Appendiksnoter

(521)  (521) Side 23. Polemiske skrifter voldsomt anklager Syvende Dags Adventistmenigheden som Babylon: Der er henvist til tidsskriftet med titlen, "The loud Cry af the Thirt Angels Message" - Det høje Råb i den tredje engels budskab, udgivet af et Syvendedags Adventist lægmedlem, Mr Stanton, i året 1893. Denne mand fokuserede, i hans bibel- og vidnesbyrd-studier hans opmærksomhed hovedsageligt på irettesættelses budskaber, og glemte at Gud havde sagt »Alle dem, jeg har kær, revser og tugter jeg.« Åbenbaringen 3,19. Han konkluderede at irettesættelses vidnesbyrdene udgjorde et afvisnings budskab, og dem der ville være med i det høje råb måtte drage ud af Syvende-dags Adventist menigheden. Den menighed han forsvarede, var blevet til Babylon, og dem der afslutter Guds værk på jorden og møder deres Herre i fred må adskille sig fra legemet. ret

(521)  En brændende discipel, Mr. W.F.Caldwell, var udsendt til Australien for at bringe budskabet til dette land og for at besøge Mrs.White, der, hvad man formodede, ville forene deres "reformerende" kræfter. Da han kom til Australien, opdagede han at da han havde krydset Stillehavet mod Australien, var et vidnesbyrd på vej fra New Zealand til Amerika, nærmere om budskabet fra "det høje råb" traktaten som "en af bedragene udformet til at skabe forvirring blandt vore menigheder", og begyndte i det klareste sprog at "hvis du lærer at Syvende-dags Adventist menigheden er Babylon, er du forkert på den". Se hele brevet på side 58-62. Mrs.White besvarede den fejlagtige lære i en serie af artikler i Review and Herald under titlen "Levningen af menigheden ikke Babylon," der nu omfatter side 32-62 i dette bind. Denne udløbende bevægelse havde dog en meget kort levetid. ret

(521)  Side 26. Første-dags Adventister: Dem der forenede sig i at udstøde den første og anden engels budskaber i den store advent vækkelse i 1840erne, men afviste den tredje engels budskab med dets sabbats sandhed, (522) fortsatte ikke desto mindre med at gå ind for adventhåbet, og er refereret af Mrs.White og andre tidligere sabbats holdende adventister som "Nominelle Adventister" eller "Førstedags Adventister". Efter skuffelsen i efteråret 1844 hvor Kristus ikke kom som det var forventet, delte adventisterne sig i adskillige grupper. De fleste overlevede i dag er Advent Kristen Menigheden en lille gruppe, og Syvende dags Adventisterne. Relativt få adventister fulgte straks skuffelsen, og vedholdte deres troskab ved fuldbyrdelsen af profetien i 1844. Men dem som gjorde det gik frem med den tredje engels budskab med dets syvende-dags sabbat. ret

(522)  Side 27. Systematisk godgørenhed: I 1859 kom de ledende brødre blandt de sabbats holdende Adventister til at se nødvendigheden af en systematisk plan til støtte for Guds arbejde, og fra en konferense hvor denne sag blev studeret, kom der følgende anbefalinger: ret

(522)   ”1. Lad enhver bror fra atten til tres år gammel lægge fra fem til femogtyve cents til side den første dag i hver uge. ret

(522)   ”2. Enhver søster fra atten til tres år gammel skal lægge fra to til ti cents til side den frste dag i hver uge. ret

(522)   ”3. Lad også enhver bror og søster lægge fra en til fem cents for hver $100 ejendom de besidder til side den første dag i enhver uge.- Review and Herald, 3.Feb, 1859, s. 84. godkendt af General Konferensen, 4.juni, 1859. ret

(522)  Som nærmere forklaring til inddragelserne i punkt 3, forklarede James White, i the Good Samaritan i januar, 1861: "Vi indstiller at vennerne giver en tiende eller en tiende del af deres indtægt, beregner deres indtægt med 10 procent af hvad de har." ret

(522)  I Review and Herald den 9.april, 1861, forklarede James White hvordan brødrene i Michigan brugte dette. ret

(522)   ”De ser brugen af deres ejendomsværdier på samme måde som penge ved 10 procent. Disse 10 procent ser de som (523) en forøgelse af deres ejendom. En tiendedel af dette vil blive 1 procent, og vil være henved 2 procent per uge for hver $100, som for en sikkerheds skyld, er enige om at lægge på." ret

