Det er tid for Herren at gribe ind, de har krænket din lov. Sl. 119,126.
Der kommer en tid, da Guds lov i en særlig forstand vil blive krænket i vort land [USA]. Nationens ledere vil ved hjælp af lovbestemmelser gennemtvinge søndagsloven, hvorved Guds folk vil blive bragt i stor fare. Når vor nation i de lovgivende forsamlinger vedtager love for at binde menneskers samvittighed med hensyn til religiøse privilegier, gennemtvinge helligholdelse af søndagen og med magt undertrykke dem, der holder den syvende dag som sabbat, da vil Guds lov i alt væsentligt være krænket i vort land. {7BC 977}
Når det land, som Herren havde bestemt til at være et tilflugtssted for hans folk, så de kunne dyrke Gud efter deres samvittigheds overbevisning; det land, som den Almægtige har holdt sin hånd over i mange år; det land, som Gud har begunstiget ved der at ville bevare Kristi rene religion - når dette land gennem lovgivningsmagten afsværger protestantismens principper og giver støtte til Roms frafald ved at ændre Guds lov, da er det, at lovløshedens menneskes sidste værk vil blive åbenbaret. Med hele deres indflydelse og styrke vil protestanterne stille sig på pavedømmets side, og idet de ved en national forordning gennemtvinger den falske sabbat, vil de give liv og kraft til Roms forvanskede tro og genoplive dets tyranni og undertrykkelse af samvittigheden. Da vil tiden være inde for Gud til at virke med stor kraft til forsvar for hans sandhed.
Profeten siger: »Derefter så jeg en anden engel komme ned fra Himmelen; han havde stor magt, og Jorden blev oplyst af hans herlighed. Og han råbte med vældig røst og sagde: 'Faldet, faldet er Babylon, den store!' ... Og jeg hørte en anden røst sige fra Himmelen: 'Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager. Thi hendes synder har hobet sig op, så de når til Himmelen, og Gud har kommet hendes uretfærdigheder i hu.'« Hvornår har hendes synder hobet sig op, så de når til Himmelen? Det har de, når Guds lov til sidst bliver krænket gennem lovgivningen. Da bliver Guds folks yderste nød hans anledning til at vise, hvem der hersker i Himmel og på Jord. Samtidig med at en djævelsk magt ophidser elementerne nedefra, vil Gud sende sit folk lys og kraft, så sandhedens budskab kan blive forkyndt for hele verden. {ST 12. juni 1893}