(444) Bibelen er Guds åbenbaring for vor verden, der fortæller os om den karakter vi må have for at nå Guds paradis. Vi skal påskønne denne som Guds åbenbarelse til os om evige ting, - ting af største betydning, at vi må kende til. Den tilsidesættes af verden, som om dens gennemlæsning var afsluttet, men et tusinde års ransagelse vil ikke kunne udtømme dens skjulte rigdomme. Kun evigheden vil opåbne visdommen i denne bog. Juvelerne som er gravet ned i den, er uudtømmelige, for den er visdom for et ubegrænset tankesind.
Under ingen tidsperiode har mennesker lært alt som kan læres af Guds ord. Der kan stadig ses nye sandhedsvinkler, og meget kan forstås af Guds karakter og egenskaber, - hans godgørenhed, hans barmhjertighed, hans langmodighed, hans eksempel på fuldstændig lydighed. »Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.« Der er et meget værdifuldt studium, belaster forstanden, og styrker den mentale evne. Efter forstandsmæssig ransagelse af ordet, opdages skjulte rigdomme, og sandhedselskeren bryder ud i jubel. »Og uimodsigeligt er denne gudsfrygtens hemmelighed stor: Han, som blev åbenbaret i kød, retfærdiggjort i ånd, set af engle, prædiket blandt folkene, troet i verden, optaget til herlighed.« »Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus. Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig, men han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig. Og da han i fremtræden fandtes som et menneske.«
Modtages Bibelen til fulde, og studeres som Guds røst, fortæller den menneskeslægten hvordan den kan nå den evige lykkes boliger, og sikre sig himlens rigdomme. »Ethvert skrift, (445) som er indblæst af Gud, er også gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning.« Er vi da så sløve at vi ikke kan fatte det? Skal vi opægge en dyb hunger efter lærte forfatteres værker, og ignorere Guds ord? Det er denne store længsel efter noget, som de aldrig burde bede om, som sætter mennesker i stedet for kundskab, det som ikke gør dem kloge på frelse.
Thi da vi kundgjorde jer vor Herres Jesu Kristi kraft og hans komme, var det ikke kløgtigt opdigtede fabler, vi fulgte, men vi havde selv været øjenvidner til hans guddomsherlighed. Thi han fik ære og herlighed af Gud Fader, da denne røst lød til ham, fra den majestætiske herlighed: »Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag. Denne røst hørte vi lyde fra Himmelen, da vi var med ham på det hellige bjerg. Og nu står det profetiske ord så meget fastere for os; det gør I vel i at agte på, som på et lys, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen gryr og morgenstjernen oprinder i jeres hjerter. Og dette skal I først og fremmest vide, at ingen profeti i skriften lader sig tyde egenmægtigt. Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud.« »Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb.« »Tænk på dette, lev i dette, så alle kan se, at du gør fremgang.« »Thi alt kød er som græs, og al dets herlighed som græssets blomster; græsset visner, og blomsterne falder; men Herrens ord bliver evindelig. Og dette er det ord, der er blevet forkyndt jer i evangeliet.«
Når Bibelen læses igennem, styrkes sindet, forædles og ophøjes. Hvis der ikke var andre bøger i den vide verden, ville Guds Ord, udlevet gennem Kristi nåde, gøre mennesket fuldkomment i denne verden, med (446) en karakter udrustet til det fremtidige evige liv. Dem som studerer Ordet, tager imod det i tro som sandhed, og tager imod det i karakteren, vil blive fuldstændig i Ham, som er alt og alle. Tak Gud for de muligheder der bringes frem for menneskeheden. Men studiet af mange forskellige forfattere forvirrer og bebyrder sindet, og har en skadelig indflydelse på det religiøse liv. I Bibelen står menneskets pligt over for Gud og sine medmennesker tydeligt specificeret; men hvordan kan disse krav så imødekommes uden et studium af ordet? Vi må have kendskab til Gud; for »dette er det evige liv,« sagde Kristus, »at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.«
