I tro nægtede Moses, da han var blevet stor, at lade sig kalde søn af Faraos datter. Han foretrak at lide ondt sammen med Guds folk fremfor at nyde synden en stakket stund. - Hebr.11,24.25.
Da Moses stod som tronarving, talte Guds ånd til hans hjerte om at løfte den svære byrde, der tyngede hans medbrødre og holdt dem nede i den dybeste fornedrelse og slaveri. Det skar ham i hjertet, som om han selv levede i slaveri og arbejdede med ler og tegl og havde del i deres fornedrelse. De var slaver og led under den grusomme svøbe. De var en forargelse og en torn i øjet på alle ægypterne, fra Farao og ned til den ringeste livegne,
Men Herren udvalgte Moses til at befri det undertrykte folk, og efter at være blevet undervist af Gud under sin landflygtighed i 40 år var han rede til at optage sin gerning. Skønt han forstod sine egne landsmænds dårlige karaktertræk og vidste, at mange ville være urimelige og genstridige og måske forråde ham, overvejede han dog, på hvilken måde og med hvilke midler han kunne udvirke deres befrielse, selv om han troede, at han havde forspildt sin ret til at være redskabet. Men Gud viste sig i den brændende busk, der dog ikke blev fortæret af ilden, og udvalgte Moses til at være befrieren. .....
Moses blev antaget som Guds medarbejder. Han vidste, at foragt, had, forfølgelse og måske døden ville blive hans lod, hvis han på nogen måde gjorde sig til talsmand for de hebraiske fangers sag. ..... Han var meget populær, da han var general for Faraos hær, men han vidste, at hans navn nu ville være på alles læber og blive gjort til skamme, men han "regnede det for større rigdom end Ægyptens skatte at dele Kristi skændsel." Hebr 11,26. Han gav afkald på at bære en kongekrone og påtog sig sit undertrykte og plagede folks byrder.
Gud udvalgte Moses til at bryde Israels børns trælleåb, og … hans gening illustrerede Kristi første komme for at bryde Satans magt over menneskenes børn og frelse dem, der var gjort til fanger ved hans magt.