I tjenestens ånd
Slid og slæb for sjæle. – Idet hyrden går ud efter det fortabte får, er det ikke kun for almindelig interesse skyld, men i alvorlig slid og slæb for sjæle. Dette kræver den alvorligste hjerteransagelse, den mest bønlige eftersøgning af Gud, for at vi må kende Ham og Hans nådes kraft, ”for at han i de kommende tidsaldre kunne vise sin nådes overstrømmende rigdom ved godhed mod os i Kristus Jesus.” — Brev 8, 1895.
Medlidenhed med ufrelste.— Men hvor få er der iblandt os som betrakter synderes frelse i det samme lys hvori den himmelske verden ser den - som en plan som fra evighed af var fattet i Guds sind! Hvor få af os er der som har vore hjerter knyttet til Genløserens hjerte i dette højtidelige, afsluttende værk! Der findes næppe en tiendedel af den medlidenhed med ufrelste sjæle som der burde være. Der er så mange at advare, men hvor få det er som har så megen samfølelse med Gud at de vil være alt eller intet når de blot kan se sjæle blive vundet for Kristus!— Evangeliets tjenere, 82. (1915)
Helligelse, kærlighed og selvopofrelse. – Den der arbejder for Gud bør lægge de højeste mentale og moralske kræfter i, hvori Guds natur, dannelse og nåde har begavet ham; men hans succes vil stå i forhold til hvor meget han har helliget sig og ofret sig (629) i det arbejde han har gjort, frem for naturlige eller erhvervede begavelser. . . . Guddommelig nåde er det store element i den frelsende kraft; uden den er al menneskelig anstrengelse forgæves. — Råd til forældre, lærer og studerende, side 537, 538. (1913)
Kærlighed og medfølelse. – Herren ønsker mænd som glemmer sig selv, i bestræbelserne for at redde sjæle. Vorte liv er mere end fiasko hvis vi går igennem det, uden at efterlade os kærlighedens og medfølelsens vejmærker. Gud vil ikke arbejde med det hårdnakkede og kærlighedsløse menneske. Et sådant menneske ødelægger det mønster som Kristus ønsker at Hans medarbejdere skal åbenbare verden på. Uanset i hvilken arbejdsgren i Guds værk vi er involveret, skal Kristi godhed, godgørenhed og kærlighed være med i deres bestræbelser.
Gud kalder på lysbærere som vil fylde verden med lys, den og glæde som kommer fra Kristus. Gud vil bruge ydmyge mennesker, som vil bevare deres sans for deres svaghed, som ikke vil tro at Guds værk beror af dem. Sådanne mennesker vil huske på hvad det er for en tjeneste Gud kræver af dem – det er ret til at tale og handling som Gud kræver. De vil åbenbare at Kristus bor i hjertet, bibringe renhed til hele kroppen.— Brev 197, 1902.
Børns enkelthed. – Lad os arbejde med alle vore evner, og forsøge at gøre sandheden for denne tid, tydelig for dem som ikke forstår den. Herrens velsignelse vil hvile på enhver sjæl som vil gribe ihærdigt fat i Hans arbejde. . . . . .
Lad os opelske den enkelthed som små børn har. Den dyrebare bibel, Guds bog, er vor læremester. Alle som vil vandre ydmygt med Gud, vil han give sin Helligånd og vil tjene dem gennem hellige engles virke, for at gøre det rette indtryk på menneskesindene.— manuskript 77, 1909.
(630) Uden rod. – Vi må gøre vort arbejde rent og trofast, også selvom der ikke er nogen der siger: ”Vel gjort.” Vort liv må være sådan som Gud ønsker at det skal være – trofast i gode ord, i venlige og eftertænksomme gerninger, i sagtmodighedens, renhedens og kærlighedens udtryk. Derved repræsenterer vi Kristus for verden. . . . . .
De slidsomme mennesker, som nu er først og fremmest i det store sjælevindingsarbejde, er dem som Gud vil ære.— Brev 120, 1898.
Fare for smiger. – Hold øjet fæstnet på Kristus. Ret ikke jeres opmærksomhed på dine favoritpræster, efterligne hans eksempel og gå hans fagter efter, - kort sagt, blive hans skygge. Lad intet menneske sætte sin form på dig. . . .
Ros ingen mennesker; smiger ingen mennesker; og lad ingen mennesker rose eller smigre dig. Satan vil gøre rigeligt af den slags. Se bort fra redskabet, og tænk på Jesus. Pris Herren. Giv Gud ære. Gør en melodi for Gud i jeres hjerter. Tal om sandheden. Tal om den kristnes håb, den kristnes himmel.— manuskript 8a, 1888.
Følelser der ikke er nemme at såre. — Vi bør ikke tillade, at vore følelser let såres. Vi må leve, ikke for at værne om vore følelser og vor anseelse, men for at frelse sjæle. Når vi bliver interesserede i menneskers frelse, så vil vi ikke længere agte på de små uoverensstemmelser, som så ofte opstår i vor omgang med andre. Hvad andre end måtte tænke om os eller gøre mod os, så behøver det ikke at forstyrre vor enhed med Kristus og vort samfund med Guds Ånd.— I den store læges fodspor, side 493. (1905)
En glad og munter ånd. – Når vi har en forsikring, som er strålende og klar, om vor egen frelse, skal vi vise denne glæde (631) og munterhed, som passer sig for enhver Kristi efterfølger. Guds blødgørende og underdanige indflydelse der kommer ind i det praktiske liv, vil gøre indtryk på de sind, som være en smag af liv til liv. Men vise en hård og fordømmende ånd, vil mange sjæle vendes bort fra sandheden, og ind i fjendens rækker. En alvorlig tanke! Skal vi arbejde med den der fristes, så må vi kæmpe med vort selv.— Brev 1a, 1894.
Sagtmodig og ydmyg i hjertet. – Værdien af vort arbejde består ikke i at larme så meget i verden, at være nidkær, ivrig og aktiv i vor egen styrke. Værdien i vort arbejde står i forhold til Helligåndens tildeling. Værdien i vort arbejde kommer gennem tillid til Gud, som bringer helligere tankeegenskaber, så at vi kan have langmodighed med vore sjæle. Vi bør hele tiden bede til Gud for at øge vor styrke, gøre os stærke i Hans styrke, og optænde den guddommelige kærligheds flamme i vore hjerter. Guds sag fremmes bedst af dem som er sagtmodig og ydmyg i hjertet. — manuskript 38, 1895.
Guds gerninger er ikke vore. — Det er dette, vi behøver at forstå, at det ikke er vort arbejde, men Guds arbejde, og vi er kun redskaber i Guds hænder til at fuldføre det. Vi har brug for at søge Herren af hele vort hjerte, og Herren vil arbejde for os. — The Review and Herald, 10. maj, 1887.
Offer for ethvert skridt. – Vi nærmer os enden af denne jords historie, og forskellige afdelinger af Guds værk skal føres frem med megen mere selvopofrelse, som hidtil udvist. Arbejdet for disse sidste dage er et missionsarbejde. Overbring sandheden, fra første til sidste bogstav i dens alfabet, i form af missionsarbejde. Arbejdet der skal gøres kræver opofrelse for hvert skridt fremad. Medarbejderne skal (632) komme rensede og forædlede ud af prøvelserne, som guld der er lutret i ild.— The Review and Herald, 18. november, 1902.
Underviser i doktrinerne og efterleve dem. – Guds tjenere skal vise den størst omhu med de doktriner de underviser i, det eksempel de sætter, og den indflydelse de udøver over dem de omgås. Den store apostel appellerer til menigheden og til Gud at bevidne sandheden og oprigtigheden i hans bekendelse. ”I kan vidne, ja Gud selv,” siger han, ”om hvor fromt og retskaffent og ulasteligt vi færdedes iblandt jer, som tror.” — The Review and Herald, 11. december, 1900.
Undgå at indvikle i forretninger. – Vi skal være Hans medarbejdere. Dem som er i Hans tjeneste, må ud af alle forretningsarrangementer som vil plette deres Kristus-lignende karakter. De fiskere som Frelseren kaldte, forlod straks deres garn. Dem som giver sig selv helt til tjenestens arbejde må ikke indvikle sig i forretningslinier som vil gøre deres livsførelse rug og grov, og vil være til skade for deres åndelige vækst i det arbejde Herren har givet dem at udføre. — Brev 53, 1905.
Uoprigtighed er fatalt. – Der må ikke være nogen dobbelthed og krogede veje i medarbejderes livsførelse. Selvom fejltagelser gøres i oprigtighed, er det farligt for enhver, uoprigtighed i sandheden er fatalt.—The Medical Missionary, januar, 1891.
En hård ånd fornægter Kristus. – Mange taler flydende om læresætninger, og kan udtrykke stærk tro på teorier, men har de den Kristus-lignende sagtmodighed og kærlighed? Hvis de udviser en hård og kritiserende ånd, fornægter de Kristus. Hvis de ikke er venlige og ømhjertede, langmodige, er de ikke som Jesus, de bedrager deres egne sjæle. En ånd der er modsat Kristi kærlighed, ydmyghed sagtmodighed og (633) høflighed, fornægter Ham, uanset hvad han bekender sig til.— The Review and Herald, 9. februar, 1892.
Tal om tro og vær opmuntrende. – Lad os passe på hvad vi siger. Lad os tale om troen, og vi vil få tro. Giv aldrig plads til modløse tanker hos Guds arbejde. Sig aldrig et tvivlende ord. Det er som frø der sås i begges hjerter, taler og tilhører, der giver høst i modløshed og vantro.— Brev 77, 1895.
Kritik fra andre medarbejdere er nedslående. – Det er vort privilegium at sige opmuntrende ord til vore kollegaer og medarbejdere; det er ikke vor forret at sige ord der vil nedtrykke. Det er ikke klogt af os at sammenligne os selv med andre medarbejdere, og tale om deres fejl, og rejse modstand mod deres arbejdsmetoder. Det vil ikke overraske om dem, som arbejder under tunge ansvar, og som har mange prøvelser at møde, nogle gange gør fejltagelser. . . . .
Lad os blive fortrolig med de gode ting, som vore brødre gør, og tale om det.— Brev 204, 1907.
Jalousi og onde tanker afføder splittelse. – Der er intet som er så forsinkende og forkrøblende for arbejdet i sine forskellige gren, som jalousi, onde tanker og mistænksomhed. Dette afslører den splittelse som hersker blandt Guds medarbejdere. Selviskhed er roden til alt ondt.— Brev 113a, 1897.
Uoprettelig skade mod sine medarbejdere. – Lad ingen være skarpe og dikatatoriske i sin omgang med Guds medarbejdere. Lad dem som er tilbøjelige til at kritisere huske på at de har gjort ligeså graverende fejltagelser som dem, de fordømmer hos andre. Lad dem bøje sig i anger for Gud, bede om Hans tilgivelse for den skarpe (634) tale de har, og den uforsigtige ånd som de åbenbarer. Husk på at Gud hører ethvert ord du siger, og at du bliver bedømt, som du vil blive dømt. . . . .
Skal vi ikke råde bod på de vanskeligheder som eksisterer, når vi prøver at hele den sårede, ikke ved at skære deres lemmer bort, efterlade dem forkrøblede for livet, og deres nyttevirkning er forringet, skønt de burde være blevet helbredt? — manuskript 143, 1902.
Kritik af andre svækker vort eget arbejde. – Guds medarbejderes planer og metoder skal afprøves nøje på verdslige fremgangsmåder. Deres arbejde skal fremføres med Kristuslignende enkelhed. Husk på at han som tager en kritikers position svækker stærkt sin egen hænder. Gud har ikke gjort det til mænds og kvinders opgave at finde fejl hos deres kollegaer.— The Review and Herald, 2. september, 1902.
Satans særlige fristelse. – Hvis mænd ønsker at sætte sig selv der, hvor Gud kan bruge dem, må de ikke kritisere andre, og gøre deres mangler tydelige. Dette er Satans særlige fristelse, hvorved han prøver at forhindre arbejdet.— manuskript 152, 1898.
Selvtilstrækkelighed nedbryder arbejdet. – Vi ønsker at mennesker som vil styrke og opbygge arbejdet, ikke river det ned og forsøger at ødelægge det som andre har prøvet at gøre. Vi behøver mænd og kvinder som Gud kan arbejde igennem, hvis hjerters brakmark er blevet brudt op.
Vi har ikke brug for medarbejdere som må støttes og føres frem af dem, som har været længe i troen, som ser sig selv som en fuldkommen helhed. Til disse vil vi sige: ”Bliv hvor I er.” Vi har haft nok at gøre med disse medarbejdere. Vi ønsker medarbejdere som ikke er gået ned i selviskheden, dem som ikke føler sig selvtilstrækkelige.— manuskript 173, 1898.
(635) Komplicere budskabets fremmarch. – Egenskaberne hos Guds og menneskes fjende finder for ofte udtryk i deres ånd og egenskaber imod hinanden. De skader den andens hjerte, fordi de ikke har del i guddommelig natur; og derved arbejder de imod udviklingen af deres egen karakter. De bringer dem selv i problemer, og gør arbejdet hårdt og slidsomt, fordi de ser deres ånd og karaktermangler som dyrebare dyder, som de klynger sig til og opfostrer. . . .
Mennesker gør arbejdet med sandhedens fremmarch ti gange vanskeligere end det virkelig er, når de prøver at tage Guds arbejde ud af Hans hænder, og over i deres egne begrænsede hænder. De tror at de hele tiden må finde på noget, for at få mennesker til at gøre ting, som de mener disse personer burde gøre. Tiden der bruges på alt dette, gør arbejdet mere kompliceret; for den store Mesterarbejder tages ikke med på råd i omsorgen for Hans egne arvinger. Mennesker giver sig til at rode rundt i andres karaktermangler, og det lykkes kun at gøre manglerne meget være. Det var bedre om de overlod Gud til, at gøre Sit eget arbejde; for Han ser ikke at de er i stand til at gendanne karakteren.— Generalkonferense Bulletin, 25. februar, 1895.
Tilhugget og finpoleret til tjenesten. – Dem som har mangler i karakteren, i optræden, i sæder og vaner, skal give agt på råd og irettesættelser de får. Denne verden er Guds arbejdssted, og enhver sten som kan bruges til det himmelske tempel, må tilhugges og poleres, indtil den er en behandlet, dyrebar sten, der egner sig til dets sted i Herrens bygning. Men hvis vi nægter at lade os træne og disciplinere, vil vi være som stene der ikke er tilhuggede og polerede, og som er kastet til side og til sidst er ubrugelige. — The Youth’s Instructor, 31. august, 1893.
