»I skal vogte Guds hjord. . . . pas jeres tilsynspligter.«- 1 Pet. 5,2. Seidelin.
Den store Hyrde har underhyrder, som bliver betroet omsorgen for hans får og lam. Den første gerning, Jesus betroede Peter, da han genindsatte ham i tjenesten, var at vogte lammene. Peter havde kun ringe erfaring i denne gerning. Den krævede stor omhu og mildhed, megen tålmodighed og udholdenhed. Det var et kald til ham om at virke for børn og unge og for de nye i troen. Han skulle undervise de uvidende, oplade Skriften for dem og undervise dem i at udføre en nyttig gerning i Kristi tjeneste. Hidtil havde Peter ikke været skikket til dette. Han forstod ikke engang betydningen af det.
Kristus stillede Peter et betydningsfuldt spørgsmål. Han nævnte kun en betingelse for at være en discipel og gøre tjeneste. »Elsker du mig?« sagde han. Dette er den væsentlige kvalifikation. Om Peter havde alle andre, men ikke havde Kristi kærlighed, var han ikke kvalificeret til at være en trofast hyrde over Herrens hjord. Kundskab, menneskekærlighed, veltalenhed, taknemmelighed og entusiasme er alle hjælpemidler i den gode gerning, men uden Jesu kærlighed i hjertet, vil den kristne medarbejders gerning mislykkes.
Den lærdom, som Peter fik af Kristus ved Galilæas sø, beholdt han gennem hele livet. Under Helligåndens ledelse skrev han til menighederne:
»De ældste blandt jer formaner jeg da som medældste og vidne om Kristi lidelser, jeg, der også har del i den herlighed, der skal åbenbares: Vær hyrder for Guds hjord hos jer, ikke af tvang, men af fri vilje, efter Guds sind, ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte; heller ikke som strenge herrer over menighederne, men som forbilleder for hjorden; og når overhyrden åbenbares, skal I få herlighedens uvisne_ lige sejrskrans.«
Det får, som har forvildet sig bort fra hjorden, er det mest hjælpeløse af alle skabninger. Det må opsøges, da det ikke selv kan finde vejen hjem. Således er det med det menneske, der er vandret bort fra Gud. Det er lige så hjælpeløst som det fortabte får, og hvis Gud ikke i sin kærlighed kommer det til hjælp, finder det aldrig vejen tilbage til ham. Med hvilken medlidenhed, sorg og udholdenhed må underhyrden da ikke søge efter de fortabte! . . . Dette betyder, at man tåler ubehageligheder og forsagelse. Det betyder øm omsorg for de vildfarende og en guddommelig medfølelse og overbærenhed. Det kræver, at man har et øre, der kan lytte med deltagelse til hjerteknusende beretninger om uret, nedværdigelse, fortvivlelse og elendighed.
Den sande hyrdes ånd er en selvforglemmelsens ånd. Han slipper selvet af syne.