(475) Til lærere og ledere på vore skoler:
De som har ansvar på vore institutioner og vore skoler må vogte sig selv nøje, så de med deres ord og sætninger ikke leder de studerende ud på falske stier. De som underviser i Bibelen på vore skoler og vore institutioner kan ikke undgå at gøre deres fordomme tydelige for eller imod politiske mænd eller partier, fordi de derved oprør andres tankesind, leder enhver til at forsvare hans yndlingsteori. Blandt dem som bekender at tro den nærværende sandhed er der nogle som derved opægger til at udtrykke deres holdninger og politiske præferencer, så at der kommer splid i menigheden.
Herren vil at Hans folk begraver politiske spørgsmål. Med disse spørgsmål er tavshed veltalenhed. Kristus kalder Sine efterfølgere til at blive enige om de rene evangelieprincipper, som tydeligt åbenbares i Guds ord. Vi kan med sikkerhed ikke stemme på politiske partier; for vi ved ikke hvem vi stemmer på. Vi kan med sikkerhed ikke tage del i nogen politiske planer. Vi kan ikke arbejde for at behage mennesker, der bruger deres indflydelse til at gendrive religiøs frihed, og sætte gang i en undertrykkelse der leder eller tvinger deres medmennesker til at holde søndagen som sabbaten. Ugens første dag skal ikke overholdes. Det er en falsk sabbat, og medlemmerne af Herrens familie, kan ikke deltage med mennesker der ophøjer denne dag, og overtræder Guds lov, ved at træde på Hans sabbat. Guds folk skal ikke stemme for at sætte mennesker i embede; for gør de dette, får de del i deres synder, som de begår i dette embede.
Vi skal ikke gå på kompromis med princippet, og give efter for meninger og fordomme, som vi kunne opmuntre til, før vi har forenet os med Guds lovlydige folk. Vi har (476) skrevet os ind i Herrens hær, og vi skal ikke kæmpe på fjendens side, men på Kristi side, hvor vi kan forenes i en helhed, i indstilling, i handlinger i ånd og i fællesskab. Dem som er kristne vil i virkeligheden være grene på den sande vin, og vil bære de samme frugter som vinen. De vil handle i harmoni, i kristent fællesskab. De vil ikke bære politiske emblemer, men Kristi emblem.
Hvad skal vi da gøre? - Lade politiske spørgsmål være. »Træk ikke i ulige åg med de vantro, thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar? eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro?« Hvad kan der være af tarveligheder mellem disse partier? Der kan ikke være noget fællesskab, ingen kommunikation. Ordet fællesskab betyder deltagelse, partnerskab. Gud bruger de stærkeste billeder for at vise at der ikke er sammenslutning mellem verdslige partier og dem som søger efter Kristi retfærdighed. Hvilket samfund kan der være mellem lys og mørke, sandhed og uretfærdighed? - Intet overhovedet. Lys repræsenterer retfærdighed; mørke, vildfarelse, synd, uretfærdighed. Kristne er draget ud af mørket til lyset. De har påtaget sig Kristus, og de bærer sandhedens og lydighedens emblem. De beherskes af ophøjede og hellige principper, som Kristus udtrykte i Sit liv. Men verden beherskes af vanærens og uretfærdighedens principper.
»Derfor, da vi nu har denne tjeneste på grund af den barmhjertighed, der er blevet os til del, så taber vi ikke modet; men vi har fralagt os al skjult og skammelig adfærd, så vi ikke går underfundigt til værks, ikke heller forfalsker Guds ord, men anbefaler os til ethvert menneskes samvittighed for Guds åsyn ved åbent at forkynde sandheden. Selv om der også ligger et dække over vort evangelium, så er det for dem, der fortabes, det er tildækket, for de vantro, hvis tanker denne verdens gud har slået med blindhed, så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, han, som er Guds billede. (477) Thi det er ikke os selv, vi prædiker, men Kristus Jesus som Herre, os selv derimod som jeres tjenere for Jesu skyld. Thi Gud, som sagde: »Af mørke skal lys skinne frem, blev selv et skinnende lys i vore hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn må lyse klart.” Her bringes to partier frem for øjesyn, og det vises at der ikke kan dannes union mellem dem.
