Ordentlig uddannelse til de unge

 (113) Den tredje engel vises som flyvende under himlenes midte, viser at budskabet skal nå ud til hele jordens længde og bredde. Det er det mest højtidelige budskab der nogen sinde er givet til mennesker, og alle som er i forbindelse med dette arbejde, bør først føle deres behov for en uddannelse, og på en meget grundig oplæringsproces i arbejdet, med henblik på dens fremtidige nytte; og der bør lægges planer og anstrenges for at forbedre den klasse som regner med at komme i forbindelse med grene af værket. Prædikantarbejde må ikke bruges på at undervise drenge, og det bør heller ikke betros uerfarne piger at give bibelundervisning, kun fordi de vil give deres tjeneste, og er villige til at tage ansvarsbetyngede stillinger, men mangler religiøs erfaring, uden at de har fået grundig uddannelse og oplæring. De må prøves og se om de vil stå prøven; udvikles der ikke et fast og samvittighedsfuldt princip over for alt som Gud vil have dem til at være, vil de ikke bringe vor sag og arbejde frem for denne tid. Hos vore søstre, der er involveret i arbejde i hele missionen, må der være en dyb erfaring, de har fået fra dem som har haft en erfaring, og som forstår arbejdsmetoder og veje. Missionsarbejdet står hele tiden i forlegenhed for manglende medarbejdere med det rette sindelag, og med en helligelse og fromhed som vil repræsentere vor tro korrekt.

 Der er flere som burde blive missionærer som aldrig kommer ud på marken, fordi de, som er forenet med dem i menighedsforsamlingen eller på vore missionsskoler ikke nærer en sådan byrde sammen med dem, og er klar over de krav Gud har på alle kræfter, og ikke beder sammen med dem og for dem; og den begivenhedsrige periode som afgør livsforløbets planer og vej, overbevisningen sammen med dem kvæles, andre indflydelser og lokkemidler tiltrækker dem, og fristelser søger (114) verdslige standpunkter som vil, tror de, give dem penge, og tage dem med i den verdslige strøm. Disse unge mænd kunne blive reddet til forkyndertjenesten ved hjælp af velorganiserede planer. Hvis menighederne på forskellige steder gør deres pligt, vil Gud arbejde med deres anstrengelser ved sin Ånd, og vil give trofaste mænd til prædikanttjenesten.

 Vore skoler skal være uddannelses- og oplæringsskoler; og hvorfra mænd og kvinder kommer ud, udrustet på alle måder for missionsmarken, må de indprente missions storhed i sig, og den praktiske gudsfrygt må bringes ind i deres daglige erfaring, og udrustes til alle nyttige steder i verden, eller i menigheden, eller i Guds store moralske vingård, der nu kalder efter medarbejdere i fremmede lande.

 De unge må være præget af den tanke, at man stoler på dem. De har æresfølelse og ønsker at blive respekteret, og det er deres ret. Hvis eleverne får det indtryk, at de ikke kan gå og komme, sidde ned eller være nogen steder, selv ikke på deres værelser, uden at blive overvåget og uden at et kritisk øje hviler på dem for at kritisere og indberette, vil det virke demoraliserende, og fritiden vil blive glædesløs. Tanken om en stadig overvågen overstiger forældrenes formynderskab og er langt værre; for forstandige forældre kan ofte med takt opdage, hvad der rører sig under overfladen, og se, hvor det hvileløse sind arbejder under ungdomslængslerne eller under de stærke fristelser, og så sætte deres planer i værk for at modarbejde det onde. Men den stadige overvågen er unaturlig og frembringer netop de onder, den søger at afværge. For at de unge skal kunne udvikle fysisk sundhed og en harmonisk karakter, kræves der, at de får motion og opmuntring, og at de omgives med en munter og venlig atmosfære.

 Guds ord må åbnes op for de unge, men en ung bør ikke sættes i en stilling til dette arbejde. De som hele tiden har øjnene rettet på at opføre sig pænt, vil forlange at blive overvåget i alle stillinger de (115) end måtte have. Derfor er et sådant oplæringssystem der giver de unge en sådan karakterform helt skadelig. Hjælp til mental disciplin og dannelse af rigtige moralske følelser og vaner.

