Ingen lyst til missionsarbejde
Der har ikke været ret meget missionsånd blandt syvende dags adventisterne. Dersom prædikanter og menighedsmedlemmer var tilstrækkeligt vågne, ville de ikke forholde sig så ligegyldige, når Gud har hædret dem ved at gøre dem til vogtere af sin lov, idet han har indprentet den i deres sind og skrevet den i deres hjerter.
Den sande missionsånd har forladt menigheden med den høje bekendelse; hjertet brænder ikke længere af kærlighed til sjæle og af ønsket om at føre dem ind i Kristi fold. Der er brug for flittige arbejdere. Er der ingen til at besvare kaldet, der lyder fra alle kanter: "Kom over og hjælp os"?
Det blev vist mig, at vi som et folk er mangelfulde. Vore gerninger svarer ikke til vor tro. Vor tro vidner om, at vi lever under forkyndelsen af det alvorligste og vigtigste budskab, som nogen sinde har været betroet mennesker. Men med denne kendsgerning klart for øje svarer vore bestræbelser, vor iver og selvopofrelse alligevel ikke til værkets karakter. Vi burde vågne op fra de døde, og Kristus vil give os liv.
Jeg føler mig ilde berørt ved tanken om, hvor lidt vore menigheder erkender deres højtidelige ansvar over for Gud. Det er ikke blot prædikanter, som er Kristi stridsmænd, men enhver mand og kvinde, som har ladet sig hverve til hans hær. Og er villige til at gå for soldaterløn. Ligesom Kristus i sit liv har givet dem et forbillede på selvfornægtelse og opofrelse? Hvor megen selvfornægtelse har vore menigheder generelt lagt for dagen? De har måske skænket gaver i form af penge, men de har ikke givet sig selv.
Mange, der bekender sig til at være Kristi efterfølgere, føler ikke større byrde for sjæle, end verden gør. Øjnenes lyst, pral med jordisk gods, trang til at fremhæve sig selv og tilbøjelighed til at gøre sig det mageligt skiller de såkaldte kristne fra Gud, mens kun få er egentlig egnede til missionsarbejde. Hvad kan der gøres for at få åbnet øjnene på disse syndere i Zion og få hyklerne til at skælve?
Nogle bliver symboliseret ved Meroz. De har aldrig været begejstrede for at drive mission. Kaldet fra missionsmarkerne har ikke bevæget dem til handling. Hvilket regnskab skal de aflægge for Gud, når de intet udretter i hans værk, intet gør for at vinde mennesker for Kristus? De vil blive dømt med ordene: "Du dårlige og dovne tjener!"
Som et billede på, hvordan I undlod at deltage i Guds værk, som det var jeres forret, blev min opmærksomhed henledt til ordene: "Forband, sagde Herrens engel forband Meroz og dem, der bor deri! fordi de ikke kom Herren til hjælp, kom Herren til hjælp som helte!"
De selvtilfredse
En klasse blev fremstillet for mig, som var sig bevidst, at de føler tilskyndelse til at være gavmilde, at de har en følelse af hengivenhed og gerne vil gøre godt, men de gør ikke noget. De føler sig selvtilfredse og mener, at hvis blot de havde lejlighed til det eller var mere gunstigt stillet, så kunne og ville de udrette noget stort og godt. De venter på en anledning. Men de foragter den stakkels snæversynede gnier, som ikke under de nødlidende en lille skærv. De ser, hvordan han lever for sig og sit og ikke vil have sin opmærksomhed vendt bort fra sig selv til at gøre godt imod andre og gavne dem med sin indflydelse og de midler, som blev ham betroet til at bruge og ikke til at misbruge, eller til at ruste op eller ligge gemt i jorden. De, som giver efter for nærighed og selviskhed, skal aflægge regnskab for deres ærgerrighed og stå til ansvar for de talenter, de har brugt forkert. Men et større ansvar hviler på dem, der føler tilskyndelse til at være gavmilde og som har en medfødt evne til hurtigt at opfatte åndelige ting, men som alligevel ingenting udretter og blot venter på en anledning, som de mener, de ikke har haft, og som sammenligner deres beredvillighed til at handle med gnierens velvilje, eller som ræsonnerer, at deres tilstand er bedre end deres middelmådige medmenneskers. Men de bedrager sig selv. Alene besiddelsen af egenskaber, som ikke bliver brugt, gør ansvaret større. Og hvis de ikke forøger deres Herres talenter, eller de puger dem sammen, så er de ikke bedre stillet end den, de føler foragt for. Der vil blive sagt til dem: "I kendte jeres Herres vilje, men handlede ikke derefter."
