Dette kapitel er baseret på 1. Mos. 11,1-9.
Nogle af Noas efterkommere begyndte snart at falde fra. En del fulgte Noas eksempel og adlød Guds bud; andre troede ikke og blev oprørske, og disse troede endog ikke på samme måde på syndfloden. Nogle troede ikke på Guds eksistens, og i deres egne sind blev syndfloden betragtet ud fra naturlige årsager. Andre troede at Gud eksisterede og at Han havde udslettet slægten før syndfloden med en vandflod; og ligesom Kain opvækkes de til oprør imod Gud, fordi Han udslettede folkene fra jorden og forbandede jorden for tredje gang med en syndflod.
Dem som var Guds fjender følte sig daglig opirret af retsindiges menneskers gudfrygtige liv, i deres omgang med dem, som elskede, adlyd og ophøjede Gud. De ikke-troende rådførte sig med sig selv og blev enige om at skille sig fra de trofaste, hvis retfærdige liv hele tiden satte bånd deres onde vej. De drog afsted et stykke vej fra dem, og valgte en stor slette hvor de kunne bo. De byggede sig en by, og fik så idéen om at bygge et stort tårn der nåede op til skyerne, så de kan bo sammen i byen og i tårnet, og ikke spredes mere.
De tænkte at de ville sikre sig selv i tilfælde af en ny syndflod, for de ville bygge deres tårn højere end vandene der herskede under syndfloden, og hele verden ville ære dem, og de vil være som guder og herske over folk. Dette tårn var til for at ophøje bygningsfolkene, og planlagt til at vende andre menneskers opmærksomhed, som bor på jorden, fra Gud og slutte sig til deres afgudsdyrkelse. Før bygningsarbejdet blev fuldført, boede folk i tårnet. Lokalerne blev indrettet overdådigt, dekoreret og helliget deres afguder. Dem som ikke troede på Gud, bildte sig ind at tårnet kunne nå op til skyerne, ville de kunne opdage årsagerne til syndfloden.
De ophøjede sig selv imod Gud. Men Han ville ikke lade dem fuldføre deres værk. De havde bygget deres tårn til en stor højde, da Herren sendte to engle ned for at forvirre dem i deres arbejde. Der var sat folk til at modtage beskeder fra arbejdsfolkene på tårnets top, og bede om materialer til deres arbejde, som den første bringer videre til den anden, og han til den tredje, indtil beskeden nåede ned til dem på jorden. Da beskeden gik ned fra den ene til den anden, forvirrede englene deres sprog, og når beskeden nåede folkene på jorden, blev der bedt om materiale som ikke var ønsket. Og efter den arbejdsomme proces med at få materialerne til arbejdsfolkene på tårnets top, var det ikke det som de ønskede. Skuffede og oprevne, bebrejdede de dem som de mente have gjort noget galt.
Herefter var der ingen harmoni i deres arbejde. Vrede på hinanden, og uden at kunne forklare misforståelse og de mærkelige ord iblandt dem, forlod de arbejdet og skiltes fra hinanden, spredtes over hele jorden. Indtil det tidspunkt havde menneskene kun talt ét sprog. Lynglimt fra himlen, som tegn på Guds vrede, brød toppen af deres tårn af, og styrtede det til jorden. Således ville Gud vise oprørske mennesker at Han er størst.