De lærere i menigheden eller i skolen, som adskiller sig med deres iver for politik, bør straks fritages for deres arbejde og ansvar; for Herren vil ikke samarbejdes med dem. Tienden bør ikke bruges på nogen der taler dårligt om politiske spørgsmål. Enhver lærer, prædikant eller lærer i vore rækker som er tændt på ønsket om at lufte sine politiske meninger, bør omvendes af en tro på sandheden, eller opgive hans arbejde. Hans indflydelse må tælle som medarbejder sammen med Gud, i at vinde sjæle til Kristus, ellers må hans autorisation tages fra ham. Hvis han ikke ændrer sig, vil han gøre skade, og kun skade.
Jeg vil i Herrens navn sige til lærerne på vore skoler: gå til jeres dertil rettede arbejde. Gud kalder jer ikke til at gå ind i politik. »I er alle brødre,« erklærer Kristus, »og når en af jer står under fyrst Emanuels banner.« »Og nu, Israel! Hvad andet kræver Herren din Gud af dig, end at du skal frygte Herren din Gud, så du vandrer på alle hans veje, og at du skal elske ham og tjene Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl, så du holder Herrens bud og anordninger, som jeg i dag pålægger dig, for at det må gå dig vel. . . . . . Thi Herren eders Gud er gudernes Gud og herrernes herre, den store, vældige, forfærdelige Gud, som ikke viser personsanseelse eller lader sig købe, som skaffer den faderløse og enken ret og elsker den fremmede og giver ham brød og klæder. Derfor skal I elske den fremmede, thi I var selv fremmede i Ægypten. Herren din Gud skal du frygte: Ham skal du tjene, ved ham skal du holde fast, og ved hans navn skal du sværge! Han er din lovsang, og han er din Gud«.
(478) Herren har givet stort lys og privilegier til Sit folk. »Se, jeg har lært eder anordninger og lovbud,« Han siger: »hold dem og følg dem! thi det skal være eders visdom og eders kløgt i de andre folks øjne. Når de hører om alle disse anordninger, skal de sige: »Sandelig, det er et vist og klogt folk, dette store folk!« Thi hvor er der vel et stort folk, som har guder, der kommer til det, således som Herren vor Gud gør det, når vi kalder på ham; og hvor er der vel et stort folk, der har så retfærdige anordninger og lovbud som hele denne lov, jeg forelægger eder i dag? Kun skal du vogte dig og omhyggeligt tage vare på dig selv, at du ikke glemmer, hvad du med egne øjne har set, og at det ikke viger fra dit hjerte, så længe du lever; og du skal fortælle dine sønner og dine sønners sønner derom.«
Som et folk skal vi stå under Jesu Kristi banner. Vi skal hellige os selv til Gud som et udskildt og særligt folk. Han taler til og siger: »Bøj eders øre, kom til mig, hør, og eders sjæl skal leve! Så slutter jeg med jer en evig pagt: De trofaste nådeløfter til David.« »I retfærd skal du grundfæstes. Vær tryg for vold, du har intet at frygte, for rædsler, de kommer dig ikke nær! Angribes du, er det uden min vilje, falde skal hver, som angriber dig . . . . Intet våben, der smedes mod dig, skal du, hver tunge, der trætter med dig, får du dømt. Dette er Herrens tjeneres lod, den retfærd, jeg giver dem, lyder det fra Herren.«
Jeg kalder på jer mine brødre, som er udpeget til at uddanne, til at ændre deres handlemåde. Det er en fejltagelse at du kæder dine interesser med ethvert politisk parti, og stemmer sammen med dem, eller for dem. Dem som står som opdragere, som forkyndertjenere, som medarbejdere sammen med Gud i alle linjer, har ingen kampe at kæmpe i den politiske verden. Deres borgerskab er i (479) himlen. Herren kalder dem til at stå som et udskilt og særligt folk. Han vil ikke have nogen, splittelse i blandt de troende. Hans folk skal have forligelsens elementer. Er det deres opgave at få fjender i den politiske verden? – Nej, nej. De skal stå som borgere i Kristi rige, bære banneret hvori der står: »Guds bud og Jesu tro.« De skal frembære byrden for et særligt arbejde, et specielt budskab. Vi har et personligt ansvar, og dette skal åbenbares for det himmelske univers, over for engle, og over for mennesker. Gud kalder os ikke til at udvide vor indflydelse, og blande os med samfundet, og binde os til mennesker på politiske spørgsmål, men ved at stå som enkelte dele af Hans store hele, sammen med Kristus som vort hoved. Kristus er vor Fyrste, og som Hans undersåtter skal vi udføre det arbejde Gud har lagt til rette for os.
