Fra hjem til hjem
Det at besøge og tale med folk i deres hjem er af lige så stor betydning som den offentlige forkyndelse af ordet. I de store byer findes der mennesker, som ikke går til offentlige møder. Disse må man opsøge, som en hyrde søger efter sit tabte får. Ihærdige, personlige anstrengelser må gøres for dem. Når man forsømmer at komme i personlig berøring med folk, går mange gyldne anledninger tabt, som ville have bidraget betydeligt til sagens fremme, hvis de var blevet benyttet.
Der trænges til medfølelse udtrykt i ord og handling. Jesus forberedte forkyndelsen af sit budskab ved at vise kærlighed og godhed. Lad disse arbejdere gå fra hjem til hjem og være til hjælp, hvor der trænges til det, og så fortælle beretningen om korset, når anledning byder sig. Kristus skal være deres tema. De behøver ikke at hæfte sig ved lærepunkter, men lad dem fortælle om Jesu mission og hans offer. De må forkynde hans retfærdighed og lade hans renhed ses i deres liv.
Der er ikke personanseelse hos Gud. Han vil bruge ydmyge, gudhengivne kristne, selv om de ikke har fået en så grundig uddannelse som visse andre. Lad sådanne tage arbejde op for ham ved at virke fra hjem til hjem. Når de sidder i hjemmene, kan de, hvis de er ydmyge, forsigtige og gudfrygtige, gøre mere for at tilfredsstille familiens virkelige behov, end en ordineret prædikant.
vore menighedsmedlemmer burde arbejde mere med at holde bibellæsninger og udbrede vor litteratur fra hus til hus.
De, der arbejder i hjemmene, får lejlighed til at hjælpe på forskellig måde. De bør bede for de syge og gøre, hvad de kan, for at lindre deres lidelser. De bør virke for de små i samfundet, for de fattige og undertrykte. Vi bør bede for og med de hjælpeløse, som ikke har viljekraft til at beherske de begæringer, som er blevet nedværdiget på grund af lidenskab. Der bør arbejdes alvorligt og udholdende for at frelse de mennesker, i hvis hjerter en interesse er vakt. Først må deres fysiske behov stilles, og når de mærker vor uselviske kærlighed, vil de få lettere ved at tro på Kristi kærlighed.
Lad arbejderne gå fra hus til hus, oplade Bibelen for folk, uddele skrifter og fortælle, hvilken stor velsignelse lyset fra Guds ord har bragt dem.
Vor frelser gik fra hus til hus, helbredte de syge, trøstede de sørgende, bragte lindring til de lidende og talte fred til de trøstesløse. Han tog de små børn i sine arme og velsignede dem, og talte håbefulde og trøstende ord til de trætte mødre. Med en ømhed og mildhed, som aldrig svigtede, mødte han al slags menneskelig smerte og lidelse. Det var ikke for sig selv, han virkede, men for andre. Han var alles tjener. Det var hans mad og drikke at bringe håb og styrke til alle, som han kom i berøring med.
Forkyndelsen af sandheden fra hus til hus i kærlighed og enfoldighed er i harmoni med den undervisning, Kristus gav sine disciple, da han den første gang sendte dem ud på missionsfeltet. Ved kristelige sange, ved enfoldige, oprigtige bønner vil mange blive vundet. Det guddommelige sendebud vil ledsage arbejderen og skabe overbevisning i menneskenes hjerter. Han har sagt: ”Jeg er med eder alle dage.” Med forsikringen om en sådan hjælpers stadige nærværelse kan vi virke i tro og håb og med frejdigt mod.
Han behøver arbejdere, som kan virke i private hjem. Herren kræver, at der bliver gjort bestemte anstrengelser på steder, hvor man ikke kender de bibelske sandheder. Der er trang til sang og bøn og bibellæsning i hjemmene. Nu, netop nu er tiden til at lyde befalingen: "Lær dem at holde alt det, jeg har befalet eder." De, som udfører denne gerning, må have indgående kendskab til den hellige skrift. "Der står skrevet" må være deres forsvarsvåben.
Mine brødre og søstre, besøg dem, som bor i jeres nærmeste nabolag, og søg at vinde deres hjerter ved medfølelse og venlighed. Vær sikker på, at I virker på en måde, som vil tjene til at fjerne fordom i stedet for at vække den. Og husk, at de, som kender sandheden for denne tid og dog begrænser deres virksomhed til deres egen menighed og vægrer sig ved at virke for deres uomvendte naboer, vil blive krævet til regnskab for deres uopfyldte pligter.