Satanisk sløvhed
Guds folk må lade sig advare og kunne tyde tidernes tegn. Tegnene på Kristi komme er for tydelige til at kunne drages i tvivl; og i betragtning af disse ting bør enhver, som bekender sig til sandheden, være en levende forkynder. Gud formaner alle, både prædikanter og folket, til at vågne op. Hele himmelen er i bevægelse. Begivenhederne i jordens historie er hurtigt ved at afsluttes. Vi befinder os i de sidste dages vanskeligheder. Større farer forestår, og dog er vi ikke vågne. Denne mangel på aktivitet og alvor i Guds sag er frygtelig. Denne dødens sløvhed kommer fra Satan.
Vantro omgiver vore menigheder som et ligklæde, fordi de ikke bruger de talenter, Gud har givet dem, og sender lyset videre til mennesker, som ikke kender den dyrebare sandhed. Herren kalder dem, der har fået tilgivelse og glæder sig i lyset, til at gøre andre bekendt med sandheden.
Den onde søger nu at holde Guds folk i en tilstand af uvirksomhed, at afholde dem fra at udføre deres del i udbredelsen af sandheden, for at de til sidst må blive vejet på vægtskålen og fundet for lette.
Menneskene er i fare Mangfoldige omkommer men hvor få er der ikke af bekendende kristne, som har en byrde for disse mennesker En verdens skæbne ligger på vægtskålen, men det berører næsten ikke selv dem, der hævder at de tror på den mest vidtrækkende sandhed, som nogen sinde er blevet skænket dødelige mennesker. Der er ikke nok af den kærlighed, som fik Jesus til at forlade sit hjem i Himmelen og påtage sig menneskets natur for at han som menneske kunne komme i berøring med menneskene og derved drage dem til Gud. Der er en sløvhed, en ligegyldighed over Guds folk, som hindrer dem i at forstå, hvad tiden kræver af dem.
Satan bruger de såkaldte kristnes ligegyldige, søvnige magelighed til at styrke sin magt og vinde mennesker for sin sag. Mange der mener at selv om de ikke udfører nogen virkelig gerning for Kristus, er de dog på hans side, og sætter derved fjenden i stand til at vinde fodfæste og opnå fordele. Ved at undlade at være flittige arbejdere for Mesteren, ved ikke at udføre deres pligter eller tale et ord i rette tid, har de tilladt Satan at få magten over mange, som kunne have været vundet for Kristus.
Når jeg studerer skrifterne, bliver jeg urolig for Guds Israel her i de sidste dage. De bliver formanet til at fly afgudsdyrkelsen. Jeg er bange for, at de sover og har lempet sig så meget efter verden, at det er svært at skelne mellem den, der tjener Gud, og den, der ikke tjener ham. Afstanden mellem Kristus og hans folk er blevet større, mens den er blevet mindre mellem dem og verden. Skillelinjen mellem Kristi såkaldte ejendomsfolk og verden er næsten udvisket. Ligesom det gamle Israel efterligner de, de omboende folkeslags vederstyggeligheder."
Den åndelige dømmekraft svækket
Resultatet af, at menigheden ikke har arbejdet efter Kristi retningslinjer, ses ikke bare i verden. Menigheden er derved bragt i en tilstand, hvor de høje og hellige interesser for Guds sag er dæmpet ned. Kritik og bitterhed er trængt ind i menigheden, og mange har fået deres åndelige dømmekraft svækket. Som en følge af alt dette har Kristi sag lidt et stort tab.
