig faldt mig eller nogen af søster Whites hjælpere ind, at hendes medarbejderstabs kræfter skulle være af interesse for læserne af hendes bøger. Hun skrev materialet. Hun skrev meget fyldestgørende. Der var altid en strid mellem hende og forlæggerne om kvantiteten af det materiale som skulle bruges. Søster White var bedst tilfreds med et emne der blev bragt fyldestgørende, og forlæggerne lagde altid pres på at få materialet komprimeret eller forkortet så bogen ikke blev for stor. Som følge af dette, blev nogle vigtige kapitler, der var forberedt og sendt til trykning, givet til søster White med emnet i en ny præsentation, og hun ville skrive mere materiale og insistere på at det blev indføjet. Dette gælder især "Den store strid", vind IV. ret (458) Tilsvarende problemer var der med stofmægten (459) til "Den store Mester" som blev ordnet ved at tage dele af det, og bruge det i "Kristi lignelser" og "Med mesteren på bjerget". ret (459) Hvad angår de nuværende forfatteres klargøringsarbejde under forberedelsen af deres bøger, er der meget lidt at sige, fordi, søster White var så travlt optaget af at skrive, at hun havde meget lidt tid til at læse. Forud vor hendes skrivearbejde om Kristi liv, og under hendes skrivetid, læste hun, i nogen omfang, Hanna, Fleetwood, Farrar, og Geikies værker. Jeg har aldrig vidst at hun læser Edersheim. Af og til refererede hun til Andrews, særligt med reference til kronologien. ret (459) Hvorfor læste hun egentlig disse bøger? De store begivenheder fra konflikter gennem tiderne, som er bragt i den store strid serie [bla. Konflikt], blev præsenteret delvist for hende mange forskellige gange. I den første præsentation fik hun en kort oversigt, som det står i den tredje sektion af bogen, som nu hedder "Budskaber til menigheden". ret (459) Senere blev de store begivenheder i patriark-tiden og profeternes erfaring præsenteret for hende, som de står i hendes artikler i "Vidnesbyrd for Menigheden", og i hendes serier af artikler udgivet i seneste år i "Review", "Signs of Times" og "Southen Watchman". Disse serier, vil du huske, omhandler Ezras, Nehemias, Jeremias og andre porofeters arbejde til fulde. ret (459) De store begivenheder der udspiller sig i vor Herres liv blev præsenteret for hende i panoramaer, ligesom andre dele af Den store Strid blev det. Disse sceners kronologi og geografi blev præsenteret i få ord, men større dele af åbenbaringen kom i lynglimt, som var meget livagtige, og de samtaler og stridigheder som hun hørte og hun var i stand til at fortælle om, blev ikke markeret geografisk eller kronologisk, og hun blev overladt til at studere Bibelen og historien selv, samt studere de menneskers skrifter som viste (460) vor Herres liv, for at få en kronologisk og geografisk forbindelse. ret (460) Et andet formål med at historielæsning og læse om vor Herres liv [dette referer til Wiliam Hannas liv for vor Herre (1863)] og St. Pauls liv, var at hun derved fik et livligt syn i hendes sind på de scener der blev præsenteret klart for hende i syn, men som ad åre og ved hendes en anstrengende forkyndergerning, er blevet omtåget for hendes hukommelse. ret (460) Mange gange ville hun i Hanna, Farrar, eller Fleetwoods fortolkninger gå over til at beskrive en scene som er blevet vist hende så livagtigt, men som hun har glemt, og som hun var i stand til at beskrive mere i detaljer, end det som hun har læst. ret (460) På trods af den kraft som Gud har givet hende, at bringe hende scener af Kristi og Hans apostles og Hans profeters og Hans reformatorers liv, på en stærkere mere fortællende måde end andre historikere, har hun alligevel altid mærket sine manglende skolekundskaber som meget snerrende. Hun beundrede det sprog som andre skrivere skrev til deres læsere på, og så de scener Gud havde givet hende i syner, og hun fandt det både behageligt, samvittighedsfuldt og tidsbesparende at bruge deres sprog, helt eller delvis, til at bringe de ting som hun kendte til gennem åbenbaringer, og som hun ønskede skulle nå hendes læsere. ret (460) Mange af hendes manuskripter, der kom fra hendes hænder, er markeret med citater. I andre tilfælde er de ikke blevet brugt; og hendes skik med at bruge brudstykker i hendes skrifter, finder vi i andres skrifter og fylder dele af hendes egene skrifter ind. Men det var ikke baseret på nogen egentlig plan, og det blev heller ikke betvivlet af hendes afskrivere og kopiskriverne indtil omkring 1885 og derefter. ret (460) Når kritikerne udpegede disse træk af