Men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham. - Ap.G.10,35.
Jesus lærte, at Bibelens religion ikke består i selvisk isolation, i selvisk nydelse, men i udførelse af kærlige gerninger og i at skænke andre de størst mulige goder i sand kærlighed..... Hans liv var blottet for stolthed og hovmod..... Skønt han var universets skaber, sagde han om sig selv, da han vandrede på jorden: "Ræve har huler og himmelens fugle har reder; men Menneskesønnen har ikke det sted, hvor han kan lægge sit hoved til hvile" (Matt 8,20) .....
Jesus var Himmelens majestæt, herlighedens Konge, men alligevel var han tålmodig, venlig, høflig, godgørende, fyldt med kærlighed til små børn og medlidende og kærlig mod dem, der var stedt i fristelser, prøvelser og vanskeligheder. Han sagde om sig selv: "Herrens ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed." Luk 4,18.19.
Selv om Jesus kom til jorden for at udføre en stor mission, var han hjemløs og ofte sulten og tørstig. Hans egen nation jagede ham med list og intriger, skinsyge og had.....
Han døde en forsmædelig død og gav et helt og fuldt offer, for at menneskene ikke skal fortabes, men ledes til anger. Han skaffede soning for hver angrende, troende sjæl, for at alle i ham kunne finde én, der ville bære deres synd. Hvis blot de, der tror på ham, ville praktisere hans ord, som er ånd og liv; hvis de ville følge hans eksempel og være et værdifuldt lys for verden, ville de gøre det for verden, som ingen menneskelig filosofi har været i stand til. Jesu Kristi lære er grundvolden i en religion, hvor der ikke eksisterer nogen personsanseelse hvor jøde og hedning, fri og træl er forenet i et fælles broderskab, lige for Gud, fordi de alle er grene på det levende vintræ. De tror på Kristus som deres personlige frelser."