Gå ud i arbejdet sammen
Prædikanter og lægmedlemmer bør gå ud på høstmarkerne. De vil få en høst, hvor som helst de forkynder Bibelens glemte sandheder. De vil finde nogen, som vil tage imod sandheden og vie deres liv til at vinde mennesker for Kristus.
Det er ikke Herrens hensigt, at størstedelen af arbejdet med at så sandhedens sæd skal overlades til prædikanterne. Mænd, som ikke er kaldet til prædikegerningen, bør opmuntres til at arbejde for Mesteren efter deres evner. Hundreder af mænd og kvinder, som nu går ledige, kunne udføre et tilfredsstillende arbejde. Ved at bringe sandheden ind i hjemmene til deres venner og naboer kan de gøre et stort arbejde for Mesteren.
Gud har pålagt sine tjenere at forkynde sandhedens budskab. Dette skal menighederne tage imod og på enhver mulig måde bringe til andre. De skal opfange de første lysstråler og sprede dem.
Menigheden må tage et løft, hvor prædikanten gør det, og således støtte ham i arbejdet og hjælpe ham med at bære byrderne, så vil han ikke blive overanstrengt og tabe modet. Ingen indflydelse kan varigt påvirke en menighed, medmindre medlemmerne færdes forstandigt og efter principperne og gør alt for at fremme sagen.
En overbevisende kombination
Verden bliver ikke overbevist af, hvad prædikanten forkynder, men af det liv, som menighedens medlemmer lever. Prædikanten på prædikestolen forkynder teorien om evangeliet; menighedens praktiske gudsfrygt beviser evangeliets kraft.
Guds værk på Jorden kan aldrig blive fuldført, før hver eneste mand og kvinde inden for vore rækker slutter sig til værket og forener sine bestræbelser med prædikanternes og menighedens embedsmænds arbejde.
Prædiken er kun en lille del af det arbejde, der skal udføres for sjæles frelse. Guds Ånd overbeviser syndere om sandheden og lægger dem i menighedens arme. Prædikanterne kan gøre deres del, men de kan aldrig udføre den gerning, som menigheden bør gøre.
Prædikanter kan holde behagelige og kraftige prædikener, og der kan gøres et stort arbejde for at opbygge menigheden og få den til at trives, men hvis ikke de enkelte medlemmer gør deres del som Jesu Kristi tjenere, så vil menigheden altid være i mørke og ikke have nogen kraft. Skønt verden er hård og mørk, vil indflydelsen fra et virkeligt eksemplarisk liv være en kraft til det gode.
En skæbnesvanger fejltagelse
Det er en skæbnesvanger fejltagelse at mene, at sjælesørgerarbejdet kun påhviler prædikanterne. Den ydmyge, fromme troende, som vingårdens Herre pålægger omsorg for sjæle, bør opmuntres af dem, som Herren har skænket et større ansvar. De, der står som ledere indenfor Guds menighed, skal gøre sig klart, at Frelserens befaling gælder alle, der tror på hans navn. Gud vil udsende mange til sin vingård, skønt de måske ikke er indviet til tjenesten ved håndspålæggelse.
Den tanke, at prædikanten skal bære alle byrderne og gøre alt arbejdet, er fejlagtig. Han bliver måske lagt i graven overanstrengt og nedbrudt, mens han kunne have levet videre, hvis byrderne var blevet fordelt, som det var Herrens hensigt. For at byrderne kan blive fordelt, må menigheden undervises af sådanne, som kan lære arbejderne at følge Kristus og arbejde, som han arbejdede.
Prædikanten bør ikke anse det som sin pligt at være den eneste, der skal tale og arbejde og holde bøn; han bør oplære medhjælpere i hver menighed. Lad de forskellige efter tur lede møderne og holde bibelstudier; derved vil de gøre brug af de talenter, som Gud har givet dem, og på samme tid opnå en uddannelse som arbejdere.
Prædikanterne bør ikke gøre det arbejde, som tilkommer menigheden, og derved overanstrenge sig og hindre andre i at gøre deres pligt. De bør lære medlemmerne, hvordan de kan arbejde i menigheden og i omegnen.
Når der bliver gjort en anstrengelse for at fremholde vor tro og lære for vantro mennesker, holder menighedens medlemmer sig ofte tilbage, som om det ikke interesserede dem, og lader hele byrden hvile på prædikanten. Af denne grund har vore dygtigste prædikanters arbejde undertiden kun båret lidt frugt.
