(504) Jeg har et budskab til lederne for vore uddannelsesinstitutioner. Jeg er instrueret til at henlede enhvers opmærksomhed, som har en ansvarsbetynget stilling, til den guddommelige lov som basis for al opførsel. Jeg begynder at henlede opmærksomheden på loven, der blev givet i Eden, og til lydighedens løn og ulydighedens straf.
Som konsekvens af Adams overtrædelse, blev synden indført til den pletfrie verden som Gud havde skabt, og mænd og kvinder blev mere og endnu mere frække i overtrædelserne af Hans lov. Herren så ned på den forhærdede verden, og besluttede at Han måtte vise overtræderne Sin magt. Han fik Noa til at kende Sine hensigter, og instruerede ham i at advare folk, medens arken blev bygget, hvori de lydige kunne få ly, indtil Guds vredes harme var ovre. I et hundrede og tyve år proklamerede Noa advarselsbudskabet til verden før syndfloden; men kun nogle få angrede. Nogle af tømmerne han ansatte til at bygge arken, troede budskabet, men døde før vandfloden; andre af Noas nyomvendte faldt fra. Der var kun få retfærdige mennesker på jorden og kun otte levede at indtage arken. Disse var Noa og hans familie.
Den oprørske slægt blev fejet bort af vandfloden. Døden var deres del. Idet den profetiske advarsel blev opfyldt, at alle som ikke holdt himlens bud skulle drikke flodens vande, så blev Guds ords sanddruelighed eksemplificeret.
Efter vandfloden voksede folkemængderne straks på jorden, og ondskaben tog også til. Afgudsdyrkelse blev næsten universel, og til sidst lod Herren de hårdhjertede overtrædere følge deres onde veje, medens Han valgte Abraham, fra Sems linje, og gjorde ham til Sin lovs lovlige for fremtidige (505) slægter. Han fik budskabet: »Drag ud fra dit land, fra din slægt og din faders hus til det land, jeg vil vise dig«. Og Abraham adlød i tro. »Skønt han ikke vidste, hvor han kom hen.«
Abrahams sæd blev mangedoblet, og til sidst tog Jakob og hans sønner og deres familier ned til Ægypten. Her opholdt de og deres efterkommer sig i mange år, indtil Herren til sidst kaldte dem til at drage ud, og lede dem ind i Kanaans land. Det var Hans hensigt at gøre dette folk til folkets slaver, som åbenbarer Hans karakter for verdens afgudstilbedende nationer. Var de lydige mod Hans ord, ville de hurtigt være kommet ind i det forjættede land. Men de var ulydige og oprørske, og de rejste rundt i ørkenen i fyrretyve år. Kun to voksne, som forlod Ægypten kom ind i Kanaan.
Det var under israelitternes ørkenvandring, at Gud gav dem Sin lov. Han ledte dem til Sinai, og proklamerede der de ti bud midt i blandt ærbødige og storslåede scenerier.
Vi har gavn af at studere de forberedelser Israels forsamling havde af at høre loven. »I den tredje måned efter israeliternes udvandring af Ægypten, på denne dag nåede de Sinaj ørken. De brød op fra Refdim og kom til Sinaj ørken og slog lejr i ørkenen. Der slog Israel lejr, lige over for bjerget, men Moses steg op til Gud. Da råbte Herren til ham fra bjerget: »Dette skal du sige til Jakobs hus og kundgøre for Israels børn: I har set, hvad jeg gjorde ved ægypterne, og hvorledes jeg bar eder på ørnevinger og bragte eder hid til mig. Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til.«
Hvem skal da betragtes som Hersker over folkene? – Herren den Almægtige. Alle konger, alle herskere, og folk, er Hans under Hans styring og regering.
(506) »Da gik Moses hen og kaldte folkets ældste sammen og forelagde dem alle disse ord, som Herren havde pålagt ham.«
Hvad var forsamlingens svar, der talte mere end en million folk?
”Og hele folket svarede, alle som een: »Alt, hvad Herren har sagt, vil vi gøre!« Da bragte Moses Herren folkets svar.”
Derved blev Israels børn benævnt som et særligt folk. Ved en meget højtidelig pagt, blev de pålagt at være sande over for Gud.
Da blev folket pålagt at berede sig til at høre loven. Om morgnen den tredje dag kunne Guds røst høres. Talte ud af det tykke mørke som omgav Ham, idet Han stod på bjerget, omgivet af en ledsaget hær af engle, bekendtgjorde Herren Sin lov.
Gud ledsagede proklamationen af Sin lov ved at vise Sin kraft og herlighed, så Hans folk kunne blive indprentet med grundig ærefrygt for lovens Ophavsmand, himlens og jordens Skaber. Han vil også vise alle mennesker Sin lovs hellighed, vigtighed og varighed.
