Jeg vendte mit ansigt til Gud Herren for at fremføre bøn og begæring under faste i sæk og aske. Og jeg bad til Herren min Gud, bekendte og sagde… - Dan 9,3.4.
Vi har fået Daniels bøn og bekendelse som et forbillede til vor belæring og opmuntring. ..... Daniel vidste, at den fastsatte tid for Israels fangenskab næsten var til ende, men han havde ikke den følelse, at fordi Gud havde lovet at udfri dem, skulle de ikke gøre noget selv. Med faste og anger søgte han til Gud og bekendte sine egne og folkets synder. .....
Daniel påberåber sig ikke sin egen godhed, men han siger: "Bøj dit øre, min Gud og hør, oplad dine øjne og se ødelæggelsen, som er overgået os og byen, dit navn er nævnet over; thi ikke i tillid til vore retfærdshandlinger fremfører vi vor begæring for dit åsyn, men i tillid til din store barmhjertighed." Dan. 9,18. Hans heftige ønske gør ham inderlig og fyldt med iver. Han fortsætter: "Herre, hør! Herre, tilgiv! Herre, lån øre og grib uden tøven ind for din egen skyld, min Gud; thi dit navn er nævnet over din by og dit folk."
Hvad var det ikke for en bøn, som lød fra Daniels læber! Hvilken sjælens ydmyghed åbenbarer den ikke! Man føler varmen fra den himmelske ild gennem de ord, der steg op til Gud. Himmelen besvarede bønnen ved at sende sit sendebud til Daniel. I vore dage vil bønner, der bliver fremført på samme måde, virke overtalende på Gud. "En retfærdigs bøn har en mægtigt virkende kraft." Jak 5,16. Ligesom der i gamle dage faldt ild ned fra himmelen, når bønnen opsteg og fortærede offeret på alteret, således nedstiger den himmelske ild til vore hjerter. Helligåndens lys og kraft kommer til os. ..... Den Gud, som hørte Daniels bøn, vil også høre vor bøn, når vi kommer til ham med anger. Vore fornødenheder er lige så påkrævede, vore vanskeligheder lige så store og vi må have den samme inderlige målbevidsthed og i tro vælte vor byrde over på den store bærer af andres byrder Der trænges i vore dage til lige så dybt bevægede hjerter, som den gang Daniel bad."