Det er af højeste vigtighed at de unge forstår at Kristi folk skal være forenet i ét; for denne enhed binder mennesker til Gud med gyldne kærlighedssnore, og pålægger enhver at arbejde for sine medmennesker. Vor frelses Hærfører døde for menneskeslægten så mennesker kan gøres til ét med Ham og med hinanden. Som medlemmer af menneskefamilien er vi hver især dele af en mægtig helhed. Ingen sjæl kan gøres uafhængig af hvilen. Der skal ikke være partistrid i Guds familie; for enhvers velvære er til helhedens lykke. Ingen skillemure skal bygges op mellem menneske og menneske. Kristus som det store center må forene alle til én.
Kristus er vor lærer, vor hersker, vor styrke, vor retfærdighed; og hos Ham er vi forpligtet til at afsky al optræden der fører til splid. De spørgsmål der stilles i verden skal ikke være tema for vor samtale. Vi skal kalde verden til at beskue en opløftet Frelser, igennem hvem vi er afhængig af hinanden og af Gud. Kristus oplærer Sine undersåtter til at efterligne Hans dyder, Hans sagtmodighed og ydmyghed, Hans godhed, tålmodighed, og kærlighed. Derved helliger (480) Han hjerte og hånd til Hans tjeneste, gør mennesker til en kanal hvorigennem Guds kærlighed kan flyde i rige strømme til andres velsignelse. Der må ikke være skygge af strid blandt Syvende-dags Adventister. Frelseren indbyder enhver sjæl: »Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle.« Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let.« Han som kommer tæt på fuldkommenheden af Kristi guddommelige velgørenhed skaber glæde hos de himmelske engle. Faderen glæder sig over ham med sang; for han arbejder ikke i Mesterens ånd?! - ét med Kristus, som Han er ét med Faderen!
I vore tidsskrifter skal vi ikke ophøje indflydelsesrige menneskers arbejde og karakter, og hele tiden holde menneskevæsener frem for folk. Men du kan opløfte Kristus vor Frelser så meget som du vil. »Og alle vi, som med utildækket ansigt skuer Herrens herlighed i et spejl, forvandles til det samme billede, fra herlighed til herlighed, [fra karakter til karakter,] eftersom det kommer fra Åndens Herre.« Dem som elsker og tjener Gud skal være verdens lys, skinne midt i moralmørket. Men på steder som har fået det største lys, hvor evangeliet er blevet forkyndt allermest, er folk, fædre, mødre og børn – blevet bevæget af en kraft nedefra, der forener dem med verdslige projekter og virksomheder.
