(174) Melbourne, Australien, 28.december, 1891.
Lige før han forlod sine disciple og tog til de himmelske sale, opmuntrede Jesus dem med Helligåndens løfter. Dette løfte gælder lige så meget os som det gjaldt dem, og hvor er det stadig pragtfuldt fremlagt for folket, og dets modtagelse der er omtalt i menigheden. Som følge af denne tavshed over dette mest vigtige emne, hvilke løfte kender vi da ikke mere til om dets praktiske udførelse, end det rige løfte om Helligåndens gave, hvorved virkeevne er blevet givet til al vor åndelige arbejde? Helligåndens løfte er skødesløst brugt i vore taler, er tilfældigt berørt, og det er det hele. Der er blevet dvælt på profetier, læresætninger er blevet udlagt; men det som er centralt for menigheden for at den kan vokse i åndelig styrke og virkeevne, for at prædiken kan føre overbevisning med sig, og sjæle bliver omvendte til Gud, er for det meste løftet ud af forkyndergerningen. Dette problem er blevet sat til side, som om det nogle gange i fremtiden ville blive givet til overvejelse. Andre velsignelser og privilegier er givet til folket indtil et ønske i menigheden er blevet næret om opnåelse af den velsignelse der er lovet af Gud; men påvirkningen med hensyn til Helligånden har været at den gave ikke er til menigheden nu, men at det i nogle gange i fremtiden vil være nødvendigt for menigheden at modtage den. ret (175) Alle andre velsignelser
Den lovede velsignelse, hvis den er hævdet ved tro, ville (175) bringe alle andre velsignelser i dets række, og der vil blive givet frihed til Guds folk. Gennem fjendens listige påfund, synes Guds folks sind at være ude af stand til at forstå og anvende Guds løfter. De synes at tænke at kun den sparsomme regn af nåde falder på den tørstige sjæl. Guds folk har vænnet dem selv til at tro at de må stol på deres egne anstrengelser, denne lille hjælp modtages fra himlen; resultatet bliver at de har et lille lys til at videregive til andre sjæle der dør i vildfarelse og mørke. Menigheden har i lang tid været tilfreds med at nå op til de ophøjede privilegier der er erhvervet dem for uendelige små omkostninger. Deres åndelige styrke har været svag, deres erfaring er af en lille og forkrøblet karakter, og de er diskvalificerede for det arbejde Herren ville have dem til at gøre. De er ikke i stand til at overbringe de store og herlige sandheder fra Guds hellige ord som ville domfælde og forvandle sjæle gennem Helligåndens indvirkning. Guds kraft afventer deres krav og modtagelse. En glædens høst vil være udført af dem der sår sandhedens hellige frø. »De går deres gang med gråd, når de udstrøer sæden, med frydesang kommer de hjem, bærende deres neg.« ret (176) Verden har taget imod den tanke at det er menighedens indstilling at Guds folk i virkeligheden er et glædeløst folk, der i Kristi tjeneste er utiltrækkene, så Guds velsignelse er pådraget med strenge omkostninger for dem som tager imod. Ved at dvæle på vore prøvelser, og gøre meget ud af vanskeligheder, fejlfremstiller vi Gud og Jesus Kristus som han har sendt; for stien til himlen er gjort utiltrækkene ved mørket der samler sig omkring den troenes sjæl, og mange vender bort fra Kristi tjeneste i skuffelse. Men er dem som (176) således fremstiller Kristus troende? Nej, for de troende stoler på det guddommelige løfte, og Helligånden er en trøster såvel som en irettesætter. ret (176) Den kristne må bygge hele grunden hvis han vil bygge en stærk symmetrisk karakter, hvis han vil være velafbalanceret i hans religiøse erfaring. Det er på den måde at mennesket vil blive beredt til at møde sandhedens fordringer og retfærdighed som det er vist i Bibelen; for han vil blive holdt oppe og styrket ved Guds Helligånd. Ham der er en sand kristen kombinerer meget følsom nænsomhed med megen sikker fasthed, med aldrig svigtende troskab til Gud; han vil på ingen måde blive den indviede sandheds forræder. Han som er begavet med Helligånden har stort hjerterum og forstand, med viljestyrke og forsæt som er ubesejret. til videre studium: Testimonies, vol 5, side 102, 103, 46, 69; Den Store Mester, side 198-199, 460-461, 280, 548, 560-561, 565-566; (Desire og Ages, side 302, 672, 412, 805, 821, 822, 827). ret (176) Mine brødre, I er pålagt af vor Frelser til at tage agt på hvordan I vidner for ham. I behøver at gå dybere og stadig dybere i studiet af ordet. I har mødt alle slags tankegange. Og efterhånden som I lærer den indviede sandheds ord, må I vise alvor, respekt, og ærbødighed. Lug jeres løgnehistorier ud fra jeres prædikener, og prædik ordet. I vil da have flere neg at bringe til mesteren. Husk at der hos jeres tilhørere er dem som hele tiden er forpint af fristelser. Nogle brydes med tvivl, i næsten fortvivlelse, i næsten håbløshed. Bed Gud om at hjælpe jer til at sige de ord der vil styrke dem til kampen. -Review and Herald, 22.december, 1904. ret næste kapitel
|