Men hvis I ikke synes om at tjene Herren, så vælg i dag, hvem I vil tjene, de guder, eders forfædre dyrkede hinsides floden, eller amoriternes guder, i hvis land I nu bor. Men jeg og mit hus, vi vil tjene Herren!« Jos.24,15
Vi er blevet købt med Kristi dyrebare blod, som med et lydefrit lams. Hvilken pris er ikke dette, uopnåelig og uendelig stor!
Men skønt Kristus har købt os og opfordrer os til at komme til sig, så frembyder verden stadig sine tillokkelser for os og stræber efter at få os i sin magt. Skal kærlighed til Gud eller kærlighed til verden sejre i denne strid? Satan og hans onde engle holder vagt ved enhver vej, der fører til det menneskelige hjerte, og søger at tvinge sjæle til at tage imod deres onde forslag. Fjenden kommer med bestikkelser for at vinde os for verden, ligesom han ville bestikke Kristus i fristelsens ørken. Medmindre vi stoler på en magt, som er udenfor og ovenover os selv, så vil det lykkes for fjenden at fuldbyrde vor tilintetgørelse. Men ved at se hen til Jesus, ved at granske hans liv og egenskaber og ved alvorligt at begære at ligne ham vil vort sind blive holdt på den rette vej, så vi kan overvinde selviskheden og vælge at vandre ad retfærdighedens vej. ...
Jeg bønfalder de unge: »Vælg i dag, hvem I vil tjene.« Det er nødvendigt at træffe et afgørende valg, thi Jesus sagde: »I kan ikke tjene Gud og mammon.« …
Hvis jeres hjerte er fyldt af Kristi kærlighed, så vil det vise sig, at han er stærkere end de lidenskaber, som har behersket jer, og hvis indflydelse har undergravet ædle tilskyndelser og overladt sjælen i Satans fristelsers vold. ... Når synderens hjerte bliver berørt, overgiver han sin vilje til Guds vilje. ... Han ser noget uforlignelig skønt i Jesus og hans sjæl bliver taget til fange.