hendes arbejde, for at kunne betvivle den gave, som hun havde fået til at skrive, tog hun sig meget lidt af det. Senere, da klagerne fik det til at se ud som en uret mod andre udgivere og skrivere, gjorde hun en afgjort ændring - en (461) forandring som du kender til. ret (461) Det er min overbevisning, bror Froom, at jeg ikke ofte nok kan gentage at søster Whites tanker var meget skarpe på indholdet af artiklerne, som blev udgivet i vore tidsskrifter, og kapitlerne der udgjorde hendes bøger, og at hun fik hjælp fra himlen og var meget akkurat med at opfange fejl hos afskriverne eller hos sætterne. Disse forhold herskede i alle hendes tavle år op til hendes mands død og efter hendes mands død, under hendes prædikantarbejde i Europa og Australien og i en større årrække i Amerika, efter at hun var kommet hjem fra Australien. ret (461) I hendes allersidste år var hendes ledelse ikke så vidtspændende, men hendes styrende intelligens blev velsignet rigtig meget med hensyn til det tidligere skrevne, som blev brugt i hendes sidste år, og med at udpege temaer, som der måtte lægges vægt på, og de emner som der kunne spares på, da vi arbejdede på at afkorte de større bøger, til oversættelse på fremmede sprog. ret (461) Læs venligst denne udtalelse for ældre Daniells, og hvis du bemærker at jeg har udeladt noget i min hast, så kan det nemt kan misforstås, så påpeg det venligst for mig og giv mig anledning til at udbygge dette materiale, før I lægger det frem for andre af jeres brødre. ret (461) Din oprigtige (461) W.C. Whites brev til I. E. Froom, [på dette tidspunkt sekretær i generelkonference præste-sammenslutningen.] 13. December 1934 (461) Jeg har dit brev af 3. december i mine hænder. De spørgsmål du stiller er meget omfattende og ret vanskelige at besvare. ret (462) (462) Det er en kendsgerning at jeg i mine tredive år eller flere års samarbejde med Ellen White havde den største til hendes arbejde. Jeg ved at hun modtog åbenbaringer fra Gud som var af uudsigelig værdi for menigheden og for verden. Jeg går ikke lige så meget ind for at lave analyser af den kildeinformation, der satte hende i stand til skrive hendes bøger, som nogle af vore brødre gør. ret (462) Grundstrukturen til den store sandhed om templet, der understøttes af hendes skrifter, blev bragt klart til hende i syner. I nogle træk af dette arbejde, blev der givet informationer i detaljer. Med hensyn til visse træk i åbenbaringen, som f. eks. den profetiske kronologi, som vedrør tjenesten i helligdommen og ændringerne der fandt sted i 1844, blev dette bragt for hende mange gange og i detaljer mange gange, og dette satte hende i stand til at tale meget klart og meget tydeligt angående vor tros fundamentspiller. ret (462) I nogle af de historiske sager, som dem i "Patriarker og profeter" og i "Mesterens efterfølgere", og i "Den store strid", blev hovedstrukturen gjort meget klar og tydelig for hende, og da hun kom til at skrive disse emner ned, gav hun sig til at studere Bibelen og historien for at få datoer og geografiske forhold og fuldende hendes beskrivelser af detaljer. ret (462) Ellen White var en hurtig læser og havde en meget god hukommelse. De åbenbaringer hun havde fået satte hende i stand til at gripe emnerne om det hun havde læst om på en livlig måde. Derved har hun kunnet udvælge og tilegne det som var sandt og kassere det som var fejlagtigt eller tvivlsomt. ret (462) Hun læste det sekstende århundrede reformationshistorie. Meget af D'Aubignes historie læste hun højt for min far. Hun var en interesseret læser af religiøse journaler, og i løbet af de mange år at Uriah Smith var redaktør på "The review", var det hendes sædvane at spørge ham, efter at han har gjort brug af religiøse udvekslinger, at lade dem gå over til hende og hun vil bruge en del af hendes tid til at se dem igennem, og udvælge dyrebare ting som ind imellem kom frem i "The Review". (463) Heri samlede hun også information om hvad der skete i den religiøse verden. ret (463) Med hensyn til studiet af bøgerne, kom der en tid kort efter opførelsen af Brick-bygningen som husede "The Review and Herald" anlagdes sådan at det store rum, der vendte mod nordenden, på anden etage, var tilegnet ældre og mrs. White som deres redaktions og skriverum. Her blev "The Review and Herald"-biblioteket placeret. Til dette gør ældre White referencer i hans skrifter, og ud fra biblioteket udvalgte Ellen White de bøger som hun anså gavnlige at læse. ret (463) Det var bemærkelsesværdigt at hun i sin