Lad ikke menneskers påstande blive betragtet som sandhed, når de er i modsætning til Guds ord. Herren Gud, himlens og jordens skaber, al visdoms kilde, står ikke i anden række for nogen. Men dem som formodes at være store forfattere, som giver deres lærebøger til vore skoler, antages og æres, selvom de ikke har nogen livsvigtig forbindelse med Gud. Ved sådanne studier ledes mennesker bort fra Gud til forbudne stier; mennesketanker bebyrdes til døde ved unødige det arbejde, at prøve at få det, som er kundskab for dem. En kundskab som Adam og Eva var ulydig over for Gud for, fordi de ville have den. Hvis Adam og Eva aldrig havde rørt ved kundskabens træ, ville de være der hvor Gud kunne give dem kundskab fra sit ord, kundskab som ikke lægges bagud, til fordel for denne verdens ting, men som de kunne tage med sig til Guds paradis. Men i dag bruger unge mænd og kvinder år efter år på at få en uddannelse, som kun er træ og stubbe, der fortæres ved den sidste store kæmpebrand. Der bruges mange år af deres liv på at studere bøger, få en uddannelse som døer sammen med dem. Sådan en uddannelse værdsætter Gud ikke. Denne tilsyneladende visdom fås ved at studere forskellige forfattere, har ekskluderet og formindsket klarheden i og værdien af Guds ord. Mange studerende (447) har forladt skoler uden at kunne modtage Guds ord, med den ærbødighed og respekt som de gav Ordet før de gik derind, deres tro fordunkles i deres møje for forskellige studiers dygtiggørelse. Biblen er ikke blevet til standardmateriale for deres uddannelse, men bøger blandes med hedenskab og agitationen for usunde teorier lægges frem for dem.
Der er intet så forædlende og styrkende som at studere de store temaer, der angår vort evige liv. Lad studerende søge at gribe disse Gudsgivne sandheder; lad dem forsøge at måle disse dyrebare ting, og deres sind vil udviddes og vokse sig stærk efter indsats. Men et tankesind der fyldes med en masse ting, der aldrig ville kunne bruges, er et forkrøblet og svækket tankesind, for det påtager sig kun at have med almindeligt materiale at gøre. Det er ikke kommet i gang med at tænkeover høje og ophøjede åbenbarelser fra Gud.
”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, at enhver der tror på ham ikke skal fortabes, men få evigt liv.” Idet tankerne kredser sig om disse store temaer, vil det rejse sig højere og højere når man tænker over disse emner af evig betydning, forlade de billigere og betydningsløse ting falde tungt til jorden.
Alle unødige ting skal lues ud af studiet, og kun de studier som er af virkelig værdi for dem, bringes frem for de studerende, som vil være af virkelig værdi for ham. Alene ved disse må han blive velkendt, så han kan sikre sig det liv som måler sig med Guds liv. Og når han lærer af disse, vil hans sind styrkes og udvides ligesom Kristi og Johannes Døbers sind blev det. Hvad var det der gjorde Johannes stor? – Han lukkede sit sind for en men masse traditioner det jødiske folks lærere underviste i, og åbnede det for den visdom ”som kommer ned ovenfra.” Før sin fødsel, bevidnede Helligånden om Johannes: ”Thi han skal blive stor i Herrens øjne. Vin og stærk drik må han ikke drikke, og allerede (448) fra moders liv skal han være fyldt af Helligånden og mange af Israels børn skal han omvende til Herren, deres Gud. Selv skal han gå foran ham i Elias' ånd og kraft for at vende fædrenes hjerter til børnene og de genstridige til retfærdiges sind, så han kan berede Herren et velskikket folk.” Og i sin profeti, sagde Zakarias til Johannes: ”Og du, barnlille! skal kaldes den Højestes profet; thi du skal gå foran Herren for at bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen ved deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, ved hvilken solopgangen fra det høje vil besøge os for at skinne for dem, som sidder i mørke og dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Og barnet voksede til og blev styrket i Ånden; og han var i ørkenerne indtil den dag, da han skulle træde frem for Israel.”
Simon sagde til Kristus: »Herre! nu lader du din tjener gå bort i fred, som du har sagt. Thi mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folkeslag, et lys, som skal åbenbares for hedningerne, og en herlighed for dit folk Israel.« »Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.« På den tid blev Jesus og Johannes præsenteret af lærere som uvidende, fordi de ikke var blevet undervist af dem. Men himlens Gud var deres lærer, og alle som hørte dem blev forbavsede over deres bibelkundskab, som de aldrig havde lært. Af dette havde de ikke sandelig ikke noget af; men fra Gud havde de lært den højeste slags visdom.