Dannelsens og venlighedens nådegaver
(636) Vort store eksempel. – I Sit liv førte Kristus sin egen guddommelige lære. Hans iver fik ham aldrig til at blive lidenskabelig. Han udviste god fasthed uden at være genstridig, godgørenhed uden at være svag, ømhed og sympati uden at være følsom. Han var meget social; alligevel havde Han en ophøjet værdighed, som ikke ansporede til upassende fortrolighed. Hans mådeholdenhed førte aldrig til blind tro eller strenghed. Han var ikke tillempet verden; alligevel var Han ikke ligeglad med de mindste mangler mennesker havde. Han var opmærksom på alles behov.— manuskript 132, 1902.
Det fuldkomne mønster. – Fra manddommens første år af, havde Kristus levet et liv som var et fuldkommen forbillede i ydmyghed, flid og lydighed. Han var altid opmærksom og tog hensyn til andre, altid selvfornægtende. Han bar rundt på himlens signatur, ikke for at blive tjent, men for at tjene. . . . .
Kristi uselviske liv er et eksempel for alle. Hans karakter er forbillede for de karaktertræk vi kan danne, hvis vi følger i hans fodspor.— manuskript 108, 1903.
Værdighed, opmærksomhed, dannelse. – Vær sikker på at arbejdets værdighed fastholdes ved at udvirke et velordnet liv og en gudfrygtig omgang. Vær aldrig bange for at løfte en for høj standard. Familier som involverer sig i missionsarbejde, bør komme tæt til hjerterne. Jesu ånd burde gennemstrømme medarbejderens sjæl; det er behagelige og sympatiske ord, vise en uhildet kærlighed for deres sjæle, som vil nedbryde stolthedens og selviskhedens barrierer, og vise ikke-troende at vi har Kristi kærlighed; og så vil sandheden finde sin vej til hjertet. Dette er vort arbejde og vor opfyldelse af Guds plan. (637) Al grovhed og rughed må lægges bort fra os. Der må værnes om høflighed, dannelse og kristen belevenhed. Pas på at ikke blive kort for hovedet og grov. Se ikke sådanne egenskaber som dyder; for sådan ser Gud dem ikke. Pas på at ikke fornærme nogen unødigt. — The Review and Herald, 25. november, 1890.
Kristus vort eksempel på etikette. - Virkelig finhed i tankegang og optræden læres bedre i den guddommelige lærers skole, end ved at overholde en række regler. Når hans kærlighed trænger ind i hjertet, giver den sindet disse forædlende træk, som former det til en lighed med hans eget. Denne form for dannelse, giver en himmelsk værdighed og sans for sømmelighed. Den giver et mildt sind og et elskeligt væsen, som aldrig kan sidestilles med det moderne samfunds overfladiske politur. - Uddannelse, side 243. (1903)
Den sande etikette – vidtgående sympati og venlighed. - Mange, der lægger meget stor vægt på formerne, viser kun lidt respekt for, hvad som helst der ikke imødekommer deres kunstige standard, hvor udmærket det end kan være. Dette er en falsk dannelse. Den fremmer kritisk hovmod og snæversindethed.
Det væsentlige i sand høflighed er hensynsfuldhed over for andre. Den egentlige og varige dannelse er den, som skaber større medfølelse og opmuntrer til venlighed over for alle. - Uddannelse, side 243. (1903)
Ømhed og venlighed. – I behøver begge en pænere berøringsflade. Jeres ord skal formildne, ikke forhærde. Lad jeres hjerter blive fyldt med kærlighed for sjæle. Arbejd med dyb og øm interesse for dem omkring jer. Hvis I ser nogen gøre en fejltagelse, så gå til ham på den måde Kristus har udpeget i Sit Ord, og se om I ikke kan tale om sagen med Kristus lignende ømhed. Bed med ham, og tro at Frelseren vil vise vejen ud af vanskeligheden.
(638) Prædikanter behøver mere af Guds nåde, for at gøre deres arbejde acceptabelt. Når en prædikant finder hvordan menighedsmedlemmerne er sat op imod hinanden, så lad ham tøve en kende og forsøge at få en harmonisk forståelse ind. Lad ham aldrig give skarpe, diktatoriske anvisninger eller ordrer. Dette er ikke nødvendigt. Det arbejde vil være mere end spildt. . . . .
Herren kalder jer til at udøve en opløftende indflydelse. Modtag tilliden til Guds Ord i hjertet. Kun derved kan I have Guds sindelag. Sæt jer selv under Helligåndens formende indflydelse. Så vil du få meget større kraft for det gode. . . . .
Der hvor Jesu kærlighed regerer, er der fred og hvile. Hvor der værnes om denne kærlighed, er der en fornyende strøm i ørknen, der forvandler goldhed til opspiren.— manuskript 105, 1902.
Takt og god dømmekraft smelter hjerterne. – Takt og god dømmekraft øger medarbejderens nyttevirkning hundrede gange. Hvis han sige de rette ord på rette tid, og vise den rette ånd, vil dette udøve en smeltende kraft i hjertet på den som han prøver at hjælpe. – Evangeliets tjenere, side 119. (1915)
Venlighed mod dem som skiller sig ud i læresætningerne. – Dem som adskiller sig fra os i tro og lære bør behandles venligt. De er Kristi ejendom, og vi må møde dem på den store dag med det endelige regnskab. Vi skal kunne stå ansigt til ansigt med hinanden på dommen, og se optegnelsen for vore tanker, ord og handlinger, ikke som vi har set dem, men som de var i sandheden. Gud har pålagt os pligten at elske hinanden, ligesom Kristus har elsket os.—The Youth’s Instructor, 9. december, 1897.
Uden personlige følelser og selviskhed – Mennesker må arbejde i overensstemmelse med Hans (Guds) regler og ordning, (639) hvis de skal have fremgang. Gud vil kun acceptere de anstrengelser, som gøres i villighed og med ydmyge hjerter, uden en plet af personlige følelser eller selviskhed.— Brev 66, 1887.
Tag evangeliets sko på. – Min bror, jeg har et intenst ønske om at være et menneske efter Guds hjerte. Du må gøre en forandring i dit liv. Du har den dyrebareste sandhed at overbringe, men du må tage evangeliets sko på – dine fødder må have ”sko på jeres fødder villighed til at forkynde fredens evangelium.” Din måde at tale til folk på, er ikke altid til Guds velbehag. Du behøver at mærke Hans omvendende kraft på din sjæl hver dag. Du er fuld af fysisk styrke og energi, og du behøver meget af Kristi nåde, så det kan siges om dig, som det blev sagt om Ham: ”Din nedladelse gjorde mig stor.” Når Helligånden tager dit sind i besiddelse og styrer dine stærke følelser, vil du blive mere Kristus lig.— Brev 164, 1902.
Helligheden i Guds arbejde. – At behandle hellige ting, som om det var almindelige ting, er en forhånelse mod Gud; for det arbejde som Gud har sat til side, at gøre Hans gerning og give lyset til denne verden, er et helligt arbejde. Dem som har forbindelse med Guds arbejde, skal ikke gå forgæves i deres egen visdom, men i Guds visdom, ellers vil de være i fare for at sætte hellige og almindelige ting på samme niveau, og derved adskille sig selv fra Gud.— The Review and Herald, 8. september, 1896.
Fornemmelse for et helligt ansvar.— Unge mænd træder til for at beskæftige sig med Guds værk og nogle af dem har dårligt nok sans for værkets hellighed og ansvar. . . . . De pjanker og leger med unge piger, medens de næsten hver dag lytter til de alvorligste, mest hjertegribende sandheder.— Vidnesbyrd for menigheden bind 3, side 473. (1875)
(640) Ikke ordets skuespillere, men dets lærere. – Jeg ser at en stor reformation må finde sted i forkyndergerningen, før at det bliver til det, som Gud vil have det til. Prædikanter på talerstolen har ingen ret til at optræde som teater-skuespillere, og påtage sig egenskaber og udtryk der skal give en vis effekt. De er ikke på den hellige talerstol som skuespillere, men som undervisere i højtidelige sandheder. Der er også fanatiske prædikanter, som i deres forsøg på at prædike Kristus, stormer op, hujer, hopper op og ned og tramper på talerstolen foran sig, som om denne kropslige øvelse gavner noget. Sådanne tossestreger tillægger ikke de udtrykte sandheder nogen kraft, men tværtimod væmmes mænd og kvinder med den stille dømmekraft og ophøjede syn. Når mændene giver sig selv til forkyndergerningen, er det deres opgave at forlade al grovhed og støjende optræden, idet mindste væk fra talerstolen.
Kejtede og besynderlige fagter kan ikke tolereres på livets almindelige vandringsvej; hvor meget mindre, skal de så kunne holdes ud i det helligste arbejde i evangelieforkyndelsen. Prædikanten bør opelske nåde, belevenhed og dannede manér. Han bør føre sig selv i en stille værdighed, der passer sig for hans høje kald. Højtidelighed, en vis gudfrygtig myndighed, blandet med sagtmodighed, bør karakterisere hans optræden, som en lærer af Guds sandhed.
Prædikanter bør ikke praktisere anekdotefortællinger bag talerstolen, det forringer kraften og højtideligheden i den sandhed der bringes. Det er stærkt kritisabelt at fortælle anekdoter eller hændelser som skaber latter, eller en let tanke i tilhørernes sind. Sandhederne bør iklædes en kyskhed og renhed og i ophøjet sprog; og illustrationerne bør være af denne karakter.
Var evangelieforkyndelsen det som den burde og skulle være, ville underviserne i Kristi sandhed arbejde i (641) harmoni med englene; de ville være i samarbejde med deres store lærer. Der er for lidt bøn iblandt Kristi prædikanter; og for megen selvophøjelse. Der er for lidt gråd mellem forhallen og alteret, og råb: »Herre, spar dog dit folk! Overgiv ej din arv til skændsel!” Der holdes for mange langt overvejende doktrinære prædikener, uden en gnist af åndelig iver og kærlighed for Gud. Der er for mange gestikulationer og fortællinger af humoristiske anedokter bag talerstolen, og der siges for lidt om Jesu Kristi kærlighed og medfølelse.
Det er ikke nok at forkynde til mennesker; vi må bede med dem og for dem; vi må ikke holde os selv på kold afstand fra dem, men komme i sympati, tæt til til de sjæle vi ønsker at redde, besøge dem og tale med dem. Den prædikant som fører arbejdet uden for talerstolen på en proper måde, vil udrette ti gange mere end ham der indskrænker sit arbejde til talerstolen.— The Review and Herald, 8. august, 1878.
Undgå spøg og skæmt. – Denne spøgefulde ånd, i lethed og fjaseri, er en anstødssten for syndere og en værre anstødssten for dem, som giver plads for et uhelliget hjertes tilbøjeligheder. Det at nogle har ladet dette træk udvikle og styrkes indtil spøgeri er ligeså naturligt som deres åndedrag, formindsker ikke dens onde virkninger. Kan nogen udpege et spørgende ord, Herren har udtalt, eller nogen lethed der ses i Hans karakter, kan han føle at denne lethed og spøgefuldhed er en undskyldning for ham selv. Denne ånd er ukristen; men for at være en Kristen er at være Kristus lig. Jesus er et fuldkomment forbillede, og vi må efterligne Hans eksempel. En kristen er det højeste slags menneske, en Kristi repræsentant.
Nogle, som giver sig af med spøgende, lette og skæmtende bemærkninger, kan godt virke til at have en passende (642) værdighed bag talerstolen. De kan være i stand til at straks gå over i alvorlige spørgsmål, og bringe deres tilhørere de vigtigste og prøvende sandheder der nogen sinde er betroet dødelige mennesker; men måske kan deres medarbejdere, som de har påvirket, og som har mødt dem med uforsigtig spøg, ikke ændre deres tankestrøm så hurtigt. De føler sig fordømte, deres tanker er forvirrede; og de egner sig ikke til at dvæle over himmelske temaer, og forkynde Kristus og Ham korsfæstet.
Tilbøjeligheden til at sige vittige ting, som vil skabe en latter, når sagens mangler overvejes, uanset om det er under et komitémøde, bestyrelsesmøde eller nogen andre forretningsmøder, er ikke fra Kristus. Denne ubetimelige latter har en demoraliserende tendens. Gud æres ikke, når vi latterliggører alt den ene dag,, og den næste dag er modløse og næsten håbløse, uden lys fra Kristus, og parat til at finde fejl og knurren. Han er glad når Hans folk udviser pålidelighed, og karakterfasthed, og når de har muntre, lykkelige og håbefulde tilbøjeligheder. . . .
Hvis sindet er optaget af himmelske ting, vil samtalen dreje sig om det samme. Hjertet vil banke hurtigere, når man tænker på den kristnes håb, de dyrebare og største forjættelser, som står nedskrevet for at opmuntre os. Der er ingen grund til at holde vor glæde tilbage over Guds nåde og godhed. Det er en glæde, ingen kan tage fra os. — The Review and Herald, 10. juni, 1884.
[Se også siderne 206-211, “Historier, anekdoter, spøg og skæmt.”]
Fornøjelige prædikanter. – Der en person i jeres konferens (jeg kender ikke hans navn) som ikke være knyttet til konferensen som prædikant, for hans indflydelse er ikke gunstig på deres tanker som søger sandheden. (643) Han blev udpeget for mig, og disse ord blev sagt: ”Guds sag har ikke brug for uomvendte, fornøjelige prædikanter. Denne mands ånd er ikke helt i harmoni med det højtidelige arbejde som vi er involveret i.” Den sandhed, som vi bekender at tro, har ikke brug for spøgefulde mænd til at bringe den. En mand med en let og gemytlig natur vil mere gennemsyre menighederne med den samme ånd, end ti gode mænd kan gøre for at fjerne dette indtryk. . . . .
Guds omvendende kraft må komme over prædikanternes hjerter, ellers vil de søge andre kald. Hvis Kristi ambassadørere ser det højtidelige i, at overbringe sandheden til folk, vil de være sobre og eftertænksomme mænd, medarbejdere sammen med Gud. Hvis de har en sand fornemmelse af det hverv som Kristus gav Sine disciple, vil de åbne Guds Ord med ærbødighed, og lytte til undervisningen fra Herren, bede om visdom fra Himlen, at de står mellem de levende og døde, må de indrømme at de må aflægge regnskab til Gud, for det arbejde, der kommer ud af deres hænder.
Hvad kan en prædikant gøre uden Jesus? Slet intet. Hvis han så er en letsindig, og spøgende mand, er han ikke forberedt til at udføre den opgave Herren har pålagt ham. ”Uden mig,” siger Kristus, ”kan I slet intet gøre.” De flabede ord som kommer fra hans læber, de spøgende anekdoter, ord der siges for at skabe latter, bliver alt sammen fordømt i Guds Ord og hører slet ikke hjemme bag de hellige talerstol. . . .
