»Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig!« - 2 Mos. 20, 8.
Midt i de ti bud har vi det fjerde bud, som det forkyndtes første gang: »Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig! I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud; da må du intet arbejde udføre, hverken du selv, din søn eller datter, din træl eller trælkvinde, dit kvæg eller den fremmede inden dine porte. Thi i seks dage gjorde Herren himmelen, jorden og havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han; derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den.« . . .
Kristus havde åbnet døren, eller tjenesten til det allerhelligste, og lys vældede frem fra den åbne dør i helligdommen i Himmelen, og det fjerde bud vistes som en del af den lov, som opbevaredes der. H vad Gud har oprettet, kan intet menneske nedbryde.
Gud har givet os sine befalinger, ikke blot for at man skal tro på dem, men for at de skal adlydes. Da den store Jehova havde lagt Jordens grundvold og havde klædt hele verden med skønhed og fyldt den med, hvad der var nyttigt for menneskene - da han havde skabt alle undere på land og i hav - indstiftede han sabbatens dag og gjorde den hellig. Gud velsignede og helligede den syvende dag, fordi han på den hvilede fra hele sin underfulde skabergerning. Sabbaten blev til for menneskene, og han vil, at de skal afstå fra deres arbejde på den dag, ligesom han selv hvilede efter sin gerning i de seks skabelsesdage.
Når de, der højagter Jehovas befalinger, har fået lys angående det fjerde bud i dekalogen, vil de adlyde det uden at spørge, hvorvidt det er praktisk muligt eller belejligt at vise en sådan lydighed. Gud skabte mennesket i sit billede og gav det et eksempel på helligholdelsen af den syvende dag, som han helligede og gjorde hellig. Det var hans hensigt, at menneskene på den dag skulle tilbede ham og ikke beskæftige sig med nogen verdslige sysler. Ingen, der undlader at tage hensyn til det fjerde bud efter at være blevet oplyst angående sabbatens krav, kan kendes uskyldig i Guds øjne. . . .
I selve begyndelsen af det fjerde bud sagde Gud: »Kom i hu,« fordi han vidste, at menneskene i deres mangfoldige bekymringer og forviklinger ville fristes til at undlade at efterkomme lovens fulde krav, eller de ville under trykket af deres timelige beskæftigelse glemme dens hellige betydning, . . . men han gør krav på en dag, som han har sat til side og helliget. Han giver den til menneskene som en dag, da de kan hvile fra arbejde og hengive sig til gudsdyrkelse og til udvikling af deres åndelige liv.