Afhængigt af menneskelige medarbejdere
Gud vælger ikke engle, der aldrig har syndet, til at være hans repræsentanter blandt mennesker, men mennesker, mænd med samme slags lidenskaber som dem, de søger at frelse. Kristus blev menneske, for at han kunne nå ind til mennesker. Der behøvedes en guddommelig-menneskelig Frelser for at bringe frelsen til verden. Og mænd og kvinder har fået betroet den hellige tjeneste at lade andre få del i "Kristi uransagelige rigdom." Ef. 3,8.
Betragt det rørende skue! Se Himmelens majestæt, omgivet af de tolv mænd, han har udvalgt! Han er i færd med at hellige dem til deres gerning. Gennem disse skrøbelige redskaber agter han ved sit ord og sin Ånd at gøre frelsen tilgængelige for alle.
Send nu nogle mænd til Joppe og lad dem hente en mand, der hedder Peter. Således tilkendegav Gud sin agtelse for prædikeembedet for sin organiserede menighed. Det blev ikke givet englen at fortælle Kornelius om hændelsen på korset. Et menneske, der ligesom høvedsmanden var underkastet de menneskelige skrøbeligheder og fristelser, skulle fortælle ham om den korsfæstede og opstandne frelser.
Den engel, som blev sendt til Filip, kunne have undervist ætioperen, men dette er ikke Guds fremgangsmåde. Det er hans plan, at menneskene skal virke for deres medmennesker.
Men denne skat har vi i lerkar fortsatte apostlen, for at den overvældende kraft må være fra Gud og ikke fra os selv. Gud kunne have forkyndt sin sandhed gennem syndfri engle, men dette er ikke efter hans vilje. Han vælger menneskelige væsener, fulde af skrøbelighed, til redskaber for udførelsen af sine formål. Den kostelige skat gemmes i lerkar. Ved menneskers hjælp skal hans velsignelser bringes ud til verden. Ved dem skal hans herlighed skinne frem gennem syndens mørke. I kærlig tjeneste skal de møde syndere og nødlidende og føre dem til korset. Og i hele deres gerning skal æren, hæderen og lovprisningen gælde ham, som er over alle og over alt.
Det var Frelserens hensigt, at hans efterfølgere, efter at han var faret op til Himmelen for at blive menneskets talsmand, skulle videreføre det arbejde, som han havde begyndt. Skal det menneskelige redskab ikke vise nogen særlig interesse for at give lyset i evangeliets budskab til dem, der sidder i mørke? Der er nogle, der er villige til at gå til Jordens ende for at bringe sandhedens lys til menneskene, men Gud kræver, at enhver sjæl, der kender sandheden, skal søge at lede andre til at elske sandheden. Hvis vi ikke er villige til at bringe særlige ofre for at frelse sjæle, der er ved at omkomme, hvordan kan vi da blive regnet for værdige til at komme ind i Guds stad?
I sin visdom bringer Herren dem, der søger sandheden, i berøring med medmennesker, der kender sandheden. Det er Himmelens vilje, at de, som har modtaget lyset, skal give det videre til dem i mørket. Menneskeslægten, der får sin kraft fra den store visdommens kilde, bliver det redskab, den virksomhed, hvorigennem evangeliet udøver sin forvandlende magt over sjæl og sind.
Gud kunne have nået sit formål med at frelse syndere uden vor hjælp, men for at vi skulle kunne udvikle egenskaber, der ligner Kristi, må vi deltage i hans arbejde. For at få del i hans glæde, glæden ved at se syndere blive frelst ved hans offer må vi tage del i hans bestræbelser for at frelse dem.
Kristus vælger ikke engle, som aldrig har syndet, til at være sine repræsentanter blandt menenskene, han vælger menesker, der besidder de samme lidenskaber som dem, de søger at frelse. Kristus påtog sig menneskelighed for at kunne nå menneskne. Guddommen behøvede menneskelighed, for både det guddommelige og det menneskelige var nødvendigt for at skaffe verden frelse. Guddommen behøvede menneskelighed, for at menneskeligheden kunne blive et forbindelsesled mellem Gud og mennesket.
Englene venter med næsten utålmodig iver på vor medvirken; thi mennesket må være forbindelsesledet til mennesker. Og når vi overgiver os selv til Kristus i helhjertet gudsfrygt, fryder englene sig over, at de med vor røst kan tale for at åbenbare Guds kærlighed.
Vi må være Guds medarbejdere, for Gud vil ikke fuldføre sit værk uden menneskelig medvirken.
Gud kalder den enkelte
Enhver kristen har fået et bestemt arbejde anvist. Gud kræver, at alle arbejder i hans vingård. Du skal tage den gerning op, du har fået betroet, og udføre den samvittighedsfuldt.
Hvis hver eneste af jer var en levende missionær, ville budskabet for vor tid hurtigt blive forkyndt i alle lande, for alle folk, folkeslag og tungemål.
Enhver sand discipel fødes ind i Guds rige som en missionær. Den, som drikker af det levende vand, bliver en livets kilde. Modtageren bliver til en giver. Kristi nåde i sjælen er som en kilde i ørkenen, der vælder frem til vederkvægelse for alle og gør dem, der er ved at omkomme, begærlige efter at drikke af livets vand.
Gud forventer, at enhver, som har fået betroet kendskabet til sandheden for denne tid, personligt skal træde i hans tjeneste. Ikke alle kan rejse ud som missionærer i udlandet, men alle kan være missionærer i deres familiekreds og i nabolaget.
Kristus var kun nogle få skridt fra den himmelske trone, da han gav sine disciple missionsbefalingen. Alle, som ville komme til troen på hans navn, medregnede han som missionærer, da han sagde: "Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen!" Guds kraft skulle ledsage dem."