Menneskers dømmekraft, endog lærernes dømmekraft, kan blive meget udstrakt fra det som udgør sand uddannelse. Lærerne på Kristi tid, uddannede ikke de unge til den rette kendskab til Bibelen, som ligger ved fundamentet for al uddannelse som er navnet værdigt. Kristus erklærede for farisæerne: »I farer vild, fordi I hverken kender skrifterne eller Guds kraft,« »når de fører lærdomme, som kun er menneskebud.« Og han bad for sine disciple: »Hellige dem (449) ved sandheden! dit ord er sandhed. Ligesom du har sendt mig til verden, således har jeg også sendt dem til verden. Og jeg helliger mig selv for dem, for at også de må være helligede ved sandheden.«
»Herren talede fremdeles til Moses og sagde: Du skal tale til israeliterne og sige: fremfor alt skal I holde mine sabbater, thi sabbaten er et tegn mellem mig og eder fra slægt til slægt, for at I skal kende, at jeg Herren er den, der helliger eder. I skal holde sabbaten, thi den skal være eder hellig.« »I seks dage må der arbejdes, men på den syvende dag skal I holde en fuldkommen hviledag, helliget Herren; enhver, som udfører arbejde på sabbatsdagen, skal lide døden.« Har Satan held med at fjerne helligheden fra den dag der adskiller sig fra alle andre? Han har held med at lægge en anden dag i dens sted, men han kan aldrig fratage den Herrens velsignelse. »Israeliterne skal holde sabbaten, så at de fejrer sabbaten fra slægt til slægt som en evig gyldig pagt.« Hvad kan være mere tydeligt og klart end disse ord? Har Gud ændret? Han vil forblive den samme gennem al evighed, men mennesket ”har så mange sære ting for.«
Bibelen er fuld af kundskab, og alle som begiver sig til at studere den med forstående hjerte, vil finde større sindelag og evnerne, styrkes til at forstå disse dyrebare vidtrækkende sandheder. Helligånden vil indprente dem på sind og sjæl. Men de som instruerer den unge, må først blive tåber så at de bliver vise. Hvis de ignorer et tydeligt ”så siger Herren,” og plukker det fra kundskabens træ, som Gud har forbudt dem at få, som er kundskab til ulydighed, fører deres overtrædelser dem ind i fordømmelse og synd. Skal vi rose sådanne mennesker for deres store kundskab? Skal vi sidde for deres fødder som ignorer de sandheder som helliggør sjælen? ”Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre Herren: Med stærk hånd og udstrakt arm og udøst vrede vil jeg vise, at jeg er eders konge.” Hvorfor siger disse lærere sig ikke af disse (450) advarsler? Hvorfor snubler de, og ved ikke at de snubler? Det er fordi Satan har forblændet deres øjne, og deres synds snublesten kan andre se, ved deres forskrift og eksempel. Derved forblindes andres øjne, og dem som burde vandre i lyset, vandrer i mørket, for de ser ikke fast på Jesus, verdens Lys.
Reformatorerne fik stort lys, men mange af dem fik vildfarelsens sofisteri da de fejlfortolkede Bibelen. Disse fejl er gået igen gennem århundrederne, men selvom de gråner med årene, har de alligevel et ”Så siger Herren” bag sig. For Herren har sagt: Jeg vil ikke ” ændre mine læbers udsagn.” I sin store nåde har Herren ladet endnu større lys skinne i disse sidste dage. Han har sendt os sit budskab, åbenbaret sin lov og vist os hvad sandhed er.
I Kristus er al kundskabs kildeudspring. Hos ham er centreres vort håb om evigt liv. Han er den største lærer verden nogen sinde har kendt, og hvis vi ønsker at udvide børn og unges tanke sind, og vinde dem, om muligt til Bibelkærlighed, bør vi fæstne deres tanker på den tydelige og enkle sandhed, grave det ud som har været begravet under traditioners skrammel, og lade juvelerne skinne frem. Opmuntre dem til at søge i disse emner, og bestræbelserne i dette vil være en uvurderlig disciplin. At åbne op for Gud, som repræsenteret i Jesus Kristus, giver et tema som er stort at tænke over, og som vil, hvis det studeres, skærpe tanker, og ophøje og forædle evnerne. Idet menneskeagenten lærer disse lektier i Kristi skole, prøver at blive som Kristus var, sagtmodig og ydmyg af hjerte, vil han lære de mest nyttige af alle lektier, - at forstanden er kun højest når den bliver helliget af en levende forbindelse med Gud.