 Der bør generelt kun være få og velvalgte studier, og dem som går på vore skoler skal have en anden oplæring end fra dagens almindelige skoler. De er blevet oplært i kristne principper generelt, hvis de har kloge og gudfrygtige forældre. Guds ord er blevet respekteret i deres hjem, og dets lære danner loven i hjemmet. De er blevet oplært i evangeliets optugt og formaning, og når de kommer til skolerne, skal denne samme uddannelse og oplæring fortsætte. Verdens grundregler, verdens skikke og praksis, er ikke den oplæring de behøver; men de skal se lærerne i skolerne sørge for deres sjæle, så de vil viser afgjort interesse for deres åndelige velfærd, og religion skal være det store princip der er indregnet; for Guds kærlighed og frygt er begyndelse til visdom. Unge der fjernes fra hjemmets atmosfære, fra forældrenes regler og vejledning, møder, hvis de selv får lov til at vælge deres kammerater, vil møde en krise i deres historie der ikke er god for fromhed eller principfasthed.

 Hvor der end oprettes en skole, vil der være varme hjerter til at få en levende interesse for vore unge. Der er brug for fædre og mødre med varm sympati, og med venlig formaning, og al mulig elskværdighed med i de religiøse øvelser. Hvis der er dem som forlænger religiøse øvelser til trættelighed, giver de, de unge indtryk af at religion er tør, asocial og uinteressant. Men disse unge sætter ikke deres egen standard så højt, men svage principper og en lav standard ødelægger dem som, hvor de er undervist ordentligt, må ikke kvalificeres til en velsignelse for sagen, men for menigheden og for verden. En brændende og aktiv (116) fromhed i læren er væsentlig. Morgen og aftenandagt i kapellet, og sabbatsmøderne, må være uden stadig omhu og hvis den ikke får liv af Guds ånd, er den en formel, tør og en bitter blanding, og meget tung for unge og mindst behagelig og tiltrækkende af alle skoleopgaver. De sociale møder bør ledes med planer der ikke kun gør dem behagelige, men direkte tiltrækkende.

 Lad dem som er egnet til at undervise unge, selv studere i Kristi skole, og lære lektier at give de unge. Der er brug for videnskab, alvorlig hjertefølt helligelse. Al snæversyn bør undgås. Lad lærerne så vidt muligt ikke bøje deres værdighed, for at blive et med børnene i motionsøvelser og fornøjelser, uden at efterlade indtrykket at du overvåger dem, og uden at gå rundt omkring i statelig værdighed, som om du var en uniformeret soldat på vagt over dem. Din tilstedeværelse giver en form over deres handlevej. Jeres enighed med dem får jeres hjerter til at banke i ny hengivenhed. De unge behøver, sympati, hengivenhed og kærlighed, ellers vil de miste modet. En ånd af »Jeg tager mig ikke af nogen og ingen tager sig af mig« tager dem i besiddelse, og selv om de bekender at være Kristi efterfølgere, har den en prøvende Djævel på sporet af dem, og de er i fare for at blive modløse, lunkne og falde bort fra Gud. Når nogle ser det som en pligt at bebrejde dem, og behandle dem koldt, som om de var værre end de i virkeligheden er, og kun få, omend ingen, ser det som en særlig pligt at anstrenge sig personligt for at reformere dem, og fjerne de skadelige indtryk de har fået.

 Lærerens forpligtelse er betydningsfuld og hellig, men ingen del af arbejdet er mere vigtig end at holde øje med de unge med en øm og kærlig omsorg, så de må føle at vi har en ven i dem. Når først deres tillid er opnået, kan du lede dem, styre dem, og oplære dem let. Vore kristne (117) princippers hellige motiver må bringes i vort liv. Elevernes frelse er den højeste interesse der er betroet den gudfrygtige lærer. Han er Kristi arbejder, og hans særlige og beslutsomme anstrengelser burde redde sjæle fra undergang og vinde dem for Jesus Kristus. Gud vil forlange dette fra lærernes hænder. Enhver bør føre et liv i from, i ren og i samvittighedsfuld anstrengelse for at opfylde enhver pligt. Hvis hjertet gløder med Guds kærlighed, vil der være en ren hengivenhed, som er absolut nødvendig; bønner vil være brændende, og trofaste advarsler vil blive givet. Forsøm dette, og sjælene i din varetægt er truet. Hellere bruge mindre tid på lange taler, eller på spændende studier, og tage sig af disse forsømte pligter.

 Efter alle disse anstrengelser kan lærere finde, at nogle af dem som er i deres varetægt, vil kunne udvikle principløse egenskaber. De er efterladende i vandel som, i mange tilfælde, resultatet af umoralsk eksempel og forsømt faderlig opdragelse, Og lærere der gør alt hvad de kan vil svigte i at bringe disse unge til et liv i renhed og hellighed; og efter tålmodig opdragelse, hengivent arbejde og inderlig bøn, vil de blive skuffet over dem som de havde håbet så meget på. Ud over det vil forældrenes bebrejdelser komme til dem, fordi de ikke har kræfter til at modvirke deres eget eksempels og ukloge oplærings påvirkning. Læreren plejer at få denne afskrækkelse efter at have gjort sin pligt. Men han må arbejde videre, og stole på at Gud vil arbejde med ham, stå tappert ved sin post, og arbejde i tro. Andre vil blive frelst til Gud, og deres påvirkning vil blive brugt til at frelse andre. Lad prædikanten, sabbatsskolelæreren og lærerne i vore skoler forene hjerte, sjæl og hensigt i arbejdet på at redde vore unge fra undergang.