Det bedrøver mig, når jeg tænker på vor stilling som er folk. Herren har ikke lukket himlen for os, men vort stadige frafald har skilt os fra Gud. Begærlighed og kærlighed til denne verden har fået indpas i hjertet uden frygt for dom eller fordømmelse. Svare og formastelige synder har gået i svang iblandt os. Iblandt os. Og dog er det den almindelige mening, at Menigheden trives godt, og at der råder fred og åndelig fremgang inden dens midte.
Menigheden har vendt sig bort fra at følge Kristus, sin anfører, og går stedse tilbage mod Ægypten. Og dog er der få, som er foruroligede og bekymrede over sin mangel på åndelig Kraft. Der ytrer sig tvivl, ja til og med vantro inden vore Menigheder allvegne angående Guds Ånds Vidnesbyrd. Således vil Satan gerne, det skal være. Og således vil Prædikanter, der prædiker sig selv i stedet for Kristus, også, det skal være.
En tilstand af åndelig svaghed
Et væld af lys har skinnet på Guds folk, men mange har ikke fulgt lyset og befinder sig derfor i en tilstand af stor åndelig svaghed. Det skyldes ikke mangel på kundskab, at Guds folk er ved at gå til grunde. De vil ikke blive dømt, fordi de ikke kender vejen og sandheden og livet. Det, som vil dømme dem, er den sandhed, der er gået op for deres forstand, og det lys, der har skinnet i deres hjerte, men som er blevet tilsidesat eller afvist. De, som aldrig har haft dette lys at forkaste, vil ikke komme under fordømmelse. Hvad mere var der at gøre ved Guds vingård, som ikke var blevet gjort? Lys, et herligt lys, skinner på Guds folk, men det vil ikke frelse dem, medmindre de lader sig frelse ved det, følger det helt, og sender det videre til dem i mørket.
Behov for himmelsk øjensalve
Menighederne trænger til at få deres øjne salvet med den himmelske øjensalve, så de kan se de mange anledninger, de har til at tjene Gud. Gud har gentagne gange opfordret sit folk til at gå ud på vejene og ved gærderne og nøde folk til at gå ind, så hans hus kan blive fuldt, men lige ved siden af vor egen dør bor der mennesker, som vi ikke har vist så megen interesse, at de kan mærke, vi tænker på deres sjæls vel. Det er den gerning, der ligger nærmest for, som Herren nu kalder sin menighed til at tage op. Vi skal ikke stå og sige: "Hvem er så min næste?" Vi skal tænke på, at vor næste er den, der behøver vor sympati og hjælp. Vor næste er enhver, som er såret og slået af modstanderen. Vor næste er enhver, som tilhører Gud. De skel, som jøderne havde rejst for at betegne, hvem der var deres næste, bliver fjernet i Kristus. Der er der ingen territoriale grænser, ingen kunstige skillelinjer, ingen kaster eller klasser.
Fanatisme og kold formalisme
Med al sin list og forførende magt arbejder Satan nu på at lede menneskene bort fra den tredje engels budskab, som skal forkyndes med stor kraft. Når fjenden ser, hvordan Herren velsigner sit folk og hjælper dem til at opdage hans bedrag, vil han med sin vældige magt arbejde på at indføre fanatisme på den ene side og kold formalisme på den anden, så han kan vinde sjæle. Nu skal der våges uafbrudt. Pas på det første fremstød, Satan vil foretage iblandt os!
Der findes åndelige isbjerge i vore menigheder. Der er mange formalister, som kan give et imponerende indtryk, men som ikke kan skinne som lys i verden.
Snæversindede af selviskhed
Det er blevet vist mig; at når Guds folk ikke er mere åndeligsindede og ikke har mere tro, så er det, fordi selviskhed har gjort dem snæverhjertede. Profeten taler her til sabbatsholdere og ikke til de vantro, eller til synderne eller til de der ikke tror, men til dem der foregiver at være gudhengivne. Det er ikke jeres mange møder, som Gud kendes ved. Det er ikke de mange bønner, men det at handle ret og gøre det rigtige, på det rette tid.
