(174) Der er to slags lærere i verden. Den ene slags er dem, gør Gud til lysbærere og den anden slags er dem, bruger Satan som sine redskaber og som er vise til at gøre det onde. Den ene slags betragter Guds karakter og vokser i kundskaben om Jesus, som Gud har sendt til verden. Disse hengiver sig fuldstændig til de ting, som bringer himmelsk oplysning og himmelsk visdom til opbyggelse for sjælen. Alle deres naturlige evner er underordnet Gud og deres tanker er taget til fange af Kristus. De andre står i ledtog med mørkets fyrste, som altid er på vagt for at få anledning til at give andre kendskab til det onde. Hvis stedet tilberedes til ham, vil han ikke være sen til at bane sig vej ind i hjerte og sind.
Der er stort behov for retfærdighedens ophøjende standard på vore skoler, og instruere efter Guds orden. Skal Kristus komme ind på vore institutioner for at uddanne de unge, vil han rense dem som han rensede templet, fordrive mange ting som har en besmittende indflydelse. Mange af de bøger som de unge studerer vil blive udstødt, og deres steder vil fyldes med andre som iberegner betydelig kundskab, og bundet til læresætninger som kan gemmes som skat i hjertet, i forskrifter som styrer opførslen. Det er Herrens hensigt at Satans falske principper, falske ræsonnementer, og sofististerier skal fremholdes for vore unge og børns tanker. Skal hedenske læresætninger præsenteres for vore studerende som værdifulde supplementer til deres kundskab? Værkerne af den mest intellektuelle skepticisme er værket fra et tankesind misbrugt af fjendens tjeneste, og skal dem som hævder at være reformatorere, som søger at lede børn og unge til den rigtige vej, til (175) den angivne sti, det billede som Gud finder behag i at de unge får, som vil fremstille hans karakter forkert, sætte ham i falsk lys over for de unge? Skal ikke-troendes følelser, udsvævende mænds udtryk, kunne forsvares som værdig for den studerendes opmærksomhed, fordi de er produkater af mænd, som verden beundrer som store tænkere? Skal mænd der bekender at tro på Gud, samle udtryk og udtalelser fra disse uhelliggjorte forfattere, og samle dem op som dyrebare juveler der skal lagres iblandt sindets rigdomme? – Gud forbyde det.
Herren har begavet disse mænd, som verden beundrer, med uvurderlige forstandsmæssige gaver; han begavede dem med sind der kan mestre; men de brugte dem ikke til Guds ære. De adskildte dem selv fra ham, ligesom Satan gjorde; men medens de adskilte sig fra ham, havde de stadig mange dyrebare tankejuvler som han havde givet dem, og disse sætte de i vildfarelsens struktur for at forlyste deres egen menneskelige følelser, og gøre de udtalelser tiltrækkende der er inspireret af den onde fyrste. Det er sandt at der i hedningens skrifter er tanker af en ophøjet karakter, som er tiltrækkende for sindet Men der er en grund for dette. Var Satan ikke lysbæreren, der delte Guds herlighed i himlen, og næst efter Jesus i kraft og majestæt? I det inspirerede ord beskrives han som den »var indsigtens segl, fuld af visdom og fuldkommen i skønhed.« Profeten siger: »I eden, Guds have, var du; alle slags ædelsten var din klædning, . . . . Du var en salvet, skærmende kerub; jeg gjorde dig dertil; på det hellige gudebjerg var du; du vandrede imellem Guds sønner. Fuldkommen var du i din færd, fra den dag du skabtes, indtil der fandtes brøde hos dig. . . . . Dit hjerte hovmodede sig over din skønhed, du satte din visdom til på grund af din glans. Jeg, slængte dig til jorden og overgav dig til konger, at de skulle nyde skuet af dig. Med dine mange (176) misgerninger, ved din uredelige handel vanhelligede du dine helligdomme. Da lod jeg ild bryde løs i din midte, og den fortærede dig; jeg gjorde dig til støv på jorden for alle, som så dig. Alle blandt folkeslagene, der kendte dig, stivnede af skræk over dig; du blev en rædsel, og borte er du for evigt.«
Den storhed og kraft som Skaberen begavede Lucifer med har han forvansket; og kan han så alligevel ikke, når det passer ham, indgyde følelser i mennesker som er fortryllende? Alt naturligt kommer fra Gud, kan Satan alligevel indgyde sine agenter med tanker som ser ophøjende og ædle ud? Kom han ikke til Kristus med spørgsmål om skriften, skønt han planlagde at overrumple ham med sine spidsfindige fristelser? Dette er den vej som han kommer til mennesker med, som en lysets engel, forklædt med sine fristelser under udseende af godhed, og få mennesker til at tro at han er vejen, frem for menneskehedens fjende. Det er på den måde at han har bedraget og forlokket slægten, fortryllet dem med spidsfindige fristelser.