Medmindre prædikanterne er omvendte, vil menighederne være syge og ved at dø. Guds kraft alene kan ændre menneskehjertet og indgyde det med Kristi kærlighed. Alene Guds kraft kan rette og undertrykke lidenskaberne og hellige hengivenheden. Alle som er i tjeneste, må ydmyge deres stolte hjerter, (644) underlægge deres vilje under Guds vilje, og skjule deres liv med Kristus i Gud.
Hvad er formålet med prædikantgerningen? Er det at blande komikken med det religiøse? Teateret er stedet for sådanne opvisninger. Hvis Kristus er formet inden for, hvis sandheden med dens helliggørende kraft bringes ind i sjælens inderste helligdom, vil du ikke få fornøjelsesfjollede mænd, du vil heller ikke få sure, tvære og irritable mænd, til at undervise i Kristi dyrebare lektier for fortabte sjæle.— Brev 15, 1890.
Vandre med forsigtighed. – Al koldblodighed, som er så tarveligt, teatermæssige gestikulationer, al lethed, spøg og skæmt må ses af dem, der bærer Kristi åg, som ”ikke behageligt” – som en forhånelse mod Gud og en fornægtelse af Kristus. Det gør tankerne uegnede for grundige tanker og solidt arbejde. Det gør mennesket ineffektivt, overfladisk og åndelig sygelig. . . .
Lad enhver prædikant være sindrig. Idet han studerer Kristi liv, vil han se nødvendigheden i at vandre varsomt. Han er stadig, og vil være glad og lykkelig, hvis han er knyttet til Retfærdighedens Sol; og vise Hans Ros, som har kaldt ham ud af mørket til Hans for forunderlige lys. Samtalen vil være ren og fuldstændig fri fra al slangagtige udtryk.— manuskript 8a, 1888.
Værdsætte arbejdet
Helligelse til Hans arbejde. – Kristus var optaget af det arbejde som Han kom for at udføre. Hans helligelse til frelsesarbejdet for den faldne slægt kunne ses ved alle anledninger.— manuskript 132, 1902.
Medarbejderens hjerteservice. – Tag dette arbejde op som Herrens arbejde, gøre det med (645) tankefuldhed og tålmod. Det er en virkelig tjeneste som Mesteren vil billige. Arbejd med en klar fornemmelse af den forpligtelse der påhviler dig, vide at Guds engle er tilstede, sætte himlens segl for trofasthed, og fordømme upålidelighed i enhver form.
Grib tappert fat i det arbejde, som behøver at blive gjort, og læg hjertet i det, gør arbejdet til fornøjelse og bring succes. Derved æres Gud. . . . .
Idet du gør dit arbejde trofast, vil dit sind blive opslugt i Kristi sindelag. Opsøg de lovede velsignelser ved bøn og anmodning. Bed Gud om at give dig en sand opfattelse af det arbejde der skal udrettes. Lad ikke dig selv drage bort eller forhindre af nogen modgang. Gør trofast din del for at bringe velsignelse over for dine medmennesker. Pris Gud for privilegiet at samarbejde med Ham i Hans arbejde. Idet du lægger hele hjertet i det arbejde der skal gøres, vil du gå ind i et sandt kammeratskab med dine andre medarbejdere. Du vil se Kristus i dine brødre. . .. .
Alle pligter bliver gjort i kedsomhed hvis hjertet ikke er med. Tid er guld. Der er et arbejde der skal gøres, og når dette arbejde bliver gjort, skal vi have hele vort hjerte med i det. De pligter som Gud sætter på vor vej, skal vi udrette, ikke som en kold og trist øvelse, men som en tjeneste i kærlighed. Bring dine højeste kræfter og forståelse ind i dit arbejde. Og du vil finde at Kristus er i det. Hans nærhed vil gøre arbejdet let, og dit hjerte vil fyldes med glæde. Du vil arbejde i harmoni med Gud, og i loyalitet, kærlighed og i troskab.
Vi skal være oprigtige, alvorlige kristne, der trofast gør de pligter der bliver lagt i vore hænder, og altid se på Jesus, vor tros ophav og fuldender. (646) Vor løn beror ikke på vor umiddelbare fremgang, men på den ånd vort arbejde bliver gjort i. . . .
Hele menneskets kræfter skal involveres i uselvisk tjeneste. Alle talenter skal bruges. Udnyt fremtiden bedre, end at fortiden er blevet brugt. Sæt dine talenter ud til vekselererne, for Kristus vansmægter efter sjæle.— manuskript 20, 1905.
Energi og grundighed. - Herren er ilde tilfreds med at hans arbejde gøres på en fattig og sparsom måde, eller få det trukket ud, som om det var en tung opgave. Vi har ingen tid at spilde til forhaling, og uvillige bevægelser. Den interesse vi bør have med i alt som vi gør, vil gøre vort arbejde interessant og belærende.— Brev 147a, 1897.
Udholdende energi og nøje flid. — Hvor der er en mangel på udholdenhed og nøje flid i timelige ting og forretninger, vil den samme mangel være synlig i åndelig ting. — Vidnesbyrd for menigheden bd 2 s.498.
Overlistet af Satan. – Efter det som er blevet vist jer om jeres tilbøjelighed til at være langsomme, moderate og lade anledninger gå ubenyttede hen, så mister I tid, interesse og tager tingene så moderat at Satan overlister jer igen og igen. Det er ikke et helt ligegyldigt arbejde som I er engageret i, iblandt et folk der er fremmed for Gud, og som behøver de mest nidkære anstrengelser for deres skyld. . . . .
Hvis der næsten ikke er noget i dit arbejde, der viser at du har i dalene, tror jeg at du ikke er den rette for den mark. . . . .
Har du planlagt at gøre disse ting så interessante så muligt? Jeg håber at du vil havde arbejdsbyrden på din sjæl. Har du stået ved teltet, lige på stedet, eller har du fundet det (647) nødvendigt at gå hjem hver dag, og samlet dig byrder som ikke har del i arbejdet? Dette arbejde i Guds tjeneste, at møde det moralske mørke, kræver selvfornægtelse, lid og udholdende anstrengelser, og alvorlig tro. Mange smigrer sig selv med at de kunne gøre store ting hvis de blot havde anledningen, men noget har altid forhindret dem; Forsynet har hegnet deres vej sådan op, at de ikke kunne gøre hvad de ønskede at gøre. Vi forventer ingen store anledninger vil møde os på vejen, men ved hurtige og energiske handlinger må vi gribe anledninger, skabe anledninger og beherske vanskeligheder.
Du har behov for den livsvigtige energi fra himlen. I vort arbejde må vi ikke kun smede på jernet når det er varmt, men gøre jernet varmt ved at slå på det. Langsomme, lette og magelige bevægelser vil ikke gøre noget for os i dette arbejde. Vi må være hurtige i tide og utide. Dette er kritiske tider at arbejde på. Tøver vi og forsinkes vi, mister vi mange gode anledninger. . . . .
Det som står mest i vejen for at udføre jeres pligt er ubeslutsomhed og vage mål. Måtte Gud hjælpe jer til at tage rustningen på, og gøre Mesterens arbejde.— Brev 13, 1886.
Flid – trofasthed – lydighed mod lederne. – Interesserne for Kristi rige kræver ihærdighed og trofasthed i meget højere grad, ligesom åndelige og evige ting er af større betydning end timelige ting. Der må ikke gøres noget svagt arbejde, ingen dovne og tøvende handlinger, for dette vil bringe jeres egne sjæle og andre sjæle i fare. . . . .
Hvilken general vil tage befalingsretten over en hær, når officererne, under ham nægter at adlyde før de har overbevist sig selv om at hans befaling er rimelig? En sådan kurs vil betyde tab for hele hæren. Det vil svække soldaternes (648) hænder. Spørgsmålene vil rejse sig i deres sind: Er der ikke en bedre måde? Men selv om der er en bedre måde, må ordrerne adlydes, ellers vil nederlag og ulykke være resultatet. Et øjebliks tøven, og fordelene vil være tabt.
Enhver god soldat er ubetinget og hurtig i den lydighed han viser sin hærfører. Befalingsmandens vilje skal være soldatens vilje. Nogle gange kan soldaten være overrasket over den ordre han får, men han skal ikke stoppe og spørge efter grunden til det. Når befalingsmandens ordrer krydser soldaternes ønsker, skal han ikke tøve og beklage sig, og sige: Jeg finder ikke disse planer pålidelige. Han må ikke finde på undskyldninger og efterlade sit arbejde ugjort. Sådanne soldater vil ikke antages som egnede til at gå ind i jordiske konflikter, og de vil slet ikke kunne antages i Kristi hær. Når Kristus befaler, må Hans soldater adlyde uden tøven. De må være trofaste soldater, ellers kan Han ikke acceptere dem. Enhver sjæl har fået frihed til at vælge, men efter at et menneske har indskrevet sig, er han pålagt at være at være stålfast, om det gælder liv eller død.— manuskript 7 1/2, 1900.
Disciplineret og velordnet sind er nødvendigt. – Dem som underviser i Ordet kan ikke undgå mental disciplin. Enhver medarbejder eller arbejdsgruppe, bør oprette sådanne regler og regulativer ved udholdende anstrengelser som vil lede til at danne et korrekt tankesæt og handlemønster. En sådan oplæring er nødvendig, ikke kun for unge mænd, men for ældre medarbejdere, for at deres præstegerning kan være fri for fejltagelser, og deres prædikener kan være klar, akkurat og overbevisende.
Nogle mennesker er mere som en gammel antikvitetshandel, en noget andet. Mange ukorrekte stykker og ender af sandhed er taget op og gemt bort der; men de ved ikke hvordan de skal bringe dem på en klar og sammenhængende måde. (649) Det er den forbindelse at disse tanker har til hinanden som giver dem værdi. Enhver idé og udtalelse bør være som tæt knyttede, ligesom led i en kæde. Når en prædikant smider en masse ud for folk, som de skal samle op og sætte i orden, så er hans arbejde gået tabt, for der er kun få der vil gøre dette.— The Review and Herald, 6. April, 1886.
Systematisk arbejde fremmer succes. – Der er nogle unge mænd og kvinder som ikke har system i deres arbejde. Selvom de har travlt, afføder de kun små resultater. De har de har fejlagtige idéer om arbejdet, og tror at de arbejder hårdt, selvom de har praktiseret systematisk arbejde, og har de brugt kræfterne forstandsmæssigt, ville de have udrettet meget mere på kortere tid. Bruges der tid på mindre vigtige ting, finder de at de er fortravlede, rådvilde og forvirrede, skønt de kaldes til at gøre mere vigtige ting. De arbejder altid hårdt og tror det er meget hårdt; og alligevel viser der sig meget lidt af deres anstrengelser. — The Youth’s Instructor, 31. august, 1893.
Der spares tid, om arbejdet gøres med det samme og i orden. – Der må være mennesker som vil begynde at arbejde på den rigtige måde, og holde det fremadgående. Alt må gøres efter en veltilrettelagt plan og med orden. Gud har betroet Sit hellige arbejde til mennesker, og Han beder om at de skal udføre det omhyggeligt. Regelmæssighed i alt, er nødvendigt. Vær aldrig sen til at bestemme dig. Der bør ikke gå tid til spilde i nogen afdeling eller på noget kontor til unødige samtaler. Guds arbejde kræver ting som det ikke får, fordi mennesker ikke lærer af Guds visdom. De presser for mange ting ind i deres liv, udsætter det til i morgen, som kræver deres opmærksomhed i dag, (650) og meget tid går tabt med at samle de tabte strikkemasker op. . . . . .
Nogle medarbejdere må opgive de langsomme arbejdsmetoder som er fremherskende, og lære øjeblikkelig handling. Øjeblikkelighed er lige så nødvendigt som ihærdighed. Hvis vi ønsker at udrette arbejdet efter Guds vilje, må det gøres på en hurtig måde, men ikke uden tanke og omhu.— manuskript 24, 1887.
Organisere vore rutiner.— De som ikke har gjort det til en vane at være flittige og at økonomisere med tiden, bør have faste regler som tilskynder dem til regelmæssighed og hurtighed. George Washington kunne udføre en stor mængde arbejde fordi han overholdt streng orden og regelmæssighed. Hvert papir havde sin dato og sin plads, og der gik ingen tid til spille med at søge efter noget som var blevet forlagt.— Evangeliets tjenere, 209. (1880)
At tage initiativ. – Når en medarbejder sættes i en bestemt position i Herrens vingård, får han sin arbejde, som en trofast medarbejder sammen med Gud, til at arbejde i den vingård. Han skal ikke vente og fortælle mennesket alt hvad han skal gøre, men planlægge efter at arbejde hvor der er brug for det. Gud har givet jer en hjerne, der skal bruges. De troendes mangler og ikke-troendes behov skal studeres nøje, og så vil dit arbejde møde sine fornødenheder. Du skal spørge Gud og ikke noget levende menneske hvad du skal gøre. Du er den levende Guds tjener, og ikke et menneskes tjener. Du kan ikke gøre Guds arbejde forstandsmæssigt, og samtidig være skygge for et andet menneskes tanker og anvisninger. Du er under Gud. — Brev 8, 1895.
Prompte handling sparer megen forvirring. – Blandt medarbejderne er der manglende evner, en forvirring, en manglende gensidig forståelse og prompte handling. Tingene gøres ikke med (651) det samme. Resultatet er at man beklager sig og der kommer vanskeligheder, som er vanskeligt at overvinde, ved manglende samstemmig handling. Hvis tingenes tilstand ikke afhjælpes, vil det kunne ses og mærkes endnu mere i fremtiden end førhen, for arbejdet vil vokse og behovet for en fuldstændig forståelse af dette hus’ anliggender vil blive større. De uheldige vaner med at forsømme et særligt arbejde, som behøver at blive gjort på et bestemt tidspunkt, gør det tre gange så vanskeligt at udføre senere, på en præcis måde og uden at efterlade noget forsømt eller ufærdigt.— manuskript 24, 1887.
Rejse sig på rette tidspunkt. – Nogle unge er meget imod orden og disciplin. De respekterer ikke reglerne i hjemmet og sætter sig op imod det med jævne mellemrum. De ligger i sengen nogle timer efter at solen er stået op, skønt nogen burde være oppe på benene. De brænder midnatsolien, går sig afhængig af kunstigt lys i stedet for det lys naturen har givet på passende tidspunkter. Derved forspilder de ikke blot dyrebare anledninger, men skaber sig yderligere omkostninger. Men i næsten alle tilfælde kommer denne bøn: ”Jeg kan ikke gennemføre mit arbejde, fordi jeg har noget at gøre, jeg kan ikke trække mig så hurtigt tilbage.” På den måde sover de godt, skønt de burde være vågen sammen med naturen og fuglene der står tidligt op. Den dyrebare døgnrytme brydes, og tidligt om morgnen forspildes dyrebare øjeblikke i dovnskab, og bringer hele dagen ud af sin rytme.
