og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham. - 1.Mos.5,24
Der står skrevet om Enok, at han levede i femogtresindstyve år og avlede en søn. Derefter vandrede han med Gud i tre hundrede år. . . Efter sin første søns fødsel nåede Enok til en højere erkendelse; han blev draget ind i et nærmere fællessskab med Gud. han fattede mere fuld ud sine egne forpligtelser og sit ansvar som en søn af Gud.
Enoks retfærdige liv var en skarp modsætning til de onde mennesker, der omgav ham. Hans fromhed, hans renhed, hans aldrig vaklende redelighed var følgen af, at han vandrede med Gud, mens verdensmenneskenes ondskab var følgen af, at de vandrede med menneskeslægtens bedrager. Der har aldrig været og vil heller ikke komme en tid med et så dybe moralsk mørke, som dengang Enok levede et liv i udadlelig retfærdighed.
Midt i en tilværelse med virksomt arbejde vedligeholdt Enok urokkeligt sit samfund med Gud. Jo større og mere knugende hans arbejde var, jo mere stadige og inderlige blev hans bønner. . . . Efter en tud at være blevet boende blandt folket og have arbejdet på at gavne dem gennem belæring og ved sit eksempel, ville han trække sig tilbage for at tilbringe en tid i ensomhed, fordi han hungrede og tørstede efter den guddommelige visdom, som kun Gud kan tildele. Ved således at være i samfund med Gud kom Enok til mere og mere at genspejle det himmelske forbillede. Han ansigt strålede med et helligt skær, netop det samme skær, der lyste fra Jesu åsyn. Når han kom ud fra dette guddommelige samvær, betragtede selv de ugudelige med ærefrygt det himmelske præg på hans ansigt.
Også vi skal vandre med Gud. Når vi gør dette, vil vore ansigter lyse af hans nærheds glans, og når vi møder hinanden, skal vi tale om hans magt og sige: Pris Gud, Herren er god, og Herrens ord er godt. . . . Og de, som vil blive optaget til Himmelen ved tidernes ende, vil være dem, som havde samfund med Gud på jorden.