2. oktober - Ved at blive i Kristus, som kraftens kilde

 Thi i ham bor hele guddomsfylden legemlig, og i denne fylde har I del, idet I er i ham, som er hoved for enhver magt og myndighed.Kol.2,9.10.

 Vor Herre Jesus virker ved Helligånden; thi den er hans stedfortræder. Ved den indgyder han sjælen liv og vækker dens kræfter til det gode, renser den fra moralsk besmittelse og gør den skikket til hans rige. Jesus har store velsignelser at skænke og rige gaver at uddele blandt mennesker. Han er den Underfulde-Rådgiver, hans visdom og kraft er grænseløs; og hvis vi vil erkende hans Ånds kraft og indvillige i at lade os forme af den, vil vi blive fuldkomne i hans øjne. Hvilken tanke er ikke dette! I Kristus »bor hele guddomsfylden legemlig, og i denne fylde har I del.«

 Det menneskelige hjerte vil aldrig lære lykken at kende, før det har indvilliget i at lade sig forme af Guds Ånd. Ånden omdanner den fornyede sjæl efter dens forbillede, Jesus Kristus. - Under Helligåndens påvirkning forvandles fjendskab mod Gud til tro og kærlighed, og hovmod til ydmyghed. Sjælen opdager det skønne i sandheden, og Kristus bliver æret gennem gode og fuldkomne egenskaber. Mens disse forvandlinger sker, bryder engle ud i jublende sange, og Gud og Kristus fryder sig over sjæle, der er uddannet efter det himmelske forbillede.

 Gud Immanuel! - Han, »i hvem alle visdommens og kundskabens skatte er skjult til stede,« i hvem hele guddomsfylden bor legemligt,« - at opnå venskab med ham, at kende ham, at eje ham, når hjertet mere og mere lukker sig op for at modtage hans egenskaber; at kende hans kærlighed og magt, at eje Kristi uransagelige rigdomme, at forstå mere og mere »hvor stor bredden og længden og højden og .dybden er, og kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I kan fyldes med hele Guds fylde,« - »dette er Herrens tjeneres arv og min retfærdighed, siger Herren.«