(307) Lad ingen være hjerne for jer, lad ingen gøre jeres tanker, jeres undersøgelser og jeres bøn. Dette er den instruktion vi behøver at tage til hjerte i dag. Mange af jer er overbevist om at Guds og Jesu Kristi riges dyrebare rigdomme er i den Bibel som I holder i jeres hænder. I ved at ingen jordiske rigdomme kan opnås, uden smerteudholdende anstrengelser. Hvordan kan I da forvente at forstå Guds ords rigdomme uden at søge skrifterne ihærdigt?
Det er godt og rigtigt at læse Bibelen; men her ender ikke jeres pligt; for I skal søge dens sider for jeres egen skyld. Kundskab til Gud fås ikke uden mentale anstrengelser, uden bøn efter visdom så I må skille de rene frøkorn fra rajgræsset, hvorved mennesker og Satan for fordrejet sandhedens doktriner. Satan og hans forbund af menneskeagenter har dristet sig til at blande vildfarelsens rajgræs med sandhedens hvede. Vi bør ihærdigt søge de skjulte rigdomme, og søge visdom fra himlen for at kunne adskille menneskelige påfund fra guddommelige befalinger. Helligånden vil hjælpe den søgende til store og dyrebare sandheder som relaterer til genløsningsplanen. Jeg vil indprente alle med den kendsgerning at en tilfældig læsning af skriften ikke er nok. Vi må ransage, og dette betyder at gøre alt det, som ordet har i sig. Ligesom minearbejderen ivrigt udforsker jorden for at opdage guldårer, ligeså skal I udforske Guds ord efter skjulte rigdomme, som Satan længe har søgt at skjule fra mennesker. Herren siger, ”Nu har de erkendt, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig.” Joh 7, 17.
Guds ord er sandhed og lys, og skal være en lygte for din fod, og lede ethvert skridt på vejen til portene til Guds stad. Det er af den grund at Satan anstrenger sig (208) så desperat for at forhindre den sti, som er blevet banet for Herrens genløste at vandre på. I skal ikke tage jeres idéer med ind i Bibelen, og gøre deres meninger til et center som sandheden skal dreje sig omkring. I skal lægge jeres idéer til side ved ransagelsens dør, og med ydmygt og underkuet hjerte, med selvet skjult i Kristus, med alvorlig bøn, er I i stand til at søge visdom fra Gud. I bør føle at I må kende Guds åbenbarede vilje, fordi det indebærer jeres personlige, evige velfærd. I må ønske frem for alle ting, at I må kende Herrens vilje og veje. I bør ikke søge for at finde tekster i Bibelen, som I kan underbygge jeres teorier; for Guds ord erklærer at det er at tvinge skriften til jeres eget fordærv. I må tømme jer selv for alle fordomme, og komme i bønnens ånd til ransagelse af Guds Ord.
Den store vildfarelse om den romerske kirke finder, er at Bibelen fortolkes i lyset af ”fædrenes” meninger. Deres meninger betragtes som ufejlbarlige, og kirkens gejstligheder påstår at det er deres forret at få andre til at tro sådan som de gør, og bruge magt til at tvinge samvittigheden. Dem som ikke indvilliger med dem, er erklærede kættere. Men Guds ord skal ikke fortolkes sådan. Det skal stå på sine egne evige værdier, og skal læses som Guds ord, og adlydes som Guds stemme, som erklærer hans vilje med folket. Begrænsede menneskers vilje og røst skal ikke fortolkes som Guds ord.
Den velsignede bibel giver os kundskab til den store frelsesplan og viser os hvordan hver enkelt kan få evigt liv. Hvem er bogens Ophavsmand? – Jesus Kristus. Han er det Sande Vidne, og han siger til sine egne: ”Jeg giver dem evigt liv; og de skal aldrig gå tabt, de skal heller aldrig tage dem ud af min hånd.” Bibelen skal vise os Kristi vej, og i Kristus er det evige liv åbenbaret. (209) Jesus sagde til Jøderne og dem som pressede sig omkring ham i de store skarer: ”Søg skriften.” Jøderne havde ordet i Det Gamle Testamente, men de havde blandet det så meget med menneskelige synspunkter, så dets sandheder var mystificerede, og Guds vilje med mennesket blev dækket til. Folkets religiøse ledere i denne tidsalder følger deres eksempel.
Selvom jøderne havde Skrifterne, som vidnede om Kristus, var de ikke i stand til at erkende Kristus i Skrifterne; og selvom vi har Det Gamle og Det Nye Testamente, forvrider mennesker Skrifterne for at undgå dens sandheder; og i deres fortolkninger af Skrifterne, lærer de, ligesom farisæerne gjorde, menneskers normer og traditioner i stedet for Guds bud. På Kristi tid havde de religiøse ledere så længe præsenteret menneskelige idéer for folket, så Kristi lære var på alle måder modsat deres teorier og praksis. Hans bjergprædiken modsiger i virkeligheden de selvretfærdige skriftkloges og farisæernes lære. De fik således fremstillet Gud forkert, at de så ham som en hård dommer, uden at kunne have medlidenhed, barmhjertighed og kærlighed. De gav folket endeløse leveregler og traditioner som kom det fra Gud, skønt de ikke havde noget ”så siger Herren” i deres autoritet. Selv om de bekendt med at kende og tilbede den sande levende Gud, fremstillede de ham helt forkert, og Guds karakter, som blev repræsenteret i hans Søn, var som en almindelig borger, en ny gave til verden. Kristus gjorde alt for at feje Satans forkerte fremstillinger bort, så menneskers tillid til Guds kærlighed kan genoprettes. Han lærte mennesker at henvende sig til universets største Hersker ved det nye navn ”Vor Fader.” Dette navn angiver hans sande forhold til os, og når menneskelæber siger det i oprigtighed, er det musik i Guds ører. Kristus leder os til Guds trone ved en ny og levende vej, for at vise ham for os i Hans faderlige kærlighed.— The Review and Herald, 11. september, 1894.