For enhver, der bekender sig til Kristus, burde det være en livsopgave at frelse mennesker. Vi står i gæld til verden for den nåde, Gud har skænket os, for det lys, der har skinnet på os, og for den sandhed, hvis skønhed og kraft er åbenbaret for os.
Der er alle vegne en tilbøjelighed til at lade organiseret virksomhed træde i stedet for personlig bestræbelse. Menneskelig visdom arbejder hen imod forening og sammenslutning, hen imod at bygge store kirker og oprette store institutioner. Masser af mennesker overlader alt godgørenhedsarbejde til institutioner og organisationer; de unddrager sig fra at komme i berøring med verden, og deres hjerter bliver kolde, de fortabes i egne interesser og bliver uimodtagelige for indtryk. Kærlighed til Gud og mennesker uddør i deres sjæl. Kristus gav sine efterfølgere et personligt arbejde at udføre, et arbejde, som ikke kan overlades til andre. At hjælpe de syge og fattige og bringe evangeliet til de fortabte må ikke overlades til udvalg eller godgørenhedsforeninger alene. Personligt ansvar, personlig bestræbelse, personlig opofrelse er, hvad evangeliet kræver.
Enhver, som har modtaget det himmelske lys, skal oplyse vejen for dem, der ikke kender livets lys.
Enhver har fået en gerning tildelt og ingen kan træde i andres sted. Enhver har en særdeles vigtig mission, som ikke må forsømmes eller ignoreres, for når den opfyldes, betyder det et menneskes vel og når den forsømmes, betyder det ve over en, for hvem Kristus gav sit liv."
Vi bør alle være Guds medarbejdere. Lediggængere accepterer han ikke som sine tjenere. Hvert enkelt menighedsmedlem må forstå, at menighedens liv og trivsel påvirkes af deres handlemåde.
Hver eneste sjæl, som Kristus har frelst, er kaldet til at virke i hans navn for fortabtes frelse. Denne gerning var blevet forsømt i Israel. Bliver den ikke også forsømt i dag af dem, der bekender sig til at være Kristi efterfølgere.
Der er noget at gøre for enhver. Hver eneste en, som tror på sandheden, bør stå frem og sige: ”Her er jeg, send mig!” Es. 6, 8.
Det er enhver kristens privilegium ikke alene at vente på, men også at fremskynde vor Herres Jesu Kristi tilkommelse.
Den, der bliver et Guds barn, bør for fremtiden betragte sig som et led i den kæde, der blev sænket ned for at frelse verden. Han bør være èt med Kristus i hans nådige plan og gå ud sammen med ham for at søge og frelse det fortabte.
Alle kan finde noget at gøre. Ingen behøver at føle, at der ikke er noget sted, hvor de kan arbejde for Kristus. Frelseren gør sig til èt med hvert eneste menneske.
De, som har sluttet sig til Herren og indgået en pagt med ham om at arbejde i hans tjeneste, er forpligtede til at forene sig med Herren i det store, herlige arbejde at frelse sjæle.
Virkefeltet er så stort og planen så omfattende, at ethvert helliggjort hjerte vil blive drevet til at tjene som et instrument for guddommelig kraft.
I Guds hånd er mennesker det værktøj, han bruger til at gennemføre sine nådige hensigter. Hver enkelt har sin rolle at spille; hver enkelt modtager det lys, der svarer til hans tids særlige behov, og som er nødvendigt, for at han kan udøve den gerning, Gud har pålagt ham.
Gud har længe ventet på, at tjenersindet skulle få magten i hele hans menighed, så at enhver arbejder for ham med de evner, han har fået.
Da han udsendte de tolv og senere de halvfjerdssindstyve for at forkynde Guds rige, lærte han dem, at det var deres pligt at meddele andre, hvad han havde lært dem. Gennem hele sit virke opdrog han dem til individuelt arbejde, som skulle udvides, efter som de blev flere i antal, og som til sidst skulle nå ud til verdens fjerneste egne.
Det er en skæbnesvanger fejltagelse at mene, at sjælesørgerarbejdet kun påhviler prædikanterne. Den ydmyge, fromme troende, som vingårdens Herre pålægger omsorg for sjæle, bør opmuntres af dem, som Herren har skænket et større ansvar. De, der står som ledere indenfor Guds menighed, skal gøre sig klart, at Frelserens befaling gælder alle, der tror på hans navn. Gud vil udsende mange til sin vingård, skønt de måske ikke er indviet til tjenesten ved håndspålæggelse.
Menighedens sande karakter bedømmes ikke efter dens høje bekendelse eller de navne, der står indført i protokollen, men den bedømmes efter, hvad den faktisk udretter for Mesteren, og efter, hvor mange udholdende, trofaste arbejdere den har. Personlig interesse og hensynsfulde personlige bestræbelser vil udrette mere for Kristi sag, end prædikener og bekendelse kan.
Når en menighed bliver stiftet, bør alle medlemmerne gå aktivt ind i missionsarbejdet. De bør aflægge besøg hos hver eneste familie i deres nabolag og lære deres åndelige status at kende.
Ikke alle medlemmerne af menigheden bliver kaldet til at arbejde i andre lande, men alle har fået til opgave at lade lyset skinne i verden. Kristi evangelium virker udfordrende og vil blive udbredt. På den store dag vil ingen blive undskyldt for at have plejet egne interesser. Der er arbejde til alle hænder og for ethvert hoved. Der er mange forskellige opgaver passende for de forskellige evner og talenter.
Han har betroet jer hellig sandhed. Når Jesus bor hos den enkelte af menighedens medlemmer, bliver han et kildespring til evigt liv. I pådrager jer skyld over for Gud, hvis I ikke gør jer al mulig anstrengelse for at give dette levende vand til andre.
