Jesu ånd

(185)   3.august, 1894
Kristus identificer sin andel med det menneskelige. Arbejdet som bærer de guddommelige legemitioner er det som viser sig i Jesu ånd, der åbenbarer hans kærlighed, hans påpasselighed, hans varsomhed i at omgå menneskesind. Hvilken afsløring vil ikke komme til mennesket hvis forhænget blev rullet til side og du kunne se resultatet af dit arbejde da du behandlede de fejlende der behøver den mest kloge behandling for at de ikke blev ført bort fra vejen. »Derfor: Ret de slappe hænder og de kraftløse knæ, og træd lige spor med jeres (185) fødder, så det, der er lammet, ikke vrides af led, men snarere helbredes.« ret

(185)   Vi vil altid ha prøvet og fristet dem vi har med at gøre, og det er meget vigtigt at vi er omvendte til Gud hver dag og er kar der kan blive brugt til hans navns ære og forherligelse. Den sande værdig af sjælen kan kun være vurderet ved Golgathas kors. »Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Dem der er uomvendte, som er uhelliggjorte, vil tydeliggøre hvilken slags ånd de der af. De vil vise det ved deres vilje og modvilje at deres naturlige følelser ikke er under kontrol af en helliggjort vilje. Jesu Kristi religion er den der vil revolutionere det hele menneske. Guds sandhed har kraft til at forvandle karakteren. ret

(185)   Vi skal have den tro der arbejder med kærlighed og renser sjælen. En tro der ikke resulter i dette er uden værdi. Grenens frugter vil vise hvad der er grundstammens karakter. Ham som er plantet i Kristus vil blive ophøjet. I stedet for at handle overilet, i stedet for at skære de fejlende i troen væk og håbe ved din strenghed og hårdhed, vil den sande kristne lære den uvidende, reformere den syndige, trøste dem som sørger, beherske undertrykkelse og uret, og arbejde efter en Kristi lig plan, selv i alle forretnings forhandlingerne. I stedet for at fortabe sig i strid, vil han bringe fred og harmoni rundt omkring. ret

(186)   En hård, urimelig, kritisk ånd har fået frit løb blandt dem som har haft betroede embeder i Guds arbejde. Med mindre dem som har ladet denne ånd få frit løb er omvendte, vil de blive fritaget for en del af ansvaret i de rådgivende udvalg, selv i forretnings forhandling. Medmindre de er (186) omvendte, må deres stemme ikke blive hørt i rådet, for det samlede resultat er mere skadeligt end gavnligt. En forkert ånd hersker, mennesker er gjort til en lovovertræder for et ord, og anelse, mistro, jalousi, ond formodning, og med urette genskaber dem selv som i forbindelse med Guds sag. En falsk nidkærhed går for at være iver for Guds sag; men selvets elendige, snavsede klæder må tilintetgøres, og i dets sted må mennesket tage imod Kristi retfærdighed. Forfølgelsen som er ført blandt menighedens medlemmer er den mest forfærdelige ting. Det er rigtigt at nogle har tilladt fejltagelser og begår fejl, men det er lige så rigtigt at disse fejl og fejltagelser ikke er lige så hårde i Guds øjne som deres hårde og utilgivende ånd er hos dem der er kritikere og fører tilsyn. Mange af dem som føler sig frie til at afsige dom over andre begår fejl, skønt det ikke er tydeligt, er de fordærvet med et dødeligt onde der fordærver deres åndelige liv. ret

(187)   Kærlighed og enhed
Gud ville åbne øjnende på sit bekendende folk for at de kan se at de må elske Gud i højeste grad, og deres næste som dem selv, hvis de vil være frelst i hans rige. Mange gør det tydeligt at de ikke er styret af Kristi ånd men af en anden ånd. De kendetegn de viser er lige så ulig Kristi kendetegn som de er Satans særpræg. Det er på høje tid at de troende skal stå skulder ved skulder og kæmpe sammen for evigt liv, i stedet for holde sig langt borte og sige ved ord og handling, "Jeg er mere hellig end du". Dem som ville bruge alle deres kræfter på fortabte sjæles frelse må komme til dem med hjerte mod hjerte, og blive bundet sammen i sympatiens og kærlighedens bånd. (187) Brødrene burde vise den samme ånd som der blev vist ved vor barmhjertige og trofaste Ypperstepræst, som er blevet berørt af medfølelsen af vore skavanker. Vi må indgyde de udmattede, og håbløse med nyt liv. Vi må udrette sejre som vor egne fejlagtige og misforstående anskuelser, vor egen karakters mangler, vor egen tros smålighed, har gjort det til at synes umuligt. Tro! vi ved knap nok hvad det er. ret

næste kapitel