Stød i horn på Zion, blæs alarm på mit hellige bjerg! Alle i landet skal bæve, thi Herrens dag, den kommer. - Joel 2, 1.
Vor opmærksomhed bør nu samle sig om, hvad der angår vort evige vel. Vi kan ikke tillade os at give de himmelske ting andenpladsen. . . . Guds straffedomme er i landet. De taler advarende og siger alvorligt: »Vær også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den time, I ikke tænker jer.«
Der er mange, mange i vore menigheder, som kun ved lidt om, hvad sandheden for vor tid egentlig betyder. Jeg appellerer til dem om ikke at overse opfyldelsen af tidernes tegn, som så tydeligt forkynder, at enden er nær. Oh, hvor er der mange, som ikke har søgt at få deres sjæle frelst, og som snart vil klage bitterligt: »Kornhøst er omme, frugthøst endt, og vi er ej frelst!«
Vi lever i de afsluttende begivenheder i denne Jords historie. Profetierne opfyldes hurtigt. Nådetiden er næsten forbi. Vi har ingen tid, ikke et øjeblik, at spilde. Lad os ikke blive fundet sovende på vor post. Ingen må sige i sit hjerte eller med sine gerninger: »Min herre lader vente på sig.« Lad budskabet om Kristi snarlige genkomst lyde som en alvorlig advarsel. Lad os overtale mennesker alle vegne til at omvende sig og fly fra den kommende vrede. Lad os vække dem op til straks at gøre sig rede, for vi ved kun lidt om, hvad der forestår. Prædikanter og lægmedlemmer bør gå ud på de modnende marker. ...
Herren vil snart komme, og vi må være forberedt på at møde ham i fred. Lad os være besluttet på at gøre alt, hvad vi kan, for at sprede lys omkring os. Vi skal ikke være bedrøvede, men glade, og vi skal altid holde os Herren Jesus for øje. . . . Vi må være rede og forvente hans tilsynekomst. O, hvor herligt det vil blive at se ham og blive hilst velkomne som hans forløste! Længe har vi ventet, men vor tro er ikke blevet svækket. Hvis vi blot kan få kongen at se i hans skønhed, vil vi blive evigt lyksalige. Jeg føler det, som om jeg må råbe højt: »På hjemvejen!« Vi nærmer os tiden, da Kristus vil komme med kraft og megen herlighed for at hente sine forløste hjem til deres evige boliger. {RH 14. juli 1903}