23. juli - Beseglingen og sildigregnen

 Dog, Guds faste grundvold står urokket, beseglet med denne indskrift: »Herren kender dem, der hører ham til,« og: »Enhver, som nævner Herrens navn, skal holde sig fra uretfærdighed.« - 2 Tim 2, 19.

 Før værket er afsluttet og beseglingen af Guds folk fuldbyrdet, vil Guds Ånd blive udgydt over os. Engle fra Himmelen vil være i vor midte. {1SM 111}

  Vor himmelske Fader kræver ikke noget af os, som vi ikke er i stand til at yde. Han ønsker, at hans folk skal arbejde alvorligt på at virkeliggøre hans plan med dem. De skal bede om kraft, forvente at få kraft, og tage imod kraft, så de kan nå frem til at blive voksne mænd og kvinder i Kristus Jesus.

 Ikke alle menighedens medlemmer plejer den personlige gudsfrygt, og derfor kender de ikke deres personlige ansvar. De forstår ikke, at det er deres forret og pligt at nå frem til det høje mål af kristelig fuldkommenhed. ... Ser vi frem til sildigregnen og håber fuldt og fast på en bedre anledning, da menigheden skal blive iført kraft fra det høje og dermed skikket for arbejdet? Sildigregnen vil aldrig styrke og opkvikke de dorske, som ikke bruger de kræfter, Gud har givet dem.

 Vi er i stort behov af den rene, livgivende atmosfære, som nærer og styrker det åndelige liv. Vi behøver større inderlighed. Det alvorlige budskab, vi har fået at bringe verden, skal forkyndes med større nidkærhed, ja med en intensitet, der gør indtryk på de vantro og får dem til at indse, at den Allerhøjeste samarbejder med os, og at han er kilden til vor duelighed og styrke. ...

 Bruger vi alle vore kræfter i forsøget på at bringe de mistede får tilbage til folden? Mange tusinder lever i uvidenhed, som kunne advares. Bed som aldrig før om Kristi kraft. Bed om at blive inspireret af hans Ånd, så I kan blive grebet af et ønske om at frelse dem, der er ved at gå fortabt. Lad denne bøn stige op til Himmelen: »Gud være os nådig og velsigne os, han lade sit ansigt lyse over os, for at din vej må kendes på Jorden, din frelse blandt alle folk« (SI 67, 2. 3) {IHP 338}