læsning og gennemsyn af bøgerne at hendes tanker var rettet mod de mest nyttige bøger og de mest nyttige passager i disse bøger. Af og til ville hun nævne over for far, og i mit nærvær, hendes oplevelser med at ledes til at undersøge en bog, som hun aldrig har kikket i før, og hendes erfaring med at åbne den for visse passager, som har hjulpet hende med at beskrive det, som hun har set og ønsket at overbringe. ret (463) Jeg formoder at Bliss' erindringer var i dette bibliotek, men jeg har ikke kendskab til hvad hun har læst. Jeg har aldrig hørt hende nævne den bog i forbindelse med hendes arbejde. ret (463) De forklarende noter i hendes store abonnementsbøger, var nogle af dem skrevet af hende selv, men de fleste af dem blev skrevet af J. H. Waggoner, Uriah Smith og M. C. Wilcox i samarbejde med Marian Davis. ret (463) Du spørger, om James White bragte bøger til Ellen White, en læsning som hjalp hende i skrivearbejdet. Jeg husker ikke at noget sådant er sket. Jeg husker at hun af og til bragte interessante afsnit som hun læste for sin mand. ret (463) Du spørger om hendes hjælpere har gjort hende opmærksom på udtalelser som de mener hjælper hende i hendes skrifter. Intet af den slags er sket før nedskrivningen af "Den store Strid", bind IV, i Heralsburg, (464) i 1883 eller 1884. Den gang var det sjældent og angik kun mindre detaljer. ret (464) Da vi var i Basel, i 1886, fik vi en meget interessant erfaring med en gruppe oversættere. Vi fandt ud af at vore brødre i Europa var meget opsat på at få "Den Store Strid" oversat til de franske og tyske sprog. . . . ret (464) For at forsyne det franske folk med denne bog, har ældre Au Franc været beskæftiget som oversætter og har lagt tyve eller flere kapitler til det han betragter som sit førsteklasses fransk. Ingen var tilfreds med hans oversættelse og ældre Jean Vuilleumier har været beskæftiget med en oversættelse og har været den igennem med et halvt dusin flere kapitler. ret (464) Med hensyn til tyskerne, var der tre forsøg på at oversætte. Professor Kuhns, madam Bach og Henry Fry var oversættere. ret (464) Hvad skulle vi gøre? Flere personer var gået sammen for at fordømme hver af disse oversættelser og det var svært at finde mere end to personer, som ville sige nogle gode ord om hinanden. ret (464) Ældre Whitney, leder af Baselkontoret, genkendte at søster Whites skrifter var vanskelige. I nogle tilfælde var talevendingerne ikke forstået helt af oversætterne, og i nogle tilfælde var det sådan at oversætterne ikke kendte til den religiøse terminologi for deres eget sprog godt nok, for at give en korrekt oversættelse. ret (464) Til sidst blev der banet en vej. Hver formiddag kl. ni mødtes to tyske oversættere, to franske oversættere, ældre Whitney, søster Davis og jeg selv i redaktionslokalet og kapitel for kapitel af den engelske bog blev læst op og kommenteret. Oversættere genkendte en vanskelig passage, ville stoppe oplæsningen og diskuttere med dem selv hvilket ordbrug, der skulle være på fransk og tysk. Ofte ville ældre Whitney stoppe oplæsningen og sige: "John, hvordan vil du oversætte dette?" Så vil han appellere til ældre Au Franc og sige: "Er du enig i dette?" (465) Da søster Davis og bror Whitney så at de ikke forstod den engelske tekst til fulde, ville de diskutere dens betydning og oversætterne ville foreslå en ny oversættelse. ret (465) Da vi kom til de to kapitler om reformationen i Tyskland og Frankrig, ville oversætterne kommentere på udvælgelsen af de historiske begivenheder som søster White har lavet. Jeg husker to tilfælde hvor de foreslog at der var andre begivenheder at tilsvarende betydning som hun ikke havde nævnt. Da hun blev gjort opmærksom på dette, anmodede hun om historikerne måtte komme til hende, så hun kan overveje de nævnte begivenheders betydning. Oplæsningen af historien fornyede hendes tanker om det som hun er set, hvorefter hun nedskrev en beskrivelse af begivenheden. ret (465) Jeg var sammen med mor, da vi besøgte Zürich, og jeg husker godt hvor grundigt genopfrisket hun blev, da hun så den gamle katedral og markedspladsen, og hun talte om dem som de var i Zwingles dage. ret (465) I de to års ophold i Basel, besøgte hun mange steder hvor der skete særlig betydningfulde ting i reformationsdagene. Dette genopfriskede hendes hukommelse, som hun havde fået vist og, det førte til en udvidelse af de dele i bogen som havde med reformationsdagene at gøre. ret (465) Med rigtige venlige hilsener, forbliver jeg, oprigtigt din bror, |