(523)  Således indbefattede systematisk godgørenhed frivillige gaver og en tiende beregnet på hvad som vil blive tænkt som en rimelig indkomst fra ejendommen. Metoderne for at beregne tiende var, i år 1876, erkendt til at være netop en tiendedel af indkomsten for den enkelte fra en hvilken kilde det end måtte komme, og det leder til et begreb som vil række ud til et meget større antal mennesker end dem der var ejendomsbesiddere. Et tidsskrift med titlen "Systematisk Godgørenhed, eller den forkyndelses støttende bibelplan", udgivet i 1878 af Syvende dags Adventist Udgivelses Selskabet, forklarer sagen kortfattet i et spørgsmål og i et svar: ret

(523)   ”Hvor meget burde jeg give for støtten af evangeliet? Efter omhyggelig betragtning på emnet fra alle punkter, svarede vi, en tiende af al vor indtægt." ret

(523)  Side 32. Tidsskriftet som har været udgivet af bror S: Se appendiks note for side 23. ret

(523)  Side 41. Det på jorden som er dyrebart for Guds hjerte: (se også side 49): Dette forvissende budskab fra Ellen Whites pen var gentaget fra hende ved en del senere anledninger: ret

(523)   ”Vi skulle huske at menigheden, svækket og mangelfuld som den er, er den eneste genstand på jorden hvorpå Kristus skænker hans største opmærksomhed. Han vover hele tiden over den med bekymring, og styrker den med hans Helligånd."- Manuscript 155, 1902 (22.Nov. 1902). Udgivet i Selected Messages, b.2 s.396. ret

(523)   ”Stol på Guds formynderskab. Hans menighed bliver belært. Svækket og mangelfuld som den er, er den genstanden for hans største opmærksomhed."- Letter 279, 1904 (1.aug, 1904). udgivet i Selected Messages, b.2, s.396. ret

(524 )  (524) "Intet i denne verden er så dyrebart for Gud som hans menighed. Med nidkær omsorg holder han vagt ved dem der søger ham. Intet krænker Gud så meget som Satans tjenere der anstrenger sig for at frarøve hans folk deres rettigheder. Herren har ikke svigtet hans folk." - Letter 136, 1910 (26.nov, 1910). udgivet i Selected Messages, b.2, s.397. ret

(524)  Side 57. Eli Curtis: Den 21.april, 1847, sendte Ellen G White et brev til Eli Curtis, og besvarede et antal spørgsmål som han stillede med hensyn til at være sikker på hans teologiske synspunkter. Hele hendes brev blev udgivet af James White i maj, 1847 i Et Ord til den Lille Flok, side 11, 12 (er tilgængelig i øjeblikket). Der henvises også til Mr.Curtis i Selected Messages, bog 1, side 60, 61. ret

(524)  Side 58. Brev til bror S: Et andet brev der omhandler dette emne, sendt til Mr.Caldwell, en ivrig discipel af Mr.Stanton og én der rejste til Australien for at overbringe det nye budskab om "det høje råb" af den tredje engel for Ellen White og for at bede om bede om hendes støtte i bevægelsen, er udgivet i Selected Messages, bog 2, side 63-71. ret

(524)  Side 64. Dømmer Helligånden som fanatisme: I 1893 blev Guds Ånd udgydt på en tydelig måde på General Konferense samlingen på Battle Creek, og på skolen. Uheldigvis var der nogle der mærkede at der var antydning af fanatisme. Se Selected Messages, bog 1, side 130, 131, for andre henvisninger til denne oplevelse. ret

(524)  Side 76. Ånden i live som gjorde virvar i Minneapolis: Baggrunden for 1888 General Konferensen holdt i Minneapolis, og dets eftervirkninger, er skrevet kortfattet i det Historiske Forord. Det danner grunden for bedre forståelse af dette og andre redegørelser i Testimonies to Ministers der berører erfaringen i Minneapolis. ret

(524)  Side 76. Afsløringer på vores forlags virksomhed i Battle Creek: Denne og andre redegørelser angående (525) udgivelses huset i Battle Creek skulle læses i lyset af situationerne som eksisterede der i 1890erne, som beskrevet i det Historiske Forord. ret