 Mange har følt: »Nuvel, det gør ikke noget om vi er nå nøjeregnende med at blive grundigt uddannede,« og en lavere standard for kundskab accepteres. Og nu hvor der er brug for passende mænd til at udfylde forskellige betroede stillinger, (118) er de sjældne; når der ønskes kvinder med velafbalancerede sind, uden en billig uddannelsesform, men med en uddannelse der udruster dem til enhver betroet stilling, er de ikke nemme at finde. Hvad der overhovedet værd at gøre, er at gøre det godt. Så længe religion er det fremherskende element i enhver skole, vil den ikke ledes til billige og tarvelige litterære færdigheder. Så længe en religiøs atmosfære præger skolen, spreder dens indflydelse, vil den få alle som er sandt kristne til at føle deres behov mere dybt, ved en grundig kundskab, at de må gøre bedst brug af de evner som Gud har betroet dem. Medens de vokser i vor Herre Jesu Kristi nåde og kundskab, vil sukke over en fornemmelse af deres ufuldkommenheder, og vil hele tiden søge at bruge deres sindskræfter, så bliver forstandige kristne.

 Herren Jesus vanæres ved lave idéer eller planer fra vor side. Han som ikke føler de bindende krav i Guds lov, og ikke holder alt der forlanges, han overtræder hele loven. Han som kun er tilfreds med at imødekomme dele af retfærdighedsstandarden, og som ikke sejrer over alle åndelige fjender, vil ikke honorere Kristi planer. Han forklejner hele planen for hans religiøse liv, og svækker sin religiøse karakter, og under fristelsens kraft får hans karaktermangler overherredømme, og ondt sejrer. Vi behøver at være udholdne og besluttede, på at imødekomme den højest mulige standard. Forudfattede levevaner og tanker må i mange tilfælde overvindes før vi kan vokse i det religiøse liv. Den trofaste kristne vil bære meget frugt; han er en medarbejder; han vil ikke drive bort i dovenskab, men vil tage hele rustningen på for at kæmpe Herrens kampe. Det vigtigste arbejde er at tilpasse smagen, appetitten, lidenskaberne, motiverne, ønskerne til den store moralstandard for retfærdighed. Arbejdet må begynde i hjertet. Det må være rent, helt afpasset med Kristi vilje, ellers vil en herskende lidenskab, eller en (119) vane eller mangel blive en destruerende kraft. Gud vil ikke acceptere noget mindre end hele hjertet.

 Gud ønsker at lærerne på vore skoler skal være virksomme. Hvis de vokser i åndelig forståelse, vil de føle at det er vigtigt at de ikke mangler videnskabens kundskab. Fromhed og en religiøs erfaring ligger fundamentet for sand uddannelse. Men lad ingen føle at de er alvorlige for religiøse sager overhovedet, som er væsentlig for at kunne uddanne. Så længe de ikke har så magen gudsfrygt, behøver de også en grundig kundskab til videnskab. Dette vil ikke kunne gøre dem til gode og praktiske kristne, men vil også sætte dem i stand til at uddanne de unge, og samtidig vil de få himmelsk visdom til at lede dem til de levende vandes kildeudspring. Han som stræber efter at nå den højeste mål for at kunne gøre andre godt er en kristen. Kundskab er blandet harmonisk med en Kristus lignende karakter vil gøre en person til et sandt lys for verden. Gud virker ved menneskelig bestræbelse. Alle dem som er ihærdige med at gøre deres kald og udvælgelse sikker, vil føle at en overfladisk kundskab ikke vil udruste dem til nyttighedens stillinger. Uddannelse balanceret med en solid religiøs erfaring, udruster Guds barn til at gøre sit udpegede arbejde stadigt, fast og forståeligt. Hvis nogen lærer af Jesus, den største lærer verden nogen sinde har kendt, vil han ikke kun få en symmetrisk kristen karakter, men et sind oplært til effektivt arbejde. Tankesind som er kvikke til at opfatte vil gå dybt under overfladen.

