Lejrmødet - årsmødet

  Lejrmødets betydning
Lejrmøderne er et af de mest betydningsfulde hjælpemidler i vor virksomhed. Det er en af de metoder, som bidrager kraftigst til at vække opmærksomhed blandt folket.

 Vi har i vort arbejde stået rådvilde overfor, hvordan vi skulle bryde igennem verdsligheden og fordommen og bringe folket den dyrebare sandhed, som betyder så meget for dem. Herren har oplyst os om, at lejrmødet er et af de vigtigste midler til at bringe værket til en afslutning.

  Hensigten med lejrmødet
Hvad er hensigten med at komme sammen? Er det for at oplyse Gud, at belære ham, ved at vi i bønnen fortæller ham alt, hvad vi ved? Vi kommer sammen for at opbygge hverandre ved at udveksle tanker og følelser, for at samle styrke og lys og frimodighed ved at lære hinandens forhåbninger og mål at kende; og ved vore alvorlige, hjertelige bønner, som opsendes i tro, modtager vi vederkvægelse og kraft fra ham, som er kilden til vor styrke.

 Vores lejrmøder har endnu et formål . . . De skal aktivere det åndelige liv blandt vort folk . . . Gud har lagt et højhelligt arbejde i vore hænder, og vi behøver at komme sammen for at få vejledning, så vi kan blive i stand til at udføre dette arbejde. Vi må vide, hvilken rolle vi personlig kan blive kaldet til at spille i opbygningen af Guds værk på Jorden, i håndhævelsen af Guds hellige lov, og i ophøjelsen af Frelseren som Guds lam, der bærer verdens synd. Vi behøver at komme sammen for at få den guddommelige berøring, så vi kan forstå, hvilken gerning vi har at gøre i hjemmet.

 Gennemført på den rette måde er lejrmødet en skole, hvor prædikanter, menighedsforstandere og menighedstjenere kan lære at udføre en mere fuldkommen gerning for Mesteren. Det skulle være en skole, hvor menighedens medlemmer, gamle og unge, får en anledning til at opnå grundigere kendskab til Herrens vej, et sted, hvor de troende kan få en oplæring, som vil hjælpe dem til at hjælpe andre.

 I forbindelse med vore tidligere lejrmøder har Guds tjenere benyttet mange dyrebare anledninger til at undervise vore medlemmer i, hvordan de på en praktisk måde kan fremholde de frelsende sandheder i den tredje engels budskab for venner og bekendte. Mange har fået vejledning i, hvordan de kan arbejde som selvunderholdende missionærer i deres nabolag. Mange er taget hjem fra disse årlige sammenkomster for at arbejde med større iver og mere forstandigt end hidtil. Det ville være Gud velbehageligt, om menighedsmedlemmer, der kommer til vore lejrmøder, fik meget mere af sådan praktisk undervisning, end de hidtil har fået. Vore missionsarbejdere og trossøskende i hver konferens må tænke på, at et af formålene med vore årlige sammenkomster er, at alle må få kendskab til praktiske metoder for personligt missionsarbejde.

 I enkelte af vore konferenser har lederne nølet med at indføre disse praktiske undervisningsmetoder. Nogle har helt naturligt større lyst til at prædike end til at undervise. Men ved anledninger som vore årlige lejrmøder må man aldrig undlade at benytte lejligheden til at undervise de troende om, hvorledes de skal udføre personligt missionsarbejde i deres nabolag.

  Demonstration i praktisk missionsarbejde
Ved at deltage i arbejdet under lejrmødet kan alle lære, hvordan de opnår de bedste resultater i deres egne menigheder.

 Ved nogle af vore lejrmøder har man organiseret stærke grupper af arbejdere, som har gået ud i byen og forstæderne for at udsprede litteratur og indbyde folk til møderne. På denne måde har man til den sidste halvdel af lejrmødet sikret sig hundreder af faste tilhørere, som måske ellers ikke ville have skænket sagen nogen videre opmærksomhed.