Som kristne gør vi ikke en tyvendedel af, hvad vi kunne, for at vinde mennesker for Kristus. Hele verden skal advares, og enhver oprigtig kristen vil være en vejleder og et eksempel med hensyn til at være tro, bære korset, arbejde beredvilligt og energisk, vise usvigelig troskab mod sandhedens sag, bringe ofre og virke for Guds værks fremme." .....
Så langt hans anledninger strækker, står enhver, der har modtaget lyset fra sandheden, med det samme ansvar, som den profet i Israel, disse ord kom til: ”Men dig, menneskesøn, har jeg sat til vægter for Israels hus; hører du et ord af min mund, skal du advare dem fra mig.”
Til enhver, som bliver delagtig i hans nåde, beskikker Herren et arbejde for andre. Hver især må vi stå på vor plads og sige: ”Her er jeg, send mig!” Ansvaret hviler på alle - på Guds ords forkyndere, på den troende sygeplejer og sygeplejerske, på den kristne læge og den enkelte kristne, hvad enten han er købmand eller bonde, embedsmand eller håndværker. Vort arbejde er at åbenbare for menneskene det glade budskab om frelse. Ethvert foretagende, vi giver os af med, bør have dette som sit endelige mål.
Da husets herre kaldte sine tjenere til sig, gav han enhver sin gerning. Hele Guds familie er ansvarlig for, hvordan den forvalter Herrens formue. Hver enkelt, fra den ringeste og mest uanselige til den største og mest ophøjede, er et moralsk væsen, som har fået talenter betroet, for hvilke det står til ansvar over for Gud."
Ved fælles anstrengelser
Kære trossøskende, dukker dette spørgsmål ikke op i jeres sind: ”Skal jeg vogte min broder?” Når I bekender jer til at være Guds børn, så skal I vogte jeres broder. Herren holder menigheden ansvarlig for de sjæle, som den kunne have reddet.
Frelseren har givet sit dyrebare liv for at oprette en menighed, der skal kunne hjælpe de lidende, de bedrøvede og de fristede. Her er en lille flok troende mennesker, som måske er fattige, ubekendte og blottede for uddannelse; men ved Kristi nåde kan de alligevel i hjemmet, i nabolaget, ja endog i fjerne lande udføre et arbejde, hvis følger vil blive lige så vidtrækkende som evigheden.
Omend menigheden kan synes svækket og ufuldkommen, så er den dog det eneste, som Gud på en særlig måde skænker sin højeste omhu. Den er skuepladsen for hans nåde, hvor han fryder sig over at åbenbare sin magt til at forvandle hjerterne.
Nogen skulle udføre Kristi missionsbefaling, nogen skulle føre det værk videre, han havde sat i gang. Det privilegium fik menigheden. I den hensigt blev den organiseret. Hvorfor har dens medlemme så ikke påtaget sig ansvaret?
Han opfordrer menigheden til at tage fat på dens foreskrevne pligt, nemlig at holde den sande reforms banner op på sin egen egn og overlade det til uddannede og erfarne arbejdere at trænge ind på nye steder.
Tessalonikerne var ægte missionærer . . . Mange hjerter blev vundet ved forkyndelsen af sandheden, og der blev føjet mange til de troendes tal.
Det var da han udvalgte de tolv, at det første skridt blev taget til at organisere den menighed, som efter Kristi bortgang skulle fortsætte hans gerning på Jorden.
Guds menighed består af mennesker, som lever et helligt liv, er fyldt med forskellige gaver og med Helligånden. Dens medlemmer skal finde lykken i deres lykke, som de søger at hjælpe og velsigne. Forunderligt er det værk, som Herren har til hensigt at udføre gennem sin menighed, for at hans navn kan blive æret derved.
Vort arbejde er tydeligt fremstillet i Guds ord. Troende skal være forenet med troende og menighed med menighed, det menneskelige redskab skal samarbejde med det guddommelige, ethvert virkemiddel skal være underlagt Helligånden, og det hele skal være fælles om at give verden det gode budskab om Guds nåde.
Vore menigheder skal samarbejde i bearbejdelsen af den åndelige ager i håb om at få en høst senere . . . Jorden er hård, men brakjorden må brydes og retfærdighedens sæd sås. Stands ikke, I af Gud elskede lærere, som om I var i tvivl, om I skal fortsætte med et arbejde, der vil vokse, blot det bliver gjort.
Menigheden er Guds udvalgte redskab til menneskenes frelse. Den blev organiseret for at yde tjeneste, og dens mission består i at bringe evangeliet ud i verden. Fra begyndelsen af har det været Guds hensigt, at hans overflødige godhed og fylde skulle lyse for verden gennem menigheden. Menighedens medlemmer, som han har kaldet ud fra mørket til sit underfulde lys, skal åbenbare hans herlighed.
Ingen menighed må tænke, at den er for lille til at øve en indflydelse og gøre en gerning i det store værk for vor tid.
Tag fat, brødre! Det er ikke blot de store lejrmøder og forsamlinger, som er særlig begunstigede af Gud; de mindste bestræbelser, udført i uegennyttig kærlighed, vil få hans velsignelse og en rig belønning. Gør, hvad I kan, og Gud vil forøge jeres evner.
Vi er vidner
Vi er Kristi vidner, og vi må ikke lade verdslige interesser eller gøremål lægge beslag på vor tid og opmærksomhed
Mine vidner er I, så lyder det fra Herren . . . Jeg har forkyndt det og frelser, kundgjort det, ej fremmede hos jer; I er mine vidner, lyder det fra Herren.” ”Jeg, Herren, har kaldet dig i retfærd og grebet dig fast om hånd; jeg vogter dig, og jeg gør dig til folkepagt, til hedningelys for at åbne de blinde øjne og føre de fangne fra fængslet, fra fangehullet mørkets gæster.
