men han har svaret mig: »Min nåde er dig nok; thi i magtesløshed udfolder min kraft sig helt.« Langt hellere vil jeg derfor rose mig af min magtesløshed, for at Kristi kraft kan tage bolig i mig. 2.Kor.12,9
Hvis du har overgivet dig til Gud for at gøre hans gerning, så behøver du ikke at bekymre dig for morgendagen. Han, hvis tjener du er, kender alt fra begyndelsen til enden. Det, som skal ske i morgen, og som er skjult for dig, ligger åbent for hans blik, som er alvidende.
Når vi påtager os at ordne de ting, som vi har med at gøre, og stoler på, at det nok skal lykkes på grund af vor egen klogskab, tager vi en byrde på os, som Gud ikke har givet os, og prøver at bære den uden hans hjælp. Vi påtager os det ansvar, som tilkommer Gud, og indtager således i virkeligheden hans plads. Vi har grund til at være ængstelige og forvente fare og tab; for sådan vil det sikkert gå os. Men hvis vi virkelig tror, at Gud elsker os og mener os det godt, så skal vi holde op med at bekymre os for fremtiden. Vi skal stole på Gud, ligesom et barn stoler på sine kærlige forældre. Så vil vor bekymring og kval forsvinde; thi vor vilje er blevet et med Guds vilje.
Kristus har ikke givet os noget løfte om hjælp til i dag at bære morgendagens byrder. Han har sagt: »Min nåde er dig nok,« men ligesom mannaen blev givet i ørkenen, bliver hans nåde givet dagligt, efter dagens behov. Ligesom israelitterne på deres pilgrimsfærd skal vi morgen efter morgen finde Himmelens brød til dagens behov.
Kun en dag er vor, og på denne dag skal vi leve for Gud. På denne ene dag skal vi med' et alvorligt sind lægge alt i Kristi hånd, alle vore formål og planer, og kaste al vor sorg på ham, thi han har omsorg for os. Jeg ved, hvilke tanker, jeg tænker om eder, lyder det fra Herren, tanker om fred og ikke om ulykke.«