Vor Gud er en ordenens Gud, og Han ønsker at Hans børn skal have vilje til at få sig selv bragt i orden, og under Hans disciplin. Var det derfor ikke bedre, at bryde denne vane, der vender om på dag og nat, og morgnens friske timer til nat? — The Youth’s Instructor, 28. januar, 1897.
En fordel at planlægge tiden rigtigt.— At fastsætte en bestemt tid til dette og hint kan ofte betyde meget til fordel for sandheden. (652) Sejre forspildes ofte ved udsættelse. Der vil indtræffe kriser i Guds sag. Punktlig og beslutsom handling i rette tid vil bringe herlige sejre, mens udsættelse og forsømmelse vil medføre store tab og afgjort påføre Gud vanære.— Vidnesbyrd for menigheden, bind 3, side 497. (1875)
Værdien i at skrive dagbog. – Hvis de unge ville gøre det til vane at være regelmæssige og ordentlige, ville de få det sundere, i åndsarbejde , i hukommelsen og i temperament.
Det er alles pligt at holde livsvanerne i strenge tøjler. Det er for jeres eget bedste, kære unge, både fysisk og moralsk. Når I står op om morgnen, så tænk i videst muligt omfang, på det arbejde som I skal udrette i løbet af dagen. Hav om nødvendigt en lille bog med, til at skrive de ting ned som behøver at blive gjort, og sæt jeres tid til side til at gøre jeres arbejde i.—The Youth’s Instructor, 28. januar, 1897.
Arbejdet begrænset til visse timer.— Otte-timers-planen er noget som ikke hører hjemme på en Guds tjeners program. Han må stå færdig til tjeneste når som helst. — Evangeliets tjenere, 334. (1915)
Frelserens arbejde om aftenen.— Hele dagen igennem virkede han for dem, der kom til ham, og om aftnen tog han sig af sådanne, som om dagen måtte arbejde for at tjene det nødvendigste til deres families underhold.— I den store læges fodspor side 19 (1905)
Alvorligt arbejde hjælper i bønnesvar. – Medens vi beder for Guds velsignelse, skal vi følge op om vore bønner, ved et ihærdigt og grundigt arbejde.— manuskript 25, 1895.
Ikke være afhængige af mirakler. — Gud udfører normalt ikke mirakler for at fremme hans sandhed. Hvis forvalteren ikke får kultiveret jordbunden efter at have sået (653) sæden, udvirker Gud ikke et mirakel for at modvirke denne forsømmelse. Når høsten kommer, vil han finde sin mark gold. Gud virker i henhold til de principper, som han har vist sine børn, og det er op til os at lægge kloge planer. Vi skal tage de midler i brug, som Gud peger på vil give resultater.
De, der ikke gør en bevidst indsats, men bare venter på at Helligånden skal drive dem til handling, vil gå til grunde i mørke. Vi kunne spørge dem, der venter på et mirakel, hvad de har gjort med det Gud har placeret inden for rækkevidde! Vi kunne spørge dem, der håber på et eller andet overnaturligt og hele tiden siger: "Tro, bare tro", har I fulgt Guds vilje? Herren har sagt: "Du må" og "Du må ikke".
Lad alle studere lignelsen om talenterne og gøre sig klart, at Gud har givet hvert eneste menneske en gerning. Han har givet alle mennesker et talent, som når det bruges efter evne, vil øge deres effektivitet. Man kan ikke sidde stille og intet gøre i Guds værk.— The Review and Herald, 28. September, 1897.
Så I ikke bliver sløve. – Arbejd for dem som driver bort fra deres liv, og kun udretter det halve af hvad de kunne for Mesteren. Få dem vækket op til en fornemmelse for deres ansvar. Bed og forman hinanden, og des mere ser I dagen nærme sig. Lad bror sige til bror og søster til søster: ”Kom, mine medarbejdere, lad os lægge al alvor i vort arbejde; for natten er nær, hvor ingen kan arbejde.” Lad ingen miste minutter ved at tale, hvor han burde arbejde.
Lad det snaksommelige menneske huske på at der er tidspunkter, hvor han ikke har ret til at tale. Der er dem (654) som tager tid til at stå stille. Lad den pålidelige skilvagts stemme kunne høres: ”Vær ikke lunkne i jeres iver; vær brændende i ånden; tjen Herren.” Har du et arbejde at gøre for Mesteren? Er det at bygge et hus som Hans arbejde kan udføres i? Luk jeres læber. Gør ikke andre dovne, ved at friste dem til at lytte til jeres tale. Manges tid er gået tabt, når et menneske bruger sin tunge i stedet for hans redskaber.— manuskript 42, 1901.
Prædikanter skal ikke involvere sig i verdslige affærer. – Jeg ønsker at sige til brødrene ___ og ___ at deres arbejde mest ligger blandt ikke-troende. Dem som har succes med fortolke bibelsandheder skal stå frem for dem som ikke har hørt budskabet for denne tid. Disse brødre, hvis navne jeg har nævnt, har et arbejde at gøre ved lejrmøderne, som skal holdes i de store byer. Men de er i fare for at diskvalificere sig selv for at gøre det arbejde Gud har givet dem at gøre. Ældre ___ vil visselig miste sine forbindelser, hvis han ikke stopper med at interessere sig for det arbejde, som Gud ikke forlanger af ham at gøre, et arbejder som kræver hans opmærksomhed for forretningsgange. Når han involverer sig i verdsligt arbejde vil han ikke gøre det, som Gud har udpeget for ham. Forkyndelsen af evangeliets budskab vil være hans lys og liv.— manuskript 105, 1902.
Med øjet rettet på Guds herlighed. – Det er Satans faste beskæftigelse at forhindre Guds arbejde, og arbejde for slægtens udslettelse. Det er ofte sådan at når interessen på et bestemt sted er stor, gør han det klart for medarbejderen, at nogle ubetydelige ting der hjemme har større betydning, og kræver hans øjeblikkelige tilstedeværelse. Medarbejderens øje er ikke rettet på Guds herlighed, han forlader arbejdet ufærdigt, og skynder sig hjem. Han må holde sig borte i dage og uger, og hans (655) tidligere arbejde bliver filtret ind i dette. Strikkemaske efter maske går op, og bliver aldrig taget op igen. Dette fryder fjenden. Og når han ser at han har succes med at sætte timelige ting højest i denne persons sind, giver han ham sine hænder fyldt med problemer. Han begynder straks at ordne sine vanskeligheder derhjemme, så at hans sind optages deraf, og, om muligt, holde ham helt ude af arbejdet. . . .
Når sjæle beslutter sig for eller imod sandheden, så, bønfalder jeg jer, lad ikke jer selv drage bort fra jeres arbejdsmark. Overlad det ikke til fjenden, må jeg sige, også hvis der ligger en død i dit hus. Kristus sagde: ”Følg mig, og lad de døde begrave sig selv.” Hvis du blot kunne se betydningen af dette arbejde, som er blevet præsenteret for mig, vil den lammelse som rammer mange, blive rystet bort, og der vil være en opstandelse fra døde og et komme af liv gennem Jesus Kristus. . . . .
Hvis vi tager fast standpunkt, som Guds arbejdsmænd, og siger: ”Herren har givet os et budskab, og vi kan ikke være trofaste skildvagter. Hvis vi ikke står på vor pligtspost; vil vi gennemføre arbejdet under alle omstændigheder,” så vil vi finde at Guds engle vil tjene vore familier derhjemme, og vil sige til fjenden: ”Gå tilbage.” — Historiske skildringer, s. 127, 128. (1886)
Samle sig om hovedopgaven
Sjæle går tabt på grund af splittet arbejde. — Nogle prædikanter har endog på en tid, da de har haft en stor åndelig interesse, anvendt en god del af deres tid til at skrive og det har ofte været tilfældet, at det, de skrev, ikke havde nogen særlig forbindelse med deres foreliggende arbejde. Dette er en meget stor fejl; thi på en sådan tid er det en prædikants (656) pligt at bruge alle sine evner og kræfter til at fremme Guds sag. Hans tanker bør være klare og dreje sig om dette ene mål: at frelse sjæle. Dersom hans sind er optaget med andre ting, vil sagen måske derved miste mange, som kunne være blevet frelst, dersom de i tide havde fået den rette undervisning.— Vidnesbyrd for menigheden bind 4, side 265 (1876)
Tabt på grund af splittede anstrengelser. – Din fejltagelse var dette: Ligeså snart du går i gang med en opgave, begynder du at skrive meget ned. Hvis din opgave var at skrive, hvis Gud har sagt til dig, ligesom han gjorde til Johannes: ”Skriv disse ting ned”, så giv dig selv til det, og prøv ikke mere. Hvis du skal holde prædikener, så er dine tanker ikke livskraftige nok, selvom de er ganske aktive, til at kunne støtte en tale, vidne og skrive. I en høj grad bør du lade dine tanker hvile, når du engagerer dig, og bringe nye og opjagende sandheder til folk, hvor det kræver et kors at tage imod disse. Du behøver at vælge dit emne omhyggeligt, og gøre dine prædikener korte, og vigtige lærdomspunkter meget tydelige. . . . . .
For at få succes med dette arbejde må du gøre en ting ad gangen, bruge dine kræfter på dette arbejde. I den retning bedømmer du forkert. Når du begynder at give en serie af prædikener, så gør disse prædikener til det centrale. Begynd ikke med at skrive breve og artikler til aviser og blade; for derved adsplitter du dine kræfter. I dette blev ældre ____ og ældre ____ blev rettet til. Herren viste mig at det vigtige arbejde med at bringe sandheden, blev ødelagt i deres hænder; ikke det halve af kræfterne blev brugt i deres arbejde, fordi de brugte så megen tid på at skrive breve. Besøgene er den vigtige del af arbejdet; men disse brødres arbejde blev næsten hele tiden brugt på at (657) skrive, hvilket gjorde dem trætte, optog deres tid, og ikke hjalp dem med at bringe arbejdet videre, men forhindrede det. Folk blev frarøvet Skriftens klare og overbevisende fremstilling, og arbejdets andagtsopbyggende del blev forsømt. . . .
Her er årsagen: Borte fra talerstolen brugte de meget af deres tid på at skrive, undskylde sig selv fra at besøge, fordi de var så travle og så trætte. Som resultat deraf, var de trætte i hovedet når de kom til talerstolen; de var ikke forberedt på at gøre et arbejde som Gud kan sætte Sit segl på. De gjorde ingen ting klart. Hvis de alligevel arbejde sig selv op på højt spændingsniveau, mente de at deres prædikener var kraftfulde. De berørte lidt her og der, kom med en masse ting, som de mente var overbevisende og af overvældende betydning, men i virkeligheden gravede de sandheden ned under en masse ting, over for tilhørerne, så at pointerne aldrig vil kunne findes. Alt hvad de kom med var forvirret. Så mange emner kom med i en prædiken at ingen punkter stod påvist og klart i deres tanker, som ikke kendte til sandheden. . . . . Et emne ville være af større værdi for tilhørerne, med nogle få pointer klare og tydelige, end en masse ting som du kan kalde beviser, og tro at dine pointer støtter disse.— Brev 47, 1886.
Sundhed og sundhedsprincipper
[Se også ”The Medical Evangelist”, side 513-551.]
Evangelister fristes til at ikke passe på helbredet – Satan arbejder på at udslette. Han leder de menneskers tanker, som elsker Gud og forkynder evangeliet, til at ikke passe på deres fysiske helbred, for dette har en (658) stor indflydelse på det dydige liv generelt. Prædikanter bruger for meget tid på at forkynde, og udtømmer deres livskræfter. . . . . . Det er de mange lange prædikener der trætter. Det halve af den evangeliske føde der bringes, ville give større udbytte.— Brev 91, 1898.
Anspændes af evangelisering. – Jeres møder søndag aften er en tung belastning for jer, for I sætter jer selv op til høje spændinger. Derefter kommer et tilsvarende modtræk, og som følge deraf bringer jeres tilknytning til menigheden ikke fred og retfærdighed. . . . .
Det vældige arbejde du gør i at forberede dine møder gør ikke det arbejde der er brug for. Måske roses og værdsættes du af mennesker, men det er ikke bevis for at det arbejde du gør har den rette indflydelse.
Så siger Herren: ”Du må passe på at du ikke bliver overanspændt når du forbereder på at tale til folk.”— Brev 51, 1902.
Mådehold i Guds arbejde. — Skønt Jesus kunne udføre undergerninger, ligesom han også havde givet disciplene magt til at virke mirakler, så bød han alligevel sine trætte tjenere gå afsides ud på landet og hvile. Da han udtalte at høsten var stor og arbejderne få, indprentede han ikke disciplene nødvendigheten af uophørligt arbejde, men han sagde: "Bed derfor høstens herre at han vil drive arbejdere ud til sin høst!" Matt. 9, 38. Gud har givet enhver sin gerning, svarende til vedkommendes evner, og han ønsker ikke at nogen da skal overlæsses med ansvar, mens andre ikke har nogen byrde, ingen møje for sjæle. — Evangeliets tjenere, 182. (1915)
Arbejd med forstand. – Enhver arbejder bør arbejde med forstand, med Guds herlighed for øje. Han bør være særlig omhyggelig, og ikke misbruge nogen af hans gudsgivne evner.
Herren vil have at du, min bror, reformerer dig i (659) dine arbejdsmetoder, så du må have et vel afbalanceret sind, en symmetrisk karakter, og åndelig styrke til at rådgive forstandigt med. Der er for få mennesker at ofre af, af jer, som har sandhedskundskab. Næsten hele tiden overbebyrder I både jeres fysiske og mentale kræfter, fordi I tillader intense følelser. I har en livlig indbildning, og lægger meget iver i jeres prædikener, som hele tiden holder sindet opspændt, med stemmen hævet til et højt toneleje, og du er ikke blot træt derefter, men folk er genert og interessen er faldet. Reaktionen kommer sikkert; for du ved ikke hvordan du gradvist kommer ned fra et sådant pres, og den stakkels krop bliver træt. Efterfølgende kommer en nedtrykt tilstand, efter så højt pres.
Du bør ikke tillade dig selv, at gøre dit arbejde så unødigt strengt. Du overbebyrder dig selv, i skrift såvel som i tale. Dette forlanger Gud ikke. Overholder du sundhedens love nøje, så vil du være frisk til at gøre godt arbejde for Mesteren; Så vil du have frisk manna at give fårene på Kristi græsgange.— Brev 39, 1887.