Menneskene i verden tilbeder falske guder. De skal ledes bort fra deres falske gudsdyrkelse ved at få opmærksomheden rettet mod noget bedre, og ikke ved at få deres afguder fordømt. De skal lære Guds godhed at kende. ”I er mine vidner, lyder det fra Herren. Jeg er fra evighed Gud.”
Alle, der ønsker at komme ind i Guds stad, må i deres jordiske liv fremstille Kristus i deres handlinger. Det er dette, der gør dem til Kristi sendebud og hans vidner. De skal bære et klart, bestemt vidnesbyrd mod al ond praksis og vise syndere hen til Guds lam, som bærer verdens synd.
Disciplene skulle gå ud som Kristi vidner og forkynde for verden, hvad de havde set og hørt af ham. Deres opgave var den vigtigste, som mennesker nogen sinde var blevet kaldet til; alene Kristi opgave var større. De skulle være Guds medarbejdere til menneskers frelse.
Den guddommelige lærer siger: ”Kun min Ånd magter at undervise og overbevise om synd. Det synlige gør kun et midlertidigt indtryk på sindet. Jeg vil indpræge sandhed i samvittigheden, og overalt på Jorden skal mennesker være mine vidner og fremholde mit krav på menneskets tid, penge og evne til at bruge sin forstand.”
Vor bekendelse af hans trofasthed er det hjælpemiddel, Himmelen har valgt til at åbenbare Kristus for verden. Vi skal erkende hans nåde, sådan som vi har lært den at kende gennem fortidens hellige mænd; men det, som betyder mest, er vidnesbyrdet om vore egne erfaringer. Vi er vidner for Gud, når vi i os selv åbenbarer en guddommelig krafts gerning. Hvert enkelt menneske har en tilværelse, der tydeligt adskiller sig fra alle andres, og en erfaring, der er væsentlig forskellig fra deres. Gud vil, at vor lovprisning skal stige op til ham, præget af vor egen personlighed. Denne værdifulde lovprisende tilkendegivelse af hans nådes herlighed rummer en uimodståelig kraft, som virker til sjælenes frelse, når den er underbygget af et kristent liv.
Gud kan ikke udbrede kendskabet til sin vilje og sin nådes underværker iblandt vantro mennesker, medmindre han har sine vidner spredt ud over hele verden. Det er hans plan, at de, der har fået del i denne store frelse ved Jesus Kristus, skal være hans missionærer og lysbærere rundt om i verden, som tegn for folket, levende breve, der kendes og læses af alle mennesker, og hvis tro og gerninger vidner om Frelserens snarlige komme, og at det ikke har været forgæves, de har modtaget Guds nåde. Folk må advares, så de bereder sig for den kommende dom.
Idet de dvælede ved hans rene, hellige liv, syntes det for dem, som om ingen møje ville være for svær, intet offer for stort, dersom de blot i deres liv kunne bære vidnesbyrd om Kristi elskelige karakter. O, tænkte de, om de blot kunne have levet de sidste tre år om igen, hvor langt anderledes ville de da ikke have optrådt! Dersom de blot kunne se Mesteren igen, hvor alvorligt ville de ikke bestræbe sig for at vise, hvor højt de elskede ham, og hvor oprigtigt bedrøvede de var over nogen sinde at have såret ham med et ord eller en handling i vantro! Men de fandt trøst i den tanke, at de havde fået tilgivelse. De havde sat sig for, at de så vidt muligt ville udsone deres vantro ved frimodigt at bekende ham for verden.
Disse to helbredte besatte var de første missionærer, som Kristus udsendte for at prædike evangeliet i Dekapolis egne. Kun i nogle få øjeblikke havde disse mænd haft den forrettighed at lytte til Kristi lære. De havde aldrig hørt en eneste prædiken fra hans mund. De kunne ikke belære folket sådan som disciplene, der daglig havde været sammen med Kristus. Men de medbragte i sig selv beviset for, at Kristus var Messias. De kunne fortælle, hvad de vidste, hvad de selv havde set og hørt og oplevet af Kristi kraft. Dette er, hvad enhver kan gøre, hvis hjerte har følt Guds nåde. Johannes, den discipel, Herren elskede, skrev: "Det, der var fra begyndelsen, det, vi har hørt, det, vi har set med vore egne øjne, det, vi skuede og vore egne hænder følte på, ja, livets ord, ..... det, vi altså har set og hørt, forkynder vi også jer." 1. Joh. 1,1-3. Som Kristi vidner bør vi fortælle, hvad vi ved, hvad vi selv har set og hørt og følt. Hvis vi skridt for skridt har fulgt Jesus, må vi have noget afgørende at fortælle om den måde, på hvilken han har ført os. Vi kan fortælle, hvordan vi har sat hans løfter på prøve og fundet, at hans løfter var sande. Vi kan vidne om, hvad vi har erfaret af Kristi nåde. Det er til dette vidnesbyrd, Herren kalder os, og uden det vil verden gå til grunde.
Formidlere af lys og velsignelse
Vi skal være helligede kanaler, som det himmelske liv kan flyde igennem til andre. Helligånden må besjæle og gennemtrænge hele menigheden og rense og befæste hjerterne.
Enhver, som følger Jesus, er hans missionær og har en gerning at gøre i sit hjem, i sit nabolag og i byen, hvor han bor. Alle, som har helliget sig til Gud, er lysbærere. Gud gør dem til retfærdigheds redskaber, så de kan bringe sandhedslyset til andre.
Resultatet af Jesu gerning, mens han træt og sulten sad der ved Jakobs brønd, blev en vidtomfattende velsignelse. Denne ene sjæl, som han søgte at hjælpe, blev et middel til at nå andre og lede dem til Frelseren. Dette er altid den måde, hvorpå Guds værk har gjort fremgang i verden. Lad dit lys skinne, så vil andre lys blive tændt.