På denne første rejse skulle disciplene kun drage derhen, hvor Jesus havde været før dem, og hvor han havde vundet sig venner. Deres forberedelser til rejsen skulle være af den enkleste art. Intet måtte få lov til at aflede deres tanker fra deres store opgave eller på nogen måde vække modstand, så dørene lukkedes i for fortsat arbejde. De skulle ikke være klædt som tidens religiøse lærere og heller ikke benytte nogen dragt, der adskilte sig fra de fattige bønders. De skulle ikke gå ind i synagogerne og kalde folk sammen til offentlig gudstjeneste. Deres bestræbelser skulle kun dreje sig om husbesøg. De skulle ikke spilde tiden med unødvendige høflighedsfraser eller gå fra det ene hus til det andet for at få en gæstfri modtagelse. Men hvert sted, hvor de kom, skulle de tage imod gæstfrihed af dem, som var værdige til det, dem, der ville tage imod dem med glæde, på samme måde som hvis de havde været Kristus selv. De skulle gå ind i husene med denne smukke hilsen: ”Fred være med dette hus!” Dette hjem skulle velsignes ved deres bøn, deres lovsang og ved udlæggelsen af skrifterne i familiekredsen.
Aflæg jeres naboer et venligt besøg og lær dem at kende. . . De, der ikke gør det, men viser den samme ligegyldighed, som andre har gjort, vil snart svigte deres første kærlighed og begynde at dadle, kritisere og fordømme deres brødre.
Apostlens virksomhed indskrænkede sig ikke til offentlige prædikener; der fandtes mange, som man ikke på den måde kunne komme i forbindelse med. Han brugte megen tid på husbesøg, hvor han benyttede sig af den fortrolige samtale inden for hjemmets kreds. Han besøgte de syge og sørgende, trøstede de lidende og støttede dem, som var tyngede. Og gennem alt, hvad han sagde og gjorde, ophøjede han Jesu navn. Således arbejdede han ”i svaghed og frygt og megen bæven”. Han bævede for, at hans lære skulle åbenbare et indtryk af noget menneskeligt i stedet for det guddommelige.
Besøg jeres naboer en for en og gør jer fortrolige med dem, indtil jeres uselviske kærlighed og interesse for dem har varmet dem op. Vis dem forståelse, hold bøn med dem, vær opmærksom på enhver anledning til at gøre godt imod dem, og hvis I har mulighed for det, så indbyd nogle stykker og oplad Guds ord for deres formørkede sind. Våg som de, der engang skal gøre regnskab for menneskesjæle, og udnyt mest muligt de privilegier, Gud giver jer i samarbejdet med ham i hans åndelige vingård. Forsøm ikke at tale med jeres naboer og vise dem al mulig venlighed ”for i alt fald at kunne frelse nogle”. Vi trænger til at blive besjælede af den ånd, der drev apostelen Paulus til at gå ud i hjemmene og under tårer trygle og vidne ”om omvendelsen til Gud og troen på vor Herre Jesus”.
Herren har vist mig det arbejde, der skal udføres i vore byer. De troende i disse byer skal arbejde for Gud i nærheden af deres hjem. De skal arbejde stille og ydmygt, medens de bringer Himmelens atmosfære med sig overalt, hvor de går.
En forsamling på en enkelt sjæl
Kristi gerning bestod for en stor del af personlige samtaler. Han tog sig omhyggeligt af en forsamling bestående af én enkelt sjæl. Den undervisning, som denne ene sjæl modtog blev bragt ud til tusinder.
Han var træt og udmattet, men han forsømte ikke lejligheden til at tale med en kvinde, skønt hun var en fremmed, en udlænding i Israel, og skønt hun levede i åbenlys synd.
Frelseren ventede ikke på, at der skulle forsamle sig store skarer. Ofte begyndte han sin undervisning, medens kun få var samlede om ham, men den ene efter den anden af de forbipasserende standsede for at lytte, indtil der var en mængde mennesker, som med undren og ærefrygt lyttede til Guds ord, der lød fra den himmelsendte lærer. Kristi medarbejder burde ikke have den følelse, at han ikke kan tale til nogle få tilhørere med den samme alvor som til en større forsamling. Der er måske kun en enkelt til at høre budskabet; men hvem kan sige, hvor vidtrækkende dets indflydelse vil blive? Selv for Frelserens disciple forekom det at være en ringe sag, at han brugte sin tid til at tale med en samaritansk kvinde. Men han drøftede emnerne mere alvorligt og veltalende med hende end med konger, rådsherrer eller ypperstepræster. Det, som han lærte denne kvinde, er blevet gentaget til jordens fjerneste grænser.
Ved personlig bestræbelse
Man må komme folket nær ved personlig bestræbelse. Dersom mindre tid blev anvendt til prædiken og mere til personligt arbejde, så ville man se større resultater.
Herren ønsker, at hans nådes ord skal forkyndes for hvert eneste menneske. Dette må for en stor del udføres ved personligt arbejde. Det var den måde, Kristus arbejdede på.
De, som har gjort størst fremgang i sjælevindende arbejde, har været mænd og kvinder, som ikke pralede af deres dygtighed, men som i ydmyghed og tro søgte at hjælpe deres omgivelser. Jesus udførte netop sådant arbejde. Han kom i nær forbindelse med dem, som han ønskede at nå."
