Og det udøver det første dyrs hele magt for dets øjne og får Jorden og alle dem, der bor på den, til at tilbede det første dyr, hvis dødshug blev lægt. - Åb 13, 12.
Hvis De forenede Stater skal lave et billede af dyret, må den religiøse magt beherske den civile styrelse i en sådan grad, at kirken kan benytte statens autoritet til at virkeliggøre sine egne planer. ...
»Billedet af dyret« symboliserer den form for frafalden protestantisme, som kommer, når de protestantiske kirker søger statens hjælp til at gennemtvinge deres dogmer. ...
Når søndagens helligholdelse skal gennemtvinges ad lovens vej, og når verden får oplysning om den sande sabbats krav på helligholdelse, vil enhver, som bryder Guds lov for at adlyde en befaling, som kun er baseret på romerkirkens autoritet, derved ophøje pavedømmet over Gud. Et sådant menneske hylder romerkirken og den statsmagt, som gennemtvinger det, som romerkirken har påbudt; det tilbeder dyret og dets billede. De mennesker, som så forkaster den dag, som Gud har kaldt tegnet på sin autoritet, og i stedet helligholder den dag, som romerkirken har udpeget som et symbol på sin overhøjhed, viser derved, at de modtager tegnet på lydighed mod romerkirken: »dyrets mærke«. Men det er først, når denne sag er blevet tydeligt fremholdt for menneskene og de har fået valget imellem Guds bud og menneskers bud, at de, der bliver ved med at overtræde Guds lov, tager »dyrets mærke«. ...
I denne strid vil hele kristenheden blive opdelt i to store lejre de, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus, og de, der tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke. Skønt kirke og stat med forenede kræfter vil forsøge at få »alle, både små og store, rige og fattige, frie og trælle« (Åb 13, 16) til at tage »dyrets mærke«, vil Guds folk ikke tage det. Profeten fra Patmos så »dem, som var gået sejrende ud af kampen med dyret og dets billede og dets navns tal, stå ved glarhavet med Guds harper i deres hænder« syngende Moses' og Lammets sang. Åb 15, 2- 3. {DSS 392. 394. 397. 398}