 Gud ønsker ikke at vi skal være tilfredse med dovne og udisciplinerede sindelag, sløve tanker, og en løs hukommelse. Han ønsker at enhver lærer skal være virksom, ikke føle sig tilfreds med et vis mål af succes, men føler sit behov for en stadig iver for at få kundskaber. Vore kroppe og sjæle tilhører Gud, for han har købt dem. Han har givet os talenter, og har gjort det muligt for os at få flere, så at vi vil kunne hjælpe os selv og andre fremad på livets vej. (120) Det er hver enkels arbejde at udvikle og styrke de gaver som Gud har lånt ham, som vi må gøre det mest alvorlige og praktiske arbejde med, både i timelige og religiøse sager. Hvis alt dette erkendes, hvilken overmådelig forskel vil vi så kunne se på vore skoler, i vore menigheder, og på vore missioner! Men de fleste er tilfreds med en sparsom kundskab, nogle få mål, så det er nok at klare sig, og det nødvendige i at blive mænd som Daniel og Moses, indflydelsesrige mænd, med hvis karakter er blevet harmoniske ved deres virke til velsignelse for menneskeheden og Guds ære, - en sådan erfaring har kun ganske få fået, og resultatet er, at der kun er få nu som egner sig til tidens store behov.

 Gud ignorer ikke uvidne mænd, men hvis de er forbundet med Kristus, hvis de er helliggjort gennem sandheden, vil de hele tiden få kundskab til at udøve al kraft til Guds ære; de vil få mere kraft til at ære ham for. Men dem som er villig til at til at forblive i en snæver kanal, fordi Gud nedlod sig til at acceptere dem som de var, er meget tåbelige, og alligevel er der hundrede og tusindvis som netop gør sådan. Gud har givet dem det levende maskineri, og dette behøver at blive brugt dagligt for at sindet kan nå højere og endnu højere mål. Det er en skam at mange kæder uvidenhed sammen med ydmyghed, og at vi med alle de kvaliteter Gud har givet os til at uddanne os, er så mange som vil forblive i den lave position som de var i da sandheden nåede dem første gang. De vokser ikke mentalt, de er ikke bedre egnet og forberedt til at gøre store og gode gerninger, som da de hørte sandheden første gang.

 Mange sandhedslærere ophør med at være studerende, grave altid grave efter sandhed som efter skjulte rigdomme. Deres sind når kun en tarvelig lav standard; men de søger ikke at blive indflydelsesrige mænd, - ikke for selviske ærgerrigheds skyld, men for Kristi skyld, så de kan åbenbare sandhedens kraft over forstanden. Det er ingen synd at påskynde det boglige talent, (121) hvis det ikke forgudes; men ingen skal kæmpe for forfængelig ære der ophøjer selvet. Når dette er tilfældet, udebliver den visdom som kommer ovenfra, som først er ren, så fredselskende, let at bede om noget, fuld af kærlighed og gode frugter.

 De missioner der er oprettet i vore byer vil, hvis de ledes klogt begavede mænd, være stadige lys, der skinner midt i moralsk mørke. Det er en væsentlig del af missionen at skriften åbnes, ved hjælp af bibelæsninger som del af arbejdet på disse missioner; men medarbejderne kan ikke gå i gang med dette arbejde, hvis de ikke er forberedt på det. Mange burde oplæres på skolen før de blot ved hvordan de skal få deres sind og tanker under viljens kontrol, og hvordan de bruger deres mentale kræfter.

 Som et folk har vi meget at lære, før vi er kvalificerede til at gå ind i det store beredelsesarbejde, så at et folk kan stå på Herrens dag. Vore sabbatsskoler som skal belære børnene og de unge er ret overfladiske. Lederne af disse må pløje dybere. De må vise større omtanke og arbejdet hårdere med de ting de har med at gøre. De være mere indgående bibelstuderende, og få en dybere religiøs erfaring, for at vide hvordan sabbatsskolen ledes efter Herrens ordre, og hvordan børnene og de unge ledes til deres Frelser. Dette er en af værkets grene som er forkrøblede på grund af mangel på virksomme og forstandige mænd og kvinder, som føler deres ansvar overfor Gud at bruge deres kræfter, ikke vise selviskhed, ingen forfængelighed, men at gøre godt.

 Hvor bredt og omfattende er så budet: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende«! Hvilken ære får mennesker ikke her! - og alligevel holder så mange sig så tæt ved kysten! Hvor få vil lægge ud på dybet, og kaste deres net ud for et dræt! Sker dette, og bliver (122) mennesker Guds medarbejdere, hvis mænd kaldes til at handle i bymissionerne, og møde alle slags menneskesind, så vil der kunne banes særlig vej for den slags arbejde. — The Review and Herald, 21.juni, 1887.

 Videre studium
Guddommelig visdom, The Review and Herald, 17. april, 1888.