Begærlighed
Alligevel nægtede nogle at omvende sig. De var ikke villige til at vandre på Guds vej, og når der blev opfordret til at give frivillige ofre, klyngede nogle sig selvisk til deres jordiske besiddelser. Disse begærlige sjæle blev skilt fra de troendes skare.
Ikke en af hver tyve er beredt
Det er en alvorlig meddelelse, jeg giver menigheden, når jeg nu siger, at ikke en ud af tyve, hvis navne står indført i menighedens bøger, er beredt til at afslutte sit livsløb. De ville være uden Gud og uden håb i verden lige så sikkert som den almindelige synder. De bekender sig til at tjene Gud, men de er mere optaget af tjene mammon. Denne halvt-om-halvt holdning er mere en uafbrudt fornægtelse af Kristus end det er en bekendelse af Kristus. Mange har taget med sig ind i menigheden et sind, som ikke er bøjet og ikke forvandlet; deres åndelig smag er ødelagt af deres egen umoralske, nedværdigende, fordærvede tilstand; i sind, hjerte og tanke stemmer de overens med verden og forhærder sig i vellystigt levned; de er opfyldt af bedrag gennem hele deres såkaldte kristne liv. Tænk, at leve som syndere og bekende sig til at være kristne! De, der kalder sig kristne og bekender sig til Kristus, bør drage bort fra dem og skille sig ud og ikke røre noget urent. .....
Jeg lægger pennen fra mig og opløfter min sjæl i bøn om, at Herren vil ånde på sit frafaldne folk, der er som tørre ben, at de måtte blive levende. Enden er nær og lister sig ind på os så snigende, så umærket, så lydløst som tyvens forsigtige trin om natten, for at overraske de sovende, som ikke våger og er rede. Måtte Herren nådigt lade sin Helligånd virke på de hjerter; som nu føler sig trygge, at de ikke skal sove som de andre, men våge og være ædru.
Vækkelse og reformation vort behov
Kristne mennesker bør forberede sig, for der vil snart ske noget, der vil komme som en kolossal overraskelse for verden. De bør træffe denne forberedelse ved at studere Guds ord omhyggeligt og bestræbe sig på at leve i overensstemmelse med dets forskrifter. .... Gud kræver en vækkelse og reformation.
En genoplivelse af sand gudsfrygt ibland os er det største og mest påtrængende af alle vore behov. Det bør vi først og fremmest søge.
Tiden er kommet, hvor en gennemgribende reformation må finde sted. Når denne reformation begynder, vil bønnens ånd besjæle hver eneste troende og vil drive splidens og stridens ånd bort fra menigheden.
Der må komme en vækkelse og en reformation under Helligåndens ledelse. Vækkelse og reformation er to forskellige ting. Vækkelse er en fornyelse af det åndelige liv, en genoplivelse af sindets og hjertets kræfter, en opstandelse fra åndelig død. Reformation betegner en reorganisation, en forandring af ideer og teorier, vaner og praksis. En reformation vil ikke frembringe retfærdighedens gode frugt, hvis den ikke er forbundet med Åndens vækkelse. Vækkelse og reformation skal udføre deres beskikkede hverv, under hvilket de forenes.
Opfordrer skrifterne ikke til større renhed og hellighed i arbejdet, end vi hidtil har set? . . . Gud kalder på dem, der er villige til at lade sig drive af Helligånden til at føre an i en gennemgribende reformation. Jeg ser en krise forude, og Herren kræver, at hans arbejdere træder i tjeneste. Enhver sjæl bør nu være mere inderligt og oprigtigt helliget til Gud end i de foregående år. . . . De scener, som nylig blev fremstillet for mig om natten, har gjort et dybt indtryk på mig. Der så ud til at være en stor bevægelse, en vækkelse, i gang mange steder. Vort folk stillede sig til tjeneste som svar på Guds kald.