Satan tilskriver Gud alt det onde, som kødet er arving for. Han har fremstillet ham som en Gud der fryder sig over sine skabningers lidelser, som er hævnfuld og uforsonlig. Det var Satan som opfostrede læren om evigt brændende helvede som straf for synd, fordi han på den måde kan lede mennesker til hedenskab og oprør, bortlede sjæle, og detronisere menneskefornuften.
Himlen ser ned, og ser de bedrag som mennesker ledes til, vidende at en guddommelig Instruktør må komme til jorden. Mennesker i uvidenhed og moralsk mørke må have lys, åndeligt lys, for verden kendte ikke Gud, og han må åbenbares for deres forståelse. Sandhed så ned fra himlen, og så genspejlningen af hendes billede; tågeskyerne for moralsk mørke og tungsind, omgav verden, og Herren Jesus alene vil alene kunne rulle skyerne tilbage; for (177) han var verdens lys. Ved hans nærhed kan han sprede den tunge skygge som Satan har kastet mellem mennesker og Gud. Mørke dækkede jorden, og tungt mørke folket. På grund af fjendens tiltagende fejlfremstillinger, blev mange så bedragede at de dyrkede en falsk Gud, iklædt egenskaber af satanisk karakter.
Læreren fra himlen, der har ingen mindre rang end Guds Søn, kom til jorden for at åbenbare Faderens karakter for mennesker, så de kan dyrke ham i ånd og i sandhed. Kristus åbenbarede mennesker det faktum at den strengeste ceremonioverholdelse og form ikke ville frelse dem; for Guds rige var åndeligt af natur. Kristus kom til verden for at tilså den med sandhed. Han havde nøglerne til al visdoms rigdomme, og kunne åbne videnskabens døre, og kunne åbenbare uopdagede kundskaber, var væsentlige for frelse. Han præsenterede mennesker det som var helt modsat fjendens fremstillinger om Guds karakter, og søgte at indprente mennesker Faderens faderlige kærlighed, som »elskede verden således at han gav sin enbårne søn, for at enhver som tror på ham ikke kunne gå tabt, men få evigt liv.« Han tilskyndede bønnens, angerens, bekendelsen og syndsaflæggelsens nødvendighed over for mennesker. Han lærte dem ærlighed, overbærenhed, barmhjertighed, og medfølelse, påbød dem kærlighed, ikke kun for dem som elskede dem, men for dem som hadede dem, som behandlede dem med foragt. Heri åbenbarede han Faderes karakter for dem, som er langmodig, barmhjertig og venlig, sen til vrede, fuld af godhed og sandhed. Dem som accepterede hans lære var under engles beskyttende omsorg, som var sendt til at styrke, og oplyse, at sandheden må forny og helliggøre sjælen.
Kristus erklærede den mission han var kommet til jorden for. Han siger i sin sidste offentlige bøn: »Retfærdige Fader! Verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og (178) disse har erkendt, at du har sendt mig. Og jeg har kundgjort dem dit navn og vil kundgøre dem det, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.« Da Moses spurgte Herren om at vise sig sin herlighed; sagde Herren: »Jeg vil lade al min godhed gå forbi dig.« »Og Herren gik forbi ham og råbte: »Herren, Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd, men ikke lader den skyldige ustraffet. . . . . Da bøjede Moses sig hastelig til jorden, tilbad.” Når vi er i stand til at fatte Guds karakter ligesom Moses gjorde, vil vi også skynde os at bøje os i tilbedelse og pris. Jesus siger: »Den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.« Jesus tænkte over ikke mindre end den kærlighed som Faderen elskede ham med, skulle være i hans børns hjerter, så de kan videregive Gudskundskab til andre.
