»Thi Menneskesønnen er kommen for at opsøge og frelse det for tabte.«- Luk. 19, 10.
Da Den himmelske Lærer stod frem, var han ingen ringere end den almægtige Guds Søn. Luk bogrullen op og læs om ham! Moses sagde til Israels børn: »Da sagde Herren til mig: 'De har talt rettelig! Jeg vil lade en profet som dig fremstå for dem af deres brødre og lægge mine ord i hans mund, og han skal sige dem alt, hvad jeg byder ham! Og enhver, der ikke vil høre mine ord, som han taler i mit navn, ham vil Jeg kræve til regnskab.« Dette er forudsigelsen om hans enestående komme. Hans ord skulle ikke tilsidesættes. Hans autoritet var suveræn og hans magt uovervindelig.
Blad videre i bogrullen og læs hvad Esajas siger om hans germng: »Den Herre Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig; han sendte mig med glædesbud til ydmyge, med lægedom for sønderbrudte hjerter, for at udråbe frihed for fanger og udgang for dem, som er bundet, udråbe et nådeår fra Herren, en hævnens dag fra vor Gud, for at trøste alle, som sørger, give dem, som sørger i Zion, højtidspragt for sørgedragt, for sørgeklædning glædens olie, lovsang for modløst sind. Man kalder dem retfærds ege, Herrens plantning til hans ære.« . . .
Vi læser igen om Kristus som den kommende pagts budbringer, og som retfærdighedens Sol, der skulle opgå. Han var profeternes første og sidste tema. . . .
Jøderne tog ikke imod ham ved hans komme. De havde helt forkerte ideer om, hvorledes han skulle komme. Jesus, denne jævne, uslebne tømrer, hvis herkomst de satte spørgsmålstegn ved, Guds Søn, Messias? Nej, det kunne ikke passe!
De særpræg, som adskilte jøderne fra andre nationer, forsvinder i Kristus. Han kom der, hvor han kunne undervise alle klasser. Han lod dem ofte forstå, at han var forbundet med hele menneskeslægten, jøde som hedning. »Jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse,« proklamerede han. Han havde ingenting til dem, der var retfærdige i egne tanker, men han kom for at opsøge og frelse det fortabte. Derfor efterlod han de nioghalvfems; derfor afførte han sig sin konge kappe og dækkede sin guddommelighed med menneskelig natur. Hele verden er Kristi arbejdsmark. Tanken om at dele mennesker op i små og snævre grupper var fuldstændig fremmed for ham.