Søg ved personlige bestræbelser at hjælpe dem, som bor i jeres omegn. Stift bekendtskab med dem. Prædiken alene kan umuligt udføre det, der bør gøres. Guds engle følger med jer til de hjem, I besøger. Denne gerning kan en anden ikke udføre for jer. Den kan heller ikke udføres, ved at man giver penge. Prædikener er heller ikke nok. Vi må besøge folk, tale og bede med dem, sympatisere med dem og på den måde vinde deres hjerte. Dette er den bedste missionsgerning, nogen kan optage. Dertil fordres der bestemthed, fast tro, en aldrig svigtende tålmodighed og en varm kærlighed til de fortabte.
Med kaldelsen af Johannes, Andreas, Simon, Filip og Natanael blev grundvolden lagt til den kristne kirke. Johannes sendte to af sine disciple hen til Kristus. Derefter fandt en af disse, Andreas, sin broder og kaldte ham hen til Frelseren. Derefter blev Filip kaldet, og han gik hen for at lede efter Natanael. Disse eksempler burde lære os vigtigheden af personlige anstrengelser, af direkte at henvende os til vor slægt, vore venner og naboer. Der findes mennesker, der livet igennem har hævdet at kende Kristus, men som aldrig personligt har bestræbt sig for at føre blot en eneste sjæl til Frelseren. De overlader hele arbejdet til præsten. Han er måske meget velegnet til sit embede, men han kan ikke udrette det, som Gud har overladt til menighedens medlemmer.
Der findes mange, som har brug for kærlige kristne menneskers hjælp. Mange er gået til grunde, skønt de kunne være blevet frelst, hvis deres naboer, ganske almindelige mænd og kvinder, havde gjort sig personlige anstrengelser for deres skyld. Mange mennesker venter på en personlig henvendelse. I selve den familie, det nabolag og den by, hvor vi lever, findes der arbejde for os at gøre som Kristi missionærer. Hvis vi er kristne, vil dette arbejde være vor store glæde. Aldrig så snart er et menneske blevet omvendt, før der i det fødes en trang til at lade andre vide, hvilken dyrebar ven det har fundet i Jesus. Den frelsende og helliggørende sandhed kan ikke forblive gemt i deres hjerte.
En af de mest virkningsfulde måder, man kan bringe lyset ud på, er ved private, personlige bestræbelser. I hjemmets kreds, i naboens hjem eller ved sygesengen kan du på en stille måde læse skriften og tale et orde om Jesus og sandheden. På denne måde kan du så en dyrebar sæd, som vil spire og bære frugt.
Saltet må blandes med det, som det tilsættes; det må gennemtrænge og gennemsyre for at kunne bevare. Således er det ved personlig berøring og omgang, man påvirker menneskene med evangeliets frelsende kraft. De frelses ikke i samlet mængde, men enkeltvis. Personlig indflydelse er en kraft. Vi må komme dem nær, som vi ønsker at gavne.
I ethvert menneske så Jesus en sjæl, der skulle have kaldet til hans rige. Han nåede ind til folks hjerter ved at vandre iblandt dem som den, der ville deres bedste. Han opsøgte dem på de offentlige gader, i deres egne hjem, på skibene, i synagogen, ved søens bred og ved bryllupsfesten. Han mødte dem i deres daglige gerning og viste interesse for deres timelige anliggender. Han bragte sin belæring ind i hjemmene og fik hele familier under deres eget tag ind under sin guddommelige nærværelses indflydelse. Hans store personlige medfølelse hjalp ham til at vinde sjæle.
Alene ved at følge den fremgangsmåde, som Kristus brugte, vil man have virkeligt held til at nå folket. Frelseren omgikkes menneskene som den, der ville deres bedste. Han viste dem sympati, hjalp dem i deres trang og vandt deres tillid. Derpå bød han dem: ”Følg mig!”
Vi må gøre ligesom Kristus. Hvor han end var, i synagogen, på vejen, i båden et stykke fra land, ved farisæerens gæstebud eller ved tolderens bord, talte han til menneskene om de ting, der angår det åndelige liv. Ting i naturen og begivenheder fra dagliglivet blev brugt til at forklare sandheden. Tilhørerne følte sig draget til ham, for han havde helbredt deres syge ,trøstet de sørgende og taget deres børn i sine arme og velsignet dem. Når han begyndte at tale, havde han deres fulde opmærksomhed, og hvert ord blev for en eller anden sjælen en duft af liv til liv.
Det burde også være sådan med os. Hvor vi end er, burde vi også benytte enhver anledning til at tale med andre om Frelseren. Hvis vi følger Kristi eksempel i at gøre godt, vil menneskene også åbne deres hjerter for os, som de gjorde det for ham, Ikke overilet, men med taktfølelse og omtanke, ledet af Guds kærlighed, bør vi fortælle dem om ham, som er ”herlig blandt titusinder”, og den, som er ”idel ynde”. Dette er den mest ophøjede gerning, hvortil vi kan benytte det talent, vi har fået i talens brug. Den blev os givet, for at vi skulle tale om Kristus som Frelseren, der tilgiver os vore synder.