I nattens syner blev en stor reformatorisk bevægelse blandt Guds folk fremstillet for mig. Mange priste Gud. De syge blev helbredt, og der skete andre mirakler. . . . Hundreder og tusinder besøgte familier og åbnede Guds ord for dem. Hjerter blev overbeviste ved Helligåndens kraft, og en ægte omvendelsens ånd blev synlig. Overalt blev døre åbnet for forkyndelsen af sandheden. Verden syntes at blive oplyst af en himmelsk indflydelse. Guds sande og ydmyge folk modtog store velsignelser.
Der er stort behov for en reformation iblandt Guds folk. Menighedens nuværende tilstand rejser dette spørgsmål: Er dette en rigtig fremstilling af ham, som gav sit liv for os?
Når træghedens og dovenskabens skændsel engang bliver fjernet fra menigheden, vil Herrens Ånd blive nådigt åbenbaret. Guddommelig kraft vil komme til syne. Menigheden vil komme til at se Hærskarens Herres guddommelige værk. Sandhedens lys vil skinne med klare, kraftige stråler, og mange sjæle vil, ligesom i apostlenes dage, vende sig fra vildfarelse til sandhed. Jorden vil blive oplyst af Herrens herlighed.
Udsættelse skæbnesvangert
Det blev vist mig at Guds folk venter på, at en eller anden forandring skal ske, at en tvingende kraft skal gribe dem. Men de vil blive skuffet, for de tager fejl. De må handle; de må selv tage fat på arbejdet og råbe alvorligt til Gud om sandt kendskab til sig selv. De scener, der foregår omkring os, er af tilstrækkelig betydning til at få os til at vågne og fremholde sandheden for alle, der vil høre. Jordens høst er næsten moden.
Men på den anden side er der nogle, som i stedet for klogt at udnytte de forhåndenværende muligheder afventer en særlig tid med ny åndelig friskhed, hvorved deres evner til at oplyse andre ville øges meget. De forsømmer de nuværende pligter og muligheder og lader deres lys brænde svagt, mens de ser hen til en tid, hvor de uden anstrengelse fra deres egen side vil komme til at modtage en særlig velsignelse, hvorved de vil blive forvandlede og skikkede til tjenesten.
Bærer ikke frugt, nyder kun goderne
De, der bekender sig til at følge Kristus, er på prøve overfor den himmelske verden, men deres lunkenhed og mangel på nidkærhed i Gudstjeneste viser at de er utro. Hvis det, de udfører var det bedste, de formåede, ville der ikke hvile nogen fordømmelse over dem; men hvis deres hjerter var med i gerningen, kunne de gøre meget mere. Både de og verden ved, at de for en stor del har mistet selvforsagelsens ånd og ikke vil tage korset op. Der er mange, ved hvis navne der vil blive skrevet i Himmelens bøger: "Bærer ikke frugt, nyder kun goderne." Mange, der bærer Kristi navn, fordunkler kun hans herlighed, tilslører hans skønhed og undlader at ære ham.
Der er mange, hvis navne står i menighedens bøger men som ikke lader Kristus lede og styre deres liv. De giver ikke agt på hans undervisning eller udfører hans gerning. Derfor står de under fjendens ledelse. De gør ikke noget virkelig godt, derfor gør de uberegnelig skade Fordi deres indflydelse ikke er en duft af liv til liv er den en duft af død til død.
Lydighed et dække over synd
Den samme fare er til stede i dag blandt det folk, der bekender sig til at tage vare på Guds lov. De er tilbøjelige til at smigre sig med, at den respekt, de viser budene, vil bevare dem for Guds retfærdigheds magt. De nægter at lade sig irettesætte for det onde, og beskylder Guds tjenere for at være for nidkære med at rense lejren for synd. Den Gud, som hader synd, kræver af dem, der bekender sig til at holde hans lov, at de skal holde sig fra uretfærdighed. Ikke at ville omvende sig og lyde hans ord vil få lige så alvorlige følger for Guds folk i dag, som den samme synd fik det for det gamle Israel. Der er en grænse, hvor hans dom ikke tøver længere.
