Så gik Ananias derhen, og da han kom ind i huset, lagde han hænderne på ham og sagde: »Broder Saul! det er Herren, som har sendt mig, Jesus, der viste sig for dig på vejen, du kom ad, for at du skal få dit syn igen og blive fyldt med Helligånden.« Apg.9,17
I Ægyptens militærskoler lærte Moses magtens lov, og så fast et greb havde denne lærdom om hans sind, at der krævedes fyrre tyve år . . . for at gøre ham egnet til at lede Israel ved hjælp af kærlighedens lov. Det samme måtte Paulus lære.
Ved porten ind til Damaskus forandrede synet af den korsfæstede hele hans livsløb. Forfølgeren blev til en discipel, læreren til en, der selv lærte. De dage, der blev tilbragt i mørke og ensomhed i Damaskus, var lange som år for ham. Han grundede over det Gamle Testamentes skrifter, der lå gemt i hans erindring, og Kristus var selv hans lærer. Også naturens ensomhed blev en skole for ham. Han drog til den arabiske ørken for der at granske skrifterne og for at lære af Gud. Han befriede sin sjæl for de fordomme og overleveringer, som havde formet hans liv, og modtog belæring fra sandhedens kilde.
Hans senere liv var præget af selvhengivelsens lov og kærlighedens tjeneste. »Både til grækere og barbarer, både til vise og uforstandige står jeg i gæld!« sagde han. ...
Skønt Paulus var i besiddelse af megen åndelig begavelse, åbenbarede han gennem sit liv en sjældnere visdoms kraft. Grundbegreber af dybeste betydning, grundbegreber, som den tids største ånder var uvidende om, åbenbares i hans lære og får udtryk gennem hans liv. Han ejde den største visdom, der findes, - den, som giver hurtig forståelse og en hjertets medfølelse, som bringer et menneske i kontakt med andre og gør det muligt for ham at vække deres bedre følelser og indgyde dem et nyt liv.
»Skælder man os ud, velsigner vi,« sagde han, »forfølger man os, finder vi os deri; spotter man os, svarer vi med gode ord«; »som bedrøvede, dog altid glade; som fattige, der dog gør mange rige; som de, der intet har, og dog ejer alt.«