Hans nærværelse bragte en renere luft i samfundets forskellige bestandele. Ren og uskyldig færdedes han blandt de tankeløse, de rå og uhøflige; også blandt de uhæderlige toldere, de letsindige ødelande, de uretfærdige samaritanere, de hedenske soldater, de grove bønder og hele den forskelligartede mængde. Hist og her sagde han et venligt ord, når han så, at mennesker var trætte, men dog blev tvunget til at bære tunge byrder. Han delte deres byrder med dem og gentog for dem, hvad han selv havde lært af naturen om Guds kærlighed, mildhed og godhed.
Han lærte alle at betragte sig selv som indehavere af dyrebare talenter, som, hvis de blev anvendt på rette måde, ville kunne sikre dem evige rigdomme. Han bortryddede al forfængelighed fra livet, og gennem sit eget eksempel lærte han dem, at hvert eneste øjeblik rummer muligheder, som kan få følger helt ind i evigheden; at tiden skal vogtes som en skat og anvendes til hellige formål. Han forbigik ikke noget menneske som værdiløst, men prøvede at anvende den frelsende lægedom til hver eneste sjæl. I hvilken slags selskab han end befandt sig, forkyndte han en lære, der harmonerede med tidspunktet og omgivelserne. Han søgte at indgyde de mest rå og mindst lovende nyt håb ved at foreholde dem, at de kunne blive udadlige og skyldfri og opnå at få en karakter, som ville tilkendegive, at de var Guds børn. Mange gange traf han nogle, der var kommet under Satans herredømme, og som ikke havde kraft til at bryde ud fra hans garn. Til et sådant menneske, der havde tabt modet o: var sygt, fristet og fortabt, kunne Jesus tale inderligt medlidende ord, netop de ord, der tiltrængtes og kunne forstås. Han mødte andre, der var i nærkamp med sjælefjenden. Disse opmuntrede han til udholdenhed og forsikrede dem om, at de ville vinde sejr; thi Guds engle stod på deres side og ville give dem sejren.
Åndelig vækkelse og personligt arbejde
Når menigheder oplever en vækkelse, så sker det som en følge af, at en eller anden beder alvorligt om Guds velsignelse. Han hungrer og tørster efter Gud og beder i tro, og det sker ham, som han tror. Han begynder at arbejde alvorligt i erkendelse af sin store afhængighed af Herren, og sjæle vækkes op til at søge den samme velsignelse med det resultat, at en husvalelsestid kommer over menneskers hjerter. Arbejdet udadtil bliver ikke forsømt, det store program bliver lagt til tiden, men den personlige, specielle virksomhed og interesse for venner og naboer vil udrette langt mere, end nogen kan forestille sig. Fordi dette arbejde bliver forsømt, går sjæle fortabt, som Kristus ofrede livet for.
En sjæl er af uendelig stor værdi. Det vidner Golgata om, En sjæl vundet for sandheden vil blive et middel til at vinde flere, og følgen bliver, at velsignelsen og frelsen når ud til mange. Du kan opnå endnu bedre resultater end gennem større møder, som savner den personlige virksomhed. Men når disse to former for virksomhed er kom bineret, kan der med Guds velsignelse udføres et mere godt og grundigt arbejde. Men kan vi kun virke på den ene måde, så bør det være det personlige arbejde med at oplade skriften i hjemmene, rette en personlig henstilling og tale fortroligt med familiens medlemmer, ikke om uvæsentlige ting, men om forløsningens store emne. Lad mennesker mærke, at sjæles frelse ligger dig på hjerte.
Gå ud til folk
Vi skal ikke vente, til menneskene kommer til os, vi skal opsøge dem, hvor de er. Når ordet er blevet forkyndt fra prædikestolen, er gerningen kun netop lige begyndt. Der er utallige, som aldrig vil høre evangeliet, medmindre det bliver bragt til dem.
Evangeliets forkyndelse er Kristi riges store missionsbefaling. Disciplene skulle arbejde alvorligt for sjælene og bringe alle nådens bud. De skulle ikke afvente, at mennesker kom til dem; de skulle gå ud til folk med deres budskab.
Indbyd til bibelstudium i jeres hjem
Indbyd naboerne til jeres hjem og læs Bibelens dyrebare ord og andre bøger, som forklarer de bibelske sandheder. Indbyd dem til at tage del med jer i sang og bøn. I sådanne små sammenkomster vil Kristus selv være til stede, således som han har lovet, og hjerter vil blive berørt af hans nåde.
Mens Apollos var i Efesus, ”begyndte han at tale frimodigt i synagogen”. Blandt hans tilhørere var Akvila og Priskilla , og da de forstod, at han endnu ikke havde fået det fulde lys over evangeliet, tog de ham ”med hjem og fremstillede ”Guds vej” grundigere for ham”. Ved deres undervisning fik han en klarere forståelse af skrifterne og blev en af de dygtigste talsmænd for den kristne tro.