(525)  Side 78. Ene institutions fremviste lyst til at kontrollere alle andre: Læseren anvises til det Historiske Forord for de institutionsmæssige forholds baggrund der ekstisterede i begyndelsen og midten af 1890erne, og til skridt der var foretaget på den tid for at konsolidere forskellige Syvende-dags Adventist institutioner til én arbejdene organisation. ret

(525)  Side 79. Minneapolis mødet: Se forklaringen i Historisk Forord. ret

(525)  Side 83. Cykle væddeløb: Se også side 398. I 1895, fik Ellen White givet en syn om hændelserne på Battle Creek. Blandt de fremstillinger som hun fik var der en der indbefattede brug af cykler i væddeløb, en strid om herredømme. Se Testimonies for the Church - Vidnesbyrd for Menigheden, vol 8, s.51,52. På den tid hvor denne fremstilling kom, var cyklen ikke kendt som et økonomisk transportmiddel, men snarere som en rig mands legetøj. Cykler var blevet anskaffet af vore unge folk på Battle Creek, ikke for at dække behovet for transport til arbejde eller skole, men snarere som en tilkendegivelse af en bedereværdsfølelse, til forlystelse og i at søge overlegenhed. De unge mennesker havde optaget lån i deres månedsindkomst forud for at købe hvad der dér var en dyr pris for udstyr til et sådant brug. Inden for få års tid, blev cyklen et nyttigt og prisbilligt middel til transport. ret

(525)  Side 89. Det lys har været foragtet af nogle: Se forklaringen med hensyn til budskabet om retfærdiggørelse ved tro i Historisk Forord. ret

(525)  Side 91. Budskab til hans folk gennem ældre Waggoner og Jones: Se forklaringen med hensyn til budskabet om retfærdiggørelse ved tro i Historisk Forord. ret

(526)  (526) Side 96 Se forklaringen med hensyn til Minneapolis oplevelsen i Historisk Forord. ret

(526)  Side 117. Ældre Haskell der kom frem i den bog han udgav: Henvisningen her er til en bog med titlen The Story of Daniel the Prophet - Beretningen om Daniel Profeten, udgivet i 1901 af ældre S.N.Haskell. Det er et bind på 340 sider der fremstiller et (pave?)brev kommenteret på Daniels profetier. Denne redegørelse blev skrevet af Mrs.White i år 1902. Tre år senere udgav ældre Haskell et tilsvarende bind med titlen, The Story of the Seer of Patmos - Beretningen om Profeten på Patmos, der kommenterer på Åbenbaringens bog. ret

(526)  Side 146. Sanselighed, tøjlesløshed, og ægteskabsbrud: Prædikanten er ikke fri for udspekuleret fristelse. Faktisk bliver prædikanten ofte udsat for Satans særlige angreb. Sanselighed, tøjlesløshed og ægteskabsbrud er fremstillet som de synder der er forøvet af dem der bærer budskabet. Men på side 153, angiver Ellen White at der var "nogle" der ikke var sande. Disse hentydninger misbruges groft hvis de er taget på den måde at irettesættelsen påføres prædikanterne i helhed. Det må huskes at der var en Judas blandt de tolv. Den advarsel må stå frem at enhver må holde vagt ved hans egen personlige erfaring og at denne tilstand ikke skal eksistere. ret

(526)  Side 160. Forkyndende seminarer: Seminarerne der refereres til her blev afholdt ganske hyppigt i slutningen af 1880erne og begyndelsen af 1890erne, og strakte sig nogle gange over en hel tids periode. Henvisningen på side 401 tilkendegiver at sådanne seminarer var ganske nødvendige efter 1888 General Konferensen, så vore arbejdere kunne blive rigtigt sat ind og oplært i disse sandheder som de overbragte folket. ret