Giv plads for de nødvendige hvileperioder.— Nogle af vore prædikanter føler at de hver dag må udføre noget som de kan rapportere til konferensen, og deres forsøg på at gøre dette, får til føle at deres anstrengelser alt for ofte bliver svage og uden virkning. De bør have hvilestunder med fuldstændig frihed fra anstrengende arbejde. Men denne fritid kan ikke træde i stedet for daglig legemsøvelse. — Evangeliets tjenere, 180. (1915)
Forberede sig for fremtidige opgaver.— Når en arbejder har været under et hårdt pres af bekymring og ængstelse og er overanstrengt både legemlig og åndelig, burde han gå afsides og hvile sig i nogen tid, ikke med egenkærlig tilfredsstillelse for øje, men for at blive bedre skikket til fremtidige pligter. (660) Vi har en årvågen fjende, som altid følger os i sporene, færdig til at drage fordel af enhver svaghed som kunne bidrage til at gøre hans fristelser virkningsfulde. Lad medarbejderes spare på sine kræfter, og når han er træt af slid, så lad ham trække sig til side og have samfund med Jesus.— Evangeliets tjenere, 184. (1915)
Undgå overarbejdets belastning. – Jeg hører at medarbejdernes helbred er ved at bryde ned under de byrder de er ved at bære. Sådan skal det ikke være. Gud ønsker at vi skal huske, at vi kun er mennesker. Vi skal ikke favne for meget i vort arbejde. Vi skal ikke være så belastede, at vore fysiske og mentale kræfter udtømmes. Der er brug for flere medarbejdere, så nogle af byrderne kan fjernes fra dem, som er så tungt bebyrdede.— The Review and Herald, 28. april, 1904.
Tid til at slappe af, motion og familien. – Hvis en prædikant bruger sin fritid på at arbejde i sin frugtplantage eller have, skal han så trække denne tid fra sin løn? Bestemt ikke, mere end han skal bruge sin tid på hans kaldte arbejde, som prædikant. Nogle prædikanter bruger mange timer på tilsyneladende velvære, og det er rigtigt at de skal hvile, når de kan; for organismen kan ikke klare den tunge byrde, hvor der ikke er tid til at lægge den bort. Der er timer på dagen der kræver hård belastning, som prædikanten ikke får ekstra løn for, og hvis han vælger at hugge brænde flere timer om dagen, eller arbejde i sin have, er det lige så meget hans privilegium at gøre dette, som at prædike. En prædikant kan ikke altid prædike og besøge, for dette er et udtømmende arbejde.
Det lys jeg har fået er at hvis vore prædikanter ville (661) gøre mere fysisk arbejde, vil de høste sunde velsignelser. Når hans dagsarbejde med at prædike, besøge og studere er omme, skal prædikanten have tid til sine egne behov. Hvis han kun får begrænset løn, må han finde ud af hvordan han supplerer sin lille fond op. Her finder den snæversynede noget at kritisere, men Herren anbefaler en sådan fremgangsmåde.
Til tider er jeg blevet vist at dem i prædikantgerningen er tvunget til at arbejde dag og nat, og leve for en meget ussel betaling. Når en krise kommer, bliver alle nerver og sener belæsset med tunge byrder. Hvis disse mennesker kunne trække sig til side og hvile en stund, udrette fysisk arbejde, ville det være en stor hjælp. Derved er der blevet reddet mennesker, som kunne have gået ned i graven. Det er tydeligt nødvendigt at der må fysisk sundhed og mental klarhed til, for at gøre et godt manuelt arbejde i løbet af dagen. Derved kaldes blodet fra hjernen til andre dele af kroppen.— Brev 168, 1899.
Forbedre sig hele tiden. — Vore prædikanter, som er nået en alder af 40 eller 50 år, bør ikke føle, at deres arbejde er mindre værdifuldt end før. Mænd, som er kommet noget til års og har vundet en erfaring, er netop dem, som bør udføre et godt og frugtbart arbejde. Der er særlig trang til sådanne for tiden; menighederne har ikke råd til at undvære dem. Sådanne bør ikke tale om legemlig eller åndelig svaghed ej heller føle, at deres arbejdsdag er til ende.
Mange af dem har lidt under alvorlig åndelig overanstrengelse, uden nogen lindring ved legemsøvelse. Følgen er en svækkelse af deres kræfter og en tilbøjelighed til at fratage sig ansvar. Hvad de behøver, er mere aktivt arbejde. Dette gælder ikke blot dem, hvis hår er blevet hvidt af tidens rimfrost, men selv unge mænd er henfaldet i den samme tilstand og er blevet åndeligt svage. De har en række udarbejdede (662) foredrag; men kommer de uden for disses område, er de ude på dybet.
Den sjælehyrde af dem gamle skole, der rejste fra sted til sted på hesteryggen og brugte megen tid til at besøge sin hjord, havde trods alle sine strabadser og savn et bedre helbred end vore prædikanter nu, der så meget som muligt undgår al legemlig anstrengelse og stænger sig inde med deres bøger.
Aldrende og erfarende prædikanter bør som Guds tjenere anse det som deres pligt at gå fremad, gøre fremskridt hver dag, blive mere og mere dygtige til deres gerning og stadig samle noget nyt at fremholde for folket. Ethvert forsøg på at udlægge evangeliet burde være bedre end det foregående. For hvert år bør de udvikle en dybere gudsfrygt, et ømmere sindelag, en større åndelighed og en grundigere kundskab om bibelske sandheder. Jo ældre en prædikant er og jo mere erfaring han har, desto bedre bør han være i stand til at påvirke hjerterne, fordi han kender dem bedre.— Vidnesbyrd for menigheden, bind 4, side 269, 270. (1876)
Finansielle bekymringer.— Når prædikanter og lærere, trykkes under byrden af økonomisk ansvar og samtidig bestiger prædikestolen eller går ind i et klasseværelse med trætte hjerner og overanstrengte nerver, hvad kan man da forvente andet, end at der vil blive brugt almindelig ild i stedet for den hellige ild som Gud har tændt? De anstrengte, usammenhængende bestræbelser skuffer tilhørerne og skader taleren. Han har ikke haft tid til at søge Herren, ingen tid til at bede i tro om Den Hellige Ånds salvelse.— Vidnesbyrd for menigheden, bind 7, side 250, 251. (1902)
Undgå lange bestyrelsesmøder om aftenen. – En prædikant kan ikke have det bedste åndelige tankesæt når han kaldes til at bringe vanskelighederne i de forskellige menigheder i orden. Det arbejde er han ikke udpeget til. (663) Gud ønsker at bruge alle evner hos sine udvalgte budbringere. Deres tanker skal ikke bebyrdes af lange bestyrelsesmøder om natten; for Gud ønsker at al deres hjernekraft skal bruges på at forkynde evangeliet, som det er i Kristus Jesus.
Overbebyrdet, en prædikant er ofte så fortravlet at han knapt nok kan finde tid til at ransage sig selv, hvorvidt han er i troen. Han finder meget lidt tid til at meditere og bede. Kristus forenede i sin tjeneste, bønnen med arbejdet. Nat efter nat, brugte han helt i bøn. Prædikanter må søge Gud efter Hans Helligånd, for at de må bringe sandheden rigtigt.— manuskript 127, 1902.
Et ståsted – en appel til en populær evangelist. – Det er blevet vist klart for mig at Guds folk skal tage fast standpunkt imod kødspiser. Havde Gud givet Sit folk budskabet for tredive år siden, hvis de ønskede at få rent blod og klare sind, må de opgive at bruge kødmad, hvis Han ikke ønsker at de skal give agt på dette budskab? Ved at bruge kødmad styrkes den dyriske natur og den åndelige natur svækkes. Mennesker som jer, som er involveret i det højtideligste og vigtigste arbejde der nogen sinde er betroet mennesker, behøver at være særlig opmærksom på hvad de spiser.
Husk på at når du spiser kød, spiser du blot korn og grøntsager i andet led; for dyret får næring fra disse ting, som er vokset op, og sendt ud på markederne. Det liv der var i korn og grøntsager, går igennem dyret, og bliver en del af dyrets liv, og så spiser menneskene dyrene. Hvorfor er de så villige til at spise deres mad i andet led?
I begyndelsen blev frugter erklæret af Gud for at være “gode til føde.” Tilladelse til at spise kød (664) var en konsekvens af syndefaldet. Mennesket fik ikke tilladelse til at spise kød før syndfloden. Hvorfor skulle vi så behøve at spise kød? Det er kun få af dem, der spiser kød, der ved, hvor fuldt det er af sygdom. Kød var aldrig den bedste føde, og nu er det forbandet med sygdom.
Tanken om at slå dyr ihjel for at spise dem, er i sig selv frastødende. Hvis menneskets naturlige fornuft ikke var blevet fordærvet ved eftergivenhed over for appetitten, ville mennesker ikke tænke på at spise dyrenes kød.
Vi er blevet givet opgaven at fremme helsereformen. Herren ønsker at Hans folk skal være i harmoni med hinanden. Som du må vide, skal vi ikke forlade det standpunkt som har været i de sidste femogtredive år, Herren har påbudt os at stå fast. Pas på med hvordan du sætter dig op imod helsereformens arbejde. Det vil gå fremad, for det er Herrens middel at formindske vor verdens lidelser og rense Sit folk.
Pas på med hvilken attitude du har, så du ikke er årsag til splittelse. Min bror, selvom du ikke får bibragt dit liv og din familie den velsignelse, der kommer af at følge helsereformens principper, så skad ikke andre ved at modsætte dig det lys, som Gud har givet dig over dette emne.
Selvom vi ikke sætter brugen af kødspiser på prøve, selvom vi ikke behøver at tvinge nogen til at opgive dens brug, så er det vor pligt at anmode om at ingen prædikant i konferensen skal tage let på eller modsætte sig reformbudskabet på dette punkt. Hvis du, i det lys som Gud har givet om kødspisers indvirkning på organismen, stadig vil fortsætte med at spise kød, må du tage konsekvenserne. Men tag ikke stilling før folk vil lade dem tro, at det ikke er nødvendigt at gennemgå en (665) reform, angående kødspiser, fordi Herren kalder til reform. Herren har givet os arbejdet at proklamere helsereformens budskab, og hvis du ikke kan gå frem i deres rækker, som giver dette budskab, skal du ikke gøre dette til det fremtrædende. Ved at modarbejde dine medarbejderes anstrengelser, som underviser i helsereformen, er du ude af orden, og arbejder på den forkerte side.— Brev 48, 1902.
Evangelie-medarbejderens stemme.
Prædikanten er Guds talerør. – Det menneske som accepter sin position som Guds talerør, bør tænke over hvor nødvendigt det er at han bringer sandheden, med al den nåde og forstand han kan, så intet går tabt i den sandhed der præsenteres for folk. Dem som blot anser det for et lille problem at tale ufuldkomment, de vanærer Gud. — manuskript 107, 1898.
I fulde og runde toner. — Evnen til at kunne tale klart og tydeligt og med en fyldig, vel afrundet stemme er uvurderlig i en hvilken som helst beskæftigelse. Denne evne er uundværlig for dem, som ønsker at blive prædikanter, evangelister, bibelarbejdere eller kolportører. De som har planer om at virke i disse stillinger, bør oplæres til at bruge stemmen på en sådan måde at det vil gøre et afgjort godt indtryk når de taler til folk om sandheden. Sandheden må ikke skades ved at blive fremholdt med en mangelfuld udtale.— Vidnesbyrd for menigheden, bind 6, 380. (1900)
Tale klart og udtrykkeligt. – Alle medarbejdere, uanset om de taler fra talerstolen eller giver bibellæsninger, skal lære at tale på en klar og udtrykkelig måde.— Brev 200, 1903.
(666) Bibellæserens stemme er blød og melodisk.— Den som holder bibellæsninger i forsamlingen eller i familiekredsen, bør kunne læse med et blødt og klangfuldt tonefald som vil vække tilhørerne. — Vidnesbyrd for menigheden, bind 6, 381. (1900)
Overbevisende og virkningsfuldt. – At kunne læse korrekt og med rette eftertryk, er af højeste værdi. Uanset hvor megen kundskab du kan få i andre linier, hvis du ikke opdyrker din stemme og måde at tale på, så at du kan tale og læse klart og med forstand, så vil al din lærdom ikke være til nytte; for uden stemmekultur kan du ikke kommunikere det hurtigt og klart som du har lært.
At lære at fortælle overbevisende og udtrykkeligt, det som man ved, er af særlig værdi for dem som ønsker at blive medarbejdere i Guds sag. Jo mere udtryk du kan lægge i sandhedens ord, des mere effektivt vil disse ord være, for dem som lytter. En ordentlig præsentation af Herrens sandhed er af værdi for vor største arbejde. Lad de studerende i oplæring for Mesterens tjeneste anstrenge sig beslutsomt for at lære at tale korrekt og med magt, så at når de taler med andre om sandheden, eller er de involveret i offentlig virksomhed, må de overbringe sandheder af himmelsk oprindelse, på ordentlig måde.— manuskript 131, 1902.
Talerens stemme påvirker beslutningen. — Nogle ødelægger det højtidelige indtryk de kunne have givet folk, ved at løfte deres stemmer til et meget højt leje og råbe og skrige sandheden ud. Når sandheden fremstilles på denne måde, mister den meget af sin sødme, sin kraft og alvor. Men hvis røsten har den rette klang, hvis den er højtidelig og er så moduleret (667) så den er helt gribende, vil den give et meget bedre indtryk. Det var i dette toneleje Kristus underviste sine disciple. Han indgød alvor i dem, han talte på en gribende måde. Men dette meget høje og skrigende leje - hvad udretter dette? Det giver ikke folk et mere ophøjet syn af sandheden og giver dem ikke et mere dybt indtryk. Det skaber kun ubehagelige fornemmelser for tilhørerne og trætter talerens stemmeorgan. Stemmens toneleje har meget at gøre med påvirkningen af tilhørernes hjerter. — Vidnesbyrd for menigheden, bind 2, side 615. (1871)
Ordentlig brug af stemme-organerne. – Stemmeorganerne bør have omhyggelig opmærksomhed og oplæring. De styrkes ved rigtig brug, men svækkes hvis de bruges utilbørligt. Bruges de overdrevent, som at holde lange prædikener, vil det, hvis det ofte gentages, ikke kun skade taleorganerne, men belaste hele nervesystemet for meget. Den fintfølende harpe på tusindvis strenge, bliver træt, og kommer ud af stemning, og laver disharmoni i stedet for melodier.
For enhver taler er det således vigtigt at holde stemmeorganerne ved lige, som at holde dem i sund tilstand, så han kan tale livets ord til folk. Enhver bør have forstand på de bedste måder at bruge sine gudsgivne evner på, og bør praktisere det han lærer. Det er ikke nødvendigt at tale med høj stemme eller i højt leje; dette pådrager taleren stor skade. Hurtig tale ødelægger meget af prædikenens virkning; for ordene kan ikke gøres så tydelige og klare som hvis de siges med fuldt overlæg, giver tilhørerne tid til at tage meningen i ethvert ord.