Vær omgængelig
Til alle, som samarbejder med Kristus, ønsker jeg at sige: Benyt anledningen på ethvert sted, hvor I kan få adgang til folk i hjemmene. Tag Bibelen frem og oplad dens store sandheder for dem. Fremgangen vil ikke afhænge så meget af den kundskab og lærdom, I har, som af evnen til at finde vej til hjerterne. Ved at være omgængelige og komme menneskene nær kan I lettere vende deres tankegang i en anden retning, end I kan ved den dygtigste prædiken. At forkynde Kristus i familien, ved kaminen og under små sammenkomster i private hjem er ofte et mere virksomt middel til at vinde sjæle for Jesus end taler holdt i friluftsmøder for skarer, som kommer og går, eller endog i mødelokaler eller kirker.
Kristi eksempel ved at gøre menneskehedens interesser til sine burde efterfølges af alle, der prædiker hans ord, og af alle, der har modtaget hans nådes evangelium. Vi skal ikke give afkald på fællesskabet med andre. Vi bør ikke lukke os ude fra andre. For at kunne nå ud til alle slags mennesker må vi møde dem der, hvor de findes. De vil sjældent søge os af egen drift. Det er ikke blot fra prædikestolen, at mennesker bliver bevæget af de himmelske sandheder. Der findes en anden arbejdsmark. Den er måske mere beskeden, men fuldt så lovende. Den findes i de fattiges hjem og i de store palæer, ved det gæstfri bord og ved sammenkomster, hvor man dyrker uskyldigt selskabeligt samvær.
Kristus holdt sig ikke for sig selv, og han havde virket i særlig grad forargende på farisæerne ved i denne henseende at afvige fra deres strenge regler. Alt, hvad der angik religionen, fandt han indestængt bag høje skillevægge som en sag, der var for hellig for hverdagslivet. Disse skillevægge brød han ned. I sin omgang med mennesker spurgte han ikke: Hvilken tro bekender du dig til? Hvilken kirke tilhører du? Han udøvede sin hjælpende kraft til gavn for alle, som trængte til hjælp. I stedet for at lukke sig inde i en eneboers hule for at vise sin himmelske karakter, virkede han flittigt for mennesker. Han indskærpede den grundregel, at Bibelens religion ikke består i spægelse af legemet. Han lærte, at en ren og ubesmittet gudsdyrkelse ikke blot er noget, der gælder til bestemte tider og ved særlige lejligheder. Til alle tider og alle vegne viste han en kærlig interesse for mennesker og var omgivet af en atmosfære af glad og oplivende gudsfrygt.
Trods alle deres fordomme modtog han gæstfrihed hos dette foragtede folk. Han sov under tag med dem, spiste sammen med dem ved deres bord og deltog i måltider, de havde tilberedt og anrettet; han lærte på deres gader og behandlede dem med den største venlighed og høflighed.
Vis forståelse
Mennesker, som kæmper livets kamp under store vanskeligheder, kan blive forfrisket og styrket ved små opmærksomheder, som ingenting koster. Venlige ord, sagt på en ligefrem måde, og små opmærksomheder i al beskedenhed vil fordrive fristelsens og tvivlens skyer, der samler sig omkring sjælen. Den ægte hjertevarme kristne medfølelse, udvist på en jævn og ligefrem måde, har magt til at åbne døren til hjerter, som trænger til den ømme, umiddelbare berøring af Kristi Ånd.
tusinder af hjerter kan nås på den enkleste og mest beskedne måde. De mest intelligente, de, der betragtes som verdens mest begavede mænd og kvinder, finder ofte vederkvægelse i de enfoldige ord, der udgår fra dens hjerte, som elsker Gud, og som kan tale om denne kærlighed lige så naturligt, som den verdslige taler om de ting, hans sind dvæler ved og ernærer sig af. De godt forberedte og velformede taler har ofte ringe indflydelse. Men de sanddru, oprigtige ord, som Guds søn eller datter udtaler naturligt og ligefremt, vil kunne åbne døre til hjerter, som længe har været lukkede.
Fortæl om din egen erfaring
De, der har iført sig Kristus, vil berette om deres erfaringer, idet de fortæller, hvorledes Helligånden har ledet dem skridt for skridt - hvorledes de har hungret og tørstet efter kundskab om Gud og Jesus Kristus, som han udsendte, og resultatet af deres granskning af skrifterne, deres bønner, deres sjælekamp og om Kristi ord til dem: ”Dine synder er dig forladt” Det er unaturligt at beholde disse erfaringer for sig selv, og de, der er fyldt med Kristi kærlighed, vil ikke gøre det. I samme omfang som Herren har gjort dem delagtige i den hellige sandhed, vil deres ønske være, at andre skal have del i den samme velsignelse. Og efter som de fortæller om Gluds riges skatte, vil mere og mere af Kristi nåde blive dem til del.