(526)  Side 197. Modtagede gaver fra hedningerne: Se også side 202, 203. I slutningen af 1893, ledte Ældre A.T.Robinson menighedens arbejde ud i Sydafrika og ønskede at sikre sig land til (527) etablering af en mission blandt de indfødte, fik sat et møde i stand med Cecil Rhodes, premierminister for Cape Kolonien og overhoved for Britisk Sydafrikansk Selskab der virkede i Mashonaland. Rhodes var særlig glad for planen der var skitseret til at virke en mission blandt de indfødte i dette land, og overrakte Ældre Robinson et forseglet brev adresseret til Dr.Jemison, sekretær i selskabet, for at det skulle gives til ham i Bulawayo. Brødrene tog til Bulawayo i forventningen om at anskaffe land, og vidste det ikke indtil Jemison fortalte dem at Rhodes havde givet ham ordre til at give dem al det land de ønskede. Et stykke på tolv tusinde acres (4800 hektar) var stykket fra, og det blev til grunden for Solusi missionen, den første der virkede med trosmæssig udbredelse blandt ikke kristne folk. Et kendskab til denne gave skabte betydelig bekymring blandt visse ledende brødre på Battle Creek, som frygtede at det at sige ja til det ville være et brud på principperne om adskillelse af kirke og stat. Da sagen var diskuteret ved General konferense samlingen af 1895, blev der skredet til handling: ret

(527)   ”Dette burde vi ikke som en trosretning hverken at søge eller tage imod fra nogen borgerlig regering, overhoved, myndighed, eller kongeligt privilegeret selskab, højeste, stedlig eller på anden måde nogen gave, eller gavebrev, bevilling, tilskud, enten af land, penge, kredit, særlige privilegier eller andre ting af værdi, til hvilke vi ikke er ligesom alle andre kun betitlet som mennesker uden nogen forbindelse med vor religiøse bekendelse og religiøse arbejde." ret

(527)  Dette blev efterfulgt af en anden handling: ret

(527)   ”Dette er i harmoni med den bestemmelse, så General Konferense Foreningen bliver pålagt at betale et passende beløb til al styret land der kan være sikret i Afrika eller andre steder." -General Konferensen Bulletin, 21.feb, 1895, s.283. ret

(527)  Den omfattende Udenlandske Mission stadfæstede denne proces ved at optegne dette: Områderne der er sikret fra regeringen skal købes og ikke modtages som en bevilling." Før den aktion kunne blive gennemført, skrev Ellen G. White imidlertid den 30.januar, 1895, en meddelelse fra Australien i hvor hun tilkendegav: "Med respekt for den ejendom der er skænket fra ikke-troende eller hedningerne," "hvad de vil give, skulle vi være privilegeret til at modtage." Den næste dag skrev hun artiklen der vises på side 200-203, og påpegede at visse "ledende mænd" tog "yderliggående standpunkter". I lyset af disse to meddelelser fra Ellen White, var General Konferense samlingens proces aldrig blevet gennemført. ret

(528)  Side 200. Bevægelser de har gjort er at betale afgift til sanatoriets ejendom og tabernaklet: Ved General Konferense samlingen i 1893 blev følgende handling gjort: ret

(528)   ”Eftersom det i synet af adskillelsen som vi tror skal være mellem kirken og staten, er det selvmodsigende for menigheden at tage i mod pengegaver, tjenester og fritagelser af religiøse grunde; besluttede vi derfor at ikke anerkende den læresætning at menigheden eller andre menighedsmæssige ejendele skulle blive fritaget fra beskatning, og endvidere, besluttedes det at vi bruger vor indflydelse i at sikre tilbagekaldelsen af en sådan lovgivning i form af bevillinger og fritagelser." -General Konferensen Bulletin, 5.marts, 1893, side 475. ret

(528)  E.G.White meddelelsen af 31.januar, 1895, giver råd i denne sag, blev modtaget af menighedens ledere som belæring der skulle lede i vort forhold til at betale skat på skattefrie menigheds ejendomme. ret

(528)  Side 212. Ikke at have alt samlet sammen på Battle Creek: Se Historisk Forord. ret

(528)  Side 266. Rual Helse Hjem (Rual Health Retreat): Denne institution, det andet sanatorium oprettet af Syvende dags Adventister, var placeret i det nordlige Californien nær Sankt Helena. Senere blev det kendt som Sankt Helena Sanatorium, og i dag som Sankt Helena Sanatorium og Hospital. ret

(528)  Side 280. Regler-eller-undergang princippet: Se Historisk Forord. ret

(529)  (529) Side 291. Befæstelse: Ved General Konferense samlingerne af 1889 og 1891, var der gjort noget for at befæste og konsolidere de trosmæssige udgivelses interesser. Planerne var ikke bare at placere interesserne for udgivelses arbejdet i en organisation, med hovedkvarter på Battle Creek, men at befæste det uddannelses mæssige og lægelige arbejde drevet af Syvende dags Adventister. Se Historisk Forord for baggrunden for bevægelserne i den retning. ret

