Så siger den Herre Herren: Ulykke følger på ulykke; se, det kommer! Enden kommer, enden kommer; den er vågnet og tager sigte på dig; se, det kommer! - Ez 7, 5- 6.
En frygtelig skæbne vil ramme verden. Jordens magter vil slutte sig sammen for at bekæmpe Guds bud, og de forlanger, at »alle, både små og store, rige og fattige, frie og trælle« (Åb 13, 16), skal adlyde kirkens skik ved at helligholde den falske hviledag. Alle de, der nægter at adlyde, vil blive dømt efter den borgerlige straffelov, og til sidst erklæres det, at de fortjener at dø. Men Guds lov, som pålægger os at helligholde Skaberens hviledag, kræver lydighed og, truer med at lade vreden ramme enhver, som overtræder dens bud.
Når det således er blevet gjort klart for enhver, hvad sagen drejer sig om, tager alle de, der nedtræder Guds lov for at adlyde en menneskelig forordning, dyrets mærke på sig - det mærke, som er et tegn på, at man hylder den magt, som man har valgt at adlyde i stedet for Gud……
Sabbaten bliver den store prøvesten, for denne sandhed er den mest omstridte. Når menneskene bliver stillet på den endelige prøve, vil skillelinjen blive trukket mellem dem, der tjener Gud, og dem, der ikke tjener ham. At helligholde den falske hviledag i lydighed mod statens love og i ulydighed mod det fjerde bud er et udtryk for, at man viser troskab over for en magt, som er Guds modstander, mens helligholdelse af den sande sabbat i lydighed mod Guds lover et bevis på troskab mod Skaberen. De, der tager imod tegnet på underkastelse under de menneskelige magter, tager dyrets mærke på sig, mens de andre, som vælger det tegn, der er et udtryk for troskab mod den guddommelige autoritet, modtager Guds segl.
De, der har forkyndt sandhederne i den tredje engels budskab, er blevet anset for at være ulykkesprofeter. ... Men efterhånden som der drives mere og mere udbredt propaganda for, at søndagens helligholdelse skal gennemtvinges ved lov, kommer den begivenhed, som kun de færreste har villet tro på, nærmere, og det tredje budskab vil da fremkalde en virkning, som det aldrig ville have kunnet fremkalde før. {DSS 535. 536}