sæt alle jeres åndelige kræfter i virksomhed. Sig til dem, I besøger, at alle tings ende er nær. Herre Jesus Kristus vil oplade hjertedøren og gøre varige indtryk på deres sind. Forsøg at vække både mænd og kvinder op af deres åndelige sløvhed. fortæl dem, hvorledes du fandt Jesus, og hvilken glæde du har erfaret, siden du begyndte at tjene ham. Omtal, hvor velsignet det er at sidde ved Jesu fødder og modtage dyrebar undervisning fra hans ord. Lad dem vide, at fryd og glæde ledsager den kristne gennem livet. Dine varme, inderlige ord vil overbevise dem om, at du har fundet den kostelige perle. Din frejdige tale vil vise dem, at du har fundet en bedre vej at vandre på. Dette er sandt missionsarbejde, og når det bliver udført, vil mange vågne op som af en drøm.
De mennesker, Gud bruger som sine redskaber, bliver måske regnet for uduelige, men hvis de kan bede, hvis de i al enfoldighed kan fortælle om sandheden, fordi de elsker den, så kan du ved Helligåndens kraft nå ind til menneskers hjerter. Idet de på en jævn og ligefrem måde fremholder sandheden og læser fra Bibelen eller fortæller om oplevelser, de selv har haft, gør Helligånden indtryk på sind og karakter. Viljen underlægges Guds vilje, og den sandhed, de ikke har forstået før nu, virker på hjertet med overbevisende kraft og bliver en åndelig realitet.
Illustrationer har god virkning
Han varierede sine nådebudskaber, så de passede for tilhørerne. Han forstod at ”styrke de trætte med ord”, for ynde var udgydt på hans læber, så han på den mest tiltalende måde kunne gøre mennesker delagtige i sandhedens skatte. Med finfølelse forstod han at komme de fordomsfulde i møde og overraske dem med illustrationer, som fangede deres opmærksomhed. Ved fantasiens hjælp nåede han ind til hjertet. Han hentede sine illustrationer fra dagliglivets begivenheder, og skønt de var ganske enkle, ejede de en forunderlig dyb betydning. Himmelens fugle, liljerne på marken, sædemanden, hyrden og fårene - med disse emner skildrede Kristus udødelige sandheder. Og når det traf sig, at hans tilhørere senere mødte disse ting i naturen, mindedes de hans ord. De billeder, Kristus brugte, forkyndte bestandig hans lære.
Apostlene forsøgte at meddele disse afgudsdyrkere kundskab om Gud som Skaberen og om hans Søn, menneskehedens frelser. Først viste de hen til Guds underfulde værk: Solen, Månen og stjernerne, de skiftende årstiders skønne rækkefølge, De mægtige snedækkede bjerge, de høje træer og andre af naturens forskellige vidundere, som bar præg af noget, der langt overgik menneskelig dygtighed. Ved dette skaberværk af den Almægtige henledte apostlene hedingernes tanker til beskuelse af universets store behersker.
Praktisk vejledning
Paulus havde veltalenhedens gave. Før sin omvendelse havde han ofte søgt at gøre indtryk på sine tilhørere ved sin strålende talekunst. Men nu lagde han alt dette til side! I stedet for at hengive sig til poetiske beskrivelser og en fantasifuld fremstilling, som kunne behage sanserne og nære indbildningskraften, men som ikke havde berøring med det daglige, søgte Paulus ved brugen af et jævnt sprog at bibringe hjertet de sandheder, som har afgørende betydning. En overspændt fremstilling af sandheden kan bevirke en ekstatisk følelse; men kun alt for ofte giver sandheder, der forkyndes på denne måde, ikke den næring, der behøves for at styrke og befæste den kristne til livets strid. De kæmpende sjæles øjeblikkelige trang og nuværende prøvelser må afhjælpes ved sund, praktisk vejledning i kristendommens fundamentale grundsætninger.
Hold jer til det positive
Når I søger at fremholde sandheden, vil der ofte komme modstand. Men når I forsøger at imødegå modstanden med argumenter, vil I blot gøre den værre, og det kan I ikke tillade jer. Hold jer til det positive. Guds engle våger over jer, og de forstår at gøre indtryk på dem, hvis modstand I nægter at imødegå med argumenter. Ophold jer ikke ved det negative i de ting, der kommer frem, men tilegn jer positive sandheder og fæst dem i hukommelsen gennem megen inderlig bøn og helligelse.