(529)  Side 331. Den i øjeblikket finansielle stridighed: Denne meddelelse sendt til 1897 general konfererense samlingen og skrevet i december 1896, angik spørgsmålene med William Jennings Bryans formands kampagne. Bryan brugte en bestemt penge politik som han og hans tilhængere nærede stor tilslutning til. Nogle Syvende-dags Adventister blev involveret i disse spørgsmål. I hendes råd betoner Mrs.White gentagende gange at vort arbejde var at proklamere den tredje engels budskab, og at Syvende-dags Adventister, som et adskilt og særligt folk, ikke skulle blive involveret i politiske spørgsmål. ret

(529)  Side 342. begyndt at ikke tage imod de vidnesbyrdene: Den meddelelse at nogle der stod som rådgivere havde erklæret "at de ikke vil tage imod de vidnesbyrd der var givet" henleder opmærksomheden på den situation der eksisterede i midten af 1890erne som beskrevet i historisk forord. Alligevel, blev der, ved 1901 general konferense samlingen, trukket flere mennesker, som var faste i deres tillid til Profetiens ånd, ind i lederstillinger. ret

(529)  Ved åbnings ceremonien af den konferense gjorde A.G.Daniells, der havde været i Australien i mange år, og som ved denne konferense blev menighedens ledende embedsmand, og efter at Ellen White havde forlangt reorganisering af menighedens arbejde, hans standpunkt var klart da han startede, "Vi mærker alle at vor eneste tryghed ligger i lydighed og følge vore store leder... Hvis vi vandrer i det lys vi har, og går så langt som vi kan i dag, vil Gud give os mere lys; han vil bringe os ud af trældom og ind i strålende frihed." - Bulletin General Konfernsen, 3.april, 1901, s.27. ret

(530)  (530) Visse ledere i det institutionelle arbejde svigtede i at svare budskaberne om bøn, advarsel og råd, og de ændringer der var påkrævet blev ikke udført. ret

(530)  Side 342. Formanden for Generalkonferensen: 1896, året hvor der blev skrevet budskab til konferens rådgivere og formænd hvor Ellen White begyndte således: "Det er ikke klogt at vælge en mand til formand for General Konferenesen", Generel Konferensens embedsmænd bestod af (1) en formand, (2) en tilsvarende sekretær, og (3) en skrivesekretær og kasserer. I dette særlige år, var den udenlandske missions sekretær og undervisnings sekretæren også noteret som embedsmænd i Generel Konferensen, men i 1901, finder vi embedsmændene kun noteret som formand, sekretær og kasserer. Baggrunden for den meddelelse gjort af Ellen White i 1896 gør det klart at hun ikke har i sinde at lære at der ikke skulle være en formand for General Konferensen, men snarere, som hun begyndte på side 343, "rådgivere af den karakter som Gud valgte til Moses behøves af General Konferensens formand". På ingen tid tilkendegav Ellen White, i sine skrifter lige fra først til år 1901, eller senere, at i den trosmæssige plan for organisering skulle der ikke være en formand valgt af de delegerede. I hendes skrifter, udgivede som ikke-udgivede, er der mange hentydninger til Generel Konferensens formand, til hans ansvar, og de egenskaber som han skulle vise. ret

(530)  I år 1902 dannede Generel Konferense komiteen, der ved 1901 samlingen blev bemyndiget til organisere sig selv og vælge sine egne embedsmænd, Genralkonferense viseformands embedet, og valgte en mand til at udfylde dette embede. Fra den tid af blev lederskabets byrder taget på mere end en mands skuldre. General Konferense sammensætningen udstyret med flere hoved vise-formænd, og med en vise-formand for hver verdens division, af hvilke der var tretten. ret

(530)  Side 349. Den nuværende orden på tingene må ændres: (531) Se historisk forord i forbindelse med de situationer på Battle Creek der her er henvist til. ret

(531)  Side 359. Generakonferensen i sig selv bliver fordærvet: Se historisk forord for baggrunden af denne og andre stærke meddelelser i dette kapitel skrevet i 1895. ret