Mange nærer den tanke, at de med hensyn til deres lys og erfaringer er ansvarlige over for Kristus alene og uafhængige af hans anerkendte efterfølgere på Jorden. Jesus er synderes ven, og han ynkes over deres ulykke. Han har al magt både i Himmelen og på Jorden; men han anerkender de midler, han har beskikket til menneskenes oplysning og frelse; han henviser syndere til menigheden, som han har gjort til en lysets formidler i verden.
Menigheden på hin tid havde fået overdraget et stadig fremadskridende værk; det at oprette virksomheder, hvorfra der kunne udgå lys og velsignelse, på ethvert sted, hvor der fandtes oprigtige sjæle, som var villige til at stille sig i Kristi tjeneste.
Ligesom Solens stråler trænger igennem og når ud til de mest afsides beliggende egne på Jorden, således er det Guds hensigt, at evangeliets lys skal nå ud til hver eneste sjæl i verden. Dersom Kristi menighed fuldbyrdede vor Herres forsæt, ville ly set skinne på alle, der sidder i mørket og i dødens land og skygge.
Det er hvert menneskes forret at være et levende rør, hvorigennem Gud kan lade sin nådes rigdomme, Kristi uransagelige rigdomme, tilflyde verden. Der er intet, Kristus længes mere efter end mennesker, der vil vise verden hans Ånd og karakter. Der er ikke noget, verden trænger mere til, end at mennesker i deres liv åbenbarer Frelserens kærlighed. Hele Himmelen venter på dem, der vil være rør, hvorigennem den hellige olie kan flyde og blive til glæde og velsignelse for menneskehjerter.
Det herlige ved Guds menighed er medlemmernes gudfrygtighed, for der er hans vælde i skjul. De sande Guds børns indbydelse bliver måske agtet ringe, men den vil altid kunne mærkes og på belønningens dag vil den med rette blive åbenbaret. En sand kristens lys, som ses i hans trofaste gudsfrygt og urokkelige tro, vil for verden være et bevis på en levende frelsers magt. Kristus vil i sine efterfølgere blive et kildespring til evigt liv. Skønt næsten ukendt for verden er de anerkendt som Guds ejendomsfolk, hans udvalgte kar til frelse, hans repræsentanter, hvorigennem lyset skal skinne for verden."
Menighedsmedlemmer, lad lyset skinne! Løft jeres røst i ydmyg bøn til Gud, vær vidner imod drukkenskab, dårskab og verdslige fornøjelser, forkynd sandheden for denne tid! Jeres tale, jeres indflydelse, jeres tid - alt er gaver fra Gud og bør anvendes i Kristi tjeneste til at vinde sjæle for ham.
Det er blevet vist mig, at Kristi disciple er hans repræsentanter på Jorden, og Gud har til hensigt, at de skal være lys i denne verdens moralske mørke, spredt ud over landet, i købstæder, landsbyer og storbyer, som et skuespil for hele verden, både for engle og mennesker.
Kristi efterfølgere skal være verdens lys, men Gud ønsker ikke, at de skal anstrenge sig for at skinne. Han finder ikke behag i, at de i selvtilfredshed stiller deres egen godhed til skue. Han ønsker, at deres liv skal gennemsyres af himmelske principper. Når de så kommer i berøring med verden, vil de åbenbare det lys, som er i dem. Deres urokkelige troskab under alle livets forhold vil da være et strålende lys.
Da Saulus midt i sin blinde vildfarelse og fordom fik en åbenbaring af Kristus, som han forfulgte, blev han bragt i direkte forbindelse med den menighed, som er verdens lys. I dette tilfælde er Ananias Kristi stedfortræder og repræsenterer også Kristi præster på jorden, som er indsat til at handle på hans vegne. I Kristi sted berører Ananias Saulus øjne, for at de kan modtage synet. I Kristi sted lægger han hænderne på ham, og mens han beder i Jesu navn, modtager Saulus Helligånden. Alt gøres i Jesu navn og ved hans kraft. Kristus er selve kilden, menigheden er forbindelsesledet.
Vildfarelse trives alle vegne. Sjælenes store modstander mønstrer sin hær. Han sætter alle sine planer i værk for at forvirre menneskene med sine besnærende vildfarelser og således føre sjæle i ulykke. De, som Gud har betroet sin sandheds rige skatte, skal lade lyset skinne i det moralske mørke.
Gud forlanger, at hans folk skal skinne som lys i verden. Det forlanges ikke af prædikanterne alene, men enhver Kristi discipel skal gøre det. Deres vandel skal være himmelsk præget. Og i fællesskabet med Gud vil de nære ønske om at have fællesskab med deres medmennesker for med deres ord og handlinger at give udtryk for Guds kærlighed, som tvinger dem. Således vil de blive lys i verden, og lyset, de formidler, vil ikke gå ud eller blive taget bort.
Kristi efterfølgere skal være retfærdigheds redskaber, arbejdere, levende stene, som udstråler lys, så de tiltrækker de himmelske engle. Det kræves, at de er kanaler, som sandhedens og retfærdighedens ånd kan flyde igennem.
Herren har gjort sin menighed til det sted, hvor guddommelig indflydelse er at finde. Den himmelske verden venter på, at medlemmerne skal blive kanaler, hvorigennem livets strøm kan flyde til verden, så mange mennesker kan blive omvendt og også blive kanaler, hvorigennem Kristi nåde kan flyde til øde områder i Herrens vingård."
Enhver, som er forenet med Gud, vil afgive lys til andre. Hvis der er nogen, som ikke har noget lys at give, så er det, fordi de ikke har forbindelse med lysets kilde.
