31. marts - Hjælp i enhver krise

 Hvorledes skal vi da kunne undslippe, hvis vi ikke bryder os om så stor en frelse? Den blev jo først forkyndt ved Herren selv og senere stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham. - Hebr.2,3.

 Frelsens guddommelige ophav efterlod intet ufuldstændigt i planen, alle dele af den var fuldkommen. Hele verdens synd blev lagt på Jesus. Guddommen gav i Jesus det dyrebareste, den havde, til den lidende menneskehed, for at verden kunne blive tilgivet ved tro på stedfortræderen, Den mest skyldige behøver ikke at frygte for, at Gud ikke vil tilgive, for på grund af det guddommelige offers fuldkommenhed vil den straf, som loven kræver, blive eftergivet. Gennem Kristus kan synderen vende tilbage til samfund med Gud. Hvor forunderlig er ikke frelsesplanen i sin enkelthed og fylde! Den sørger ikke alene for fuld og hel tilgivelse for synderen, men åbner også en udvej, så at han kan blive antaget som en Guds søn. Ved lydighed kan han komme til at eje kærlighed, fred og glæde. Hans tro kan forene ham i hans svaghed med Kristus, som er kilden til guddommelig styrke og som følge af Kristi fortjeneste kan han antages af Gud, fordi Kristus har tilfredsstillet lovens krav og han tilregner den angrende, troende sjæl hans retfærdighed.

 Hvilken kærlighed, hvilken vidunderlig kærlighed udviste ikke Guds Søn! Kristus tager den dybest faldne synder, renser, lutrer og forædler ham. Ved at betragte Jesus, som han er, forandres synderen og ophøjes til den højeste værdighed, ja, til at sidde med Jesus på hans trone ..... Frelsesplanen yder hjælp i enhver krise, der er sørget for alle sjælens behov. Hvis der fandtes nogen som helst ufuldkommenhed i den, kunne synderen finde en eller ånden undskyldning for at undlade at opfylde dens betingelser; men den evige Gud havde kendskab til ethvert menneskeligt behov og har til fulde sørget for at imødegå alle behov. Hvad kan da synderen på den store endelige dommens dag anføre til grund for, at han nægtede at tage imod det vigtigste og alvorligste, den frelse, der blev tilbudt ham?"