(531)  Side 366. En slags slaveri: Se historisk forord med hensyn til situationen på Battle Creek i midten af 1890erne. ret

(531)  Side 373. Herren er ved at skubbe og vælte de institutioner: Som forklaret i historisk forord, blev nogle af institutionerne på Battle Creek styret af mennesker der har mistet deres hjertes indvielse. Advarsel på advarsel var sendt, kald til at skifte til en politik der har været fulgt. Nogle forsøg har været gjort af nogle bestyrelsesmedlemmer til at give forandringer, men disse viste sig at være nytteløse. Der var heller ikke en heldig reaktion på Mrs.Whites appel der blev gjort i tiden for 1901 General Konferense samlingen. Henved slutningen af året dukkede de mest alvorlige advarsler op i en meddelelse sendt til lederne af Review and Herald, der blev oplæst i bestyrelsen, i november 1901. Ellen White skrev: ret

(531)   ”Jeg føler sjælens rædsel når jeg ser hvilken situation vort forlags hus er kommet i."- Testimonies, vol 8, s.91. ret

(531)  På den samme side udtaler hun: "Jeg har næsten været bange for at åbne Review, og frygter at se at Gud har renset udgivelseshuset ved ild." ret

(531)  Tretten måneder senere, blev forlagshuset den 30.december, 1902, tilintetgjort med ild. Årsagen blev aldrig bestemt, men øjenvidner siger at hele bygningen synes næsten samtidigt at sprænges i flammer. Da vi informerede om denne katastrofe, skrev Ellen White: "Jeg er ikke overrasket over de kedelige nyheder, for i nattesynerne har jer set en engel stå med et ildsværd (532) strakt over Battle Creek." -Testimonies, vol.8, s.97. ret

(532)  Side 374. Disse mænd, tager deres råd som Guds røst: Se historisk forord for baggrunden af situationen på Battle Creek i midten af 1890erne hvor mennesker så mere på mennesker end på Gud. ret

(532)  Side 397. Arbejdets hjerte, det store center, er blevet svækket ved menneskers dårlige ledelse: Se historisk forord for baggrunden af situationen der her er beskrevet. ret

(532)  Side 398. Cykler og klæder og andre unødige ting: Se appendiks note for side 83. ret

(532)  Side 400. Koloniser ikke: Indflydelsen på Battle Creek har trukket mange Syvende-dags Adventister til dette center. Ved en masse lejligheder tilrådede Ellen White at vore folk skulle sprede sig ud og lade deres lys skinne. Rådende er kommet til stadighed gennem årerne, advarsler imod Syvende-dags Adventisters kolonisering. Samtidig rådede hun dem der ville forlade Battle Creek at vogte sig for stejle bevægelser. Disse råd er i Selected Massages, bog 2, side 361-364. ret

(532)  Side 401. Forkyndende seminarer: Se appendiks noten for side 160. ret

(532)  Side 427. Utugt er i vore rækker: Ellen Whites ord på side 404 er betegnende. "Alle burde have i tanke at Satans særlige anstrengelser er rettet mod forkyndelsen." Desværre bedagede nogle deres tillid. De højtidelige budskaber der findes i dette afsnit har gennem årerne tjent som en advarsel. Strenge fremgangsmåder der gælder nu, gør det umuligt for en prædikant der engang er fundet skyldig i at overtræde det syvende bud at nogen sinde igen at bære det ukrænkelige bevis, har været et effektivt middel til at møde den situation der her er lagt for lederne af Ellen White. ret

(533)  (533) Side 460. Syn i Salamanca: Se Life Sketches, side 309-318, efter beretningen om synet givet ved Salamanca og om fremstillingen af den belæring der er givet til dette syn. ret

(533)  Side 462. Henvisning til at forene sig: Se historisk forord efter fremstillingen af de skridt der blev taget, i begyndelsen af 1889, for at konsolidere udgivelsen og andre interesser i trosvirksomheden. ret

(533)  Side 467. Fordomme og opfattelser der fremherskende i Minneapolis: Se historisk forord efter baggrundene for Minneapolis konferensen af 1888. ret