Menneskestemmen er en dyrebar gave fra Gud; den er en kraft for godt, og Herren ønsker at Hans tjenere skal (668) bevare dens gribende evne og melodi. Stemmen bør opdyrkes sådan at den fremmer sin musikalske kvalitet, så den må falde behageligt i øret og gøre indtryk på hjertet. . . . .
Herren forlanger at menneskeagenten ikke handler ud fra impulser når han taler, men handler stille og taler langsomt, og lad Helligånden give sin virkning på sandheden. Tro aldrig at du ved arbejde dig selv op til en forløsende passion, tale ud fra impulser og lade dine følelser løfte din røst til et unaturligt toneleje, at du beviser Guds store kraft over dig. . . . .
Din indflydelse er vidtrækkende, og dine kræfter til at tale bør være under fornuftens kontrol. Når du belaster taleorganerne, går stemmens modulationer tabt. Tendensen til at tale hurtigt bør overvindes beslutsomt. Gud forlanger af sine menneskeredskaber, al den tjeneste som mennesker kan give. Alle de talenter der er betroet menneskeagenten skal der værnes om og påskønnes, og bruges som en dyrebar gave fra himlen. Medarbejderne på høstmarken, er Gud udpegede agenter, kanaler som Han kan bibringe himlens lys igennem. Ryggesløs og ubetænksomt brug af nogen af deres gudsgivne kræfter, formindsker deres virkeevne, så når der er mest brug for det, og der kan gøres allerbedst godt, er de så svage, syge og forkrøblede at de kun kan udrette lidt.—Særlige vidnesbyrd, Serie A, Nr. 7, s. 9-11. (1874)
Stemmekultur er vigtigt for prædikanten. – Lærerne på vore skoler bør ikke tolerere kejtede fagter og klodsede gestikulationer hos de studerende, forkert toneleje i oplæsning, eller ukorrekt tonefald eller eftertryk. Talens og stemmens udvikling bør tilskyndes hos alle de studerende. På grund af skødesløs og forkert (669) oplæring, pådrages der ofte vaner som er til stor hindring for en prædikants arbejde, som ellers har et uddannet talent. Den studerende må indprentes med at han har det i sin kraft, ved at kombinere nådegaver med anstrengelser, og gøre sig selv til en mand. De mentale og fysiske evner som Gud har begavet ham med, må opelskede og smerteudholdende anstrengelse, blive en kraft, der gavner sit medmenneske. — manuskript 22, 1886.
Oplæring af stemmen. — Stemmeudviklingen indtager en vigtig plads inden for legemskultur, fordi den tjener til at udvikle og styrke lungerne og således værne mod sygdom. Pas på, at mavemusklerne får frit spil under åndedrættet, og at åndedrætsorganerne er ubesværede, så der sikres den rigtige foredragsmåde ved oplæsning og tale. Sørg for, at det snarere bliver mavens muskler, der belastes, end strubens. På denne måde kan man forebygge megen træthed og alvorlige sygdomme i halsen og lungerne. Der bør lægges megen vægt på at tilegne sig en tydelig udtale, en jævn, korrekt afpasset toneføring og en ikke for hastig foredragsmåde. — Uddannelse, side 199. (1903)
Tale lige så nemt til tusinder, som til ti. — Når I taler fra struben og lader ordene komme ud fra de øverste stemmelejer, irriteres og pirres stemmeorganerne hele tiden og er ikke den bedste måde at bevare dem sunde eller at forøge deres effektivitet på. I burde lade jer inspirere helt og fuldt og lade bevægelserne komme fra bugmusklerne. Lad kun lungerne være budskabets kanal, men stol ikke kun på deres arbejde. Hvis I lader jeres ord komme dybt nede fra, bruger bugmusklerne, kan I lige så let tale til tusinde som til ti. — Vidnesbyrd for menigheden bind 2, side 616, (1871)
(670) Bemærk den rette vejrtrækning. — Prædikanten bør indtage en rank holdning og tale langsomt, bestemt og tydeligt, idet han med passende mellemrum foretager en fuld indånding af luft og udsender ordene ved hjælp af underlivsmusklerne. Dersom prædikanterne vil følge denne enkle regel og for øvrigt overholde sundhedens love i andre henseender, vil de kunne bevare deres liv og arbejdsdygtighed meget længere end mænd i nogen anden livsstilling. Brystkassen vil udvides og . . . . oftest kunne undgå hæshed selv ved en stadig brug af taleorganerne. I stedet for at pådrage sig lungetæring ved deres foredrag kan vore prædikanter ved forsigtighed overvinde ethvert anlæg til denne sygdom. - Vidnesbyrd for menigheden bind 2, side 4, 404. (1880)
Tale langsomt og roligt. – I mine yngre dage plejede jeg at tale for højt. Herren har vist mig at jeg ikke kunne gøre det rette indtryk på folk ved at få stemmen på et unaturligt leje. Så blev Kristus præsenteret for mig, og Hans måde at tale på; og der var en liflig melodi i hans stemme. Hans stemme nåde dem som lyttede på, på en langsom og rolig måde, og hans ord trængte ind i deres hjerter, og de var i stand til at gribe hvad Han sagde, før den næste sætning blev sagt. Nogle har det sådan at de må haste direkte videre, ellers vil de miste inspirationen, og folk vil miste inspirationen. Hvis det gælder inspiration, så lad dem miste den, og jo hurtigere des bedre.— manuskript 19b, 1890.
Evangelistens personlige udseende.
Evangelistens personlighed. — Ud fra det lys jeg har haft, er prædikantgerningen et helligt og ophøjet embede og dem som påtager sig det, bør have (671) Kristus i deres hjerter og vise et alvorligt ønske om, i alle deres handlinger, i deres klædeform, i deres tale, selv i deres måde at tale på, at fremstille ham på en værdig måde for folk. . . . .
Vore ord, vore handlinger, vor opførsel, vore klæder alt bør forkynde. Ikke kun med vore ord bør vi tale til folk, men alt der passer sig for vor person bør være en prædiken for dem. - Vidnesbyrd for menigheden bind 2, 615, 618. (1871)
Sjæle er gået tabt på grund af ligegyldighed. — En prædikant som er skødesløs i sit udseende skader ofte dem som har god smag og fine følelser. Dem som er mangelfulde i dette, burde rette deres fejl og være mere varsomme. Tabet af visse sjæle vil til sidst kunne føres tilbage til prædikantens usoignering. Den første optræden gav folk et dårligt indtryk fordi de ikke på nogen måde kunne kæde hans opførsel sammen med de sandheder han giver. Klæderne sagde ham imod; og det indtryk man fik var at det folk han repræsenterede var, er en skødesløs gruppe som ikke bekymrede sig om deres klæder og hans tilhører ønskede ikke at have noget at gøre med sådanne folk. — Vidnesbyrd for menigheden bind 2, 613. (1871)
Smag, farver og pasform.— Men se den klædestil vore prædikanter har i dag. Nogle som har med hellige ting at gøre, klæder sig så forkert at det vil ødelægge indflydelsen fra deres arbejde. Der er en synlig mangel på sans for farver og ordenlighed. Hvilket indtryk giver en sådan klædemåde? Det er det arbejde vi har der ikke betragtes som mere helligt eller ophøjet end almindeligt arbejde, som at pløje mark. Prædikanten bringer, ved sit eksempel, hellige ting ned på niveau med andre ting. — Vidnesbyrd for menigheden bind 2, 614. (1871)
(672) Valg af farver. — Sorte eller mørke materialer klæder sig mere for en prædikant bag en talerstol og vil give folk et bedre indtryk end en kombination af to eller tre forskellige farver i hans klæder ville gøre. — Vidnesbyrd for menigheden bind 2, 610. (1871)
Sømmelige klæder og optræden. — I klæder og optræden skal vi vise sømmelighed. Vi skal aldrig være upassende og usoignerede i vort udseende eller vort arbejde.— Brev 49, 1902.
Den kvindelige medarbejder bedømmes på tøjet. — Man kan bedømme et menneskes karakter efter, hvordan det klæder sig. En forfinet smag og et forædlet sind vil åbenbare sig gennem valget af enkelt og hensigtsmæssigt tøj. En enkel og ren smag med hensyn til påklædningen og en beskeden optræden vil have stor betydning ved at omgive en ung kvinde med denne atmosfære af hellig tilbageholdenhed, som vil være hende et værn mod tusinde farer.—Uddannelse, s. 250.(1903)
Ikke-troende påskønner enkle klæder. — Mange klæder sig som verden for at kunne øve indflydelse på de vantro; men deri tager de sørgeligt fejl. Dersom de ønsker at øve en sand indflydelse til frelse, lad dem så efterleve deres bekendelse og vise deres tro ved deres retfærdige gerninger og gøre forskellen mellem en kristen og den verdslige tydelig. Tale, klædedragt og handling bør vidne for Gud. Da vil de sprede en hellig indflydelse overalt omkring sig og endog vantro vil skønne at de har været hos Jesus. Hvis nogen ønsker, at hans indflydelse skal veje til fordel for sandheden, lad ham så leve efter sin bekendelse og derved efterligne det ydmyge guddommelige Mønster.— Vidnesbyrd for menigheden bind 4, s. 633, 634. (1881)
Stolthed over klæder er anstødssten for ikke-troende.— Mangen sjæl, som har været overbevist om sandheden, er blevet (673) ledet til at tage afstand fra den, på grund af den stolthed og kærlighed til verden, som vore søstre har udvist. Den lære, der blev forkyndt, syntes at være klar og harmonisk og tilhørerne følte, at de måtte løfte et tungt kors ved at modtage sandheden. Når de har set vore søstre optræde i så iøjnefaldende dragter, har de sagt: "Disse mennesker klæder sig fuldstændig, som vi gør. I virkeligheden kan de ikke tro hvad de bekender sig til; og når alt kommer til alt, må de være bedragne. Hvis de virkelig troede, at Kristus snart skulle komme og at hver eneste sjæls sag skulle afgøres enten til evigt liv eller til evig død, kunne de ikke ofre tid og penge til at klæde sig efter den rådende mode." Hvor lidt disse søstre, som bekender sig til at være troende, dog vidste om den prædiken, deres klædedragt holdt!
Vore ord, vore handlinger og vore klæder er daglige, levende prædikener, der samler med Kristus eller adspreder. Dette er ikke en ubetydelig sag, der kan afvises med en spøg. Spørgsmålet om klædedragt kræver alvorlig overvejelse og megen bøn. Mange vantro mennesker har følt, at de ikke gjorde ret i at tillade sig, at blive modens slaver; men når de har set nogle, der fører en høj bekendelse om gudsfrygt, klæde sig, som verdens mennesker klæder sig og finde behag i letsindigt selskab, drager de den slutning, at der ikke kan være noget urigtigt i en sådan handlemåde. — Vidnesbyrd for menigheden bind 4, 641. (1881)
Enkle klæder vil ikke sætte fattige i forlegenhed. – Vore klæder bør være tydelige og enkle, så når vi besøger den fattige, vil de ikke blive forlegne over modsætningerne mellem vort udseende og deres eget.— Evangeliets tjenere, 189. (1915)
Klæder der sømmer sig for hellig bekendelse. — Omhyggelighed i klædedragt er en sag af betydning. Prædikanten bør klæde sig på en måde som svarer til stillingens værdighed. Enkelte prædikanter har været (674) forsømmelige i denne henseende. I nogle tilfælde har der ikke bare været udvist mangel på smag og på orden i påklædningen, men denne har vært usoigneret og sjusket.
Himmelens Gud, hvis arm bevæger verden, og som giver os livet og opholder os med sundhed, æres eller vanæres ved den klædning som bruges af dem som gør tjeneste til hans ære.— Evangeliets tjenere, 125. (1915)
Evangelistens hustru
Ansvarlig for hendes talenter.— Et ansvar påhviler prædikantens hustru, som hun ikke burde og ikke kan bare kaste fra sig. Gud vil gøre krav på det talent, der er lånt hende, med renter. Hun bør arbejde alvorligt, trofast og samstemmende med sin mand i at vinde sjæle. Hun bør aldrig fremhæve sine ønsker, eller udtrykke en mangel på interesse i hendes mands arbejde, eller dvæle ved hjemve og usammenhængende følelser. Alle disse naturlige følelser må overvindes. Hun bør have et livsmål som gennemføres uden vaklen. Hvad nu hvis dette strider mod følelser, behag og en naturlig smag? Dette bør ofres med glæde og lethed for gøre godt og vinde sjæle.
Prædikanternes hustruer bør leve et indviet og helliget liv. Men nogle vil nyde godt af en religion, som der ikke er noget kors i, og som ikke kræver nogen selvfornægtelse og anstrengelse fra deres side. I stedet for selv at være ophøjede og lære fra Gud, for at få styrke og bære deres personlige ansvar, har de det meste af tiden været afhængige af andre og fået deres åndelige liv fra dem. Hvis de bare ville lære tillidsfuldhed, i barnlig tillid, til Gud og have deres hengivenhed samlet i Jesus og lede deres liv ud fra Kristus, den levende Vin, hvilken masse godt kunne de gøre, hvilken hjælp kunne de være for andre, (675) hvilken støtte for deres mænd og hvilken løn ville være deres ved enden!— Vidnesbyrd for menigheden bind 1, s. 452, 453. (1864)
Ledsage manden i sjælevinding. - Hvis en prædikanthustru ledsager sin mand på hans rejser, bør hun ikke gå efter sin egen særlige lyst, ved at snakke og vente på ham, men hun skal arbejde med ham. Hun bør have den samme interesse, som han har, for at gøre godt. Hun bør være villig til at følge sin mand, hvis hjemmepligterne ikke forhindrer det og hun bør hjælpe ham i hans anstrengelser for at vinde sjæle. Med beskedenhed og ydmyghed og dog med en pæn selvtillid, bør hun have en dragende indflydelse på personerne omkring hende og bør gøre sin del og bære sit kors og byrde ved møderne, omkring familiealteret og i samtale omkring kaminen. Folk forventer dette og de har ret til at forvente det. Hvis disse forventninger ikke erkendes, er mandens påvirkning mere end halvt nedbrudt.