Der er stor blindhed i menighederne, og Herren siger til Sit folk: »Hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre? Vi er jo den levende Guds tempel, thi Gud har sagt: »Jeg vil bo og vandre iblandt dem og være deres Gud, og de skal være mit folk.« Derfor: »Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, Og »rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer og være jer en Fader og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren, den Almægtige.«
(481) Betingelsen for at blive modtaget i Herrens familie, er at drage ud af verden, skille sig fra al dens besmittende indflydelse. Guds folk skal ikke have forbindelse med afgudsdyrkelse af nogen slags. De skal nå en højere standard. Vi skal skilles ud fra verden, og så siger Gud: »Jeg vil modtage jer som medlemmer af Min kongelige familie, børn af den himmelske Konge.« Som sandhedstroende skal vi være langt fra synden og synderes praksis. Vort borgerskab er i himlen.
Vi bør mere klart erkende værdien af de løfter Gud har givet os, og påskønne den ære Han har givet os mere dybt. Gud kan ikke give dødelige mennesker højere ære end at optage dem i Hans familie, give dem privilegiet at kalde Ham for Far. Det er ingen degeneration at blive til Guds børn. »Derfor skal mit folk kende mit navn på hin dag,« erklærer Herren, »at det er mig, som har talet, ja mig.« Herren Gud den almægtige regerer. »Hvor liflige på bjergene er ikke glædesbudets fodtrin; Han, som udråber fred, bringer gode tidender, udråber frelse, som siger til Zion: »Din Gud har vist, han er konge.« hør, dine vægtere råber, de jubler til hobe, thi de ser for deres øjne Herren vende hjem til Zion.«
Hvorfor skal menneskeagenter have så megen opmærksomhed, når der kommer så lidt ind i tankerne for den evige Gud? Hvorfor er dem som hævder at være børn af den himmelske Konge så optaget af tingene i denne verden? Lad Herren være ophøjet. Lad Herrens ord blive stort. Mennesker må sættes lavt, og lad Herren ophøjes. Husk at jordiske riger, nationer, monarker, statsmænd, rådgivere, store hære og al verdslig storhed og herlighed er som støv på vægtskålene. Gud har et regnskab at aflægge med alle nationerne. Alle riger skal bringes ned. Menneskelig (482) myndighed skal gøres værdiløs. Kristus er verdens Konge, og Hans Rige skal ophøjes.
Herren ønsker at alle som frembærer budskabet for disse sidste dage skal forstå at der er stor forskel mellem religionsbekendere, som ikke er ordets gørere, og Guds børn, som helliggøres gennem sandheden, som har den tro der virker ved kærlighed og renser sjælen. Herren taler til dem som hævder at tro sandheden for denne tid, og alligevel ikke ser noget ulogisk i at de deltager i politik, blander sig i kampene i disse sidste dage, som de omskårne der blander sig med uomskårne, og Han erklærer at Han vil udslette begge klasser sammen uden forskelsbehandling. De gør et arbejde som Gud ikke har sat dem i gang med at gøre. De vanærer Gud med deres partiskhed og stridighed, og Han vil fordømme begge på samme måde.
Spørgsmålet kan stilles: Skal vi ikke have nogen som helst forbund med verden? Herrens ord skal være vor vejleder. Enhver forbindelse med hedningene og ikke-troende som identificerer os med dem, er forbudt ved ordet. Vi skal drage ud fra dem og være adskilte. Vi skal under ingen omstændigheder kæde os selv sammen med dem, i deres planer eller med deres arbejde. Men vi skal ikke leve ensomme liv. Vi skal gøre alt det gode mod verdslige som vi overhovedet kan. Dette har Kristus givet os et eksempel på. Da han blev indbudt til at spise sammen med toldere og syndere, afviste Han det ikke; for han kunne ikke nå denne klasse på anden måde end at blande sig med den. Ved alle anledninger gav Han dem ordenes og indflydelsens talenter. Han åbnede de samtaletemaer op som førte evige ting interesser for deres sind. Og denne Lærer påbyder os: ”Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene.” Når det gælder afholdenhedsspørgsmål, at tag stilling uden vaklen. Vær fast som en klippe. Tag ikke del i andre menneskers synder. Uærlig handel i forretninger, med troende eller ikke-troende, bør (483) irettesættes; og hvis irettesættelserne ikke viser reformation, så drag ud fra dem og skil jer ud.