(533)  Side 468. Været ringeagtet, talt imod, latterliggjort og afvist: Der gøres her hentydninger til det standpunkt som nogle tog i protest mod den vægt der blev lagt på budskabet om retfærdiggørelse ved tro og ved den efterfølgende General Konferense samling af 1888. Se i historisk forord efter en større beskrivelse der viser at så længe nogle tog det standpunkt der her refereres til var der mange der tog imod budskabet og vandt en stor velsignelse i deres personlige erfaring. ret

(533)  Side 469. "Amerikansk skildvagt": Denne journal der ugentligt blev udgivet af Pacific Press var tilegnet interesserne for religiøs frihed. Det var en forløber for Liberty magasinet. ret

(533)  Side 472. Satans snarer: Som angivet i forordet, var dette kapitel oprindeligt udgivet i år 1884 i The Spirit of Prophecy, vol IV. Det var et bind skrevet for menigheden. Da Ellen White påtænkte forelæggelsen af beretningen i det vi nu kender som "Vor Kristne Arv" ("Conflict og the Ages") serien, der kunne være i almindeligt omløb, valgte hun at udelade den udbyggede bog Den Store strid (Great Controversy), udgivet i 1888, hvor nogle dele var skrevet især for menigheden. Hun erkendte at der var nogle (534) ting der kunne siges passende til menigheden der ikke var så passende for dem der ikke var menighedsmedlemmer. ret

(534)  Side 475. Nogen skal komme i Elias ånd og kraft: Disse ord er fejlagtigt blevet brugt af nogen til nogle personer som det kunne tænkes ville fremkomme med et profetisk budskab efter Mrs.Whites liv og arbejde. De tre stykker der omfatter denne artikel som hedder "Lad himlen lede" er kun en lille del af en tale af Ellen White på Battle Creek, Michigan, om formiddagen den 29.januar, 1890. Da dette var udgivet i Review and Herald den 18.februar, 1890, havde det titlen "Hvordan mødes et doktrinært stridsspørgsmål." Andre stykker er taget fra denne artikel og i stor udstrækning brugt til at fylde visse sider ud i dette bind, kan findes på siderne, 23, 104, 111, 119, 158, 278, og 386. Artiklen har været gengivet i sin helhed i Selected Messages, bor 1, side 406-416, med stykket der har hedder "Lad himlen lede" og vises på side 412 og 413. Når artiklen læses i sin helhed bliver det klart at Ellen White, i denne meddelelse er skrevet lidt mere end et år efter Mineapolis Konferensen til en gruppe på Battle Creek, talte om hendes egen virksomhed. Nogle var blevet kritiske for hendes arbejde. Læg mærke til at stykkerne går forud for det der vises på side 475 i dette bind, hvor Ellen White udtaler: ret

(534)   ”Vi burde komme i en tilstand hvor enhver afvigelse vil blive smeltet bort. Hvis jeg tror at jeg har lyset, skal jeg gøre min pligt i at vise det. Formentligvis rådfører jeg mig med andre med hensyn til det budskab som Herren vil have mig til at give folk, Døren kan være lukket så at lyset ikke kan nå dem som Gud har sendt det til. Da Jesus red ind i Jerusalem, »begyndte hele discipelskaren i sin glæde at prise Gud med høj røst for alle de undergerninger, de havde set; de sagde: »Velsignet være Kongen, han, som kommer, i Herrens navn! Fred (535) i Himmelen, og ære i det højeste!« Men nogle af farisæerne, som var med i folkeskaren, sagde til ham: »Mester! sæt dog dine disciple i rette!« Da svarede han og sagde til dem: Jeg siger jer: hvis disse tier, skal stenene rbe.« (Lukas 19, 37-40) ret

(534)   "Jøderne prøvede at stoppe proklamationen af det budskab der har været forudsagt i Guds ord." ret

(534)  Så laver hun igen henvisning til hendes egen erfaring: "Profetien må fuldbyrdes. Herren siger, »Se, jeg sender eder profeten Elias, før Herrens store og frygtelige dag kommer.« (Mal. 4, 5) Nogle skal komme i Elias ånd og kraft, og når han viser sig, kan mennesker sige, "Du er meget ivrig, du skal ikke udlægge skrifterne på den rigtige måde."- Selected Messages, b.1, s.412 ret

(534)  At hun hentyder til sin egen erfaring er også gjort klart i stykket der følger efter, hvor hun erklærer: ret

(534)   "Jeg skal sige dem sandheden som Gud giver mig den...." ret