Repræsentanter på befærdede alfarveje
De, som har adlydt kaldet for denne tid og optaget den store mesters gerning, vil gøre vel i at sætte sig ind i hans arbejdsmetoder. I sin virksomhed blandt mennesker benyttede Frelseren sig altid af de anledninger, han fik på de store befærdede alfarveje. Det var i Kapernaum, han opholdt sig, når han ikke var ude på rejser, og denne by blev derfor kendt som hans ”egen by”. Kapernaum egnede sig også ypperligt som midtpunkt for Frelserens virksomhed. Beliggende ved den store landevej mellem Damaskus, Jerusalem, Ægypten og Middelhavet var færdselen dér overordentlig stor. Rejsende fra mange lande drog igennem denne by, og her hvilede de på deres rejser frem og tilbage. Her kunne Jesus komme i kontakt med alle folkeslag og folk af enhver stand, rige og fornemme såvel som fattige og ringe, og de ville føre hans undervisning med til andre lande og ind i mange hjem. Derved ville folk blive tilskyndet til at granske profetierne, opmærksomheden ville blive henledt på Frelseren og hans mission ville blive kendt i verden.
Ved de verdensberømte kuranstalter og de store centre for turisttrafikken, hvortil tusinder af syge og fornøjelseslystne kommer, burde der stationeres prædikanter og kolportører med evne til at fængsle de store skareres opmærksomhed. Disse arbejdere bør benytte de gyldne anledninger til at forkynde budskabet for denne tid og samle folk til møder, så ofte det lader sig gøre. De må være hurtige til at gribe anledningen til at tale med folk. I Åndens kraft bør de søge at påvirke mennesker med det budskab, der fordum lød gennem Johannes Døber: ”Omvend Jer, thi Himmeriget er kommet nær.” Matt. 3.2. Guds ord skal forkyndes med klarhed og kraft, så de, der vil høre, kan forstå sandheden. På denne måde vil den nærværende sandheds evige evangelium blive fremholdt for dem, som ikke kender det, og mange vil komme til troen og derefter tage kundskaben om Guds od med til deres egne hjem her og der i alle verdensdele.
”I den store læges fodspor” (forkoret udgave: sundhed og livslykke) og ”Lys over hverdagen” er særlig egnet til udbredelse i turistcentre og der burde gøres ethvert forsøg på at sælge disse bøger til sådanne, som har tid og lyst til at læse.
Der bør oprettes helserestauranter og klinikker. Vor indsats på disse områder bør indbefatte de store badesteder. Ligesom Johannes Døbers røst lød i ørkenen: ”Ban Herrens vej!” således må Herrens udsendinge lade deres røst høre på de store turistcentre og badesteder.
Udsendt to og to
Nu kaldte Jesus de tolv til sig og bød dem gå ud to og to gennem byerne og landsbyerne. Ingen blev udsendt alene, men broder fulgtes med broder og ven med ven. På denne måde kunne de hjælpe og opmuntre hinanden, tale og bede sammen, og den enes styrke kunne komme den andens svaghed til hjælp. På samme måde udsendte Jesus siden hen de halvfjerdsindstyve. Det var Frelserens hensigt, at evangeliets sendebud skulle være knyttede til hinanden på denne måde. Nutildags ville forkyndelsen af evangeliet blive til langt større gavn, hvis man rettede sig mere nøjagtigt efter dette eksempel.
Rundrejser
Fra den undervisning, Herren har givet mig fra tid til anden, ved jeg, at der bør være arbejdere, der foretager rundrejser mellem byer og landsbyer i evangeliets og sundhedssagens interesse. De, som udfører dette arbejde, vil samle en rig høst af sjæle fra både højere og lavere klasser i samfundet. Vejen for dette arbejde bliver bedst forberedt ved den trofaste kolportørs bestræbelser.
Kristne lægemissionsarbejdere
Tiden gør grav på kristne lægemissionsarbejdere. I har ikke råd til at anvende mange år på jeres forberedelse. Snart vil døre, som står åbne for sandhedens indgang, være lukket for stedse. Forkynd budskabet nu. Vent ikke med det, for så vil Satan få anledning til at befæste sig på steder, hvor I nu har adgang. Lad små grupper rejse ud på feltet og udføre den gerning, hvortil Jesus kaldte sine disciple. Lad dem arbejde som evangelister, udbrede vore skrifter og samtale med dem, de træffer, om sandheden. Lad dem bede for de syge og lindre deres smerter, ikke med skadelige medikamenter, men med naturlige lægemidler, og lære dem, hvorledes de kan genvidne helbredet og forebygge sygdom.
Mine brødre og søstre, indvi jer til at gøre et arbejde for Gud. Lad aldrig nogen anledning gå ubenyttet hen. Besøg de syge og lidende, og lad dem mærke, at I har interesse for dem. Og er det muligt, så gør deres livsvilkår mere sorgfri. På denne måde kan I røre deres hjerte og få anledning til at tale et ord om Kristus. Evigheden alene vil åbenbare, hvilken vidtrækkende indflydelse et sådant arbejde kan have. De, der er villige til at optage den gerning, der ligger dem nærmest, vil finde flere måder at gøre godt på.