Døde i overtrædelser og synder
Et stort antal af dem, som udgør vore menigheder i dag, er døde i overtrædelser og synder. De kommer og går, som en dør, der svinger på sine hængsler. I årevis har de med selvtilfredshed lyttet til de højtideligste og mest gribende sandheder, men de har ikke rettet sig efter dem. Følgen er, at de bliver mindre og mindre modtagelige for sandhedens dyrebare skatte. .... De bekender sig til gudsfrygt men de fornægter dens kraft. Hvis de fortsætter på denne måde, vil Gud forkaste dem. De gør sig selv uskikket til at være medlemmer af hans familie.
Moralsk retskafne
Mange, der kalder sig kristne, er blot mennesker, der lever et pænt og retskaffent liv. De har afslået den gave, som alene kunne hjælpe dem at ære Kristus ved at være vidner for ham over for verden. Helligåndens gerning er fremmed for dem. De er ikke ordets gørere. De himmelske principper, der gør skel imellem dem, som er ét med Kristus, og dem, som er ét med verden, er næsten umulige at se. De, der bekender sig til at følge Kristus, er ikke længer et særskilt og ejendommeligt folk. Skellet er utydeligt. Guds folk giver efter for verden, for dens skikke, sædvaner og selviskhed. Kirken har stillet sig på verdens side ved at overtræde loven, i stedet for at verden skulle have stillet sig på kirkens side i lydighed mod loven. Kirken bliver dag for dag mere lig verden.
Deres blad er plettet
Mange har gudsfrygts skin, deres navne står i menighedens protokol, men i Himmelen er deres blad plettet. Den rapporterende engel har trofast nedtegnet deres gerning. Enhver egenkærlig handling, ethvert urigtigt ord, enhver pligtforsømmelse, hver hemmelig synd og hver underfundig forstillelse er nøjagtigt nedtegnet i den bog, som engelen fører.
Det tunge ansvar trætter
Nogle vil ikke påtage sig de ansvar eller gøre det arbejde, de kunne, og derfor bliver det for meget for de få, der vil tage det på sig. De finder så meget at gøre, at de overanstrenger sig og næsten slider sig op."
Kan ikke begrunde det, de tror
Mange, som bekender sig til at tro på sandheden for disse sidste dage, vil blive fundet for lette. De har forsømt det, der har større vægt. Deres omvendelse er overfladisk, ikke dybtgående, alvorlig og grundig. De ved ikke, hvorfor de tror på sandheden, de tror bare, fordi andre tror, og de går ud fra, at det er sandheden. De kan ikke give nogen fornuftig grund for det, de tror. Mange har tilladt deres sind at blive fyldt med mindre betydningsfulde ting og de evige interesser kommer i anden række. Deres egne sind er dværge og krøblinge i åndelig vækst. Andre bliver ikke oplyst eller opbygget af det, de har erfaret, eller af den viden, som det var deres forret og pligt at eje. Det er de trofaste, som er stærke og standhaftige.
Gennemsøger den profetiske bogrulle
Gud har et folk på jorden, som i tro og hellig forhåbning gennemsøger bogrullen med profetier, der hurtigt opfyldes, og søger at rense deres sjæle i lydighed mod sandheden, for at de ikke skal findes at mangle bryllupsklædningen, når Kristus åbenbares.
En indtryksfuld drøm
I en drøm, jeg fik den 29. september 1886, var jeg sammen med et stort selskab, som ledte efter bær. Det forekom mig, at vi befandt os i en by, for der var ikke så meget åbent terræn; men omkring byen var der åbne marker, skønne grupper af træer, og opdyrkede haver. En stor vogn med medbragt mad kørte foran os.
