Så formaner jeg jer da, brødre! ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer; dette er jeres åndelige gudsdyrkelse. - Rom 12, 1.
Det er umuligt for noget menneske at bringe sit legeme som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer, så længe det vedblivende giver efter for vaner, som berøver det dets legemlige, åndelige og moralske kraft. Apostelen siger videre: »Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I må kunne skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne.« Rom 12, 2. {CH 23}
Vi lever i en verden, som er i opposition til retfærdighed, en ren karakter og specielt væksten i nåden. Alle vegne ser vi besmittelse og fordærvelse, misdannelse og synd. Hvor forskelligt er ikke alt dette fra det værk, der må udføres i os, før vi kan modtage udødelighed. Guds udvalgte må stå pletfri midt i den fordærvelse, der råder omkring dem i disse sidste dage. Deres legeme må helliggøres og deres sind blive rent. Skal dette nås, må der begyndes straks, for alvor og med forstand. Guds Ånd må have fuldstændigt herredømme og påvirke alle handlinger.
Sundhedsreformen er en gren af det store værk, som skal berede et folk for Herrens komme. . . . Ingen kan overtræde naturens love ved at føje en fordærvet appetit og vellystige tilbøjeligheder uden, at overtræde Guds lov. Derfor har han ladet lyset om sundhedsreformen skinne på os, så vi kan se det syndige i at bryde de love, som han har nedlagt i vort væsen. ... Sammen med den tredje engels budskab skal der gives oplysning om naturlovene og opfordres til at følge dem. ... Han [Gud] ønsker, at dette emne skal bringes til debat, og at offentligheden skal vækkes op til at undersøge det, for det er umuligt for noget menneske at værdsætte hellig sandhed, når det ligger under for syndige, sundhedsskadelige, hjernesvækkende vaners magt. ...
Den, der påskønner det lys, Gud har givet om sundhedsreformen, har en stor hjælp til at blive helliget ved sandheden og skikket for udødelighed. {CH 20-22}