Prædikantens hustru kan gøre meget hvis hun vil. Hvis hun har den selvopofrende ånd og har en kærlighed for sjæle, kan hun gøre næsten lige så meget godt sammen med ham. En søstermedarbejder i sandhedens sag kan forstå og komme ind i visse sager, særligt blandt søstrene, som prædikanten ikke kan.— Vidnesbyrd for menigheden bind 1, s. 452. (1864)
Klæder for prædikanthustruerne. - Navnlig bør vore prædikanters hustruer være forsigtige, at de ikke afviger fra Bibelens tydelige lærdomme angående klædedragt. Mange ser på disse påbud som værende for gammeldags til at fortjene opmærksomhed; men han, som gav dem til sine disciple, foreslog, hvilke farer kærligheden til klædedragt ville medføre i vor tid og sendte os denne advarsel. Vil vi agte på advarselen og handle klogt? Overdådighed i påklædning tiltager stadig. Endnu (676) har vi ikke set afslutningen derpå. Moden er stadig skiftende og vore søstre følger den, uden hensyn til tid eller udgifter. Til påklædning ofres der en stor mængde midler, der burde tilbageleveres til Gud som er giveren.— Vidnesbyrd for menigheden bind 4, 630, 631. (1864)
Hjemmereligionens eksempel. - Lad prædikantens hustru som har barn, huske på at hun har en missionsmark i sit hjem, hvor hun bør arbejde med utrættelig energi og en aldrig svigtende nidkærhed og i erkendelsen af at frugterne af hendes gerning vil vedvare gennem al evighed. Er hendes børns sjæle ikke lige værdifulde som hedningenes? Lad henne derfor tage sig af dem med kærlig omhu. På henne hvile det ansvar at vise verden hvilken kraft og ynde Guds frygt i hjemmet indebærer. Hun bør lade sig lede af principper, ikke af indskydelser, og hun bør arbejde i bevidstheden om at Gud er hendes hjælper. Hun må ikke tillade noget at aflede henne fra hendes mission.
Den mor som har en inderlig forbindelse med Kristus, øver en indflydelse af uberegnelig værdi. Hennes tjeneste i kærlighed gør hjemmet til et Betel. Kristus virker sammen med henne og forvandler livets almindelige vand til himmelsk vin. Hennes børn vil vokse op og blive til en velsignelse og en hæder for henne i dette liv og i det tilkommende. — Evangeliets tjenere, 206. (1915)
Det vigtige arbejde der hjemme.— Dersom gifte mænd går ud i virksomheden og efterlader sine hustruer hjemme for at tage sig af børnene, udfører hustruen og moderen et ligeså stort og vigtig arbejde som manden og faderen. Mens den ene er ude på missionsfeltet, er den anden en hjemmets missionær, hvis bekymringer og sorger og byrder ofte langt overstiger mandens og farens. Moderen har en højtidelig og betydningsfuld gerning på at tilpasse (677) børnenes sind og karakter, oplære dem til at gøre nytte her i tiden og berede dem for det tilkommende udødelige liv.
Manden som virker ude på det åbne missionsfelt, bliver måske æret af mennesker, mens hun som slider hjemme, muligvis ikke har nogen anerkendelse for sin gerning; men dersom hun arbejder med sin families bedste interesser for øje og søger at danne børnenes karakter efter det guddommelige mønster, vil den regnskabsførende engel skrive hendes navn som en af de største missionærer i verden.
Prædikantens hustru kan være en stor hjælp for sin mand ved at søge at lette hans byrde, dersom hun bevarer sin egen sjæl i Guds kærlighed. Hun kan lære sine børn Guds Ord. Hun kan styre sit eget hus på en økonomisk og forsigtig måde. Sammen med sin mand kan hun opdrage børnene til sparsommelighed i deres vaner og lære dem at begrænse sine fordringer.— Evangeliets tjenere, 149. (1915)
Beklagelser er dødbidende. — Disse søstre er nøje forenede med Guds værk, dersom han har kaldet deres, mænd til at forkynde sandheden for vor tid. Hvis disse tjenere i sandhed er kaldet af Gud, vil de erkende sandhedens betydning. De står imellem de levende og de døde og må våge over sjæle som de, der skal aflægge regnskab. Højtideligt er deres kald og deres hustruer kan være en stor velsignelse eller en stor forbandelse for dem. De kan opmuntre dem, når de er modløse, trøste dem, når de er nedbøjede og anspore dem til at se op og stole helt på Gud, når deres tro svigter. Eller de kan indtage et modsat standpunkt, se på den mørke side, synes, at de har det svært, undlade at øve tro på Gud, gå til deres mænd med deres prøvelser og deres vantro, nære klage og knur i deres sind og være en dødvægt eller endog en forbandelse for dem. . . .
En hustru, der ikke er helliggjort, er den største forbandelse, en (678) prædikant kan have. De Guds tjenere, der har været eller endnu er så ulykkeligt stillede, at de har denne lammende indflydelse i hjemmet, bør fordoble deres bønner og deres årvågenhed, indtage et fast, bestemt standpunkt og ikke lade dette mørke nedtrykke dem. De bør klynge sig nærmere til Gud, være faste og bestemte, styre deres eget hus vel og leve sådan, at de kan have Guds velbehag og englenes beskyttelse. Men dersom de føjer sig efter deres uomvendte hustruers ønsker, falder Guds mishag over deres bolig. Guds ark kan ikke forblive i huset, fordi de støtter dem og holder dem oppe i deres urigtige færd .— Vidnesbyrd for menigheden bind 1, side 138, 139. (1856)
Fasthold en høj moralstandard
Principper der opgives, markerer disse tider.— Overalt ser man menneskevrag, nedbrudte familiealter og ødelagte hjem. Det råder en mærkværdig tilsidesættelse af principper, moralens ideal sænkes, og jorden forvandles hurtigt til et Sodoma. De gerninger som førte Guds straffedom over verden ved syndfloden, og som blev årsag til Sodomas ødeleggelse ved ild, er i hurtig udvikling. Vi nærmer os enden, da jorden skal renses med ild.— Evangeliets tjenere, 90. (1915)
Prædikanter er Satans mål.— Den ondes særskilte fristelser er rettet mod prædikanterne. Han ved at de kun er mennesker som ikke selv ejer nogen nåde eller hellighed, og at evangeliets skatte er lagt i lerkar, som kun ved guddommelig kraft kan blive kar til ære. Han ved at Gud har bestemt prædikanterne til at være et mægtig (679) middel til sjæles frelse, og at de kan have fremgang i sin gerning bare når de tillader den evige Fader at styre deres liv. Derfor søger han med al sin kløgt at lede dem til synd, da han ved at deres embede gør endnu mere synd hos dem overvættes syndig; for ved at begå synd gør de sig selv til det ondes tjenere.— Evangeliets tjenere, 89. (1915)
Balanceret værdighed og omgængelighed.— Renhed og sømmelighed i opførsel er et emne som vi må give agt på. Vi må være på vagt mod de synder som råder i denne fordærvede tid. Lad ikke Kristi udsendinge nedlade sig til letsindig tale, til fortrolighed med kvinder, enten disse er gifte eller ugifte. Lad dem med sømmelig værdighed holde sig på sin rette plads; men på samme tid kan de være omgængelige, venlige og høflige mod alle. De bør være hævet over alt som har skin af det simple og det familiære. Dette er forbuden grund, hvor det er utrygt at sætte sine fødder. Hvert ord og hver handling bør kunne bidrage til at højne, rene og forædle. Tankeløshed i sådanne ting er synd.— Evangeliets tjenere, 89. (1915)
Irettesæt kvinders smiger. – Nogle gange vil du smigres af mennesker, men oftere af kvinder. Især når du bringer sandheden ind på nye marker, vil du møde personer, som vil komme med denne onde smiger. Som en Kristi tjener må du foragte smiger; undgå det som du vil med en giftslange. Irettesæt den kvinde som vil rose din smarthed, holde din hånd så længe som hun kan tilbageholde den i sin egen. Hav kun lidt at sige til personer i denne klasse; for de er Satans agenter, og gennemfører hans planer ved at lægge lokkesnarer der fortryller dig bort fra hellighedens sti. Enhver fornuftig kristen kvinde vil gøre sin del; hun vil forstå Satans bedrag, og vil ikke samarbejde med ham.
(680) Få aldrig omdømmet som den prædikant kvinder særlig godt kan lide. Undgå deres selskab, som i deres kunster, på mindste måde vil svække dit mål at gøre det rigtige, eller få plettet din rene samvittighed. Giv dem ikke din tid eller tillid; for de vil lade dine følelser berøve din åndelige styrke. Gør intet blandt fremmede, i togvogne, i hjem, på gader, som har det mindste udseende af ondt.— The Review and Herald, 8. juli, 1884.
Undgå alt der nærmer sig ondskab. – Når nogen, der hævder at undervise i sandheden er tilbøjelig til at være meget sammen med unge, endog gifte kvinder, når han gør sig fortrolig med deres personer, eller ofte findes i samtale med dem på en fortroligmåde, så vær bekymret for ham; sandhedens rene principper er ikke indvævet i hans sjæl. Sådanne er ikke medarbejdere sammen med Jesus; de er ikke i Kristus, og Kristus er ikke i dem. De behøver en gennemgribende omvendelse, før Gud kan antage deres arbejde. Sandheden af himmelsk oprindelse fornedrer aldrig modtageren, leder ham aldrig til den mindste tilnærmelse mod upassende fortrolighed; tværtimod helliggør den troende, renser hans smag, ophøjer og forædler ham og fører ham ind i en tættere forbindelse med Jesus. Den leder ham til at agte på apostlen Paulus’ formaning om at afholde sig fra selve udseendet af ondskab, så der ikke skal tales ondt om det gode, han gør. . . . .
Mennesker som gør Guds arbejde, og som har Kristus blivende i deres hjerter, vil ikke fornedre moralitetens standard, men vil søge at ophøje den. De vil ikke finde behag i at kvinders smiger, eller blive forkælet af dem. Lad både unge og gifte mænd sige: ”Fingrene væk!” Jeg vil ikke give den mindste anledning til dårlig omtale af mig. Mit gode navn er (681) af langt større værdi end guld eller sølv. Lad mig bevare det uplettet. Hvis mennesker angriber det navn, skal det ikke være fordi jeg har givet dem anledning til det, men af samme grund som de der talte falsk om Kristus – fordi de hadede hans karakters renhed og hellighed; for det var en konstant irettesættelse for dem.
Jeg ønsker at jeg kunne indprente enhver arbejdsmand i Guds sag, om det store stadige behov for alvorlig bøn. De kan ikke hele tiden være på deres knæ, men de kan opløfte deres hjerter til Gud. Det er den måde som Enok vandrede med Gud på.— The Review and Herald, 10. november, 1885.
Forsvare sjælen. – Der vil være kvinder som vil blive fristere, og som vil gøre deres bedste for at tiltrække og vinde mænds opmærksomhed til sig. Først vil de søge at vinde deres sympati, derefter deres hengivenhed, og så påvirke dem til at bryde Guds hellige lov. Dem, som har vanæret deres sind og hengivenhed ved at sætte sig der hvor Guds Ord forbyder det, vil ikke have betænkeligheder ved at vanære Gud, ved forskellige slags afgudsdyrkelse. Gud vil overlade dem til deres nedrige følelser. Det er nødvendigt at vogte tankerne, forsvare sjælen med Guds ords formaninger; og være meget forsigtig med at enhver tanke, ethvert ord og enhver handling ikke forrådes til syndighed.— The Review and Herald, d. 17. maj, 1887.
Pas på det sikre værn.— Vor store modstander har menneskelige redskaber, som stadig er på jagt efter en anledning til at ødelægge sjæle, ligesom en løve lurer på sit bytte. . . . . Fjernes et eneste forsvarspunkt i samvittigheden, hengiver du dig til en eneste ond vane, en eneste forsømmelse af pligtens høje krav kan det blive begyndelsen til en bedragers livsbane, som vil føre dig ind i deres rækker, der tjener Satan, medens du hele tiden bekender dig til (682) at elske Gud og hans sag. Et øjebliks tankeløshed, et enkelt fejltrin kan vende hele dit liv ind på den urette vej. Og du vil måske aldrig få at vide, hvad det var, som forårsagede din ødelæggelse, førend kendelsen bliver udtalt: »Vig bort fra mig, I, som øver uret!” — Vidnesbyrd for menigheden bind 5, s. 397, 398. (1885)
Omvendt af ikke-omvendte prædikanter. – Et menneske kan høre og anerkende hele sandheden, og alligevel ikke kende til personlig dydighed, og sand erfaringsmæssig religion. Han kan forklare frelsens vej til andre, og alligevel kan han selv kastes bort. Sandheden er hellig og kraftfuld, og ransager hjertets intentioner og målsætning. Sandhedens betydning og autoritet i den store frelsesplan, er opfostret af den guddommelige Ophavsmand, og er ikke ugyldiggjort og gjort værdiløs fordi de menneskeinstrumenter der bruges til dens administration er uhellige eller upålidelige.
”Hvorfor,” spurgte et menneske som har praktiseret og stadig praktiserer ondskab, ”er sjæle, som er omvendt til sandheden, under min indflydelse?” Jeg svarede: ”Kristus drager hele tiden sjæle til sig, og glimter Sit eget lys på deres sti. Den der søger efter frelse får ikke lov til at læse hans karakter, som underviser ham. Hvis han selv er oprigtig, hvis han drager nær til Gud, tror på Ham, bekender hans synder, så vil han blive accepteret.— Brev 12, 1890.
Mellemskabsperioden
Unge medarbejder kommer ind i rækkerne. – Der er oprigtige unge mennesker som bereder sig til at komme ind i rækkerne, for at styrke yderposterne. Hvis de vandrer ydmygt med Gud, vil Han tale til dem, og instruere dem. Til dem vil jeg sige: Arbejd hvor du er, gør (683) hvad du kan for at komme videre med den sandhed som er så dyrebar for dig. Bevar enkeltheden, og når tomheden så fyldes ud, vil du høre ordene: Ven, kom højere op. Måske er du modvillig for at vokse, men ryk frem i tillid til Gud, begynd Hans arbejde på en frisk og oprigtig erfaring og et hjerte fyldt med tro, som virker ved kærlighed og renser sjælen. Idet du tørster efter livets vand, så spørg Kristus efter det, og Han vil give dig at drikke frit af livets vand. Han vil være et kildeudspring for dig, der springer op til evigt liv.— Brev 9, 1899.
Meget beror på om der begyndes rigtigt. — Brugbarheden af unge mænd, som føler sig kaldede af Gud til at prædike, er i høj grad afhængig af, på hvilken måde de går ind til deres gerning. De, som er udvalgt af Gud til forkyndergerningen, vil give beviser på deres høje kald og vil på alle tænkelige måder søge at udvikle sig til dygtige arbejdere. — Mesterens efterfølgere, side 187. (1911)
Begynd arbejdet i selskab med ældre prædikanter. — Som en forberedelse til forkyndergerningen bør unge mænd ansættes sammen med ældre prædikanter. De som har opnået en erfaring i aktiv tjeneste, bør tage unge, uerfarne arbeidere med sig ud på virkefeltet og lære dem hvordan de kan udføre en frugtbringende gerning til sjæles omvendelse. Venlig og kærlig skal disse ældre arbejdere hjælpe de yngre til at forberede sig til den virksomhed Herren måtte kalde dem til. Og de unge mænd som oplæres, bør respektere sine læreres råd, vise dem hæder for deres gudsfrygt og komme i hu at deres årelange arbejde har bragt dem visdom. . . . .