Gud har udvalgt sine børn til at lyse for andre og hvis de ikke gør det og sjæle bliver overladt til vildfarelsens mørke, fordi de undlod at gøre, hvad de kunne have gjort, dersom Helligånden havde levendegjort dem, så vil Gud kræve dem til regnskab. Vi er kaldt ud fra mørket til hans underfulde lys, for at vi skal forkynde Kristi guddomskraft.
Vor indflydelse over andre er ikke så meget afhængig af, hvad vi siger, som af, hvordan vi er. Mennesker kan måske bekæmpe og trodse vor logik; de kan gøre modstand mod vore henvendelser; men et liv i uselvisk kærlighed er et argument, som de ikke kan modsige. En konsekvent livsform, der kendetegnes ved Kristi sagtmodige sind, er en magt, der betyder noget i verden.
De, der skulle have været verdens lys, har kun udsendt et svagt og mat skær. Hvad forstås der ved lys? Hermed menes gudfrygtighed, godhed, sandhed, barmhjertighed, kærlighed. Det er sandheden åbenbaret i liv og karakter. Evangeliets aggressive kraft beror på den personlige gudfrygtighed hos dem, der tror på det, og Gud har ved sin elskede Søns død gjort det muligt, at ethvert menneske kan blive vel skikket til al god gerning. Hvert menneske bør være en klart skinnende lampe, der forkynder hans guddomskraft, som kaldte os fra mørket til sit underfulde lys. ”Guds medarbejdere er vi.” Ja medarbejdere, og det vil sige at gøre et ærligt arbejde i Herrens vingård. Der er mennesker, som skal frelses, i vore menigheder, i vore sabbatsskoler, i vort nabolag.
Det er ved at arbejde for andre, at de holder sig selv i live. Hvis de blot vil blive Jesu medarbejdere, vil vi se lyset i vore menigheder brænde klarere og klarere og gennemtrænge mørket langt uden for deres eget område.
”I er verdens lys.” Jøderne mente, at frelsens velsignelser kun gjaldt deres eget folk, men Kristus viste dem, at frelsen er ligesom solskinnet: den tilhører hele verden.
Hjerter, som handler efter Helligåndens påvirkning, er de kanaler, hvorigennem Guds velsignelser strømmer. Hvis de, som tjener Gud, blev fjernet fra Jorden, og hans Ånd blev taget bort fra menneskeslægten, så ville denne verden være overladt til ødelæggelse og tilintetgørelse - resultatet af Satans herredømme. Skønt de gudløse ikke ved det, skyldes endog velsignelserne i dette liv, at Guds folk, som de ringeagter og underkuer, er til stede i denne verden. Men hvis de kristne kun er kristne af navn, så ligner de det salt, som har mistet sin kraft. De har ingen indflydelse til det gode i verden. Ved deres urigtige fremstilling af Gud er de værre end vantro.
Den guddommelige missionsbefaling
Den gerning, disciplene udførte, skal vi også udeføre. Enhver kristen skal være en missionær. I medfølelse og medlidenhed skal vi tjene dem, der trænger til hjælp, og med uegennyttig alvor søge at lindre de lidelser, som hjemsøger menneskene.
Før Kristus steg op til Himmelen, overgav han disciplene deres opgave. Han sagde til dem, at de skulle fuldbyrde hans sidste vilje, hvori han testamenterede det evige livs skatte til verden.
Troende mennesker har til enhver tid haft andel i det, der var betroet til de første disciple. Enhver, der har modtaget evangeliet, har fået en hellig sandhed at bringe verden. Guds trofaste folk har altid været ivrige missionærer, der viede deres kræfter til at ære hans navn, og som klogt udnyttede deres evner i hans tjeneste.
Evangeliets forkyndelse er Kristi riges store missionsbefaling. Disciplene skulle arbejde alvorligt for sjælene og bringe alle nådens bud. De skulle ikke afvente, at mennesker kom til dem; de skulle gå ud til folk med deres budskab.
Guds sendebud har fået befaling til at optage netop det arbejde, Kristus udførte, da han var her på Jorden. De skal tage fat på enhver arbejdsgren, han virkede i. Alvorligt og oprigtigt skal de fortælle mennesker om Himmelens uransagelige rigdom og uforgængelige skat.
Den befaling, som blev givet disciplene, er også givet til os. Nu som dengang skal en korsfæstet og genopstanden frelser ophøjes for dem, som er uden Gud og uden håb i verden. Herren kalder på hyrder, lærere og evangelister. Fra hus til hus skal hans tjenere forkynde budskabet om frelse. Til alle folkeslag og stammer og tungemål og folk skal budskabet om syndsforladelse gennem Kristus bringes ud. Det skal ikke forkyndes i svage, livløse vendinger, men med klare, tydelige, vækkende ord. Mennesker i hundredvis venter på advarselen for at kunne redde livet. I de kristne behøver verden at se et bevis på kristendommens kraft. Ikke blot nogle få steder, men overalt i verden er der et behov for nådens budskab.
Da Jesus steg op til Himmelen, overdrog han sin gerning på Jorden til dem, der havde taget imod evangeliets lys. De skulle fortsætte arbejdet, til det var fuldført. Han har ikke sørget for noget andet hjælpemiddel til at få sin sandhed udbredt. "Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen!" "Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." Denne højtidelige befaling gælder også os i dag. Gud overlader ansvaret til sin menighed, om den vil følge den eller ikke.
Befalingen er blevet givet til os: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Matt. 28, 19. 20. I er indviet til den gerning at gøre frelsens evangelium kendt. Himmelens fuldkommenhed skal være jeres kraft.