O hvilken forvisning er det at Guds kærlighed må blive i alles hjerter som tror på Ham! Og hvilken frelse er tilvejebragt; for han er i stand til at frelse alle til det yderste, som kommer til Gud ved Ham. Jeg undres om vi udbryder: Hvordan kan det være sådan? Men Jesus vil ikke være tilfreds med mindre end dette. Dem som tager del i hans lidelser her, og hans ydmygelse, udholdt for hans navns skyld, skal have Guds kærlighed tilstået, ligesom den blev for sønnen. En som ved det, har sagt: »Faderen selv elsker dig.« En som har en erfaringsmæssig kundskab til længden, bredden og højden, og dybden af den kærlighed, har erklæret os denne forbavsende kendsgerning. Denne kærlighed er vor gennem tro på Guds Søn, derfor betyder en forbindelse med Kristus alt for os. Vi skal være et med ham, ligesom han er et med Faderen, og så er vi elsket af den uendelige Gud som medlemmer af Kristi legeme, som grene på den levende Vin. Vi skal tiltrækkes stamtræet, og modtage næring fra Vinen. Kristus er vor herlige Hoved, og den guddommelige kærlighed der flyder fra Guds hjerte hviler i Kristus, og bibringes dem som har forenet sig med ham. Kristus er vort herlige (179) Hoved, og den guddommelige kærlighed flyder fra Guds hjerte og hviler i Kristus, og kommunikeres med dem som er forenet med ham. Den guddommelige kærlighed der indtager sjælen, indgyder den med taknemmelighed, befrier den fra åndelig svaghed, fra stolthed, forfængelighed og selviskhed fra alt som deformerer den Kristne karakter.
Se, oh se på Jesus og lev. Du kan fortrylles af Guds Søns uforlignelige egenskaber. Kristus var Gud manifesteret i kødet, mysteriet skjult i gennem tiderne, og når vi accepterer eller afviser verdens frelser indvolverer det evige interesser.
For at frelse ham der overtræder Guds lov, kom Kristus som er lige med Faderen, for at leve himlen for mennesker, så de kan lære at vide hvad det er at have himlen i hjertet. Han illustrerede at mennesker må være værdig for den dyrebare livsvelsignelse som måler sig med Guds liv.
Kristi liv var et liv med et guddommeligt budskab om Guds kærlighed, og han længtes inderligt efter at videregive denne kærlighed til andre i rigt mål. Barmhjertighed strålede fra hans ansigt, og hans adfærd var karakteriseret af nåde, ydmyghed, sandhed og kærlighed. Ethvert medlem af hans kæmpende menighed må udvise de samme kvalitet, dersom de vil slutte sig til den sejrende menighed. Kristi kærlighed er så bred, så fuld at herlighed, at alt, som mennesker regner for stort, svinder til ubetydelighed i sammenligning med den. Når vi opnår et glimt af den, udbryder vi, o, hvilken dyb og rig kærlighed, som Gud har vist menneskene gennem sin gave, sin enbårne Søn!
»Når vi søger efter et passende sprog til at beskrive Guds kærlighed, opdager vi, at ord er for tamme, for svage, alt vor langt væk fra temaet, og vi lægger vort skriveredskab fra os og siger: »Nej, den kan ikke beskrives.« Vi kan kun gøre som den elskede discipel at sige: »Se, hvor stor en kærlighed faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn.« [1 Joh. 3,1] I et forsøg på at beskrive denne kærlighed, føler (180) vi os som små børn, der forsøger at sige deres første ord. I stilhed tilbeder vi; for stilhed angående denne sag er den eneste veltalenhed. Denne kærlighed kan ikke beskrives af noget sprog. Det er Guds hemmelighed i kødet, Gud i Kristus og guddommelighed i menneskelighed. Kristus nedbøjet i en usammenlignelig ydmyghed, så at han i sin ophøjelse til Guds trone også kan ophøje dem, der tror på ham, til at sidde sammen med ham på hans trone. Alle, der læges i ham, vil blive gjort hele.«
Genløsningens temaer er betydningsfulde, og det er kun dem, der er åndeligt indstillede, der kan erkende deres dybde og betydning. Det er vor sikkerhed, vort liv og vor glæde at dvæle ved frelsesplanens sandheder. Tro og bøn er nødvendig, for at vi skal kunne forstå Guds dybe sandheder. Vore sind er så påvirkede af indskrænkede idéer, at vi kun opfanger et begrænset syn af den erfaring, som det er vort privilegium at have. Hvor lidt forstår vi af, hvad apostlenes børn betød, da han sagde: »At han efter sin herligheds rigdom vil give jer, at I med kraft må styrkes ved hans Ånd i det indre menneske, at Kristus må bo ved troen i jeres hjerter, og at I må blive rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige må kunne fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I kan fyldes med hele Guds fylde. Men ham, som over al nåde formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over det, som vi beder om eller forstår, ham være ære i kirken og i Kristus Jesus gennem alle slægterne i evighedernes evighed! Amen.« Ef. 3, 16-21 — The Review and Herald, 17. november, 1891.