14. september - En trængselstid som ikke har haft sin mage

 Til den tid skal Mikael stå frem, den store fyrste, som værner dit folks sønner, og en trængselstid kommer, som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til. Men på den tid skal dit folk frelses, alle, der er optegnede i bogen. - Dan 12, 1.

 Når forkyndelsen af den tredje engels budskab slutter, lyder nådens kald ikke længere til Jordens brødefulde beboere. Guds folk har fuldført deres gerning, De har fået »sildigregnen«, »husvalelses tiderne fra Herrens åsyn«, og de er beredte til den trængselstid, der venter dem. Engle haster frem og tilbage i Himmelen, En engel, der vender tilbage fra Jorden, meddeler, at hans gerning er fuldført. Verden er for sidste gang blevet stillet på prøve, og alle de, der har vist sig trofaste mod de guddommelige forskrifter, har fået »den levende Guds segl«. Så holder Jesus op med at gå i forbøn for menneskene i den himmelske helligdom. Han løfter sine hænder og siger med høj røst: »Det er sket.« ...

 Når han forlader helligdommen, dækker mørke Jordens beboere. I denne frygtelige stund må de retfærdige leve for den hellige Guds åsyn uden en forsvarer. Den tøjle, som har været lagt på de onde, bliver fjernet, og Satan har de ubodfærdige fuldstændig i sin magt. Guds tålmodighed er til ende, Verden har kastet vrag på hans nåde, foragtet hans kærlighed og trampet på hans lov. De ugudelige har overskredet nådetidens grænser. Guds Ånd, som de gudløse stædigt har modstået, er blevet trukket tilbage. Uden den guddommelige nådes skjold er de uden beskyttelse mod Satan, som vil kaste Jordens befolkning ud i den sidste store trængsel. Når Guds engle ikke længer holder den menneskelige lidenskabs voldsomme storme i ave, vil alle stridens elementer blive sluppet løs. Hele verden vil blive ramt af en ødelæggelse, der er værre end den, der overgik Jerusalem. {DSS 543. 544}

 Kun de, der har rene hænder og rene hjerter, vil bestå i den prøvende tid. ..

 Nu, medens de fire engle holder de fire vinde, er tiden for os til at befæste vort kald og vor udvælgelse. {BM 73. 74}