Industriel, og sanitær oplysning
Der er en mængde fattige familier, for hvilke man ikke kunne gøre noget bedre missionsarbejde end ved at hjælpe dem til at nedsætte sig på landet og lære, hvorledes de der kunne skaffe sig et levebrød af jordens frembringelser. Trangen til netop sådan hjælp og sådant oplysningsarbejde indskrænker sig ikke til byerne alene. Selv på landet med alle dets muligheder for et bedre liv findes der en mængde fattige, som er i stor trang. Der gives hele distrikter, som er blottede for oplysning i industriel og sanitær henseende. Der er familier, som lever i usle hytter, tarveligt forsyndede med møbler og klæder, uden redskaber, uden bøger, blottede for livets bekvemmeligheder og uden midler til udvikling. Mennesker, fordærvede i sjælen og svage, vanskabte på legemet, åbenbarer følgerne af en slet fædrene arv og fejlagtige livsvaner. Disse mennesker må oplyses lige fra begyndelsesgrundene. De har ført et hjælpeløst, dovent og fordærvet liv, og de behøver at oplæres i rigtige vaner.
Opmærksomheden bør henledes på industrielle foretagender af forskellig slags, hvor fattige familier kan få beskæftigelse. Snedkere, tømre, smede, ja enhver, som har lært et eller andet nyttigt håndværk, bør føle det som sin pligt at undervise og hjælpe de uvidende og arbejdsløse.
Kristne landmænd kan gøre virkeligt missionsarbejde ved at hjælpe de fattige til at oprette hjem på landet og lære dem at dyrke jorden og gøre den frugtbar. Lær dem at anvende jordbrugsredskaber, at dyrke forskellige produkter og at anlægge og passe en frugthave.
I arbejdet med at hjælpe de fattige er der et stort virkefelt for kvinder såvel som for mænd. Der er behov for alles hjælp, som har en grundig forståelse af et arbejde, f.eks. madlavning, husgerning, syning eller sygepleje. Lad medlemmerne i de fattige hjem få undervisning i madlavning, i at sy og istandsætte deres eget tøj, pleje de syge og holde hjemmene i tilbørlig orden. Lad drenge og piger få grundig undervisning i et eller andet nyttigt håndværk eller arbejde.
Indbyd til evangeliske møder
Der er mange ting, der kan gøres, hvis man ellers har i sinde at arbejde. Mange mennesker vil ikke gå i kirke for at høre sandheden blive forkyndt. Disse mennesker kan ved et forstandigt personligt arbejde i al enfoldighed overtales til at styre deres fod til Guds hus. En overbevisning kan fæstne sig i deres sind, første gang de hører en prædiken om den nærværende sandhed. Bliv ikke mismodige, om også jeres indbydelse bliver afslået. Gentag den, indtil jeres bestræbelser krones med held.
Inviter med i sabbatsskole
Noget andet, som alle kan være med til, er at invitere børn og unge med i sabbatsskole. På denne måde kan de unge virke med godt resultat for den kære frelser. De kan forme menneskers skæbne. De kan gøre en gerning for menigheden og for verden, og først på den store regnskabsdag, når der lyder et "vel du gode og tro tjener" vil det blive åbenbaret, hvor stor og omfattende denne gerning var.
I skrift og tale
Forkynd i skrift og tale, at Jesus lever, så han kan gå i fobøn for os. Slut jer til den store mester, følg den selvfornægtende forløser på hans kærlighedsfærd på Jorden.
Nogle vil arbejde på én måde og andre på en anden, efter som Herren vil kalde og lede dem. Men de må alle kæmpe sammen, idet de søger at gøre værket til et fuldkomment hele. I skrift og tale skal de arbejde for ham.
Kristus som korsfæstet - tal om det, bed om det, syng om det, og det vil knuse og vinde hjerterne.
Pennen er en magt i hånden på mænd, som føler sandheden brænde på hjertets alter og er nidkære for Gud med forståelse og sund dømmekraft. En pen, som er dyppet i den klare sandhedskilde, kan sende lysstrålerne ud til Jordens mørke afkroge, og refleksen vil øge lysstyrken, så det trænger ind alle vegne.
Vore prædikanter bør ikke bruge alle deres kræfter på forkyndelsen og lade det være gjort med det. De bør vejlede menighedsmedlemmerne i, hvordan de kan sætte dette arbejde (skrive missionsbreve) i gang og holde det gående, så det for vores traktat- og missionsforening kan være som et hjul inden i et andet hjul. Dette inderste hjuls bevægelser holder det udvendige hjul i en kraftig og god gænge. Stands det inderste hjul, og resultatet vil vise sig i mindre liv og aktivitet i traktat- og missionsforeningen.
I må ikke blive trætte af at udføre missionsarbejde på en betænksom måde. Det er en gerning, som I alle kan få held til at udføre, hvis I blot vil forene jer med Gud. Inden I skriver jeres missionsbreve, så opløft altid jeres hjerter i bøn til Gud om, at det må lykkes jer at finde nogle vilde kviste, som kan indpodes i det sande vintræ og bære frugt til Guds ære. Alle, som i ydmyghed tager denne gerning op, vil dygtiggøre sig mere og mere som arbejdere i Herrens vingård.