52. - Elevers loyalitet.

 Disse unge studerende, som bekender sig til at elske Gud og adlyde sandheden, skulle være i besiddelse af så megen selvbeherskelse og fasthed, hvad deres religiøse principper angår, at det vil sætte dem i stand til at stå urokkelige over for fristelser og åbent at bekende Jesus i skolen, på pensionatet, og hvor som helst de færdes. Religionen skal ikke bruges som en kappe i Guds hus; de religiøse principper bør præge hele ens liv.

 Karakter og opførsel.
De, som drikker af livets kilde, vil ikke således som verdens mennesker åbenbare en stadig længsel efter forandring og fornøjelse. I deres opførsel og karakter vil man lægge mærke til den fred og ro og lykke, som de har fundet i Jesus ved daglig at lægge deres bekymringer og byrder ved Jesu fødder. De viser, at på lydighedens og pligtens vej er der tilfredshed, ja endog glæde. Sådanne unge vil øve en indflydelse over deres kammerater, som vil virke på hele skolen...

 En alvorlig, samvittighedsfuld og stabil ung mand på en skole er en uvurderlig skat. Himlens engle ser kærligt på ham, og i himlens bøger bliver enhver retfærdighedshandling, enhver modstået fristelse og ethvert overvundet onde nedskrevet. Han bygger et godt grundlag for kommende tider op, så at han kan sikre sig det evige liv.

 Vore institutioners beståen afhænger for en stor del af den kristne ungdom, disse institutioner som Gud har tænkt som et middel, ved hvilket hans værk skal gå frem. Aldrig har der været en tid, da så vigtige resultater afhang af en generation af mennesker. Hvor betydningsfuldt er det da ikke, at de unge bliver dygtiggjort til dette store arbejde, og at Gud kan bruge dem som sine redskaber? Deres Skaber har krav på dem, mere end alle andre...

 Værdien af skoledisciplin.
Den letsindige, sorgløse karakter, som findes hos mange af verdens unge i denne slægt, gør mig dybt bedrøvet. Hvis ungdommen kunne indse, at ved at rette sig efter vore institutioners love og regler, gør de kun det, der forbedrer deres stilling i samfundet, højner karakteren, forædler sindet og forøger deres lykke, så ville de ikke gøre oprør imod retfærdige regler og sunde krav eller være med til at skabe mistanke og fordom mod disse institutioner.

 Med energi og troskab bør vore unge møde de krav, der bliver stillet til dem; og dette vil være en garanti for fremgang. De unge mænd, som aldrig har klaret livets enkle timelige pligter, vil lige så lidt være i stand til at påtage sig højere pligter. En religiøs erfaring nås kun gennem kamp, gennem skuffelse, gennem streng selv-disciplin og alvorlig bøn. Man tager kun et skridt ad gangen mod himlen; og ethvert skridt fremad giver kraft til det næste. - Counsels to teachers, parents and students, side 98 - 100.