Snart gjorde vognen holdt, og selskabet spredtes i alle retninger for at se efter bær. Uden omkring vognen var der både høje og lave buske med store, fine bær, men alle i selskabet så for langt til at kunne få øje på dem. Jeg begyndte at plukke bærrene i nærheden, men meget forsigtigt af frygt for at plukke de grønne bær, som var sådan blandet med den modne frugt, at jeg kun kunne plukke et eller to bær af hver klase.
Nogle af de store, fine bær var faldet af og lå på jorden, hvor de var halvt ædt af orm og insekter. "Åh," tænkte jeg "var man dog bare kommet her noget før, så kunne al denne dejlige frugt være reddet, men nu er det for sent. Men jeg vil alligevel sanke disse her op for at se, om der skulle være nogle gode bær imellem. Og selv om de skulle være helt ødelagt, så kan jeg i det mindste vise brødrene, hvad de kunne have fundet, hvis de ikke var kommet for sent."
I det samme kom to-tre stykker af selskabet slentrende forbi, hvor jeg stod. De gik og snakkede og lod til at være meget optaget af hinanden. Da de fik øje på mig, sagde de: "Vi har søgt alle steder og kan ikke finde nogen bær." De så forundret på de mange bær, jeg havde. "Der kan findes flere på disse buske her," sagde jeg. De begyndte at plukke, men holdt snart op, idet de sagde: "Vi har ikke lov til at plukke her, du har fundet stedet og bærrene tilhører dig." Men jeg svarede: "Det betyder ikke noget. Pluk bare, hvor I kan finde noget. Stedet tilhører Gud, og bærrene er has. I må godt plukke dem."
Men lidt efter syntes jeg, at jeg var alene igen. Af og til hørte jeg nogen snakke og le henne ved vognen. Jeg råbte til dem, der var der: "Hvad er det, I laver?" De svarede: "Vi kunne ikke finde nogen bær, og da vi var sultne og trætte, syntes vi, at vi ville tilbage til vognen og have lidt at spise. Når vi har hvilet os lidt, tager vi af sted igen."
Men I har jo ikke samlet nogen endnu, sagde jeg. I spiser al vor mad uden at skaffe os noget andet. Jeg kan ikke spise nu, der er for mange bær at plukke. I fandt ikke nogen, fordi I ikke så ordentligt efter. De sidder ikke frit fremme på buskene, I skal lede efter dem. Det er rigtigt nok, at I ikke kan plukke en hel håndfuld ad gangen, men hvis I ser nøje efter mellem de grønne bær, vil I finde nogle meget fine bær.
Min lille spand var hurtigt fuld af bær og jeg bar dem hen til vognen. Jeg sagde: "Dette er den fineste frugt, jeg nogen sinde har plukket, og den har jeg plukket lige her i nærheden, mens I har arbejdet jer trætte af at søge længere borte, og uden resultat."
Nu kom de alle sammen for at se mine bær. De sagde: "Det er jo faste, gode bær fra højstammede buske. Vi mente, at der ikke var nogen at finde på de høje buske, så vi ledte kun efter bær på de lave buske, og dem fandt vi ikke ret mange af."
Jeg sagde da: "Vil I tage jer af disse bær og så følge med hen for at se efter flere på de høje buske?" Men de havde ikke gjort forberedelser til at tage sig af bærrene. Der var mange fade og poser, men de var blevet brugt til at have maden i. Jeg blev træt af at vente og spurgte til sidst: "Kom I ikke for at plukke bær? Hvorfor har I så ikke sørget for at kunne tage jer af dem?"
En af dem svarede: "Søster White, vi ventede virkelig ikke at finde nogen bær, hvor der er så mange huse, og hvor der foregår så mange ting, men da det syntes at være så magtpåliggende for dig at plukke bær, så bestemte vi os til at tage med. Vi tænkte på at tage mad med og så ellers nyde udflugten, selv om vi ikke fandt nogen bær."
Jeg svarede: "Den måde at arbejde på begriber jeg ikke. Nu går jeg hen til buskene igen. Det er allerede langt henne på dagen, og snart kommer natten, da vi ikke kan plukke flere bær." Nogle fulgte med mig, men andre blev ved vognen for at spise.