Israels folk blev overvældet med rædsel. De veg bort fra bjerget med frygt og æresfølelse. Skaren råbte til Moses: »Tal du med os, så vil vi lytte til; men lad ikke Gud tale med os, at vi ikke skal dø!«
Folkenes tankesind, forblindet og fornedret af slaveriet, var ikke forberedt på at påskønne Guds ti buds vidtrækkende principper. For at forpligtelsen til de ti bud kunne forstås bedre og gennemføres, blev der givet yderligere forskrifter, der illustrerede og gjorde de ti bud bedre anvendelige. Modsat tibudsloven, blev disse overbragt privat til Moses, som skulle kommunikere dem til folket.
Da Moses steg ned fra bjerget, og kom »og kundgjorde (507) hele folket alle Herrens ord og alle lovbudene, og hele folket svarede enstemmigt: »Alle de ord, Herren har talt, vil vi overholde.« Da skrev Moses alle Herrens ord op; og tidligt næste morgen rejste han et alter ved foden af bjerget og tolv stenstøtter svarende til Israels tolv stammer. Derefter sendte han de unge mænd blandt israeliterne hen for at bringe brændofre og slagte unge tyre som takofre til Herren. Og Moses tog den ene halvdel af blodet og gød det i offerskålene, men den anden halvdel sprængte han på alteret. Så tog han pagtsbogen og læste den op i folkets påhør, og de sagde: »Vi vil gøre alt, hvad Herren har talet, og lyde ham!« Derpå tog Moses blodet og sprængte det på folket, idet han sagde: »Se, dette er pagtens blod, den pagt, Herren har sluttet med eder på grundlag af alle disse ord.«
Derved blev Israels børn sat til side som et særligt folk, ved en meget højtidelig tjeneste. Påstænkelsen af blodet repræsenterede Jesu blodsudgivelse, hvorved mennesker renses fra synd. Endnu en gang havde Herren nogle særlige ord at sige til Sit folk. I anden Mosebog enogtredivte kapitel læser vi:
»Du skal tale til israeliterne og sige: Fremfor alt skal I holde mine sabbater, thi sabbaten er et tegn mellem mig og eder fra slægt til slægt, for at I skal kende, at jeg Herren er den, der helliger eder. . . . . . Israeliterne skal holde sabbaten, så at de fejrer sabbaten fra slægt til slægt som en evig gyldig pagt: Den skal være et tegn til alle tider mellem mig og israeliterne. Thi i seks dage gjorde Herren himmelen og jorden, men på den syvende hvilede han og vederkvægede sig. Da han nu var færdig med at tale til Moses på Sinaj bjerg, overgav han ham vidnesbyrdets to tavler, stentavler, der var beskrevet med Guds finger.«
(508) Mange andre skriftsteder om Guds loves hellighed blev vist for mig. Sceneri efter sceneri der nåede op til nutiden, gik forbi mig. Det ord Gud talte til Israel blev bekræftet. Folket var ulydig, og kun to af de voksne der forlod Ægypten gik med ind i Kanaan. Resten døde i ørknen. Vi Herren i dag ikke forsvare Sit ord hvis Hans folks ledere forlod Hans bud?
Jeg blev henvist til det fjerde kapitel i Femte Mosebog. Hele dette kapitel skal studeres. Læg særlig mærke til udtalelsen: »Derfor skal du i dag vide og lægge dig på sinde, at Herren og ingen anden er Gud oppe i himmelen og nede på jorden. Og du skal holde hans anordninger og bud, som jeg pålægger dig i dag, for at det kan gå dig og dine børn efter dig vel, og for at du alle dage kan leve længe i det land, Herren din Gud giver dig for altid!”
Det ottende og ellevte kapitel i femte Mosebog betyder også meget for os. Lektierne her er af største betydning, og gives lige så meget til os, som til israelitterne. I det ellevte kapitel siger Gud:
»Se, jeg forelægger eder i dag velsignelse og forbandelse, velsignelsen, hvis I lyder Herren eders Guds bud, som jeg i dag pålægger eder, og forbandelsen, hvis ikke lyder Herren eders Guds bud, men viger bort fra den vej, jeg i dag foreskriver eder, for at holde eder til andre guder, I ikke før kendte til.«
Jeg er blevet instrueret som Guds budbringer, at dvæle særlig ved optegnelsen om Moses' synd og den sørgelige følge, som en højtidelig lektie til dem med ansvarsbetyngede stillinger på vore skoler, og særlig til dem der arbejder som rektorere på disse institutioner.
Om Moses erklærer Guds ord: »Men den mand Moses var såre sagtmodig, sagtmodigere end noget andet menneske på jorden.« Han havde længe båret over med Israels oprør og (509) opsætslighed. Men til sidst hørte hans tålmodighed op. De var på grænsen til det forjættede land. Men før de gik ind i Kanaan, måtte de vise at de troede Guds løfte. Vandforsyningen ophørte. Her fik de anledning til at vandre i tro i stedet for med øjnene. Men de glemte den ånd der havde dækket deres mangler i så mange år, og i stedet for at vende sig til Gud efter hjælp, knurrede de imod Ham.