Prædikantens pligter
Vore prædikanter yder ikke menighedens medlemmer den største hjælp ved at prædike for dem, men ved at sætte dem i arbejde. Lad alle få noget at gøre for andre. Lær dem at forstå, at de som modtagere af Kristi nåde er forpligtet til at virke for ham. Oplær alle til at virke. Især bør de, som nylig er kommet til troen, oplæres til at blive Guds medarbejdere.
Til jer prædikanter vil jeg sige: Forkynd de sandheder, som vil lede folk til at optage personligt arbejde for dem, som ikke har fundet Kristus. Opmuntre til personlige bestræbelser på enhver tænkelig måde.
Lad prædikanterne lære menighedens medlemmer, at de for at kunne vokse i åndelighed må bære den byrde, som Herren har lagt på dem - den byrde at lede sjæle til sandheden. De, der ikke opfylder deres pligt, bør besøges, og der bør holdes bøn med dem og arbejdes med dem. Oplær ikke folket til at være afhængige af jer som prædikanter; lær dem derimod, at de skal bruge deres talenter til at bringe sandheden til deres omgivelser. Når de virker således, har de himmelske engle til medarbejdere, og de vil opnå en erfaring, som vil forsøge deres tro og give dem et fast holdepunkt i Herren!
Når der virkes på steder, hvor der allerede findes nogle, som er kommet til troen, bør prædikanten til at begynde med ikke så meget søge at omvende de vantro som at oplære menighedens medlemmer til et tilfredsstillende samarbejde. Han bør virke for dem personlig og bestræbe sig for at få dem til selv at søge en dybere erfaring og til at virke for andre. Når de er rede til at støtte prædikanten med deres bønner og arbejde, vil hans bestræbelser få større fremgang.
I nogle henseender indtager sjælehyrden en lignende stilling som formanden for et hold arbejdere eller som kaptajnen om bord på et skib. Det forventes, at de sørger for, at de mænd, som de er sat til at have tilsyn med, udfører arbejdet korrekt og punktligt, og det er kun i nødstilfælde, at de skal beskæftige sig med detaljer.
Ejeren af en stor mølle fandt engang sin bestyrer nede i fordybningen ved hjulet, hvor han var ved at udføre en mindre reparation, mens et halvt dusin arbejdere stod som ledige tilskuere. Efter at have sat sig ind i sagen for at forvisse sig om, at der ikke blev begået uret mod nogen, kaldte ejeren denne formand op på sit kontor og afskedigede ham med fuld løn. Forbavset bad formanden om en forklaring, og den fik han med disse ord: ” Jeg ansatte Dem til at holde seks mand i arbejde. Jeg fandt de seks stående ledige, mens De udførte én mands arbejde. Det, De lavede, kunne hvem som helst af de seks have gjort lige så godt. Jeg har ikke råd til at lønne syv mand, for at De kan lære seks at stå ledige.”
Denne hændelse kan være anvendelig i nogle tilfælde, men ikke i andre. Men mange prædikanter kommer til kort i, at de ikke forstår eller ikke forsøger at få alle medlemmerne til at tage aktivt del i menighedens forskellige gøremål. Dersom hyrderne ville være mere opmærksomme til at holde deres hjord i aktivitet, ville de udrette mere godt og få mere tid til læsning og missionsbesøg, og ville også undgå mange årsager til gnidninger.
Et godt eksempel
Apostlen følte, at han i vid udstrækning havde ansvaret for deres åndelige velfærd, som var blevet omvendt ved hans medvirken. Hans ønske for dem var dette, at de måtte vokse i kundskab om den eneste sande Gud og Jesus Kristus, som han havde udsendt. Under sin gerning var han ofte sammen med smågrupper af mænd og kvinder, som elskede Jesus, og bad sammen med dem Gud om at lære dem, hvordan de bedst kunne opretholde en levende forbindelse med ham. Ofte drøftede han med dem, hvad der ville være den bedste fremgangsmåde for at bringe andre evangeliets lys. Og tit, når han var adskilt fra dem, han således havde arbejdet sammen med, bønfaldt han Gud om at hjælpe dem til at blive alvorlige, virksomme missionærer.