Lad de ældre arbejdere være lærere, mens de selv holder sig under Guds disciplin. Lad de unge mænd anse det som en foret at blive undervist af ældre arbejdere, (684) og lad dem bære enhver byrde som deres ungdom og erfaring vil tillade. Således uddannede Elias den israelittiske ungdom i profeternes skoler, og unge mænd, vor tid må have en lignende oplæring. Det er ikke mulig i hver enkelthed at give råd med hensyn til den del de unge bør udføre; men de bør omhyggelig undervises af de ældre arbejdere og oplæres til altid at se på ham som er troens Ophavsmand og Fuldender.— Evangeliets tjenere, 73. (1915)
Arbejde sammen med erfarne medarbejdere, ikke kopiere dem. – De uerfarne bør ikke sendes ud alene. De bør stå side om side med ældre og erfarne prædikanter, hvor de kan uddanne dem. Men de bør sige til dem: ”Du må ikke kopiere mine fagter, eller tonen i min stemme, så at ingen vil vide om du taler eller om jeg taler. Du skal stå i din egen rustning, i din egen karakter, helliget af Gud. Du skal ikke tage min karakter, eller mine gestikulationer, eller mit stemmeleje, eller mineudtryk, eller mine ord.”
Jeg tror det er blevet vist mig tyve gange i min livstid, og jeg har prøvet at sige det til brødrene, men det onde er der ikke rådet bod på. Når en af disse mænd, som ikke har erfaring med arbejdet, står ved din side, skal han ikke tænke sådan som du tænker, og se alt sådan som du ser det; så hvis du skulle opgive sandheden, vil han sige: ”Jeg kan lige så godt opgive det.” Lad dem stå og opnå en symmetrisk karakter fra himlens Gud; ikke for at de skal have dine ideer, og du har en formende indflydelse; men du bør føre dem direkte til Bibelen som deres mønsterbillede. Betydningen af disse ting, er blevet vist mig så mange gange, at jeg føler en byrde på dette punkt.— manuskript 19b, 1890.
(685) Ikke undertrykke eller tage modet fra nye medarbejdere. – Gud har aldrig udtænkt at et menneskes bedømmelse og planer skal betragtes som det højeste. Han siger: I er Guds medarbejdere. Lad ingen begynde at undertrykke eller gøre modløse. Lad ham ikke forsøge at sætte sin rustning på sin bror, for han har ikke prøvet den. . . . Og prædikanterne skal aldrig kopiere noget menneskes gestikulationer, hans vaner, hans indstillinger, hans udtryk og hans stemmeleje. De skal ikke være noget menneskes skygge, i tanke, i følelse eller i planlægge og udføre en større helhed. Hvis Gud har gjort dig til en hyrde for hjorten, har Han kvalificeret dig til at gøre dette arbejde.— manuskript 104, 1898.
Unge mænd kaldes til tjeneste på frontlinien. – Mennesker med gråt hår bør vandre varsomt og give unge mennesker som søger vækst, enhver anledning til at komme frem til fronten. De ældre mænd bør ikke føle at det er en vanære for dem, for de yngre mænd, som må bruge deres evner og som må fylde deres steder hver i sær, må blive til mænd der kan stoles på, og komme frem til fronten. Dem som er ældre bør opmuntre de yngre til at udvikle deres talenter.
Vi behøver mænd som vil gribe fat i arbejdet, som de mener det. De yngre mænd må have anledninger til at udvikle sig.— Brev 97, 1896.
At få anerkendelse. – Han indvilgede i at bringe Sine disciple frem for store skarer og give dem omdømme, at mange vil genkende dem i deres arbejde, at de arbejdede som Kristus gjorde. De allerførste barmhjertighedsgerninger som vor Herre gav, vil åbne døren for Hans disciple.— Brev 252, 1906.
Unge medarbejdere i disciplinærskole. – Lad os behandle de yngre medlemmer i Herrens familie med respekt. De unge mænd der netop er gået ind i prædikantgerningen, kan gøre mange fejltagelser, men de ældre prædikanter er (686) ikke fri for fejl, uanset de mange år som de har arbejdet i. Herren vil tage disse unge mænd i sin Egen hånd, nogle gange vil han hjemsøge dem, og lade dem lide for deres fejltagelser, men aldrig svigte dem. Han giver dem anledning til at blive medlemmer af den kongelige familie, børn af den himmelske Konge.— manuskript 127, 1902.
Unge mænd kaldes ud til høstmarken. – Herren kalder på unge mænd til at gå ud på høstmarken og arbejde ihærdigt som høstfolk. Han kalder på dem til at arbejde for Ham, ikke at arbejde for menigheder der allerede er oprettet, men for at knytte de erfarne medarbejdere til dem på den store høstmark. Lad dygtige unge mennesker gå ud og bruge deres talenter. Idet de går ud, så lad dem stole på Herrens vejledning. . . . .
Det er det arbejde som unge mennesker bør opmuntres til at gøre, ikke at tale for en tilhørerskarer som ikke behøver deres umodne arbejde, som godt er klar over dette, og ikke mærker Åndens dragen. Herren har ikke givet de unge mennesker arbejdet ude blandt menighederne. Deres første opgave er at lære lektier i forskellige linier fra den store Lærer. . . .
Hvad sagde Kristus til Sine disciple? – Hvis nogen tjener Mig, så lad ham følge Mig.” Dette er den regel der gives i Guds Ord. Ved at studere Kristi liv, så lad medarbejderne finde ud af hvordan Han levede og arbejdede. Lad dem hver dag stræbe efter Kristi liv, søge efter at kende Herrens vej. - manuskript 75, 1900.
Efter tolv måneders trængsel. – For dem som Han kalder til at arbejde i tjenesten, vil Herren give taktfølelse, dygtighed og forståelse. Efter at have arbejdet i tolv måneder i det evangeliske arbejde, har et menneske ingen frugter at vise sine anstrengelser; hvis de folk som (687) han arbejdede for ikke blev hjulpet, hvis han ikke opløftede standarden på nye steder, og sjæle ikke blev omvendte af hans arbejde, så mennesker skulle ydmyge sit hjerte for Gud, og prøve at blive klar over om han ikke var gået fejl af sit kald. Den løn konferensen betalte, bør gives dem som viser frugter af deres arbejde. Den person som genkender Gud, som sin virkekraft, som har et sandt begreb om sjæles værdi, hvis hjerte er fyldt med Kristi kærlighed, de give et frugtbart arbejde. — manuskript 26, 1905.
Kald til og forflyttelse af evangelisk medarbejder
Flytte til områder, er ikke er advaret. — Ofte ønskede de indbyggere i byen som Kristus arbejde for, at han skal blive hos dem og fortsætte sit arbejde iblandt dem. Men Han måtte fortælle dem at Han måtte gå videre til byerne, som ikke havde hørt de sandheder, som han skulle overbringe. Efter at han har givet sandheden på et sted, lod Han folk bygge videre på det Han havde givet dem, imedens han gik til et andet sted. I dag skal de følge op på Hans arbejdsmetoder, som Han har overleveret Sit arbejde til. Vi skal gå fra sted til sted, og fremføre budskabet. Lige så snart at sandheden er blevet proklameret på et sted, skal vi gå videre for at advare andre. — manuskript 71, 1903.
Flyt dig kun når skyen har løftet sig. – Bliv ikke rastløse eller troløse; tag rustningen på for krig, styrk jeres sjæle i Gud, og så kan I handle tappert. I Gud er jeres styrke og virkekraft. . . . . Når skyen løftes op, og Gud indikerer at det er jeres opgave at åbne arbejdet op for en anden mark, kan I bevæge jer forstandsmæssigt. Svigt ikke (688) arbejdsmarken, når der stadig er så meget at gøre og mangler at blive gjort.— Brev 77, 1895.
Pligtens stemme. – Pligtens stemme er Guds stemme, - en medfødt, himmelsk sendt vejleder. — Counsels on Health, side 562. (1896)
Må vide at Gud leder. — Men vi skal ikke lægge ansvaret for vor pligt over på andre og vente på, at de skal fortælle os, hvad vi skal gøre. Vi kan ikke gøre os afhængige af menneskers råd. Herren vil lære os, hvad der er vor pligt, lige så villigt, som han vil lære andre det. Når vi kommer til ham i tro, vil han personligt åbenbare os sine hemmeligheder. . . . .. De, som beslutter sig til ikke i nogen retning at gøre noget, der kan mishage Gud, vil, når de har fremlagt sagen for ham, nøjagtigt vide, hvilken vej de skal følge. Og de vil ikke blot modtage visdom, men også styrke.—Den store mester, side 457. (1898)
Medarbejdere med fornemmelse for deres pligt.— I enhver bevægelse fremad som Gud har ledt os til at gøre, til ethvert skridt som Guds folk vinder, har der været hurtige sataniske redskaber blandt os, der står tilbage og antyder tvivl og vantro og kaster forhindringer på vor vej og svækker vor tro og vort mod. Vi har måttet stå som krigere og måttet kæmpe os vej gennem en oprejst modstand. Dette har gjort vort arbejde ti gange hårdere end det ellers ville have været. Vi har måttet stå lige så faste og uopgivede som en klippe.
Nogle . . . synes aldrig at have et standpunkt hvor de kan stå fast og sikkert, rede til at kæmpe hvis det behøves når Gud kalder efter trofaste soldater der står ved pligtsposten. Der er dem som ikke vil angribe fjenden skønt Gud forlanger at de skal. De vil ikke gøre noget før andre har kæmpet slaget og vundet sejr over dem og så vil de dele byttet. Hvor meget kan Gud regne med sådanne soldater? De regnes for at være krystere i hans sag.— Vidnesbyrd for menigheden bind 3, s. 315, 316. (1873)
(689) Evangelister skal fuldende deres anstrengelser. – Jeg ved ikke andet om ældre ___s sag end at han er blevet brugt af Herren i Hans arbejde i Los Angeles, og at han er blevet velsignet rigt. Over et hundrede har taget ståsted for sandheden, som resultat af hans arbejde. Ved afslutningen af hans sidste række teltmøder, ville han skifte arbejdsmark, men han fik en anmodning, der var underskrevet af mange af Los Angeles borgere, der spurte ham om at blive og fortsætte sine møder. Herren har givet bror ___ en tilpasningsevne, med visdom til at planlægge og gennemføre sit arbejde, og Han har velsignet ham med at bringe små blade, notitser og traktater ud, som har vækket folks interesse.
Jeg vil sige: Lad bror ___ arbejde hvor hans budskab tydeligvis kan udrette meget godt. Dem som har kommet til hans møder, har givet frit af deres midler, for at understøtte det arbejde som han har gjort. . . .
Lad ham på nuværende tidspunkt blive i Los Angeles; for Herren har givet ham en markant succes med at frembære budskabet til folk. Lad ham give basunen en bestemt lyd, og vække dem som aldrig har hørt sandheden. Måtte Herren opmuntre ham til at forblive i Los Angeles indtil menighedsmedlemmerne er vækket til at tage rustningen på og vise at de har byrde for at bringe budskabet. . . . .
Lad ingen, ved forskrift eller eksempel, forsøge at drage ældre ___ fra sit Gudsbestemte arbejde. Lad alle gå med ham, og fremføre arbejdet i klare linier.— Brev 75, 1905.
Vejledende principper for at kalde en evangelist. – Om det er rigtigt for ældre ___ at forlade Los Angeles og for en tid arbejde i den nordlige by, vil jeg sige: Nogle gange må vi overlade sådanne spørgsmål (690) mest til manden selv. Der er for mange forflytninger af mennesker som gør et godt stykke arbejde, af det arbejde som Herren har sagt skal udrettes. Nogle gange når en mand har succes med sit arbejde og interessen fortsætter godt, bør spørgsmålet om at flytte ham til en anden mark slet ikke komme til ham, fordi det blot forvirrer ham. Hvis Herren oprører Los Angeles folk på en mægtig måde, gennem teltmøder, så lad intet afbryde arbejdet. . . . . Lad ingen prøve at drage ____ bort fra det sted, hvor der er dyb interesse og en ekstraordinær opåbning for den nærværende sandhed. Dette er Los Angeles’ anledning.— Brev 193, 1905.
Medarbejdere skades af unødig forflyttelse. – Jeg tror at det gør skade at kalde medarbejdere fra en del af vingården, hvor de gør godt arbejde, til at tage til en anden mark, hvor de skal begynde helt forfra. Jeg tror det tillægger den, der kaldes, en større betydning end han i virkeligheden har, og de stakkels sjæle vil såres. Jeg advarer dig på dette punkt at flytte medarbejdere hvor det ikke er nødvendigt.— Brev 179, 1900.
Nyomvendte forstod ikke hvorfor medarbejdere blev flyttet. – Jeg ved at bror og søster ___ ikke var fri for fejl, men at de bestræbte sig på at kende og gøre Mesterens vilje, og at de havde talenter så de kunne nå mænd kvinder, på livets højere gangstier, og at mange gennem deres arbejde må blive interesseret i sandheden. Jeg vidste en flytning ville fratage en betydningsfuld arbejdsmark, at der er brug for meget, og også at en flytning vil betyde meget for dem personligt, for de havde netop bosat sig i et passende hus. Jeg følte mig ikke fri til at påvirke dem til at flytte.
Flytter de under sådanne (691) omstændigheder til en anden mark, vil det give et dårligt indtryk hos dem som, ved deres anstrengelser, har taget imod troen. Hvis det desuden er rigtigt at de havde ubehagelige karaktertræk, ville det ikke gøre sagen bedre at sende dem til en arbejdsmark, for de vil tage deres ubehagelige karaktertræk og metoder med sig.— Brev 48, 1907.
Satans påfund at flytte mennesker for hurtigt. – Havde prædikanten helt afvist at lytte til menneskers farvede og ensidige udtalelser, havde hans rådgivning været overensstemmelse med bibelreglen og sagt, ligesom Nehemias: ”Jeg har et stort arbejde for og kan derfor ikke komme derned,” da menigheden ville have været i en langt bedre tilstand. Arbejdet med at flytte mennesker fra deres arbejds mark, og har gentaget det igen og igen for at hele værket skal vokse. Heri er den store sjælefjendes påfund til forhindring for Guds værk. Når sjæle som er ved at beslutte sig for sandhedens sag, overlades til dårlige påvirkninger, mister de deres interesse, og det er meget sjældent at der så kan gøres så mægtigt indtryk på dem igen. Satan søger hele tiden på påfund, og kalde prædikanter bort fra hans arbejdsmark ved dette kritiske punkt, som vil resultere i hans arbejde er gået tabt.— manuskript 1, 1878.