Advarslen og belæringen der gives i Guds ord om falske hyrder, bør få vægt sammen med (451) lærer og studerende på vore skoler. De studerende bør rådes til at ikke tage sådanne hyrder som deres højeste myndighed. Hvilken gavn har det for de studerende, at de afslutter deres uddannelse på Ann Arbor? For rigtig mange har det vist sig at være det sidste de hører om åndelighed og tro på sandheden. Der er en unødvendig disciplin, der åbner sindet til at udså rajgræs blandt hvede; og det behager ikke vor Store Lærer at sådan forherlige lærere, der ikke har ører til at høre eller tankesind til at fatte et tydeligt ”Så siger Herren.” Derved æres de, som uddanner sig direkte væk fra sandheden, vi møder ikke Guds anerkendelse. Lad Herrens ord, der bliver sagt til verden gennem profeten Esajas, få vægt for os: »Thi så siger den højt ophøjede, som troner evigt, hvis navn er »hellig«: I højhed og hellighed bor jeg, hos den knuste, i ånden bøjede for at kalde de bøjedes ånd og de knustes hjerte til live.« »Herren er nær hos dem, hvis hjerte er knust, han Frelser dem, hvis ånd er brudt.« »Jeg ser hen til den arme,« siger Herren, »til den, som har en sønderknust Ånd, og den, som bæver for mit ord.«
Den største visdom, og det væsentligste er kundskaben fra Gud. Selvet synker i ubetydelighed idet den betragter Gud og Jesus Kristus som han har sendt. Bibelen må gøres til fundament for al studium. Vi må hver især lære fra denne lektiebog som Gud har givet os, vilkårene for frelse af vor sjæl; for det er den eneste bog som fortæller os at vi må komme i orden for at frelses. Ikke kun dette, men derfra styrkes forstanden. De mange bøger som menes at være til uddannelse, vildleder, er bedrageri og forlokkelse. »Hvad er rajgræs og hvad er hvede?« Satan oprør nu menneskesindene til at give verden en tarvelig litteratur, af overfladisk (452) orden, som indbilder sindet og fæstner det til Satans påfund. Efter at have læst disse bøger, lever tankerne i en uvirkelig verden, og livet, så vidt det angår nyttighed, er så goldt som et frugtesløs træ. Hjernen beruses, og gør det umulig for de evige realiteter, som er nødvendige for nutiden og for fremtiden, at kunne presses hjemad. Et tankesind der uddannes til at få næring af bras kan ikke se den skønhed i Guds ord som er der. Kærlighed til Jesus og tilbøjelighed til retfærdighed går tabt; for sindet bygges op på det, som det får næring af. Får tankesindet næring af spændende fiktionshistorier, danner mennesket fundament af ”træ, hø og stubbe.” Mennesket mister al smag for den guddommelige Vejledningsbog, og bekymrer sig ikke for at studere den karakter det må forme, for at bo sammen med den genløste hær, og bebo de boliger som Kristus er gået bort for at berede.
Gud har allernådigt givet os en prøvetid hvor vi kan forberede os til prøven der kommer over os. Vi har fået alle muligheder gennem Kristi mellemkomst. Hvis menneskeagenten vil studere ordet, vil han se at alle muligheder er frit kommet tilveje for dem som søger at blive sejrherrer. Helligånden er til stede for at styrke til sejren, og Kristus har lovet: ”Se, jeg er med jer alle dage, helt til verdens ende.” — Særlige vidnesbyrd om uddannelse , 157 (1896).
Videre studium
1896 Publikation af “ Særlige vidnesbyrd om uddannelse”
En lektie fra en af Guds profeter, The Youth’s Instructor, 7. januar, 1897
Verdslige fornøjelser, The Youth’Instructor, 4. februar, 1897
Ord til forældre, The Review and Herald, 6. april, 1897,
The Review and Herald, 13. april, 1896
Gavn af naturen, The Youth’s Instructor, 6. maj, 1897
Ikke sende børnene for tidlig i skole, The Bible Echo, 28. juni, 1897.