4. april - Det fornyede elsker, som Kristus elskede

 En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre. Joh.13,34

 Jesus siger: »Elsk hverandre, ligesom jeg har elsket jer.« Kærlighed er ikke blot en indskydelse eller en flygtig følelse, der er afhængig af omstændighederne; den er en levende grundregel og en bestandig kraft. Sjælen næres ved de strømme af ren kærlighed, der vælder frem af Kristi hjerte som et kildespring, der aldrig svigter. Hvor bliver ikke hjertet forfrisket, hvor bliver dets motiver højnede og dets kærlighed dybere ved dette fællesskab! Når Guds børn er under Helligåndens opdragelse og tugt, elsker de hinanden trofast, oprigtigt og upåvirket af andet, »uden partiskhed og uden hykleri.« Og det sker, fordi hjertet elsker Jesus. Vor kærlighed til hinanden udspringer af vort fælles forhold til Gud. Vi er en familie, vi elsker hinanden, som han elskede os. I sammenligning med denne ægte, helliggjorte og disciplinerede kærlighed er verdens tomme opmærksomheder, det betydningsløse udtryk for overstrømmende venskab, ligesom avnerne i forhold til hveden.

 At elske Kristus er det samme som at vise uselviskhed til alle tider og alle vegne ved venlige ord og blikke. ... Ægte kærlighed er en værdifuld egenskab af himmelsk oprindelse, som dufter skønnere og skønnere, når den uddeles til andre.

 Kristi kærlighed er dyb og inderlig og strømmer uimodståeligt ud til alle, der vil tage imod den. Der findes ikke selviskhed i hans kærlighed. Hvis denne himmelfødte kærlighed er en blivende grundregel i hjertet, vil den give sig udtryk ikke blot overfor dem, som er os kærest gennem et helligt slægtskab, men overfor alle 'vi kommer i berøring med. Den vil få os til at vise små opmærksomheder, til at gøre indrømmelser, til at udføre venlige handlinger og til at tale kærlige, sande og opmuntrende ord. Den vil få os til at føle deltagelse for dem, hvis hjerter hungrer efter deltagelse.