Har du loddet bunden i Gud og nået den almægtiges grænse? - Job 11,7
Vi kan ikke lodde bunden i Gud, men han har åbenbaret sig i sin Søn, der er Faderens herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede. Dersom vi ønsker kundskab om Gud, må vi ligne Kristus ..... At leve et rent liv ved troen på Kristus som en personlig frelser vil bringe den troende en klarere og dybere forståelse af Gud .....
Evigt liv er den belønning, der vil blive givet til alle, der adlyder de to store principper i Guds lov kærlighed til Gud og kærlighed til næsten. De første fire bud forklarer og påbyder kærlighed til Gud, de sidste seks kærlighed til vore medmennesker. Lydighed mod disse bud er det eneste bevis, mennesket kan give på, at det er i besiddelse af en sand, frelsende kundskab om Gud. Kærlighed til Gud vises ved kærlighed til dem, for hvem Kristus døde. Medens Kristus var indhyllet i skystøtten, gav han undervisning med hensyn til denne kærlighed. Klart og tydeligt forkyndte han Himmelens principper som forskrifter, hans udvalgte folk skulle iagttage i deres samkvem med hinanden. Kristus efterlevede disse principper i sit liv her på jorden. I sin undervisning fremstillede han de motiver, der skulle råde i hans efterfølgeres liv .....
De, der får del i Guds kærlighed ved at antage sandheden, vil bære vidne om dette ved alvorlige, selvopofrende bestræbelser på at bringe budskabet om Guds kærlighed til andre. De bliver således Kristi medarbejdere. Kærlighed til Gud og indbyrdes kærlighed forener dem med Kristus med gyldne lænker. Deres liv er forbundet med hans liv i en hellig, ophøjet forening ..... Denne forening får rige strømme af Kristi kærlighed til stadig at tilflyde hjertet for så igen at strømme ud i kærlighed til andre.
For at kende Gud er det nødvendigt for alle at være i besiddelse af de egenskaber, der kendetegner Kristi karakters fuldkommenhed hans kærlighed, hans tålmodighed og hans uegennytte. Disse egenskaber opelskes, når vi udfører gode gerninger af et kærligt hjerte.