Der er en stor vingård at opdyrke; men så længe kristne arbejder iblandt ikke-troende, skal de ikke se ud som verdslige. De skal ikke bruge deres tid på at snakke politik eller handle som politikere; for derved, giver de fjenden anledning til at komme ind og skabe uoverensstemmelser og disharmoni. Dem i forkyndertjenesten som ønsker at stå som politikere bør få taget deres forkynderlicens fra sig; for dette arbejde har Gud ikke givet til høje eller lave blandt Hans folk. Gud kalder på alle som tjener i ord og lære at støde en bestemt lyd i basunen. Alle som har taget imod Kristus, prædikanter eller lægfolk, skal rejse sig op og skinne; for den store fare er lige over os. Satan oprører jordens kræfter. Alt i verden er i forvirring. Gud kalder på Sit folk at holde det bander højt, som frembærer den tredje engels budskab. Vi skal ikke komme til Kristus gennem noget menneske, men gennem Kristus skal vi forstå det arbejde Han har givet os at gøre for andre.
Gud kalder på sit folk og siger: »Drag bort fra dem, og skil jer ud.« Han spørger om den kærlighed som Han har vist dem må gengældes og åbenbares ved villig lydighed mod Hans bud. Hans børn skal udskille sig selv fra politik, fra enhver alliance med ikke-troende. De skal ikke kæde deres interesser med verdens interesser. »Bevis jeres alliance med mig« siger Han, »ved at stå som Min udvalgte arv, som et folk nidkært for gode gerninger.« Tag ikke del i politiske kampe. Skil jer ud fra verden, og afhold jer fra at bringe tanker ind i menigheden eller skolen, som leder til strid og uorden. Uenighed er den moralske gift som selviske mennesker indtager i systemet. Gud ønsker at Hans tjenere skal få klare begreber, sand og ædel værdighed, så deres indflydelse kan demonstrere sandhedens kraft. Kristenlivet skal ikke være et vilkårligt og følelsesbelastet liv. Sand kristen (484) indflydelse, der udøves for at udføre det arbejde Gud har lagt til rette, er en dyrebar hjælp, og den må ikke forenes med politik, eller bindes til forbund med ikke-troende. Gud skal være det tiltrækkende midtpunkt. Alle menneskesind som Helligånden bearbejder vil blive mættet hos Ham.
Gud kalder på lærere på vore skoler at de ikke skal interessere sig for politiske spørgsmål. Tag Gudskundskaben med ind på vore skoler. Jeres opmærksomhed vil henledes til verdslige kloge mænd, som ikke er kloge nok til at forstå hvad Bibelen siger om lovene i Guds rige; men vend jer fra disse til Ham som er al kilden til al visdom. Søg først Guds rige og Hans retfærdighed. Gør dette til det første og sidste. Søg alvorligt at kende Ham, som kender det evige liv rigtigt. Kristus og Hans retfærdighed er sjælens frelse. Lær de små børn, hvad lydighed og underdanighed betyder. Videnskab, litteratur, malerkunst og musik og alt hvad verdens lærdom kan undervise i, skal ikke sættes som det første på vore skoler. Lad kendskabet til Ham, som vort evige kredser sig omkring, få førstepladsen. Indplant det i de studerendes hjerter som besmykker karakteren og udruster sjælen, gennem Åndens helligelse, og lære lektier fra den største Lærer, verden nogen sinde har kendt. Derved vil de studerende udrustes til at blive arvinger til Guds rige. — brev 95, 16. juni, 1899.