Et sted havde nogle stykker samlet sig og var stærkt optaget af at snakke om noget, som syntes at interessere dem meget. Jeg gik hen til dem og så, at det var et lille barn på en kvindes arme, som fængslede deres opmærksomhed. Jeg sagde: "Der er ikke så megen tid tilbage, I burde hellere arbejde, mens det kan lade sig gøre."
Mange var optaget af en ung mand og en ung kvinde, der løb om kap hen mod vognen. Da de nåede derhen, var de så udmattede, at de måtte sætte sig og hvile. Også andre havde slået sig ned i græsset for at hvile.
Sådan gik dagen, og kun lidt blev udrettet. Til sidst sagde jeg: "Brødre, I kalder dette for en mislykket tur. Hvis det er på den måde, I arbejder, så undrer det mig ikke, at I ingenting har fået ud af det. Om det lykkes eller ikke afhænger af, hvordan I tager fat på arbejdet. Der er bær her, for jeg har fundet dem. Nogle af jer har forgæves gennemsøgt de lave buske, mens andre har fundet nogle få bær, men de høje buske er blevet forbigået, blot fordi I ikke ventede at finde bær på dem. I ser, at de bær, jeg har plukket, er store og fuldmodne. Om kort tid vil andre bær være modne, og så kan vi gå buskene over en gang til. Sådan er jeg blevet oplært til at plukke bær. Hvis I havde søgt i nærheden af vognen, kunne I lige så godt have fundet bær som jeg.
Det eksempel, I, i dag har givet dem, der skal lære et sådant stykke arbejde, vil de følge. Herren har sat disse frugtbærende buske på denne tætbefolkede egn, og han venter, at I skal finde dem. Men I har været alt for optaget af at spise og more jer. I kom ikke herud med en alvorlig beslutning om at ville finde frugt.
I må herefter arbejde med større iver og alvor og med et helt andet indstilling, ellers vil jeres arbejde ikke lykkes. Ved at arbejde på den rette måde vil I lære de yngre arbejdere, at sådanne ting som at spise og rekreere sig er af mindre betydning. Det har kostet meget arbejde at få al maden bragt herud, men I har tænkt mere på maden end på den frugt, I burde bringe hjem som et resultat af jeres arbejde. I bør være flittige, først til at plukke de bær, som er nærmest, og dernæst til at lede efter dem, der er længere væk. Derefter kan I vende tilbage og igen arbejde nær ved. På den måde vil det lykkes for jer."
Prøven vi skal igennem
Ikke mange af de store mænd vil være engageret i det alvorlige afsluttende værk. De er selvsikre og uafhængige af Gud, og han kan ikke bruge dem. Herren har nogle trofaste tjenere, som vil komme til syne i rystelsens og prøvens tid. Der findes dyrebare sjæle, som nu er skjult, og som ikke har bøjet knæ for Ba'al. De har ikke haft det lys, der har skinnet så klart for jer. Men under et barsk og utiltalende ydre lyser måske en ægte kristelig karakters renhed. Når vi om dagen ser op imod himmelen, kan vi ikke se nogen stjerner. Men de er der, de er der på himmelen, øjet kan blot ikke skelne dem. Men om natten kan vi se dem i deres fulde glans.
Den tid er ikke langt borte, da hvert eneste menneske vil blive sat på prøve.... På den tid vil slaggerne blive skilt fra guldet i menigheden. Virkelig gudsfrygt vil klart kunne skelnes fra det ydre skin og skær af gudsfrygt. Mangen en stjerne, som vi har beundret for dens glans, vil da gå ud i mørket. Avnerne vil som en sky blive bortvejret af vinden, selv fra steder, hvor vi kun ser gulve fulde af gylden hvede. Alle, som smykker sig med helligdommens prydelser, men ikke er iklædt Kristi retfærdighed, deres nøgenheds skam skal blive åbenbar.