Thi jeg havde fattet det forsæt ikke at ville vide af noget andet, medens jeg var iblandt jer, end Jesus Kristus, og det som korsfæstet. - 1. Kor. 2,2.
Tyngdepunktet i vort budskab burde være Jesu sendelse og liv. Der må dvæles ved Kristi ydmygelse, selvfornægtelse, sagtmodighed og ringhed, så stolte og selviske hjerter kan komme til at se forskellen mellem sig selv og forbilledet og derved ydmyges. ..... Hvis menneskeligt sprog magter det, så beskriv Guds Søns ydmygelse og tro ikke, at du er nået til højdepunktet, når du ser ham ombytte den lysets og herlighedens trone, som han havde hos Faderen, med at blive menneske. Han kom fra Himmelen ned til jorden, og mens han var på jorden, udholdt han Guds forbandelse som den, der gik i borgen for den faldne slægt. Han var ikke forpligtet til at gøre dette. Han valgte selv at bære Guds vrede, som mennesker havde pådraget sig, ..... Han valgte at tåle den rå sport, hånen, piskningen og korsfæstelsen. ..... "Han ..... blev lydig indtil døden," men hans dødsmåde var til forfærdelse for universet, for det var endog døden på et kors.
Kristus var ikke ufølsom for skændsel og vanære, Han følte det alt sammen bitterligt, Han følte det så meget dybere og mere voldsomt, end vi kan føle lidelse, fordi hans natur var mere ophøjet og ren og hellig end den syndige slægts, for hvem han led, Han var Himmelens majestæt, han var ét med Faderen, han bød over englenes hærskare, og alligevel døde han for menneskers skyld den død, der fremfor alle var tegn på vanære og fordømmelse. Om dog menneskers hårde hjerter kunne fatte dette! Om de dog kunne fatte betydningen af frelse og lære ydmyghed og sagtmodighed af Jesus!
Gaverne fra ham, som har al magt i Himmelen og på jorden, ligger og venter på Guds børn. Gaver, der er så kostbare, at de kommer til os ved, at Frelserens dyrebare blod blev ofret, gaver, som vil tilfredsstille hjertets dybeste længsel, gaver, der er varige som selve evigheden, skal modtages med fryd af alle, der vil komme til Gud som de små børn."