Jeg så på Jorden, og se, den var øde og tom, på himlen, dens lys var borte; bjergene så jeg, og se, de skjalv, og alle højene bæved; jeg så, og se, der var mennesketomt, og alle himlens fugle var fløjet. - Jer 4, 23-25.
Ved Kristi genkomst udslettes de onde fra hele Jordens overflade - de fortæres af hans munds ånde og tilintetgøres af hans herligheds lys. Kristus fører sit folk til Guds stad, og Jorden bliver folketom. »Se, Herren gør Jorden tom og øde og vender op og ned på dens overflade, han spreder dens beboere.« »Jorden tømmes og plyndres i bund og grund, thi Herren har talt dette ord.« »Vanhellig blev Jorden under dem, som bor der, thi lovene krænkede de, overtrådte budet, brød den evige pagt. Derfor fortærer forbandelse Jorden, og bøde må de, som bor der. Derfor svides Jordens beboere bort.« Es 24, 1. 3. 5. 6.
Hele Jorden ligner nu en ørken. Ruinerne af de byer og landsbyer, som blev ødelagt under jordskælvet, træer, der er rykket op med rode, og forrevne klippestykker, som er blevet slynget op af havet eller revet ud af selve Jorden, er spredt over dens overflade, mens store huller markerer de steder, hvor bjergene er blevet rykket op af deres grundvold.
Nu indtræffer den begivenhed, som symboliseredes ved forsoningsdagens sidste højtidelige handling. Når tjenesten i det allerhelligste var fuldført og Israels synder var blevet fjernet fra helligdommen i kraft af synd offerets blod, blev Azazels buk fremstillet levende for Herren, og i menighedens nærværelse bekendte ypperstepræsten »alle israelitternes misgerninger og alle deres overtrædelser, alle deres synder« og lagde »dem på bukkens hoved«. 3 Mos 16,21. Når soningen i den himmelske helligdom er fuldbragt, bliver Guds folks synder i Guds, de himmelske engles og den frelste hærskares nærværelse på lignende måde lagt på Satan, som bliver kendt skyldig i alt det onde, som han har fået dem til at begå. {DSS 580. 581}