Menigheden Guds ejendom

(19)  Menigheden er Guds ejendom, og Gud minder hende hele tiden om at hun er i verden, genstand for Satans fristelser. Kristus har aldrig glemt sine dage i ydmygelse. På baggrund af episoderne fra hans ydmygelse, har Jesus ikke mistet nogen af sine mennesker. Han har det samme tilbud, medlidende kærlighed og har denne eneste gang nogensinde prøvet den menneskelige smerte. Han har det nu i tankerne, at han har været et sorgens menneske og er blevet bekendt med sorg. Han glemmer ikke sit udvalgte folk som stræber efter at holde fast ved hans undertrykte lov. Han ved at verden som hadede, ham, hader dem. Endskønt Jesus Kristus er taget til himlene, er der stadig en levende forbundet kæde med hans troende til hans eget hjerte med grænseløs kærlighed. De mest beskedne og svage er forbundet med en sympatiens kæde tæt til hans hjerte. Han glemmer aldrig at han er vores repræsentant, da han bærer på vores natur. ret

(20)  Jesus ser hans sande menighed på jorden, deres største ønske er at samarbejde med ham i det store sjælevindene arbejde. Han hører deres bønner, fremført i anger og kraft, og Almagt kan ikke modstå deres forsvar for frelse af nogen som helst prøvede og fristede medlemmer af Kristi legeme. »Da vi nu (20) har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn så lad os holde fast ved bekendelsen! Thi vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.« Jesus har altid levet for at gøre os mellemkomst. Hvilke velsignelser kan den sande troende ikke få gennem vores forløser? Menigheden, som snart kommer i den mest hårde kamp, vil blive genstand for det, for Gud, mest dyrebare på jorden. Det ondes forbund vil blive oprørt med kraft nedefra, og Satan vil bringe al tænkelig skam over de udvalgte hvem han ikke kan bedrage og vildføre med sine sataniske påfund og forfalskninger. Men »ophøjet til fører og frelser for at give Israel omvendelse og syndernes forladelse,« vil da Kristus, vort eksempel og hoved, lukke sit hjerte, eller trække sin hånd tilbage, eller gøre sine løfter til skamme? Nej; aldrig, aldrig. ret

(21)  Identisk med hans menighed
Gud har en menighed, et udvalgt folk; og kunne alle se som jeg har set, hvor tæt Kristus identificerede sig selv med sit folk, vil intet budskab blive hørt som det der kalder menigheden for Babylon. Gud har et folk som arbejder sammen med ham, og de har gået lige ud med øjnene fæstet på hans herlighed. Lyt til bønnen fra vores repræsentant i himlen: »Fader! jeg vil, at hvor jeg er, der skal også de, som du har givet mig, være hos mig, så de må skue min herlighed,« Oh, hvor det guddommelige overhoved dog længtes efter at have sin menighed hos sig! De havde fællesskab med ham i hans lidelse og ydmygelse, (21) og det er hans største glæde at have dem med sig som deltagere i hans menighed. Kristus gør krav på den forrettighed at have sin menighed hos sig. »Jeg vil, at de, som du har givet mig, skal være hos mig,« At have dem med sig er at slutte pagt og overensstemmelse med hans Fader. Ærbødigt fremlægger han ved nådestolen hans afsluttende genløsning af hans folk. løfternes bue omkredser vores stedfortræder og selvskyldner mens han øser ud af hans bønfaldene kærlighed, »Fader! jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, så de må skue min herlighed.« Vi skal skue kongen i hans skønhed, og menigheden vil blive forherliget. ret

(21)  Ligesom David, må vi nu bede, »Det er tid for Herren at gribe ind, de har krænket din lov.« Mennesker har gået frem i ulydighed mod Guds lov indtil de har nået et punkt af uforskammethed som er uden sidestykke. Mennesker oplæres i ulydighed, og nærmer sig hurtigt grænsen for Guds overbærenhed og kærlighed; og Gud vil med sikkerhed gribe ind. Han vil uden tvivl hævde sin ære og undertrykke den herskene uretfærdighed. Vil Guds lovlydige folk trækkes væk af den herskene uretfærdighed? Vil de blive fristet, fordi universel foragt er sat over Guds lov, for at tro mindre på den lov som er grundlaget for hans regering både i himlen og på jorden? Nej. For hans menighed bliver hans lov mere værdifuld, hellig, og ærlig mens mennesker kaster forhånelse og foragt over den. Ligesom David kan de sige, »de har krænket din lov. Derfor elsker jeg dine bud fremfor guld og skatte. Derfor følger jeg oprigtigt alle dine befalinger og hader hver løgnens sti.« ret