 Når guds nåde hersker i vort indre, vil sjælen være omgivet af en atmosfære af tro, frimodighed og kristelig kærlighed, som styrker det åndelige liv hos alle, der indånder den. Da kan vi rejse til årsmødet, ikke blot for at modtage, men for at meddele. Enhver, som er delagtig i Kristi tilgivende kærlighed, enhver, som er blevet oplyst af Guds Ånd og omvendt til sandheden, vil føle, at for disse dyrebare velsignelser står han i gæld til hver eneste sjæl, han kommer i berøring med. Dem, som er ydmyge af hjertet, vil Herren bruge til at nå sjæle, som de ordinerede prædikanter ikke kan komme til. De vil blive ledet til at tale ord, som åbenbarer Kristi frelsende nåde.

 Når vi følger de planer, Herren har lagt er vi Guds medarbejdere. Uanset vor stilling, enten vi er konferensformænd, prædikanter, lærere, elever eller lægbrødre, så holder Herren os ansvarlige for at benytte anledningerne bedst muligt til at oplyse vore medmennesker om den nærværende sandhed. Og et af de vigtigste hjælpemidler, han har valgt til dette formål, er det trykte ord. Dette værdifulde hjælpemiddel må vi lære at bruge på en forstandig måde i vore skoler og sanatorier, i de lokale menigheder og specielt under vore årlige lejrmøder. Med udholdenhed og flid bør specielt udvalgte missionsarbejdere lære søskende, hvordan man på en venlig og tiltalende måde opnår kontakt med ikke-troende mennesker og får dem til at tage imod litteratur, hvor sandheden for vor tid bliver forkyndt med klarhed og kraft.

 Arbejdet ved vore lejrmøder bør ledes i overensstemmelse med Kristi metoder og ikke efter menneskelige planer. Menighedsmedlemmerne bør anmodes om at virke for Gud.

  Lejrmøderne lige før tidens afslutning
Det er blevet vist mig, at vore lejrmøder skal få større interesse og fremgang. Jeg har set, at efter som vi nærmer os afslutningen, vil der blive mindre med prædiken og mere bibelstudium ved disse møder. Overalt på lejrpladserne vil der være små grupper med bibler, mens forskellige personer leder et bibelstudium i samtaleform.

 Det er slet ikke let for en familie at repræsentere Jesus og holde Guds lov blandt vantro naboer. Det kræves, at vi skal være levende breve, der kendes og læses af alle mennesker. Dette forhold indebærer et alvorligt ansvar. For at kunne leve i lyset, må I være der, hvor lyset skinner. Lige meget hvad det skal koste, så bør broder K føle det som en hellig pligt at samles med sin familie i hvert fald til den årlige sammenkomst for dem, der elsker sandheden. Det ville styrke både ham og dem og sætte dem i stand til at udholde prøver og gøre deres pligt. Det er ikke godt for dem at skulle gå glip af den forret at kunne samles med trossøskende, for sandheden mister sin betydning for dem, deres sind bliver ikke mere oplyst og oplivet af dens helliggørende indflydelse, og de mister deres åndelighed. De bliver ikke styrket af den levende forkyndelse. Verdslige tanker og forehavender optager dem til stadighed og udelukker åndelige emner af sindet.

 Alle bør overvære disse årlige sammenkomster, så vidt de har mulighed for det. Alle bør forstå, at det er noget, Gud kræver. Hvis de ikke benytter sig af de privilegier, han har givet dem, til at de kan blive stærke i ham og i hans nådes kraft, så vil de blive svagere og svagere og få stadig mindre lyst til at overgive alt til Gud.

 Kom, kære søskende, og find Jesus ved disse hellige sammenkomster. Han vil drage op til højtiden. Han vil være til stede og gøre det for jer, som I allermest trænger til. Jeres gårde må ikke anses for at være mere værd end sjælens højere interesser. Al den rigdom, I ejer, er den end af nok så stor værdi, ville ikke være nok til at købe jer fred og håb, hvilket ville være en uendelig stor vinding, om den end skulle koste jer alt, hvad I har, og et helt livs slid og slæb og lidelser. En god og klar opfattelse af det, som hører evigheden til, og et hjerte, som er villigt til at overgive alt til Kristus, er velsignelser af større værdi end alverdens rigdom, fornøjelser og herlighed.