Videre studium
Guds hensigt med vore unge i dag, The Youth’s Instructor, 22., 29., juni 1899
Ægteskaber, klog og ukloge, The Youth’s Instructor, 10. august, 1899
Selvkultur, The Youth’s Instructor, 17. august, 1899
Sand uddannelse, The Youth’s Instructor, 31.august, 1899
(485) Behov for reform i vort uddannelsesarbejde, Generalkonferensens daglige bulletin, 6.marts, 1899
Livets træ og kundskabens træ, Generalkonferensens daglige bulletin, 6. marts, 1899
Menighedsskolernes behov, Generalkonferensens daglige bulletin, 6. marts, 1899
Apostlen Paulus og manuelt arbejde, The Review and Herald, 6., 13. marts, 1900
Den studerendes privilegier og ansvar, The Youth’s Instructor, 3., 10., maj 1900
Salomons eksempel, The Bible Echo, maj, 1900
Vore ord, The Youth’s Instructor, 26. juli, 1900
Vor indflydelse, The Youth’s Instructor, 2. august, 1900
En lektie fra Daniels erfaring, The Youth’s Instructor, 6. september, 1900
Ord til de unge, The Youth’s Instructor, 25. oktober, 1900
Den brændende tornebusk, The Youth’s Instructor, 13. december, 1900
Fra det naturlige til det åndelige, Kristi lignelser, 17-27
Talenterne, Kristi lignelser, 325-369
Børnemøder og menighedsskoler, Vidnesbyrd for menigheden, 6:105-109
Behov for uddannelsesreform, Vidnesbyrd for menigheden, 6:126-140
Forhindringer i uddannelsesreformen, Vidnesbyrd for menigheden, 6:141-151
Lærernes karakter og arbejde, Vidnesbyrd for menigheden, 6:152-161
Ord fra en guddommelig instruktør, Vidnesbyrd for menigheden, 6:162-167
Skolehjem, Vidnesbyrd for menigheden, 6:168-170
Industriel reform, Vidnesbyrd for menigheden, 6:176-180
Avondale skolens landbrug, Vidnesbyrd for menigheden, 6:181-198
Menighedsskoler, Vidnesbyrd for menigheden, 6:193-205
Skoleledelse og finansiering, Vidnesbyrd for menigheden, 6:206-218
Vigtigheden af stemmeoptræning, Vidnesbyrd for menigheden, 6:380-383
Hjælp til vore skoler, Vidnesbyrd for menigheden, 6:468-478
Lediggang er synd, The Youth’s Instructor, 31.januar, 7.februar, 1901
Vor pligt som forældre, Signs of the Times, 3. april, 1901
Hvordan kritik imødekommes, The Youth’s Instructor, 4. april, 1901
Ingen andre guder end mig, The Review and Herald, 10.september, 1901
Moderens arbejde, Signs of the Times, 1.januar, 1902
Guds hensigt med de unge, The Youth’s Instructor, 13.februar, 1902
Lektier til mødre Signs of the Times, Signs of the Times, 26.februar, 1902
Arbejdets velsignelse, The Youth’s Instructor, 27.februar, 1902
Hvad skal den unge læse? The Youth’s Instructor, 9.oktober, 1902
Indflydelsesrige centre, Vidnesbyrd for menigheden, 7: 231-234
Til lærerne på vore skoler, Vidnesbyrd for menigheden, 7: 267-276
Den guddommelige lærer, The Youth’s Instructor, 19.marts, 1903
Så ved alle vande, The Review and Herald, 14.juli, 1903
Ord til forældre, Signs of the Times, 16. september, 1903
Lektier fra Daniels liv, The Youth’s Instructor, 23. april -2. februar, 1904
1903 Publiceringen af bogen book “ uddannelse (Se indholdsfortegnelsen for de forskellige emner)
Lektier fra Daniels liv, The Youth’s Instructor, 8. marts, 1904
Samarbejde mellem hjem og skole, The Review and Herald, 21.april, 1904