Kaldede fra dagliglivet
Folk fra de almindelige samfundslag skal indtage deres pladser som arbejdere. Når de tager del i deres medmenneskers sorger, ligesom Kristus tog del i menneskehedens sorger, så vil de i troen se ham samarbejde med dem.
På alle felter nær og fjern vil mænd blive kaldet fra ploven og fra de mere almindelige forretningsmæssige beskæftigelser, der i stor udstrækning optager sindene, for at blive uddannet ved at arbejde sammen med erfarne mænd. Når de lærer at udføre et virkningsfuldt arbejde, vil de forkynde sandheden med kraft. Ved det guddommelige forsyns mest vidunderlige indgriben vil bjerge af vanskeligheder blive fjernet og kastet i havet. Budskabet, der betyder så meget for Jordens beboere, vil blive hørt og forstået. Menneskene vil vide, hvad der er sandt. Værket vil stadig gå fremad og fremad, indtil hele Jorden er blevet advaret, og så skal enden komme.
Gud kan og vil bruge sådanne, som ikke har fået en fuldstændig uddannelse i menneskers skoler. At betvivle hans kraft til at gøre dette er at vise vantro. Det er at begrænse den ubegrænsede kraft af den Ene, for hvem intet er umuligt. Lad os have mindre af denne unødvendige, mistroiske forsigtighed! Den medfører, at mange kræfter i menigheden ikke udnyttes. Den spærrer vejen, så Helligånden ikke kan bruge disse mænd. Den holder disse i uvirksomhed, som er villige og ivrige efter at arbejde efter Kristi retningslinjer. Den tager modet fra mange, som kunne have trådt ind i arbejdet og ville være blevet effektive arbejdere sammen med Gud, dersom de havde fået en rimelig anledning.
det er enhver sjæls forret at kunne gå fremad. De, som er forenet med Kristus, bliver udviklet i nåde og i kundskab om Guds Søn, indtil de bliver fuldvoksne mænd og kvinder. Hvis alle, som påstår, at de tror på sandheden, til fulde havde udnyttet deres evner og deres anledninger til at lære og til at handle, ville de være blevet stærke i Kristus. Uden hensyn til deres arbejde - hvad enten de var landmænd, håndværkere, lærere eller prædikanter - ville de være blevet dygtige arbejdere for den himmelske mester, hvis de havde helliget sig helt til Gud.
Medlemmer af menigheden, som er tilstrækkelig begavet til at kunne påtage sig forskellige hverv, for eksempel undervisning, håndværk, fabrikation eller landbrug, burde i almindelighed være belavet på at virke for menighedens trivsel som bestyrelsesmedlemmer eller lærere i sabbatsskolen, ved at udføre missionsarbejde eller tage forskellige andre hverv i menigheden.
Kristus valgte hverken det jødiske råds lærdom og veltalenhed eller Roms magt til at udføre sit arbejde. Mesteren gik de selvretfærdige jødiske lærere forbi og valgte ringe, ulærde mænd til at forkynde de sandheder, som skulle forandre verden. Disse mænd ville han opdrage og uddanne til at være hans menigheds ledere. Derefter skulle de uddanne andre og sende dem ud med evangeliets budskab. For at værket måtte lykkes for dem, skulle de få Helligåndens kraft. Evangeliet skulle ikke forkyndes ved menneskelig magt eller menneskelig visdom, men ved Guds kraft.
Blandt dem, som af Frelseren havde fået denne befaling: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple,” fandtes der mange fra livets mere beskedne kår - mænd og kvinder, som havde lært at elske Herren, og som havde besluttet at følge hans eksempel ved selvforglemmende tjeneste. Disse ydmyge sjæle havde lige såvel som disciplene, der havde kendt Frelseren under hans jordiske gerning, fået betroet en dyrebar opgave. De skulle bringe verden det glade budskab om frelsen ved Kristus.
Livet, som vinder venner
Det er ikke blot ved at prædike sandheden, ikke blot ved at udbrede litteratur, at vi skal vidne om Gud. Lad os huske, at et liv, der ligner Kristi liv, er det stærkeste argument, der kan fremføres til fordel for kristendommen, og at en letkøbt kristen karakter gør mere skade i verden end den verdsliges karakter.
Alle de bøger, der er skrevet, er ikke nok til at erstatte et helligt liv. Menneskene vil ikke tro det, prædikanten prædiker, men det, menigheden lever. Alt for ofte bliver indflydelsen fra den prædiken, der lyder fra talerstolen, modarbejdet af den prædiken, der viser sig i livet hos dem, der hævder at være sandhedens forsvarere.
Kristi liv udøvede en større og større indflydelse, en indflydelse, der var ubegrænset, og som knyttede ham til Gud og til hele den menneskelige familie på jorden. Gennem Kristus har Gud udrustet mennesket med en indflydelse, der gør det umuligt for det at leve for sig selv alene. Som individer er vi forbundet med vore medmennesker en del af Guds store hele, og vi er undergivet gensidige, forpligtelser intet menneske kan være uafhængigt af sine medmennesker for den enes vel indvirker på den andens: Det er Guds hensigt, at enhver skal føle, at han ikke kan undværes for andres skyld, og at han skal gøre sit bedste for at fremme deres lykke.
Bibelens religion begrænses ikke af de to omslag om en bog, heller ikke af murene om en kirke. Den skal ikke tages frem lejlighedsvis til gavn for os selv og derpå omhyggeligt lægges til side. Den skal helliggøre vort dagligliv og åbenbare sig i ethvert af livets gøremål og i alle vore medmenneskelige forhold.
Det er Guds hensigt at herliggøre sig for verden gennem sit folk. Han venter, at de, der bærer Kristi navn, vil repræsentere ham i tanke, ord og handling. Deres tanker skal være rene og deres ord ædle og opløftende, så de drager alle omkring sig nærmere Frelseren. Kristi religion skal være indflettet i alt, hvad de gør og siger. Hver eneste af deres forretningstransaktioner skal være duftende af Guds nærværelse.