(22)  Menighedens sejr skyldes ikke menighedens kamplyst; (22) men Gud elsker sin menighed og beskriver gennem profeterne hvordan den modstår og modsætter sig Satan, som klæder Guds børn i de mørkeste og mest tilsmudsede klæder, og beder indtrængende om retten til at udslette dem. Guds engle beskyttede dem fra overfald fra hæren. Profeten siger: »Derpå lod han mig se ypperstepræsten Josua, og han stod foran Herrens engel, medens Satan stod ved hans højre side for at føre klage imod ham. Men Herren sagde til Satan: »Herren true dig, Satan, Herren true dig, han, som udvalgte Jerusalem. Er denne ikke en brand, som er reddet ud af ilden?« Josua havde snavsede klæder på og stod foran englen; men denne tog til orde og sagde til dem, som stod ham til tjeneste: »Tag de snavsede klæder af ham!« Og til ham sagde han: »Se, jeg har taget din skyld fra dig, og du skal have højtidsklæder på.« Og han sagde: »Sæt et rent hovedbind på hans hoved!« Og de satte et rent hovedbind på hans hoved og gav ham rene klæder på. Så trådte Herrens engel frem, og Herrens engel vidnede for Josua og sagde: »Så siger Hærskares Herre: Hvis du vandrer på mine veje og holder mine forskrifter, skal du både råde i mit hus og vogte mine forgårde, og jeg giver dig gang og sæde blandt dem, som står her.« ret

(23)  Falske lærere skal undgås
Når mennesker påstår at have et budskab fra Gud. Men i stedet for at bekrige fyrstendømmer og kræfter, og denne verdens mørke regler, så laver de et hulrum, og retter de krigsførende våben mod menighedens kamplyst, så bliver den bange for dem. Gud har ikke (23) givet dem en sådan byrde. De ville rive det ned som Gud ville genoprette med Laodikæa budskabet. Han sårer kun det han kan helbrede, ikke for at krænke. Herren pålægger intet menneske et budskab som vil afskrække eller berøve modet fra menigheden. Han irettesætter, han dadler, han revser; men det er kun for at han kan genopbygge og bifalde til sidst. Hvor blev mit hjerte dog glad for den rapport fra generalkonferensen hvor mange hjerter blev blødgjorde og underlagte, hvor mange gjorde sig ærlige tilståelser, og rensede det snavs væk fra deres hjertedør som holder Frelseren ude. Hvor glad blev jeg for at vide at mange bød Jesus velkommen ind som en varig gæst. Hvordan er det at disse polemiske skrifter voldsomt anklager syvende-dags Adventistmenigheden som Babylon* der spredes ud overalt, på netop det tidspunkt hvor menigheden modtog udgydelser fra Guds Ånd? Hvordan kan det være at mennesker kan blive så bedraget så det forestiller sig det høje råb stemmer overens med kaldet af Guds folk ud af fællesskabet fra en menighed der for en tid nyder opfriskning? Oh, må disse bedragede sjæle komme på rette veje, og modtage velsignelse, og blive udstyret med kraft fra det høje. til videre studium: Det er et godt land, -norsk- s 72-28, (Early Writings, side 97-104), Vejledning for menigheden bd 2 side 158, 190, Testimonies vol 5 s 394, (Testimonies, vol 5, side 484, 582). ret

(23)  Enhver lærer må selv kunne lære, så hans øjne salves for at se den fremadskridende Guds sandhed som vidnesbyrdet. Strålerne fra retfærdighedens sol må skinne ind i hans eget hjerte hvis han skal tildele andre lys. Review and Herald, 18. feb l890 ret

næste kapitel