13. juni - Ved at bevare legemets organisme

 Du elskede! jeg ønsker, at du i alle måder må have det godt og være rask, ligesom din sjæl har det godt. 3.Joh.2

 At gøre den rette brug af sig selv er det mest værdifulde, man kan lære. Vi skal ikke udføre hjernearbejde og standse ved det, eller udføre legemligt arbejde, og standse der; vi skal gøre den bedst mulige brug af den menneskelige organisme: hjerne, knogler, muskler, hoved og hjerte. Den rette udnyttelse af ens eget jeg indbefatter hele kredsen af forpligtelser overfor en selv, overfor verden og overfor Gud. Brug altså de legemlige kræfter i forhold til de sjælelige. Enhver handlings beskaffenhed bestemmes af det, som har tilskyndet til den, og hvis motiverne ikke er høje, rene og uselviske, vil der aldrig komme ligevægt i tanken og egenskaberne.

 I tilhører Herren; thi han har skabt jer. I tilhører ham gennem genløsningen; thi han gav sit liv for jer. ... Pas godt på hver del af den levende organisme, så I kan bruge den for Gud. Bevar den til ham. Jeres helbred er afhængigt af jeres fysiske organisme. Misbrug ingen af de evner, Gud har givet jer hverken de fysiske, sjælelige eller moralske. Alle jeres vaner må være beherskede af en sjæl, der selv er behersket af Gud.

 Hvis unge mænd og kvinder kunne ønske at vokse op til at ligne Kristus, så må de handle forstandigt med sig selv. ... Usunde vaner af enhver art: sene nattetimer, sent op om morgenen, at spise hurtigt - er ting, der kan overvindes. Tyg din mad ordentligt. Få dit værelse godt udluftet både om dagen og om natten og gør et nyttigt legemligt arbejde. ... Ved at bruge dine kræfter rigtigt i deres fulde udstrækning ved den mest nyttige beskæftigelse, ved at bevare hvert organ sundt, ved at bevare hvert organ sådan, at tanker, sener og muskler arbejder harmonisk, kan vi udrette den mest værdifulde tjeneste for Gud.