Deres råb blev rettet imod Moses og Aron: »Hvorfor førte I Herrens forsamling ind i denne ørken, når vi skal dø her, både vi og vort kvæg? Og hvorfor førte I os ud af Ægypten, når I ville have os hen til dette skrækkelige sted, hvor der hverken er korn eller figener, vintræer eller granatæbler, ej heller vand at drikke?«
De to brødre gik frem foran skaren. Men i stedet for at tale til klippen, som Gud havde anvist, slog Moses vredt på klippen, og råbte: »Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få vand til at strømme frem til eder af denne klippe?«
Bittert og dybt ydmygende kom dommen straks: »Men Herren sagde til Moses og Aron: »Fordi I ikke troede på mig og helligede mig for israelitternes øjne, skal I ikke komme til at føre denne forsamling ind i det land, jeg vil give dem!« Med det oprørske Israel måtte de dø før de krydsede Jordan.
Ud fra Mose erfaring ville Herren at Hans folk skulle lære at når de gør det som ophøjer selvet, så forsømmes Hans arbejde, og Han vanæres. Herren vil imødegå dem som imødegår Ham. Hans navn, og alene Hans navn ophøjes på jorden.
I mere end tyve år er der kommet besynderlige ting ind blandt os på forskellige tidspunkter. De som har været upålidelige, som ikke har ophøjet retfærdighedens principper, behøver nu at søge Herren med dyb sjælsydmyghed, og omvendes, så at Gud helbreder deres overtrædelser.
(510) Ham der står ved skolens hoved, skal interessere sig uforbeholdent for at gøre skolen til det som Herren har planlagt den til. Hvis han er ambitiøs og klatrer højere og endnu højere, hvis han kommer over sit arbejdes virkelige dyder, og over sin enkelthed, og ignorere himlens hellige principper, så lad ham lære fra Moses erfaring at Herren visselig vil vise Sit mishag, fordi han ikke rækker ud efter den standard han har fået.
En skolerektor bør se særlig efter institutionens finansiering. Han bør forstå de principper der ligger bag bogholderi. Han bør nøje rapportere brugen om alle de penge der går gennem hans hænder, for at drive skolen. Skolens fondsmidler skal ikke overtrækkes, men der bør gøres alt for at skolen kan være til gavn. Dem som har fået betroet den finansielle ledelse på vore uddannelsesinstitutioner, må ikke være ligegyldige med brugen af midler. Alt som har med vor skolers finanser at gøre, bør være helt på det rene. Herrens vej må følges nøje, også selvom den ikke er i harmoni med menneskers veje.
Til dem som har ansvar for vore skoler vil jeg sige: Er Gud og Hans lov jeres glæde? Er de principper som I følger sunde, rene og uforfalskede? Er I selv, i praksis, underlagt Guds kontrol? Ser I nødvendigheden af at adlyde Ham i hver enkelthed? Hvis I fristes til at bruge penge, der betales til skolen, til noget der ikke gavner skolen særlig meget, behøver jeres principstandard nøje kritik, så det tidspunkt ikke kommer hvor I vil kritiseres og findes for lette. Hvem er jeres bogholder? Hvem er jeres kasserer? Hvem er jeres forretningsleder? Er de omhyggelige og kompetente? Se på det! Det er muligt at penge ikke bruges rigtigt uden nogen forstår klart hvordan dette skete; og det er muligt at en skole hele tiden lider tab, på grund af dårlig ledelse. De (511) ansvarlige mærker tydeligt dette tab, og alligevel tror de, at de har gjort deres bedste. Men hvorfor lader de gælden vokse? Lad dem, som har ansvar for skolen, se på skolens finansielle situation hver måned.
Mine brødre med ansvar, ophøj loven i Kristi rige og vis den villig lydighed. Hvis I ikke selv er under universets Herskers kontrol, hvordan skal I kunne adlyde Hans lov, som I er pålagt i Hans ord? Dem som sættes i stillinger med autoritet, er dem som fuldt ud må at erkende deres føjelighed under Guds lov, og vigtigheden af at adlyde alle Hans forlangender.
I nogle henseender, bør mange af dem der er knyttet til vore skoler stå på en højere platform. Vi ved at det er nogles faste mål at være lydig mod alle de ord der udgår fra Guds mund. Disse mænd og kvinder får kraft og forstand til at se forskellen mellem retfærdighed og uretfærdighed. De har den tro der virker ved kærlighed og renser sjælen, og de åbenbarer Gud over for verden.
Vi behøver alle at få en dybere erfaring med Guds ting end vi har fået. Selvet skal dø, og Kristus tager sjælstemplet i besiddelse. Læger, prædikanter, lærere, og alle andre i ansvarsbetyngede stillinger, må lære Kristi ydmyghed før Han ville kunne åbenbares i dem. For ofte er selvet så vigtigt et agentur i menneskets liv, at Herren ikke vil kunne forme og danne dette menneske. Selvet hersker både til højre og til venstre, og mennesket presser sig frem som det behager ham. Kristus siger til selvet: ”Væk fra Min sti. Han som følger efter Mig, lad ham fornægte sig selv, og tage sit kors op, og følge Mig. Så kan Jeg acceptere ham som Min discipel. For at kunne tjene Mig acceptabelt, må han gøre det arbejde Jeg har givet ham, i harmoni med Mine instrukser.” —The Review and Herald, 16. 23. august, 1906.