Forretningsmanden bør drive sin forretning sådan, at hans Herre bliver æret ved hans troskab. Han bør lade religionen indgå i alt, hvad han tager sig for, og åbenbare Kristi Ånd. Håndværkeren bør være en flittig og pålidelig repræsentant for ham, som arbejdede under ringe kår i Judæas byer. Enhver, som nævner Kristi navn, bør arbejde sådan, at menneskene bliver ledet til at prise hans skaber og forløser, når de ser hans gode gerninger.
Kvindelige missionærer
Kvinder såvel som mænd kan deltage i arbejdet med at så sandhedens sæd, hvor den kan udvikles og blive klart synlig. De kan indtage deres plads i arbejdet i denne krisetid, og Herren vil virke gennem dem. Hvis de har sans for deres pligt og arbejder under Guds Ånds indflydelse, vil de vise netop den selvbeherskelse, der er nødvendig i denne tid. Frelseren vil lade sit ansigts lys skinne på disse selvopofrende kvinder, og det vil give dem en kraft, der overgår mændenes. De kan udføre et arbejde blandt familier, som mænd ikke kan gøre; et arbejde, der berører det indre liv. De kan komme hjerter nær, som mænd ikke kan nå. Deres arbejde er tiltrængt. Betænksomme og ydmyge kvinder kan gøre et godt arbejde ved at forklare sandheden for mennesker i deres hjem. Når Guds ord således bliver forklaret, vil det udføre sit gennemsyrende arbejde, og ved dets indflydelse vil hele familier blive omvendt.
Alle, som arbejder for Gud, må have Martas og Marias egenskaber forenede - en villighed til at tjene og en oprigtig kærlighed til sandheden, Jeg'et og selviskheden må lades ude af betragtning. Gud kalder på alvorlige kvindelige arbejdere, arbejdere, som er kloge, varmhjertede, ømme og principfaste. Han kalder på ihærdige kvinder, som vil vende deres tanker bort fra jeg'et og fra deres personlige bekvemmelighed og lade dem dreje sig om Kristus, idet de taler sandheds ord til dem, de kan få adgang til, beder med dem og virker for sjælens omvendelse.
Søstrene kan gøre et godt arbejde med at skaffe abonnenter på vore blade og på den måde sprede lyset til mange mennesker.
Der findes ædelmodige kvinder, som har haft moralsk mod til at tage standpunkt for sandheden på grundlag af beviserne. De har taget imod sandheden af samvittighedsgrunde. De ejer finfølelse, en god opfattelse og gode evner og vil blive fremgangsrige arbejdere for Mesteren. Der er brug for kristne kvinder.
Vore søstre kan som kløgtige arbejdere føre korrespondance og få venner, som har modtaget vore blade og småskrifter, til at udtale sig om deres sande følelser. Der er brug for kvinder med faste principper og en god karakter, og som tror, at vi virkelig lever i de sidste dage og har det sidste alvorlige advarselsbudskab at forkynde for verden. Sådanne kvinder kan Gud bruge i traktat og missionsarbejdet. ..... De kan på mange måder udføre et værdifuldt arbejde for Gud ved at uddele traktater og udbrede "Tidernes tegn" på en forstandig måde."
Jeg kan ikke anbefale, at en kvinde stræber efter at blive valgkandidat eller embedsmand, men som en missionær, der underviser i sandheden pr. korrespondance, uddeler traktater og tegner abonnementer på blade, som indeholder den højtidelige sandhed for vor tid, kan hun gøre meget godt.
Hvis der var tyve kvinder, hvor der nu er en, som ville gøre denne hellige mission til deres yndlingsbeskæftigelse, ville vi se mange flere blive omvendt til sandheden.
Nu er der behov for kvinder, som kan gøre en gerning, som ikke tager sig selv højtideligt, men er sagtmodige og ydmyge af hjertet og vil arbejde i Kristi sagtmodighed, hvor de kan finde noget at gøre for deres medmenneskers frelse.
Flere hundrede søstre kunne nu være i arbejdet, hvis de havde villet. De selv og deres børn burde gå enkelt klædt i pænt og godt tøj og uden pynt, og den tid, de har spildt på lysten til at tage sig ud, skulle de benytte til missionsarbejde. De kunne skrive breve til venner, som bor længere borte. Vore søstre kunne komme sammen og drøfte, hvordan de bedst kan arbejde. Der kan opspares penge, der kan skænkes som en gave til Gud og bruges til at købe blade og traktater for, som de kan sende til deres venner. De, som nu ingenting gør, burde tage fat og gøre noget. Enhver søster, som bekender sig til at være et Guds barn, burde føle sig forpligtet til at hjælpe alle inden for rækkevidde.
Vore søstre har hellere end gerne villet undskylde sig for ikke at påtage sig en forpligtelse, som kræver omtanke og flid, men dette er netop, hvad de behøver for at fuldkommengøre deres kristelige erfaring. De kan virke som missionsarbejdere og være personlig interesseret i at udsprede traktater og blade, som giver en rigtig fremstilling af vor tro og lære.
Kære søstre, I må ikke blive trætte af at udføre missionsarbejde på en betænksom måde. Det er en gerning, som I alle kan få held til at udføre, hvis I blot vil forene jer med Gud. Inden I skriver jeres missionsbreve, så opløft altid jeres hjerter i bøn til Gud om, at det må lykkes jer at finde nogle vilde kviste, som kan indpodes i det sande vintræ og bære frugt til Guds ære. Alle, som i ydmyghed tager denne gerning op, vil dygtiggøre sig mere og mere som arbejdere i Herrens vingård.